Kilder
Kildeintroduktion:
Den koldingske reces af 13. december 1558 blev udstedt af Christian 3. (født 1503, regent 1534-1559). Recessen bestod af 70 artikler, der samlede den lutherske Christian 3.s lovbestemmelser i slutningen af hans regeringstid. Kongen døde 14 dage senere den 1. januar 1559.
Recessens 35te artikel angav, hvilke typer beklædningsgenstande, de forskellige stænder havde ret til at gå med, samt hvilket materialer til klædedragter der var forbehold kongefamilien.
Baggrunden var periodens økonomiske vækst, der især havde gjort bønderne rigere. Kongen havde derfor behov for at sikre, at almindelige bønder ikke klædte sig i alt for fornemt tøj. Det kunne underminere standsforskellene i samfundet. Loven skelnede ikke kun mellem adelstanden og de lavere stænder, men også mellem kongefamilien og adlen. Således ser det ud til, at kongen også havde et behov for at markere sin højere status over for adlen.
Det er værd at bemærke, at lovtekstens artikel 35 næsten var en præcis gentagelse af den københavnske reces artikel 27 fra 1547. At styret her ni år senere valgte at gentage loven, kunne tyde på, at loven ikke var blevet overholdt, og styret derfor endnu engang forsøgte at indskærpe, at loven skulle følges.
Denne reces er en del af de love, som i dag går under fællesbetegnelsen luksusforordningerne. Forordningerne var en række forsøg på at styre befolkningens forbrug af luksus i perioden fra 1500 til 1800. Styret ønskede at opretholde standsopfattelsen, hvor kongen og adlen stod højre end bønder og borger.
Herunder ses uddraget af lovteksten først i sin oprindelige version og dernæst i en udgave, hvor sproget og stavningen er moderniseret af redaktionen på danmarkshistorien.dk.
Lovteksten i oprindelig udgave:
35. Om drecht och kledebon.
Item skal ingen epter denne dag her udi riget bere gyldenstycke, bliant, sølfstycke eller noget andet silkestycke, som er udi slage[t] met guld och sølf, icke heller slagne lad, icke heller perler uden paa hofvidet eller halsklede, icke heller guldborder, sølfborder, guldsnorer eller sølfsnorer til besetting paa kleder i nogre maade epter den mienige adels begiere uden kroningen, drotningen eller dieris børn aldene; hvem der findis emod at giøre, daa hafve forbot det, hand drager, til neste hospital, och nar hospitalsmester det esker af hanom sielf eller af dieris verge, om det er kvindfolk eller och denom, icke dieris egne verge er, hosbunden, faderen eller andre verger, daa lide hand der maning fore som for anden gield, dog her undertager, dersom drotningen vil gifve hendis naadis jomfruer nogen hofkledning beset met sølfstycke eller guldstycke, daa maa de drage det den stund, de ere udi gaarden, och ikke lenger.
Skal och ingen ufri mand, enten borgere, bunde eller ufri mands høstru eller dieris børn eller noget ufrit folk bere [fløiel], dammask eller silkestycke epter dene dag under same brøde. Dog skal det vere tillat en erlig møe, som icke er af adelen, at bere et sticket bindicke paa hofvedet, dog icke slagne lad eller andet nyt smycke.
Vil och den, som hospitalsforstander er, se egienom fingre met denom, daa mue andre, hvem der vil, dielle denom der for och vinde denom sligt silkestycke af.
Lovteksten i en sprogligt moderniseret udgave:
Artikel 35. Om dragt og klædedragt.
Endvidere skal ingen efter denne dag her i riget bære gyldenstykke[1], bliant[2] eller sølvstykke[3] eller noget andet silkestykke, som er slået[4] med guld eller sølv, ikke heller ladslået[5], ikke heller perler uden på hovedet eller halsklæder, ikke heller guldborter[6] eller sølvborter, guldsnore eller sølvsnore til at sætte på klæder af nogen slags, efter den menige adels begær, udover kongen, dronningen eller deres børn alene. Hvem der findes her imod at gøre, der har brudt dette, han skal drage til nærmeste hospital[7], og når hospitalsmesteren kræver det af ham, eller af deres værge, hvis det er kvinder eller dem der ikke er deres egne værger, husbond, fader eller anden værge, så lider han maning[8] der for, ligesom for anden gæld, dog undtaget dersom dronningen vil give hendes nådes jomfruer[9] nogle hovedklæder besat med sølvstykke eller guldstykke, da må de bære det så længe, de er i gården[10], og ikke længere.
Skal også ingen mand, enten borger, bonde, eller ufri[11] mænds hustruer eller deres børn, eller noget ufrit folk, bære fløjl, dammask[12], eller silkestykke, efter denne dag, under samme straf, dog skal det være tilladt en ærlig mø[13], som ikke er adelig, at bære silkebindike[14] og fløjlsbindike på hovedet, dog ikke ladslået eller andet nyt smykke.
Vil den, som hospitalsforstander er, se igennem fingre med dem, så må andre, hvem der vil, dele[15] dem derfor, og tage det pågældende silkestykke af.
Ordforklaringer m.m
[1] Gyldenstykke: silkestof gennemvævet med guldtråde.
[2] Bliant: en type kostbart silkestof.
[3] Sølvstykke: silkestof gennemvævet med sølvtråde.
[4] Slået: vævet med.
[5] Lad: et udsmykket stykket stof. Her var der formentlig tale om, at silkestykket ikke blev udsmykket med guld, sølv eller perler.
[6] Bort: en kant eller et bånd på et stykke stof, som i farve adskiller sig fra det øvrige stof.
[7] Hospital: institutioner hvor syge og fattige kunne opholde sig.
[8] Maning: (i denne sammenhæng) bøde. Bøden gik til hospitalet, hvilket var grunden til, at hospitalsmesteren blev pålagt myndigheden til at indkræve bøden.
[9] Jomfruer: hofdamer eller tjenestepiger.
[10] Gården: (i denne sammenhæng) kongsgården eller der hvor kongen opholdte sig.
[11] Ufri var folk, der ikke havde fod under eget bord: håndværkersvende og -lærlinge, fæstebønder, tjenestefolk osv.
[12] Damask: kostbart stof. Oprindeligt om mønstret silkestof fra Damaskus.
[13] Ærlig mø: Ugift, dydig ung kvinde.
[14] Bindike: et pyntebånd, kvinder bar på hovedet.
[15] Dele: i betydningen at adskille eller at fratage.