Begrebet dannelsesrejse anvendes almindeligvis over en bred kam om adelens og gejstlighedens rejseaktivitet under adelsvælden (1536-1660) og enevælden (1660-1848). Imidlertid skiftede rejsernes formål over tid, og derfor er det meningsfuldt at inddele adelens rejseaktiviteter i to underkategorier: uddannelsesrejserne (ca. 1536-1648) og dannelsesrejserne (ca. 1648-1800).

Middelalderens gejstlige uddannelsesrejser

Før 1536 rejste kun meget få ikke-gejstlige ud for at uddanne sig. Det var kun en mindre gruppe mænd, som var bestemt for gejstlige embeder, der rejste ud for at studere teologi ved udenlandske universiteter. Således var Hans Tausen (ca. 1494-1561), en af de første reformatorer i Danmark, rejst ud for at studere, mens han stadig var johannitermunk.

Efterreformatoriske uddannelsesrejser, ca. 1536-1648

Reformationen ændrede på dette. Den lutherske reformation var i høj grad en lærd reformation, og akademisk viden kom i højsædet. Derfor begyndte særligt den danske adel, som havde midlerne til de ofte meget kostbare rejser, at drage på uddannelsesrejser ud i Europa. Målet var i høj grad uddannelse og tilegnelse af viden fra de lutherske universiteter i Wittenberg og Rostock. Særligt teologien og juraen vakte adelsmændenes interesse. De adelige medbragte altid en præceptor – en kombineret privattutor og rejseleder. Denne var ofte en ung akademiker, som til gengæld for sin hjælp fik gratis uddannelse på de besøgte universiteter.

Allerede omkring år 1600 ændrede rejserne karakter. Uddannelse var stadig i højsædet, men nu blev det en central del af rejsen, at man også besøgte udenlandske fyrstehoffer og lærte at begå sig som en sand adelsmand – en vera nobilitas. Som illustration på, hvor vigtigt det var for en adelsmand at have en uddannelsesrejse i ryggen, kan vi rette blikket mod Christian 4.s (født 1577, regent 1588-1648) administration. Alle hans rigsråder (regeringsmedlemmer) havde en uddannelsesrejse i ryggen, mens 77 % af kongens kancellisekretærer (embedsmænd) havde været ude at studere i fremmede lande. Et tal, som med tiden kun blev højere. At have rejst og uddannet sig var blevet en nødvendighed for, at en adelig blev betragtet som en ægte adelsmand.

Trolle og Birgitte Gøyes sarkofag i Herlufsholm kirke. Herluf Trolle var i 1536-1537 på uddannelsesrejse til Wittenberg, hvor han bl.a. fik et personligt forhold til Martin Luther. Foto: Rasmus Skovgaard Jakobsen

Dannelsesrejserne, 1648-1800

Tiden efter Den Westfalske Fred i 1648 og frem til omkring år 1800 danner rammen om den periode, hvor man kan tale om dannelsesrejser. Hvor adelen før havde søgt videnskaben på deres udlandsrejser, så søgte de nu den mere overfladiske lærdom. Rejsen blev derfor mere kendetegnet ved at være en slags videnskabelig turistrejse end en egentlig uddannelsesrejse. Man søgte nu at blive den fuldkomne hofmand, hvortil den tørre og teoretiske videnskab hverken var nødvendig eller særlig anvendelig. I stedet måtte den adelige nu tilegne sig en kavalers færdigheder og egenskaber, og disse blev erhvervet gennem omgang med datidens verdensmænd og internationale kendisser. Derfor besøgte man europæiske fyrstehoffer og ridderakademier i stedet for universiteter.

Adelen og andre fornemme folk forlod derfor latinskoler (datidens gymnasier) og universiteter i stor stil. Den lærdom, som var nødvendig for dem, tilegnede de sig nu næsten udelukkende gennem private lærere og adelige ridderakademier, mens universiteterne blev forsømt. Dannelsesrejsen var afslutningen på den adelige uddannelse – det var den adeliges grand tour. Her lærte den kommende verdensmand de europæiske kulturcentre og moder at kende, samtidig med at han lærte at stå på egne ben i fremmede omgivelser. På herregården Gammel Estrup på Djursland findes et godt eksempel på en sådan verdensmand, nemlig Christen Skeel 'den Rige' (1623-1688).

