Ved siden af kongen var der kun én gruppe tilbage med virkelig politisk magt efter reformationen: adelen. I ældre historieskrivning blev periodens politiske system betegnet som 'adelsvælden' i modsætning til den enevælde, som fulgte, men det er misvisende. Snarere kan man tale om et dyarki (topartsstyre), hvor konge og adel delte kontrollen med en styrket statsmagt. Perioden blev imidlertid præget af en tiltagende magtkamp inden for systemet, som endte med, at kongen overtog magten alene.

Konger og kongemagt efter reformationen

Magtens midtpunkt var kongens person. Han disponerede over kronens løbende indtægter, han udpegede folk til en lang række poster, og han afgjorde utallige spørgsmål i det daglige. Kongens magt var især begrænset af, at han i vigtige spørgsmål skulle spørge rigsrådet, som også valgte kongen. 1533-34 havde landet været uden konge efter Frederik 1.s død, men da der udbrød borgerkrig, samledes rigsrådet om at vælge den afdøde konges ældste søn. En konge kunne vanskeligt undværes, og slet ikke i en krisetid.

Christian 3. var dybt religiøs. Han havde sikret sig kongemagten og gennemført reformationen og arbejdede resten af sine dage på at konsolidere begge dele. Allerede i 1536 fik han udpeget sin søn Frederik til tronfølger. Det er et udtryk for en stærk kongemagt, hvor rigsrådets valgret ikke var afskaffet, men svækket til fordel for kongen.

De første år efter tronskiftet i 1559 var Frederik 2. optaget af rivaliseringen med Sverige, men efter Den Nordiske Syvårskrig flyttede hans interesse sig mere til indre forhold. Som ung havde han forelsket sig i adelsdamen Anna Hardenberg, og der gik mange år, før han bøjede sig for traditionen og et massivt pres fra familiens kvinder og giftede sig med en prinsesse i 1572. Hans søn Christian var derfor kun 10 år, da Frederik 2. døde i 1588. Christian var allerede udpeget som tronfølger, og ved Frederik 2.s død indsatte rigsrådet et adeligt formynderstyre, som forvaltede tingene loyalt, til Christian 4. blev erklæret myndig i 1596.

Christian 4.s kongegerning kom til at vare over 50 år og var præget af store ambitioner. De rakte fra nye slotte og byer over styrkelse af handel og andre byerhverv til et mislykket forsøg på at opnå en ledende rolle i nordeuropæisk storpolitik. Som sine nærmeste forgængere havde han også i tide fået valgt sin ældste søn Christian til tronfølger. Denne døde imidlertid kort før sin far. Der var derfor ikke udpeget nogen tronfølger, da Christian 4. døde i 1648. Der var dog kun én seriøs kandidat – den eneste levende søn af kongens fyrstelige ægteskab – men situationen gav rigsrådet en usædvanligt stærk forhandlingsposition, som kom til at sætte vilkårene for den nye konge, Frederik 3.

Repræsentativ magt

Kongemagtens ydre udtryk blev styrket efter reformationen. Allerede Christian 3. begyndte at bygge nye, større og mere repræsentative slotte. Det fortsatte under Frederik 2. med bl.a. Kronborg og nåede sit foreløbige højdepunkt under Christian 4. med Frederiksborg og Rosenborg. Slottene var et stærkt udtryk for kongens magt og position, ikke bare ved deres størrelse, men også ved pragtfuld udsmykning og et kunstnerisk program, der rummede motiver både fra antikken og fra dansk historie. På den måde signalerede kongerne på én gang, at de var med på den almene europæiske dannelse, og at Danmark havde en glorværdig historie. Ved hoffet samledes et stort antal mennesker, herunder mange adelige. Hoffet var et sted, hvor kongens magt hele tiden var synlig, og hvor det var vigtigt at være, fordi man kunne knytte kontakter og opnå fordele.

