Artikler
Frederik 1., 7.10.1471-10.4.1533, konge af Danmark og Norge fra 1523, søn af kong Christian 1. og Dorothea af Brandenburg, gift 1502 med Anna af Brandenburg og 1518 med Sophie af Pommern. Frederik 1. fik i 1490 tildelt halvdelen af hertugdømmerne med Gottorp Slot som residens. Han knyttedes uundgåeligt nærmere til det magtfulde holstenske ridderskab end broderen kong Hans i Danmark og senere brorsønnen kong Christian 2. Frederik deltog på lige fod med kong Hans i det mislykkede angreb på Ditmarsken i 1500, men i dennes krig mod Lübeck 1510-12 holdt Frederik sig neutral. Efter tronskiftet i 1513, da Christian 2. afløste kong Hans, markerede Frederik en større selvstændighed og knyttede sig ved en alliance til Frankrig som modvægt til Christian 2.s forbindelse med det tyske kejserhus. Det fortaltes senere, at Christian 2. efter Stockholms erobring i 1520 havde ytret, at han snart skulle lade sine hunde glamme foran Gottorp, og sikkert er det, at Frederik reagerede skarpt, da kongen i 1521 sikrede sig forleningsretten til Holsten hos sin svoger kejser Karl 5.
Portræt af Frederik 1. Billedet er en såkaldt anskuelsestavle, der blev brugt i anskuelsesundervisningen fra starten af 1900-tallet; en undervisningsform, der skulle fremme børns forestillingsevne gennem samtaler mellem elever og lærer støttet af bl.a. billeder. Fra: Det Kgl. Bibliotek
I efteråret 1522 trådte Frederik hemmeligt i forbindelse med Lübeck og de oprørske jyske bisper og rigsråder. I marts 1523 overskred hans hær, anført af Johan Rantzau, grænsen til kongeriget, og på få måneder gennemførtes erobringen af Danmark. På Viborg Landsting valgtes Frederik til konge, og i hertugdømmerne hyldedes han som eneste landsherre. Efter Københavns overgivelse kronedes han i Vor Frue Kirke i 1524. Også det norske rigsråd hyldede ham.
Som konge vedblev Frederik at residere i hertugdømmerne, og han kom kun til Danmark for at deltage i de årlige herredage. Af historikeren Arild Huitfeldt kaldtes han "en gammel høne, der nødig forlod sin rede i Gottorp". Hans regeringstid prægedes af en stærk uro blandt borgere og bønder, inspireret af den konstante trussel fra den landflygtige Christian 2.
I kirkestriden beskyttede Frederik de evangeliske prædikanter, og det vakte opsigt, da han i 1526 brød fredagsfasten. Forholdet til de katolske biskopper blev særdeles anspændt, og tonen hos den katolske kirkes fortaler, karmelitermunken Poul Helgesen, er hadsk, når han omtaler den "kirkerøveriske" konge, hvis politik reelt foregreb Reformationen.
I pengesager optrådte Frederik særdeles myndigt og krævede sine udgifter til Danmarks erobring dækket af rigsrådet. I kancelliet hed det, at han var ond at tale med, når terminen nærmede sig; ved sin død efterlod han sig et fyldt skatkammer på Gottorp.
Maleri af Frederik 1., der i dag hænger på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Foto: Wikimedia Commons