Christen Skeels dannelsesrejse 1641-1650

Christen Skeel blev uddannet i hjemmet, hvorefter han kom i huset hos en teologiprofessor i Odense. 18 år gammel drog han i 1641 ud på sin udlandsrejse med præceptoren professor Frederik Andersen. Andersen var en dreven rejsefælle, og ifølge Skeels ligprædiken havde Andersen ført "adskillige unge Adels-Mænd udi fremmede Lande". Rejsen gik først til Amsterdam i Holland, sandsynligvis pga. Trediveårskrigens (1618-1648) raseren i Tyskland, hvorefter de drog til Frankrig. Af ligprædikenen fremgår det, at det ikke var videnskaben, som Skeel rejste ud efter, men derimod ønsket om at blive en sand adelsmand. Det blev man ved at gå i 'adelsskole' og lære fremmedsprog og "den eftertragtede Perfektion" i ens "Adelige Eksercitser". Sidstnævnte begreb har sandsynligvis dækket over fægtning, ridning samt måske dans og musik.

Efter Frankrig drog Christen Skeel mod Siena i Italien, men undervejs døde hans præceptor. Skeel fortsatte dog ufortrødent og nåede både at se de største italienske byer samt at drage på et søtogt med malteserridderne mod muslimerne i Middelhavet. Efter ni år vendte Skeel i 1651 tilbage til Gammel Estrup. På bryllupsmaleriet af ham og hustruen Birgitte Rosenkrantz kan vi tydeligt se, at han bragte nye moder og ideer med sig hjem – f.eks. hans smarte, moderne, men også meget upraktiske støvler!

Christen Skeel 'den Rige' og Birgitte Rosenkrantz. På Gammel Estrup – Herregårdsmuseet. Foto: Roberto Fortuna

Reformationens rolle i rejserne

Reformationen, humanismen og renæssancekulturen over en bred kam betonede viden som noget centralt. Viden var ikke længere noget, som kun kirken beskæftigede sig med. I stedet blev viden med tiden en central del af det adelige og højborgerlige ideal. Man skulle kunne sin latin og sine klassikere samt for adelens vedkommende have besøgt de rigtige steder og mødt de rigtige personer.

Ser man nærmere på den danske adels rejseaktivitet i 1500-tallet, er det generelle billede, at man besøgte den lutherske reformations højborge i Wittenberg og Rostock. Det var nødvendigt for adelen at blive uddannet inden for den nye teologi. Adelen og kongen havde nemlig monopol på at regere det dansk-norske rige. Det var derfor essentielt, ja, nærmest livsvigtigt, at den politiske elite kendte forskellene på lutheranisme, filipisme, calvinisme, katolicisme og de andre former for kristen religion, som huserede på reformationstiden. Hvis magthaverne ikke kendte til og ikke kunne navigere i det kludetæppe af forskellige religiøse verdensforståelser, som 1500-tallet var præget af, så kunne det i yderste konsekvens føre til krig både uden- og indenlands. At religiøs splittelse kunne skabe kaos i et land, oplevede man gentagne gange i Tyskland i 1500- og 1600-tallet.

I begyndelsen af 1600-tallet ændrede adelens rejselyst karakter. Nu lå den danske form for lutherdom fast. De kampe, der havde været mellem den konservative lutherdom og den mere pragmatiske filipisme, var slut (med de konservative som sejrherre). Danmark havde også fået et uddannelsessystem, som kunne magte selv at uddanne nye lutherske eksperter, og de tidligere adelige uddannelsesrejser blev nu mere til adelige dannelsesrejser. Her besøgte man ikke længere kun protestantiske lande, men nu også katolske og calvinistiske lande. Religionen var altså ikke længere styrende for adelens rejser.

De adelige udlandsrejser havde også to andre funktioner: Den første var en behørig uddannelse og dannelse, som var nødvendig for adelsmanden for at kunne få et arbejde som f.eks. rigsråd, lensmand, landsdommer eller kancellisekretær. Derudover var udlandsrejsen og de ting, man der lærte, en nødvendighed for at leve op til det adelige selvbillede. Den anden funktion var, at den danske adel gennem udlandsrejserne mødte den europæiske adel. Det var med til at skabe en adelig enhedskultur, hvor danske adelige søgte at efterligne især franske og italienske adelige i sprog, mode, manerer og arkitektur. Udlandsrejserne var derfor med til at skabe det billede, vi ofte får af adelen, som distanceret fra resten af samfundet – en distance, der samtidig var med til at opretholde adelens eksklusivitet og identitet.     

Artiklen er udarbejdet i samarbejde med Dansk Center for Herregårdsforskning.