Reformation, idealskabelse og magtlegitimering hos den danske højadel, 1536-1660

Artikler

Det dansk-norske rige blev på kort tid efter reformationen i 1536 et af Europas mest lutherske lande. Den lutherske form for kristendom kom derfor også til at påvirke datidens elite, højadelen, som begyndte at legitimere sin autoritet og øvrighedsmagt gennem det lutherske verdensbillede. Hvor adelen i middelalderen havde legitimeret sin magt som krigsstand, legitimerede den sig efter reformationen i stigende grad som lutherske embedsmænd i det voksende statslige forvaltningsapparat.

Adelen som kriger og embedsmand

Magthavere har altid haft behov for at legitimere sig selv. Det havde den danske adel i middelalderen og renæssancen også. I middelalderen havde adelstanden især legitimeret sin magt gennem et krigerideal. Hvor andre grupper betalte skatter og afgifter til kongemagten, så 'betalte' adelen ved at beskytte riget mod fjender. Adelens ideal som krigerstand fandtes også efter reformationen i 1536, men samtidig gjorde ny militærteknologi, at betydningen af gruppens militære funktion som rytteri dalede drastisk. Det var især kommet til udtryk under borgerkrigen Grevens Fejde (1534-1536), hvor en adelshær således havde lidt et sviende nederlag til en velorganiseret og veludrustet oprørsk bondehær i et slag ved Svenstrup (1534) syd for Aalborg. Derudover havde bønderne i især Nord- og Vestjylland fordrevet den lokale adel og brændte deres herregårde ned.

Sideløbende hermed blev statsadministrationen større og udviklede med tiden et anseligt bureaukrati. Dette bureaukrati behøvede højtuddannede embedsmænd, og da adelen efter reformationen var den højest uddannede socialgruppe i samfundet, så skiftede standen med tiden stridshesten ud med skrivebordet.

Eske Brock
Eske Brock til Gammel Estrup m.fl. fremstilles her som både embedsmand og kriger. Foto: Ann Malmgren/Gammel Estrup – Herregårdsmuseet

Ligprædikener som kilde til det adelige ideal

Adelstanden beholdt sin magt i samfundet, men blev nødt til at legitimere sin nye embedsmandsrolle på en anderledes måde. Standens ideal kom særligt frem igennem den nye praksis med at udgive ligprædikener over afdøde adelige, som udviklede sig efter reformationen. Prædikenerne blev bestilt af enten den adelige selv eller af den afdøde adeliges familie. Den første adelige ligprædiken var Herluf Trolles og udkom i 1565. Derefter tog det fart, og med tiden blev det et 'must' for højadelen, at der blev udgivet en ligprædiken efter deres død. Fra 1620'erne kom også det bedre borgerskab med, men flertallet af danske ligprædikener er alligevel adelige. Ligprædikenerne blev ofte skrevet og fremført af tidens mest prominente gejstlige, og i mange tilfælde blev prædikenerne efterfølgende udgivet. Ligprædikenerne var skrevet efter en fast skabelon. Prædikenerne skulle først og fremmest markere overfor resten af samfundet, at den afdøde person virkelig var adelig. Derfor begyndte den del af ligprædikenernes levnedsbeskrivelse, altså den del af prædikenerne, som behandlede den afdødes person, altid med en opremsning af den pågældendes adelige slægt. Det skulle understrege overfor begravelsesdeltagerne, og læseren, at afdøde virkelig var berettiget til at kalde sig for adelig. Resten af ligprædikenen fokuserede derefter på at vise, at den afdøde også havde opført sig, som en sand adelig burde.

Herluf Trolle
Den første adelige ligprædiken var Herluf Trolles, som udkom ved hans død i 1565. Herluf Trolle var dansk rigsråd, admiral og godsejer. Billedet er en såkaldt anskuelsestavle, der blev brugt i anskuelsesundervisningen fra starten af 1900-tallet. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Ud af de mange adelige ligprædikener, som er overleveret fra perioden, er der kun meget små forskelle i prædikenernes opbygning (eksempelvis på, om levnedsbeskrivelsen kom før eller efter bibeloplæsningen). Ligprædikenernes ensartethed illustrerer, at der har været et bestemt ideal, som adelstanden ønskede at vise omverdenen. Ligprædikenerne med deres idealisering af den adelige er derfor rigtig gode kilder til, hvordan adelen anså sig selv som stand. Derimod gør idealiseringen, at man bliver nødt til at træde mere varsomt, hvis man ønsker at anvende prædikenerne som faktuelle kilder til de adelige som individer.

Magtlegitimering

I ligprædikenerne kan der udpeges en række lutherske dyder og egenskaber, som blev gjort til særlige adelige kvaliteter. Dyderne var som sådan ikke noget, der opstod med reformationen, men i ligprædikenerne blev de anført som reformatoriske. Biskop Peder Vinstrup (1549-1614) oplistede hele ni adelsdyder i sin ligprædiken over kansler Niels Kaas (1534-1594). Disse dyder indebar at: Adelige skulle læse, forstå og tro på Guds ord; de skulle udrette gode kristne gerninger; de skulle udgøre retfærdige autoriteter i samfundet; de skulle være faderlige, kristne øvrigheder; og som en sådan øvrighed havde adelen pligt og ansvar til at gøre det bedste for deres undersåtters velbefindende og for at forbedre fromheden i samfundet. Endvidere betonede ligprædikenerne adelstandens økonomiske støtte til skole-, fattig- og kirkevæsnet. Adelens økonomiske støtte til disse institutioner blev i prædikenerne anvendt som bevis for, at adelen levede op til sit ansvar som faderlig øvrighed og autoritet i samfundet.

