Danmark var præget af vækst i det meste af perioden – både med hensyn til befolkningstal og økonomi. Landet var stadig et standssamfund som i senmiddelalderen, men kirkens rolle var svækket, og adelen styrket. Landbrug forblev det absolutte hovederhverv, og de fleste byer levede af oplandet. København begyndte dog i denne periode at vokse fra alle andre byer og fik efterhånden et borgerskab, som blev en reel rival til adelen.

Klima og sygdomme

Naturen satte afgørende rammer for menneskers liv. Mennesker beherskede naturen så meget, at bondebefolkningen både kunne producere mad til sig selv og et vist overskud, men balancen var hele tiden skrøbelig, og grundvilkårene blev nærmest værre i perioden. Det generelle fald i de gennemsnitlige temperaturer, som var indledt i senmiddelalderen, fortsatte og gav dårligere betingelser for landbrug. Kolde forår og våde somre og efterår kunne føre til, at høsten slog helt eller delvis fejl. Så steg kornpriserne, og fattigfolk fik svært ved at få råd til at købe mad nok.

Også på andre måder var man underlagt naturens skiftende betingelser. Man havde ingen effektiv kur mod almindelige infektionssygdomme og mange andre skavanker. Hvert år pillede sygdommene nogle af de svageste fra, og omkring en tredjedel af alle børn døde, før de fyldte fem år. Overlevede man først den farlige barndom, så det bedre ud. Det var ikke ualmindeligt at passere de 60 år, men epidemier kunne være farlige dræbere, som også tog folk i deres stærkeste alder.

1500-tallets befolkningsvækst

Trods alt var kosten dog ikke ringere, og klimaet og sygdommene ikke værre, end at der de fleste år mellem 1536 og 1660 blev født flere børn, end der blev båret døde mennesker til kirkegården. Der blev markant flere indbyggere i riget. Vi har kun meget usikre tal, men et groft skøn er, at antallet af familier eller husstande på landet voksede fra noget i retning af 75.000 i begyndelsen af perioden til 100-120.000 i 1640 – inklusive Skåne, Halland og Blekinge, men uden Sønderjylland. Hertil kommer byerne, som også voksede. Tal for den samlede befolkning er meget svære at give, men en vækst fra 5-600.000 mennesker i begyndelsen til omkring 800.000 i 1640 er næppe helt ved siden af. Sammenlignet med Syd- og Vesteuropa var Danmark dog stadig tyndt befolket.

Fremgangen sluttede i periodens sidste årti, hvor voldsomme epidemier hærgede flere landsdele efter hinanden. Den værste ramte Sønderjylland og det sydlige Jylland i 1659 og dræbte over halvdelen af befolkningen i de hårdest ramte egne. At det gik så galt, skyldes dog også, at der samtidig var krig. Væksten i 1500-tallet og det tidlige 1600-tal hænger sammen med, at der stort set var fred. Da fred blev afløst af krig, fik det store konsekvenser, også for det daglige liv.    

Standssamfundet efter reformationen

Danmark var stadig et standssamfund, hvor der gjaldt forskellige regler og vilkår for de forskellige stænder. Adelen var nu ubetinget landets fornemste stand, og den var samtidig mere lukket end nogensinde. Adelig var noget, man blev født til at være.

Før reformationen havde gejstligheden sammen med adelen udgjort de fornemste og højest privilegerede stænder. Efter reformationen var gejstligheden stadig en stand for sig med særlige privilegier, men den havde nu mere til fælles med borgerskabet end med adelen. Borgere og gejstlige havde begge privilegier, men ingen større andel i samfundets politiske ledelse. Adgang til de to stænder fik man ved at opnå et gejstligt embede eller ved at få borgerskab som købmand eller håndværker, og selvom det var almindeligt, at sønner gik i fars fodspor som præster, købmænd og håndværkere, var det ikke givet. Begge stænder byggede på kvalifikation.