Christian 4. lod sig afbilde utallige gange med skiftende iscenesættelse. Maleriet er en sammenføjning af to billeder af hhv. kongen og dronning Anna Cathrine. Fokus er på kongen som magtfuld regent mellem kronen og kongens søn (og arving), samt symboler på krigsførelse, rigdom og overdådigt hofhold. Maleriet er malet af Pieter Isaacsz (1569-1625), 1612. Foto: Kongernes Samling, Rosenborg

Også på andre måder kom staten til at støtte kulturelle projekter, som ikke mindst havde til formål at styrke dens anseelse. Astronomen Tycho Brahe modtog store beløb af Frederik 2. og formynderstyret, og der blev ansat kongelige historiografer til at skrive landets historie. En lang række udenlandske arkitekter og kunstnere kom til landet for at bygge og udsmykke slottene og male både konger og adelige.

Det adelige rigsråd

Kongernes centrale politiske med- og modspiller var stadig rigsrådet. Ved reformationen var det blevet stærkt reduceret, idet de gejstlige medlemmer forsvandt, og derefter bestod rådet normalt af omkring tyve adelige. Ligesom rigsrådet valgte kongen, udpegede han de enkelte medlemmer af rådet. Kongen havde ikke fuld frihed til at vælge, for som hovedregel tog han blandt de mest velhavende og bedst uddannede og dem, hvis familie i forvejen havde haft mest indflydelse. Én gang udpeget sad rigsråderne normalt for livstid – ligesom kongen selv. Det gav begge parter en betydelig uafhængighed.

Principielt var rigsrådets magt stor. Ud over at vælge kongen skulle det godkende nye skatter og væsentlig lovgivning, og kongen kunne ikke gå i krig uden rigsrådets godkendelse. Det var fastslået i de håndfæstninger, kongerne måtte underskrive, før de kunne blive kronet. Det svækkede dog den reelle indflydelse, at rigsrådet kun var samlet få dage eller uger én til to gange om året. Dets magt bestod mere i at godkende, bremse eller afvise kongens initiativer end selv at sætte dagsordenen. En anden begrænsning var, at rigsrådet ikke havde indflydelse på styret af hertugdømmerne.

Rigsembedsmænd og centraladministration

Et dagligt mellemled mellem konge og rigsråd var de såkaldte rigsembedsmænd, som både var kongens fornemste rådgivere og rigsrådets ledere. Rigshofmesteren var formelt øverst, men embedet var ubesat i lange perioder. Det samme gælder embedet som marsk, der var militær øverstkommanderende for de adelige styrker. Derimod var der næsten altid en kansler, som var leder af det administrative hovedkontor, kancelliet. Den første efter reformationen var Johan Friis, som nåede at tjene tre konger.

Det vigtigste organ i centraladministrationen var netop kancelliet, som modtog skrivelser til kongen og udfærdigede svarene. Det tog sig af sager, der vedrørte Danmark, Norge og bilandene, og i øvrigt også af korrespondance med Sverige. Kancelliet kaldtes også Danske Kancelli, fordi dets arbejdssprog var dansk. Ved siden af det fandtes Tyske Kancelli, som tog sig af sager vedrørende hertugdømmerne og korrespondance med det meste af udlandet. Her var arbejdssproget tysk. Et tredje regeringskontor var Rentekammeret, som stod for finansforvaltningen. Danske Kancelli var bemandet med danske adelsmænd, mens Tyske Kancelli og Rentekammeret nok havde adelige chefer, men primært var bemandet med borgerlige embedsmænd.

Nogen stor forvaltning var der ikke tale om – måske et halvt hundrede personer i alt. De udgjorde kun en mindre del af den samlede store hofstab, som de blev regnet som en del af, men det var alligevel et markant skridt, at der overhovedet var en central forvaltning. Flere spørgsmål end før blev forelagt kongen til afgørelse, og kongens folk rundtom i landet skulle føre regnskaber, som blev kontrolleret centralt.

Lensvæsenet og adelige lensmænd

På lokalt plan blev kronens ejendomme og magt stadig som i senmiddelalderen forvaltet af adelsmænd i såkaldte len. Der var flere slags len. De len, som historikerne senere har kaldt hovedlen, omfattede den generelle administrative myndighed over ét eller flere herreder foruden forvaltningen af noget af krongodset i området. De havde normalt et kongeligt slot som centrum, og dem var der blevet flere af, nu hvor kongerne også sad på de tidligere bispeborge. De andre len omfattede alene krongods, og man har kaldt dem små- eller godslen. Mange af dem omfattede tidligere bispe- eller klostergods.