Titelbladet af Niels Kaas ligprædiken
Titelbladet af Niels Kaas ligprædiken fra 1594, nu på det Kongelige Bibliotek. Foto: Rasmus Skovgaard Jakobsen

Den lutherske øvrighed som adeligt ideal

I sin meget udbredte trestandslære opdelte reformationens fader, Martin Luther (1483-1546), samfundet i tre ordner – eller stænder: husstanden, lærerstanden og regeringsstanden. I hver stand fandtes en autoritet, henholdsvis husfaderen (familieoverhovedet), lærerfaderen (præsten) og regeringsfaderen (fyrsten/kongen). Kongen var øverste autoritet i samfundet, han var repræsentant for Gud på jord og var derfor religiøst legitimeret. Kongen skulle ifølge Luther være en barmhjertig og retfærdig fader for sine undersåtter, og han skulle fremme og fordre fromheden i samfundet. Præcis de samme dyder, som ligprædikenerne hævdede, var adelens.

Adelstanden under pres

Ligprædikenerne forsøgte at indskrive adelen i den autoritet, magt og legitimering, som reformationen havde indlejret i regeringsstanden. At dette åbenbart var en nødvendighed for adelen, illustrerer to ting: Dels hvor meget religion betød i datidens samfund – standen blev nødt til at legitimere sig religiøst. Og dels at adelens monopol på magt i samfundet var under pres. Især sidstnævnte virker i første omgang underligt. Reformationen havde medført en forstærkning af adelens juridiske magt. F.eks. havde adelen som stand modtaget hals- og håndsret – en juridisk magt over deres underordnede. På den anden side var kongemagten blevet forstærket både mentalt, materielt og økonomisk af reformationen.

Alt i alt havde den historiske proces frem mod reformationen vist, at adelens militære betydning blev mindre og mindre. Adelens traditionelle ideal som krigerstand var derfor så småt ved at være udspillet. I stedet måtte standen legitimere sin magt gennem et nyt verdensbillede. Et verdensbillede, hvor adelen ikke længere primært var krigere, men nu blev lutherske embedsmænd. En af måderne for adelen til at markere dette skifte udadtil var gennem italesættelsen af 'nye' adelige dyder, et nyt ideal, i ligprædikenerne.

Våbenskjolde
Den adelige selvforståelse spillede en stor rolle i ligprædikenerne. Her er det våbenskjolde fra Jørgen Rosenkrantz til Rosenholm m.fl. ligprædiken fra 1596. Foto: Gammel Estrup – Herregårdsmuseet


Artiklen er udarbejdet i samarbejde med Dansk Center for Herregårdsforskning

Om artiklen

Forfatter(e)
Rasmus Skovgaard Jakobsen
Tidsafgrænsning
1536 -1660
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
14. februar 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Ingesman, Per & Jensen, Jens Villiam red.: Riget, magten og æren. Den danske adel 1350-1660 (2001).

Jacobsen, Grethe: ”Danske ligprædikener 1565-1610. Køn, stand og embede i en litterær genrer”, i: Historisk Tidsskrift, nr. 115, hæfte 1 (2015), s. 1-35.

Jakobsen, Rasmus Skovgaard: ”Fra kirkedøren i Wittenberg til de djurslandske herregårde”, i Andersen, Britta, Elkjær, Marie Kristine og Jakobsen, Rasmus Skovgaard: Herregårdshistorie 11 (2016), s. 45-58.

Tipsmark, Kasper: ”Kriger og embedsmand”, i Andersen, Britta, Madsen, Anders Sørud og Hansen, Simone Wildau: Herregårdshistorie 10 (2015), s. 37-46.

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om artiklen

Forfatter(e)
Rasmus Skovgaard Jakobsen
Tidsafgrænsning
1536 -1660
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
14. februar 2017
Sprog
Dansk
Litteratur

Ingesman, Per & Jensen, Jens Villiam red.: Riget, magten og æren. Den danske adel 1350-1660 (2001).

Jacobsen, Grethe: ”Danske ligprædikener 1565-1610. Køn, stand og embede i en litterær genrer”, i: Historisk Tidsskrift, nr. 115, hæfte 1 (2015), s. 1-35.

Jakobsen, Rasmus Skovgaard: ”Fra kirkedøren i Wittenberg til de djurslandske herregårde”, i Andersen, Britta, Elkjær, Marie Kristine og Jakobsen, Rasmus Skovgaard: Herregårdshistorie 11 (2016), s. 45-58.

Tipsmark, Kasper: ”Kriger og embedsmand”, i Andersen, Britta, Madsen, Anders Sørud og Hansen, Simone Wildau: Herregårdshistorie 10 (2015), s. 37-46.

Udgiver
danmarkshistorien.dk