Den fjerde stand, man regnede med, var bondestanden. I princippet omfattede den alle dem, som boede på landet og ikke var præster eller adelige, dvs. alle fra gårdmænd til jordløse husmænd og tjenestefolk. Langt de fleste bønderbørn endte selv i bondestanden, men der var en vis udveksling med borgerstand og gejstlighed, så visse bønderbørn avancerede, mens enkelte præste- og borgerbørn blev bønder. Således var én af de mest berømte danske reformatorer, Hans Tausen, der endte som biskop, bondefødt. Helt uden for standssamfundet stod grupper som omstrejfende tiggere og 'tatere' (romaer), som ikke blev regnet for rigtige medlemmer af samfundet.

Et bondesamfund

Omkring 80 % af befolkningen boede på landet og tilhørte bondestanden i bredeste forstand. Med visse variationer var det sådan over næsten hele Europa. Kun steder som Nederlandene og Norditalien udgjorde bybefolkningen en markant større andel. Det hænger sammen med samfundenes tekniske niveau. I Danmark ændrede det sig ikke afgørende i 1500- og 1600-tallet. Der kom ingen store fremskridt i form af nye redskaber, nye afgrøder eller nye dyrkningsmetoder.

Grundenheden på landet var gården. Danske bondegårde var af noget forskellig størrelse, men langt de fleste var på den ene side store nok til godt og vel at kunne forsørge en familie og på den anden side ikke større, end at familien selv kunne levere det meste af den arbejdskraft, der skulle til for at drive gården.

Gård, familie og husstand

Indgåelse af ægteskab og overtagelse af gård hang normalt sammen, idet Danmark ligesom resten af Nordeuropa var domineret af en kernefamiliemodel, hvor en familie var bygget op om et gift par, og ægteskab betød grundlæggelse af en ny familie. Man giftede sig først, når der var en gård at overtage, og det var ofte ret sent. Fra 1600-tallet kendes kun spredte tal, men de tyder på, at man giftede sig første gang, når man var omkring de 30 år. Blev manden enkemand, giftede han sig normalt igen. Det gjorde konen også, hvis hun stadig var så ung, at hun kunne få børn. Ellers gav hun gården videre.

Mand og kone havde nemlig en række ret skarpt adskilte arbejdsopgaver, og ingen af dem kunne undværes. Det var mandsarbejde at pløje og køre med heste og at så og høste med le, mens det var kvindearbejde at passe køer, lave smør og øl og bage brød. En mand og en kvinde alene var sjældent nok til at drive en gård. Børn hjalp til, fra de var ganske små, og hvis man ikke havde halvstore eller voksne børn hjemme, supplerede man med karle og piger. Familie og tjenestefolk udgjorde i fællesskab husstanden, som både arbejdede og levede sammen. I såvel lovgivning som i tidens religiøse anvisninger optrådte 'husstanden' som samfundets grundenhed.    

Tjenestefolk og husmænd

Langt de fleste tjenestefolk var unge og ugifte, og tiden som karl og pige blev betragtet som læretid. Idealet var så, at man efter en del år kunne gifte sig og selv overtage en gård. I begyndelsen af perioden var der tæt ved at være gårde nok til alle, men den omstændighed blev udfordret, da befolkningen voksede. Bondesamfundet reagerede på to måder – dels ved formelt eller uformelt at dele de gårde, der var, i to, dels ved at bygge huse, som ikke fik jord. Af flere grunde blev det første mest udbredt i Jylland og Sønderjylland, det andet på øerne og i Skåne, hvor der derfor opstod en større gruppe jordløse husmænd. Selvom befolkningsvæksten i sig selv er et tegn på, at der var et vist overskud i samfundet, førte den omvendt til, at stadig flere kom til at leve under dårlige sociale vilkår.    

Landsby og gårde

I det meste af Danmark lå gårde og huse samlet i landsbyer. Kun i dele af provinserne øst for Øresund, inklusive Bornholm, og i store dele af Vestjylland lå gårdene spredt. Landsbyerne i resten af landet varierede betydeligt i størrelse fra mere end 50 gårde og huse til ganske få. De fleste lå dog et sted derimellem, og i gennemsnit omfattede en landsby mellem 10 og 20 gårde og huse. Det svarer til et samfund på 50-150 personer, som boede tæt ved siden af hinanden, men typisk et par kilometer fra nabolandsbyerne. Hver enkelt gård var en selvstændig økonomisk enhed, men man var afhængig af naboerne. Den dyrkede jord bestod af en række større marker, som igen var inddelt i mange hundrede lange smalle stykker, kaldet agre. Hver gård havde sine agre spredt over hele landsbyens dyrkede areal. Det betød, at man derved havde andel i alle de slags jorde, landsbyen rådede over.    