Den adelige lensmand havde ansvar for hele forvaltningen, både den økonomiske, juridiske og militære. Indtægterne fra ejendommene i lenet stod han for at opkræve. Enten skulle han sende en fast sum til kongen og beholde resten, eller han skulle aflægge regnskab og fik selv en fast sum plus procenter af nogle af de variable indtægter. Det sidste blev efterhånden det mest almindelige. Det hænger igen sammen med en styrket centraladministration, som nu kunne følge med i regnskaberne.

Det var meget attraktivt at være lensmand, for det gav både indtægter, indflydelse og prestige. Derfor var det et vigtigt led i kongens magt, at det var ham, som udnævnte og afskedigede lensmændene. Han var dog forpligtet til at hente dem inden for den danske adel. I løbet af perioden blev der skåret ned på antallet af len. Det var en økonomisk fordel for kongen, for de mindre len gav kun et ret beskedent overskud, når lensmanden havde fået sit. Til gengæld betød det, at der blev færre attraktive poster til adelige, så kampen om lenene blev hårdere. I den konkurrence var det adelens politiske og økonomiske elite, som klarede sig bedst, så ændringen uddybede forskellene inden for standen.

Retsvæsen og disciplinering

Hævdelsen af lov og ret rummede en balance mellem magt nedefra og oppefra. De fleste sager blev klaret ved de lokale herredsting, hvor det stadig var bønder, der fungerede som nævninge og officielle vidner. Leder af herredstinget var herredsfogeden, som var udnævnt af lensmanden. Et godt stykke ind i 1600-tallet var de fleste herredsfogeder bønder, som dømte på baggrund af praktisk erfaring og en vis lovkundskab. Byerne havde deres egne rådstueretter og byting med byfogeder.

Over herredstingene og bytingene var der landsting for de enkelte landsdele, ledet af adelige landsdommere. De fungerede især som appelinstanser, men vigtige sager kunne indbringes direkte for landstingene. Over dem igen fandtes Kongens Retterting, som bestod af konge og rigsråd i forening. Ud over at være rigets højeste appelinstans var Rettertinget også adelens personlige værneting, så kriminalsager mod adelige skulle indbringes direkte for denne domstol.

Retsvæsenet fik i perioden nye opgaver, da staten iværksatte noget, som moderne historikere har døbt 'disciplinering', som handlede om at få folk til at ændre opførsel på bestemte områder. Det var bl.a. rettet mod sex uden for ægteskab og vold. På det sidste punkt opnåede man store resultater. I løbet af 1600-tallet faldt antallet af drab i forhold til folketallet markant til næsten en tiendedel og dermed til et niveau, der ligner nutidige forhold.    

Forvaltningen af Norge og hertugdømmerne

I forbindelse med reformationen var det norske rigsråd blevet ophævet, og det danske rigsråd tiltog sig også magt over Norge, som nu blev underlagt Danske Kancelli i København. I den forstand blev Norge behandlet som en dansk provins, men ellers beholdt landet sine egne love og traditioner. Den lokale administration fulgte samme grundmodel som i Danmark, men der var langt færre len i Norge, så antallet af adelige lensmænd var beskedent. I stedet varetog en mellemgruppe af fogeder meget af forvaltningen, og de var lokalt rekrutteret fra borger- og storbondekredse.

Hertugdømmerne havde derimod deres egen separate adel, det såkaldte ridderskab. Det var også repræsenteret af et råd, som dog havde markant mindre indflydelse end rigsrådet, og det gik reelt i opløsning efter 1544. Til gengæld indkaldte man med mellemrum hele adelen, byernes borgmestre og enkelte andre til stændermøder, hvor man bl.a. drøftede nye skatter og større love.

