Kilder
Kildeintroduktion:
Den reformkatolske munk, teolog og historiker Poul Helgesen (ca. 1485-1534) fortalte i Skibbykrøniken om herredagen i 1533. Herredagen var et årligt møde mellem konge og rigsråd, hvor kongen bl.a. fungerede som dømmende magt i retssager. I 1533 var en af de væsentligste opgaver dog at vælge en ny konge efter Frederik 1.s død. Poul Helgesen, som var kritisk over for både lutherdommen og katolicismen, beretter om, hvordan rigsrådet på grund af intern splid besluttede, at man skulle udsætte valget af den nye konge et år. Ifølge Helgesen var kampen mellem lutheranere og katolikker det største stridspunkt i rigsrådet. Derfor var det umuligt at nå til enighed om den oplagte kandidat til embedet, Frederik 1.s søn Christian, fordi han var overbevist lutheraner.
To af de mest indflydelsesrige lutheranere i rigsrådet, Mogens Gøye og Erik Banner, forlod herefter, ifølge Helgesen, herredagen. Dermed kunne rigsrådets katolske flertal benytte lejligheden til at styrke katolicismen ved at indføre sanktioner mod de lutherske prædikanter. Helgesen efterlader ingen tvivl om, at han stillede sig stærkt tvivlende over for de protestantiske råders oprigtige tro. Udskydelsen af kongevalget var med til at destabilisere landet og var stærkt medvirkende til udbruddet af Grevens Fejde i 1534.
Ved Trinitatis Tider[1] i Herrens år 1533, da der efter Kong Frederiks død ingen konge var i Danmark, holdtes der en almindelig herredag i København, hvor det samlede rigsråd skulle rådslå om valget af en ny konge. Men denne rådslagning blev udsat indtil videre, for at man i den kongeløse tid mere kunne sørge for sine egne sager end for statens tarv. Den øverste magt var nemlig hos rigsrådet, men de var på grund af deres forskellige interesser og stemninger så uenige og splidagtige indbyrdes, at der så godt som ikke var en eneste ting, de kunne blive enige om, endsige da om valget af en konge. Da der nu fremdeles intet var, som vakte større uenighed end den ved lutheriets troløshed fremkaldte adsplittelse i kirken, idet meningerne på begge sider stod stærkt mod hverandre, så indså nogle af de forstandigere både blandt de gejstlige og verdslige råder, at der på grund af lutheriet ville opstå de største ulykker i riget. Idet de nu ønskede at imødegå dette ved hensigtsmæssige midler, begyndte de at indlede forhandlinger om, hvorledes de kirkerøverske prædikanter, der ledte rigets befolkning bort fra den sande gudsfrygt og enfold og som ikke ville finde sig i lydighed mod kirkens foresatte, kunne revses og atter bringes ind under kirkens orden, og ligeledes om, hvorledes man kunne råde bod på de brud på kirkefreden, som var fuldbyrdede på forskellige steder, genoprette Gudsdyrkelsen på de hellige steder, som var blevet vanhelligedet, og atter bringe de med magt undertrykte præster og munke lindring og genoprejsning. Den ypperste ridder, hr. Mogens Gøye, begav sig da hemmelig bort, for at han ikke skulle blive tvunget til at indvillige i en beslutning herom, og tog med sig sin eftersnakker og abekat, hr. Erik Banner, ved hvis hemmelige overtalelser han blev endnu mere forhærdet og umedgørlig; thi denne Erik var det lutherske partis mest stivsindede hjælper og forsvarer. For øvrigt var det hele lutter spilfægteri, og der var ikke den mindste oprigtighed i hele denne adfærd; thi skønt denne Mogens Gøye var fraværende, mærkede man dog hans nærværelse over alt. I den grad havde Satan overvægten i dette
Danmarks rige, at i tros- og religionssager ikke blot nogle enkelte lægmænd var uenige med prælaterne[2], men også skinbiskopperne[3] (hvoraf der den gang var mange) med de sande biskopper. Ja i den grad var vor, det vil sige den kristelige religions hellige handlinger disse skinbiskopper forhadte, at de fuldstændig foragtedes af dem .... Biskoppernes titler, udmærkelsestegn, prægtige optog, hædersbevisninger, privilegier, skattefriheder og herligheder, besiddelser, godser og prægtige slotte, ja det var de begærlige nok efter, og besiddelsen heraf hævdede de med brask og bram, men biskoppernes embedspligter gav de sig ikke af med. Og således skete det ifølge Guds retfærdige dom (fordi ingen ville lade sig omvende til et sundere levned), at intet for alvor kunne fastslås mod lutheranernes så ugudelige sekt ...
Ordforklaringer m.m.
[1] Trinitatis: omkring den 8. juni.
[2] Prælat: medlem af et domkapitels øverste myndighed.
[3] Skinbiskopper: Poul Helgesen mener dem, som ikke var blevet indviet. Det gjaldt Knud Gyldenstjerne, Joachim Rønnow, Oluf Munk og Torben Bille.