Koordinering og fælles græsning

Hver bonde og hans husstand pløjede, såede, gødede og høstede egne agre, men det var nødvendigt, at alle dyrkede det samme i samme del af marken et givet år, og at man arbejdede på samme tid. Det var dog kun en del af jorden, man hvert år pløjede og dyrkede. Resten lod man gro til med græs og urter, som kom af sig selv, og her græssede landsbyens dyr sammen. Fælles hegn skilte i det meste af landet de dyrkede marker fra de arealer, hvor der blev græsset.

Det betød, at der var stort behov for at koordinere arbejdet i landsbyen, og derfor havde man bystævner, hvor man traf fælles beslutninger. Hovedreglen var, at det kun var gårdmænd, som havde stemmeret på bystævnet, men alle skulle følge reglerne. Dem begyndte man i øvrigt at skrive ned i perioden. Disse regler kendes som landsbyvider eller -vedtægter.

Man har kaldt hele systemet for dyrkningsfællesskabet. Det er ikke noget præcist ord, for dyrkningen af markerne var netop ikke fælles. I stedet må man tale om dyrkningskoordinering og fælles græsning. Og systemet var ikke solidarisk. Nogle gårde havde bredere agre og dermed mere jord at dyrke korn på end naboerne, og de samme gårde havde så også ret til at have flere dyr på landsbyens græsmarker. Alt det fik stigende betydning. Efterhånden som befolkningen voksede, blev der flere mennesker om at udnytte samme areal, så presset på naturressourcerne voksede.

Sociale rammer og mødesteder

Landsbyfællesskabet var på den måde både et tæt fysisk naboskab og en kompliceret koordinering af arbejdet og retten til de naturressourcer, man var afhængig af. Både det nære naboskab og de knappe naturressourcer kunne føre til mange konflikter. Fornærmelser, slagsmål og langtrukne stridigheder var almindelige, og det var vigtigt at hævde det, man anså for sin ret og sin ære – både for at bevare status og for at holde fast på sin andel af naturressourcerne. Handlinger, der skadede fællesskabet, var der bødestraf for. Det kunne være dårlig vedligeholdelse af hegn, så dyrene slap ind i kornmarkerne og åd af det korn, livet var afhængigt af. Mange af bøderne blev betalt i øl, som blev drukket ved gilder, hvor man omvendt dyrkede den positive side af det nære fællesskab. Festet blev der også ved bryllupper, begravelser og kirkelige højtider.

I det daglige levede man meget inden for landsbyens rammer, men nogen lukket verden var der ikke tale om. Folk fra sognets andre landsbyer mødte man i kirken. Bønderne havde også forbindelser til både herregårde og købstæder, og man mødtes ved det lokale herredsting eller på markeder. Mange ægteskaber var med folk fra andre landsbyer.    

Selvforsyning og markedsøkonomi

Kornavlen, især rug og byg, var både langt den mest arbejdskrævende del af landbruget og den mest afgørende, da korn leverede basiskosten i form af brød, grød og øl. Af dyr holdt man heste, kvæg, får, svin og fjerkræ. Hestene var trækkraft, mens kvæg, får og svin sikrede kød, mælk, smør og uld.

Meget af produktionen brugte man selv. Husholdets egne alsidige behov var en vigtig grund til, at man dyrkede de forskellige afgrøder og holdt de forskellige dyr, også på steder, hvor naturforholdene ikke var ideelle. Der blev spundet og vævet på gårdene, og der blev fremstillet redskaber og repareret bygninger. Fiskeriet i åer og søer tilhørte normalt kongen eller adelen, men kystfiskeri var frit, og endnu i 1500-tallet drog bønder fra store områder i perioder ud til kysten og fiskede.