Afgørende var det, at fyrstemagten fra 1544, dvs. under Christian 3., blev delt mellem kongen og hans brødre Hans 'den Ældre' og Adolf. De fik hver et antal len, som her hed amter, hvor de fik indtægterne, udnævnte amtmanden og kunne bestemme det meste. Ud over det var der en såkaldt fællesregering af de tre hertuger og adelen, som tog sig af spørgsmål vedrørende adelen og dens godser samt andre større spørgsmål.

Af de tre oprindelige hertuger døde Hans 'den Ældre' uden arvinger 1580, så fremover var magten især delt mellem to hertuglinjer, den kongelige og den gottorpske, som nedstammede fra den nævnte hertug Adolf. Der var kommet endnu en hertug til, da Frederik 2.s lillebror, Hans 'den Yngre', i 1564 fik en mindre del af hertugdømmerne. Han fik dog ikke andel i fællesregeringen, fordi stænderne ikke ville anerkende ham. Det betød, at han kun havde magt på lokalt plan.

Statens indtægter og udgifter

Reformationen havde givet den danske statsmagt et vigtigt skub fremad. Ellers var krigens krav den vigtigste drivkraft bag udviklingen af de tidlig-moderne europæiske stater, som ikke uden grund er blevet beskrevet som krigsmaskiner. I Danmark blev denne udvikling først mærkbar i 1600-tallet. Fra 1536 til 1611 var landet kun med i én større krig, og i fredstid havde kongen kun en flåde samt nogle borge og fæstninger.

Derimod havde riget ikke nogen hær i fredstid. Den danske adel var forpligtet til at stille 1200 ryttere, når der var behov, og den slesvig-holstenske 600. Også byerne kunne i et vist omfang stille med væbnede mænd, og under Syvårskrigen blev der udskrevet bønder til hæren, men ud over det førte man krig med lejesoldater. Det var dyrt, og i krigstid måtte man opkræve ekstra skatter. Under Den Nordiske Syvårskrig var det meget svært at skaffe penge nok. Efter krigen var der en gæld, som skulle betales, men da det var sket, kunne skatterne afblæses igen.

Når det var muligt at få afdraget gælden, hænger det sammen med, at den danske konge havde gode indtægter. Det havde to årsager. Den ene var Øresundstolden, den anden reformationen, som havde gjort kongen til herre over halvdelen af landets jord. Det rakte fint til hof og flåde, som var de vigtigste udgifter i fredstid. Kirken var finansieret lokalt ved tiende og præstegårde, og retsvæsenet ved brugerbetaling. Modsat de fleste andre europæiske fyrster havde de danske konger derfor længe orden i økonomien.    

Militær- og skattestaten

Alt det ændrede sig, da krigene blev flere og krigstruslen større. Allerede efter Kalmarkrigen begyndte Christian 4. at opbygge en hær i fredstid, og over de kommende år blev den større. Den kom til at bestå af dels udskrevne soldater, dvs. bønder og bønderkarle, som fik en vis træning og kunne mønstres, når der var behov, dels hvervede soldater, dvs. lønnede heltidssoldater. Kongen ville helst have hvervede soldater, som var de mest effektive, mens rigsrådet og adelen helst ville have udskrevne, som var langt billigere. Praksis blev en blanding. I 1643 havde man 16.000 udskrevne i Danmark, knap det halve i Norge og 11.000 hvervede, især i hertugdømmerne. Det var meget mere end tidligere, men alligevel ikke nok til at klare sig mod svenskerne, hvis hær var vokset langt mere.

Hæren kostede penge. Efter Kejserkrigen var skatter ikke længere noget, som blev udskrevet af og til, men noget årligt tilbagevendende. Det var bønderne, der skulle betale, men rigsrådet, der skulle spørges. Det var ikke begejstret, for højere skatter svækkede bøndernes evne til også at betale til godsejeren. Rigsrådet fik igennem, at en del af adelens bønder blev skattefrie, men måtte ellers gå med til forhøjelser af skatterne i flere runder. Danmark var på vej til at blive en militær- og skattestat.    