Bondegårdene producerede dog ikke kun til eget behov, men også for at dække afgifter til kirken, godsejeren og kongen og for at have noget at sælge. Afgifterne var fastsat flere generationer tilbage, men passede nogenlunde til den lokale produktion. Korn udgjorde langt den største del, fulgt af smør. Korn var også en vigtig salgsvare, især fra områder med frugtbar jord. Det andet store salgsprodukt i 1500- og 1600-tallet var derimod ikke længere smør som i middelalderen, men stude. De blev produceret over hele landet, men især i de vestlige dele af landet.

Danske bønder havde generelt noget at sælge af i perioden. Selvom befolkningen voksede, kunne produktionen følge med, og noget af den blev indrettet på eksport. Det var ekstra tillokkende, da priserne på landbrugsvarer langsigtet steg frem til 1630-40. Markedsøkonomien var i fremgang.

Rige bønder

En del bønder blev handelsbønder og pengeudlånere, som lånte penge ud til naboer, og det blev i visse egne almindeligt blandt bønder at regne med renter. Peder Hansen og Karen Jakobsdatter i Solrød sydvest for København havde en formue på ikke mindre end 3000 rigsdaler ved deres død i 1643, og mere end 1000 rigsdaler var penge, der var lånt ud mod gældsbeviser. De hørte til bondestandens øverste top.

Sidst i 1500-tallet og først i 1600-tallet havde gårdmændene generelt forholdsvis gode kår. De udnyttede mulighederne for at sælge kvæg, korn og andre produkter og nød godt af år med fred og et lavt skattetryk. En del af de penge, der kom ind, blev omsat i varer, som bondesamfundet ikke selv fremstillede. Det kunne være godt tøj, køkkentøj af malm, messing og tin, eller krydderier og indkøbt øl og brændevin. Nogle af de mere velstillede havde bægre, skeer, knapper og spænder af sølv. Hos Peder og Karen i Solrød var der to sølvkander, seks sølvbægre og tyve skeer.

Jordløse og fattige

Langtfra alle var så heldige som det omtalte ægtepar. Der var gårdmænd, som det gik dårligt for, men især var den voksende husmandsklasse dårligt stillet. Husmændene havde meget lidt eller slet ingen jord, og derfor ingen korn og stude at sælge. Typisk havde de ret til at lade nogle få dyr græsse på landsbyens marker, men de kunne ikke dyrke korn selv, så for dem var stigende kornpriser ikke godt. Nogle specialiserede sig i forskellige håndværk, men typisk var det kun smedene, som havde en solid og sikker forretning. Andre husmænd levede som daglejere, der udførte forefaldende arbejde mod betaling, måske i form af fødevarer.

Nogle havde svært ved at tjene nok til at leve af. Det gælder især folk, som var fysisk svækkede. De såkaldt værdigt trængende skulle i princippet have hjælp af resten af sognet, og der blev samlet ind i kirkens fattigbøsser, ligesom der nogle steder blev indrettet fattighuse eller asyler. Fremmede fattige søgte man derimod at holde borte, og nogle endte som omstrejfere. Det er skønnet, at over 5 % af befolkningen midt i 1600-tallet tilhørte en gruppe af fattige uden egentligt erhverv og sikker forsørgelse.

Fæstevæsenet

Kun få danske bønder ejede selv deres gårde. Det store flertal var fæstebønder, bortset fra på Bornholm og i Sønderjylland. Fæsteforholdet var andet og mere end leje af jord og gård. En fæstebonde hørte under en godsejer, som han ikke blot skyldte afgifter og arbejde, men også troskab og lydighed. På den måde var fæstevæsenet en helt central institution.

'Fæstebonde' kommer af ordet fæste, som betyder at indgå en fast aftale. Efter reformationen var det dansk lov, at fæsteperioden gjaldt for livstid. Formelt var gårdene ikke arvelige, men det var dog ganske almindeligt, at de i praksis gik i arv i denne periode, men der skulle forhandles og i reglen betales en sum penge ved generationsskiftet.

Til gengæld for retten til at bruge gården skulle bonden hvert år yde en fast afgift til godsejeren, den såkaldte landgilde. Den bestod normalt af et udpluk af gårdens produkter, især korn. Afgiftstrykket lå nogenlunde fast op gennem perioden, og det var forholdsvis moderat sammenlignet både med, hvad det havde været omkring år 1300, og hvad det samlede skatte- og afgiftstryk udviklede sig til i løbet af 1600-tallet, især efter 1660.

Ud over faste og variable afgifter var bønderne også forpligtede til at gøre hoveri, dvs. arbejde gratis for godsejeren. Det betød ikke ret meget i midten af 1500-tallet, for langt de fleste herregårde var små, og i øvrigt havde de fleste godsejere deres bønder spredt over et så stort område, så de vanskeligt kunne nå frem og gøre ret meget hoveri. 

Godsejere og godsdrift

Efter reformationen var kongen herre over ca. halvdelen af landets bønder, mens adelen rådede over de fleste af de øvrige. I mange landsbyer boede forskellige godsejeres bønder mellem hinanden, men fra anden halvdel af 1500-tallet begyndte konge og adel i stor stil at bytte gårde med hinanden, og adelen byttede, købte og solgte også jord indbyrdes. Kongen søgte at samle sine jordbesiddelser i en række områder af landet omkring vigtige slotte. Motiverne var mest jagt og ønsket om at råde over hele områder.

De adelige derimod blev storlandmænd. De ville udnytte de gode priser ved at producere korn og stude i stor stil. Derfor gjorde den enkelte godsejer sin herregård større ved at nedlægge bondegårde. Arbejdet på selve herregårdsmarkerne skulle udføres ved hoveri, og derfor ville godsejerne eje flest mulige bondegårde tæt ved herregården. Kongen og landets højeste domstol gav godsejerne frie hænder til at nedlægge bondegårde og øge hoveriet.

Resultatet blev en ny slags godser, hvor herregårdene betød meget mere end før, og hvor hoveri vejede markant tungere. Midt i 1600-tallet var omkring halvdelen af adelens fæstebønder såkaldte ugedagsmænd, som skulle stille med folk på hoveri mindst én dag om ugen, ofte mere. Det var en stor forandring, men dog ikke så dramatisk som det, der skete i bl.a. det østlige Tyskland og Polen, hvor herregårde og hoveri voksede endnu mere, og bønderne blev underkastet et livsvarigt stavnsbånd, det såkaldte livegenskab. Udviklingen i Danmark ramte heller ikke alle bønder lige meget. Især mange af kongens fæstebønder slap stadig billigt i hoveri.

I det sydlige Jylland og Slesvig hørte endnu flere bønder direkte under kongen eller hertugerne. De fleste af dem blev helt fri for hoveri fra 1630’erne, og her blev gårdene reelt arvelige. Sønderjyske bønder fik generelt en friere stilling og stærkere økonomi end bønderne i kongeriget. Det modsatte gjaldt dog bønderne på Sydslesvigs og Holstens adelsgodser i sydøst, hvor der kom livegenskab.  

Adelen og dens godsrigdom

Den danske adel talte i perioden omkring et par tusinde personer eller 2-3 promille af befolkningen. Det var en meget lukket stand. Kun den, der var født i et ægteskab mellem to adelige, blev selv adelig. Tilgang fik adelen næsten kun ved en vis løbende indvandring af udenlandske adelsmænd.

Adelens økonomiske fundament var jord, og samlet set var den danske adel rig. Cirka 500 adelsmænd og adelige enker delte noget i retning af 800 herregårde og 30.000 bondegårde. Der var dog betydelige forskelle mellem de enkelte adelsmænd. I 1625 ejede landets mest velhavende adelsmand Eske Brock otte herregårde og omkring tusind bøndergårde samtidig med, at fattige adelsmænd kunne eje under ti bondegårde. Samlet var forskellene dog mindre end i de fleste andre lande, ikke mindst nabolande som Polen og Sverige, hvor en meget rig højadel stod over for en stor fattig lavadel. Sammenlignet med det skilte den danske adel sig ud ved, at der var et flertal af forholdsvis velstillede.

Enkelte personers og slægters rigdom skiftede hele tiden, da arven blev delt mellem alle søskende. En søster arvede kun halvt mod en bror, men i international sammenhæng er det usædvanligt, at jorden overhovedet blev delt. Det medførte opsplitning, men det betød omvendt også, at jord blev samlet igen ved hvert ægteskab. Alt i alt skabte det stor dynamik i jordbesiddelsen, som blev forstærket, da der kom et livligt marked for jord sidst i perioden. Generelt var de rigeste dog selv sønner af rige mænd, mens de fattigstes fædre sjældent havde ejet meget, og en fattig adelsmand havde begrænsede chancer for at blive rigt gift.    