Kampen om staten

Kampen om størrelsen af hæren og dermed skatternes højde blev gradvis til en mere almen kamp om statens udvikling. I 1638 valgte Christian 4. at indkalde alle voksne adelige mænd og repræsentanter for byerne og gejstligheden til et stændermøde i håb om, at stænderne ville være mere medgørlige end rigsrådet. Mødedeltagerne gik med til nye skatter, men pengene skulle forvaltes af en ny gruppe adelige embedsmænd, landkommissærerne. Under mødet angreb borgerstanden adelens skattefrihed og indtægter fra lenene. Her kunne pengene hentes, mente borgerne. Foreløbig kom der ikke noget ud af det, men der var sat spørgsmålstegn ved den gamle orden.

Efter Torstenssonfejden var der atter brug for penge, og samtidig var kongens prestige svækket. Stændermøder og landkommissærer fik mere indflydelse, bl.a. på udpegning af nye rigsråder. Samtidig var både borgerne og den såkaldt 'menige' adel kritiske over for kongens oprustning og krævede besparelser. Det gav også anledning til spændinger, at Christian 4. i disse år havde indsat nogle af sine svigersønner på magtfulde positioner, herunder Corfitz Ulfeldt, der var gift med kongens yndlingsdatter, Leonora Christine.

En afgørende styrkeprøve kom efter Christian 4.s død i 1648. Situationen var åben, fordi der ikke var valgt en tronfølger. På et stændermøde rejste de enkelte stænder en række af deres sædvanlige krav, men adelsrepræsentanterne krævede også, at stændermøderne fremover skulle overtage meget af rigsrådets magt i forbindelse med skatter og lovgivning. Var dette blevet gennemført, kunne det have trukket udviklingen i retning af en slags permanent parlament med reel indflydelse, som det kendtes fra England. Rigsrådet valgte dog at satse på sig selv i stedet for. Frederik 3.s håndfæstning styrkede rigsrådets kontrol og fastsatte blandt andet nøje regler for, hvordan rigsrådets medlemmer skulle udpeges. I årene efter 1648 søgte rigsrådet at indrette forsvaret på en måde, som bedre passede til dets forestillinger. Hovedvægten blev lagt på udskrevne tropper, og rigsrådet søgte at øge sin kontrol med hæren.    

Statsomvæltningen 1660

Da Karl Gustav-krigene sluttede i sommeren 1660, havde Danmark overlevet, men ellers så det meget sort ud. Store provinser var mistet, og meget af resten af landet var stærkt forarmet. Oven i det var staten dybt forgældet, og man manglede penge til at betale for det militære beredskab, der blev anset for nødvendigt. Til at drøfte problemerne indkaldtes et stændermøde i København i efteråret. Her udviklede der sig hurtigt modsætninger i spørgsmålet om, hvordan man skulle rejse penge. Adelen ville have en omsætningsafgift, som ville ramme handelen, mens borgerne og gejstligheden ville reducere adelens skattefrihed og udbytte af lenene. Det eneste, næsten alle kunne blive enige om, var militære besparelser.

Undervejs udviklede diskussionerne sig til også at dreje sig om forfatningen. Borgerne krævede mere magt til stændermøderne, ganske som adelen havde gjort tolv år før. Igen afviste rigsrådet. Så slog borgerne og gejstligheden sig politisk sammen og foreslog, at kongemagten blev arvelig. Det ville fjerne et vigtigt grundlag for rigsrådets magt, idet man så ikke kunne sætte betingelser gennem håndfæstningen, når en ny konge skulle tiltræde. Adelen gav sig i skattespørgsmålene, men nu var det for sent.

Herfra udviklede tingene sig til en slags militærkup, som kunne lade sig gøre, fordi den hær, der var opbygget efter 1658, bestod af lejetropper kontrolleret af kongen og overvejende udenlandske officerer. Den 10. oktober satte Frederik 3. København i undtagelsestilstand og spærrede reelt adelen inde i byen. Tre dage senere bøjede adelen sig, og den 17. oktober blev håndfæstningen kasseret. Et udvalg skulle skrive en ny forfatning, men enden blev, at det blev overladt til kongen. Han sendte stændermødet hjem i december og tog magten alene. Enevælden var en kendsgerning. Den skulle vare i tæt ved to hundrede år.