Adelen som førstestand

Adelens samfundsmæssige roller var at være godsejere, krigere og administratorer. Netop i denne periode blev mange adelige aktive landmænd, som udnyttede de gode tider. Krigerrollen søgte den danske adel at holde fast i, men den var gradvis vigende. Derimod blev rollen som administrator på kongens vegne stadig vigtigere. Adelen beholdt monopol på såvel en række stillinger i landets centrale ledelse som i den lokale og regionale forvaltning, først og fremmest de magtfulde og indbringende stillinger som rigsråder og lensmænd.

Samtidig var adelen nu entydigt samfundets førstestand. Før reformationen havde kirken formelt været finere, og det havde også været kirken, der var førende kulturelt. Det blev anderledes efter reformationen. På den ene side rykkede kirkens topfolk ned i hierarkiet. På den anden side fik adelen et vældigt kulturelt løft. Før reformationen havde universitetsuddannelse været rettet mod en gejstlig karriere og forbeholdt både adelige og andre, der søgte den vej. Fra midten af 1500-tallet skulle danske adelsmænd helst på en flere år lang dannelsesrejse i Europa af hensyn til deres karriere i kongens tjeneste. Adelsmændene studerede ved universiteter – dog uden at tage eksamener – opholdt sig ved hoffer og ridderakademier og kom hjem med en højere boglig og sproglig dannelse end før og et helt andet blik på verden.

Nu blev det adelen, som blev de store trendsættere i arkitektur og kunst sammen med kongen. Herregårdene blev større og prægtigere, end det man kendte før, og det gælder ikke blot nye hovedbygninger, men også store lader og stalde. De adelige var klædt langt prægtigere end andre og havde eneret til at bære fx gyldne kæder. De lod sig afbilde af portrætmalere, og ved døden blev deres magt manifesteret i trykte ligprædikener med lange biografier og i store gravmæler i kirkerne. Mange adelige markerede sig desuden som god luthersk øvrighed ved at donere penge til fattigforsorg og skolegang. Alt dette havde sin baggrund i adelens styrkede rolle og øgede dannelse, i reformationens ændringer og i den økonomiske fremgang, adelen oplevede.

I den nordlige del af Slesvig (det nuværende danske Sønderjylland) blev adelen næsten helt købt ud af konger og hertuger, men i Sydslesvig og Holsten havde man sin egen adel, det slesvig-holstenske ridderskab. Ridderskabet gik endnu videre med hensyn til storlandbrug end den danske adel og oplevede meget af samme fremgang og dannelse. 

Små og større købstæder

Formelt var der et skarpt skel mellem by og land i Danmark. I de privilegerede købstæder gjaldt helt andre regler end på landet, og de blev styret af egne borgmestre og råd. Byerne levede af at sælge de omgivende landbosamfunds overskud og af at forsyne omegnen med importvarer og mere krævende håndværksprodukter, og de havde monopol på begge dele. Blandt bønder tolererede man et vist mål af småhandel og visse håndværk, men kun i Sønderjylland og på nogle mindre øer havde bondehandelen et virkeligt betydeligt omfang. Længe var det snarere adelen, som gav byerne konkurrence, idet mange adelsmænd selv eksporterede deres korn og stude. Det var dog aftagende sidst i perioden. Omvendt drev byerne selv landbrug og dækkede en del af deres egne behov på den måde.

Danmark havde relativt mange byer, men en stor del af dem var små og havde under tusind indbyggere. De betød ret lidt i det samlede billede. Generelt var der dog fremgang i provinsbyerne, og især de lidt større byer som Aalborg, Aarhus, Ribe, Odense, Helsingør og Malmø med befolkningstal på ca. 3-6000 klarede sig godt. Det samme gælder sønderjyske byer som Haderslev, Tønder og Flensborg. 

Købmænd og håndværkere

Byernes toneangivende klasse var de store købmænd, som i denne periode byggede solide gårde i to eller endda tre etager. Her var der plads til bolig, butik og varelagre. Provinsbyernes storkøbmænd engagerede sig i eksport af danske fødevarer og import af forbrugsvarer. Blandt de vigtige kunder var omegnens godsejere, men også bønderne skabte omsætning. Nogle af de velhavende købmænd havde egne skibe. Mange gik i lokal fart, men der var også skibe, som rundede Skagen og sejlede til Nederlandene.

Købmændene var toppen, men håndværkerne udgjorde købstædernes bredde. Nogle af dem havde især borgere i byen som kunder, mens andre afsatte produkter på landet – til adel, præster og bønder. Igen var det især de større byer, som havde håndværkere, der kunne tilfredsstille en kræsen adelig kundekreds. En større produktion af håndværksprodukter til fjernere markeder fandt man derimod ingen steder. Danske købstæders håndværkere arbejdede for kunder i byen og omegnen, for enkeltes vedkommende i en hel landsdel. Videre gik det ikke. Det meste af håndværksproduktionen blev stadig reguleret af håndværkerlavene, som der fandtes et varierende antal af, alt efter byens størrelse.

Købmænd og håndværksmestre var byernes borgere. Enker kunne få lov til at drive et værksted eller en forretning videre og blev dermed selv borgere, men ellers var kvinder, børn og tjenestefolk nok byboer, men ikke borgere. Håndværkssvende og lærlinge var i princippet stillet som karle på landet og indgik i mesters husstand. Især i de største byer fandt man dog også husstande, hvis overhoveder ikke var borgere, men gifte svende eller daglejere. Derudover var der en lille gruppe gejstlige, dvs. præster, klokkere og skolelærere, samt et betydeligt antal fattige, både byens 'egne', der modtog fattighjælp fra kirken eller eventuelt gennem et lille 'hospital', og så de fremmede og uønskede.    

Hovedstaden vokser

I én by var fremgangen markant større end i de andre. Allerede sidst i middelalderen var København Danmarks største by, om end Malmø og Flensborg tålte sammenligning. Det blev anderledes under enevælden, hvor København endte med at være lige så stor som alle danske provinsbyer til sammen. Så vidt kom det ikke før 1660, men allerede mellem 1536 og 1660 løb København fra de andre byer. Et nogenlunde pålideligt folketal kendes først fra 1672, hvor det opgøres til 42.000 eller næsten ti gange så mange som i kongerigets største provinsbyer. Man har skønnet, at der var omkring 10.000 indbyggere på reformationstiden, så byen blev ca. firdoblet frem til 1660.

En afgørende forudsætning var, at byen nu for alvor blev hovedstad. Her fik kongemagtens to centrale institutioner hjemme: hoffet og flåden. De to var uden sammenligning rigets største arbejdspladser og største kunder. De bragte selv mange mennesker til byen, og de skabte en stor omsætning hos byens erhvervsdrivende fra storkøbmænd over håndværkere til værtshusholdere og prostituerede.

Ved 1600-tallets midte rummede byen et storborgerskab, som kunne måle sig med adelen i rigdom og ikke fandtes magen til i provinsbyerne. Christian 4. gav byen et nyt rygstød, da han i tidens ånd søgte at skabe ny økonomisk vækst ved at oprette handelskompagnier og store organiserede værksteder, såkaldte manufakturer, som skulle fremme dansk handel og håndværksproduktion i kraft af stordrift og privilegier. Denne politik, som historikerne senere har betegnet som merkantilisme, fik centrum i København. Den gav dog kun få varige resultater, bortset fra etableringen af handelsstøttepunktet Tranqebar i Indien.

Også håndværkerne havde gode muligheder i København, fordi byens størrelse og vækst medførte efterspørgsel efter specielle ydelser og produkter. Socialt var der større indbyrdes forskelle end i de fleste andre byer, for visse mestre havde store værksteder med mange svende og lærlinge. Endelig rummede København store grupper af tjenestefolk og en stor, fattig underklasse, som levede af tilfældigt arbejde eller tiggeri.

København var samtidig en international by, som tiltrak folk fra kongens mange riger og lande, men også fra Nordtyskland og i mindre omfang andre dele af Europa. Tysk var et udbredt sprog i København, hvor de tysktalende havde deres egen kirke, Sankt Petri Kirke.