Reformationens baggrund

Reformation betyder egentlig forbedring eller mere direkte ”at forme på ny”, men er især blevet anvendt som betegnelse for den primært nordeuropæiske protestbevægelse i 1500-tallets begyndelse, som brød ud af den katolske kirke og skabte de protestantiske kirkesamfund. Opgøret var i udgangspunktet et internt kirkeligt oprør, der i første omgang rettede sig mod den katolske kirkes afladshandel, som indebar, at man gennem en økonomisk ydelse til kirken kunne betale sig til et kortere ophold i skærsilden. Skærsilden var i den middelalderlige katolske kristendomsopfattelse et forstadium til Himmeriget, hvor sjælen bl.a. gennem rensende ild skulle renses for synder. Reformationens hovedskikkelse Martin Luther kritiserede i 1517 i skarpe vendinger afladshandlen i sine berømte ”95 teser”, og med reformationen blev såvel afladshandlen som religiøs praksis som skærsilden som teologisk begreb afskaffet. Bevægelsens kraftcenter var universitetet i den tyske by Wittenberg, hvor Luther boede og underviste, og herfra spredte den sig videre til det øvrige Nordeuropa, herunder også Danmark.

Reformation i flere hastigheder – udviklingen frem til 1536

Den danske reformation udviklede sig i flere hastigheder og på flere niveauer. I begyndelsen kaldte man ikke altid reformationen luthersk, men i stedet evangelisk, fordi Luther lagde vægt på forkyndelsen af evangeliet.

Den endelige reformation af Danmark skete ved en kongelig beslutning i 1536, men inden da havde reformationen været på vej mange steder. Allerede Christian 2. (født 1481, regent 1513-1523) indførte love (Land- og Byloven af 1522), der var præget af tidens reformtanker og bl.a. begrænsede kirkens magt. Lovene var en medvirkende årsag til, at Christian 2. i 1523 blev afsat som dansk konge og måtte flygte ud af landet. Flugten gik i første omgang til Wittenberg, hvor Christian 2. mødte Luther og tilsluttede sig lutherdommen. Hans dronning, Elisabeth af Habsburg, der var søster til Europas mægtigste fyrste, den katolske tysk-romerske kejser Karl 5. (1500-1558), modtog under deres ophold i Tyskland nadveren i begge skikkelser, dvs. at hun både fik brød og vin under altergangen – det mest tydelige tegn på overgangen til lutherdommen. Ved den katolske nadver modtog menigheden nemlig kun brødet, mens vinen var forbeholdt præsten, dog på menighedens vegne.

Den tyske teolog og reformator Martin Luther (1483-1546). Fra: Wikimedia Commons

Reformationsbevægelsens spredning ca. 1520-1530

Den egentligt luthersk inspirerede reformationsbevægelse kom først til Slesvig-Holsten og bevægede sig hurtigt til Viborg, Malmø og Fyn. Allerede i 1526 var statsmagten blevet så påvirket af reformationsbevægelsen, at kongen og rigsrådet besluttede, at paven ikke længere skulle godkende valget af biskopper. Dermed blev forbindelsen til Rom i realiteten brudt.

I Haderslev, hvor den senere Christian 3. (født 1503, regent 1534-1559) var hertug, blev der i 1526 oprettet evangeliske præsteskoler. Det samme skete i Viborg, hvor Hans Tausen (1494-1561) i årene forinden var begyndt at prædike luthersk, mens han stadig var munk. Efter at have forladt klostret kunne Tausen ikke længere prædike i kirken, men fortsatte i stedet sin prædikenvirksomhed i det fri. Det kunne han gøre uden større fare, fordi han nu var beskyttet af et kongeligt værnebrev og stod under byens beskyttelse. Tausens succes gav ham igen adgang til byens kirker, og han samlede byens folk til aftensang i franciskanernes klosterkirke. Dermed blokerede de for tiggermunkenes brug af kirken til de daglige tidebønner. I 1530 fremlagde Tausen sammen med de øvrige evangeliske prædikanter en luthersk bekendelse på det årlige møde mellem kongen og rigsrådet, herredagen, i København i 1530, den såkaldte Confessio Hafniensis. På det tidspunkt havde reformationsbevægelsen god opbakning hos borgerskabet i de større byer.

I 1527 kom den evangeliske bevægelse til Malmø, hvor bystyret hurtigt gennemførte reformationen inspireret af de sydtyske by-reformationer. Året efter indførte Malmøs bystyre en rent dansksproget gudstjeneste.

Da der i 1527 blev afholdt herredag i Odense, indskrænkede kongen de katolske biskoppers magt til kun at omfatte katolikker. Tro skulle ifølge kongen være en fri sag. Tiende skulle man fortsat betale, men en lang række kirkelige afgifter og bøder blev afskaffet eller overført til den verdslige øvrighed. Det kom bl.a. til at ramme klostrenes økonomi hårdt.

I 1530 gennemførte Viborg en fuldstændig luthersk reform af byens gudstjeneste, og man rev 12 af byens kirker ned. De fleste af disse kirker havde været knyttet til katolske klostre, men da munkene enten frivilligt eller tvungent havde forladt klostrene, var mange af kirkerne blevet overflødige.

Hans Tausen (1494-1561), dansk reformator og biskop. Fra: Wikimedia Commons

Pavetro, reformkatolik eller lutheraner? Religiøs splittelse i 1520’ernes Danmark

Danmark var i 1520’erne i opbrud og splittet mellem de gammelkatolske, der ubetinget støttede paven og den gamle ordning, reformkatolikker, som inspirerede af humanismen ønskede reformer, og de evangeliske, som ville gå skridtet videre og bryde helt med Rom og indføre lutherdommen. Da Frederik 1. (født 1471, regent 1523-1533) i 1523 blev hyldet i Viborg som konge (han blev kronet året efter) af Christian 2.s modstandere, efter at de havde jaget denne på flugt, sad der højadelige og gejstlige i rigsrådet. Mange af dem havde været centralt placeret i oprøret mod Christian 2. og havde af samme grund hjulpet Frederik 1. til magten. Blandt disse var der ikke megen sympati for hverken reformation eller reformkatolicismen. Frederik 1. måtte derfor love at afvise enhver kætter og ikke lade disciple af Luther eller andre prædike mod det, der af de katolske rigsråder blev betegnet som den sande kristendom.

Dette løfte holdt Frederik 1. dog ikke. Han havde brug for at manøvrere mellem de forskellige grupperinger i Danmark. Det viste sig også tidligt, at han var sympatisk indstillet over for Luthers tanker og den evangeliske bevægelse, modsat adelen, der i vid udstrækning støttede de katolske biskopper. I 1526 lod Frederik 1. sin datter gifte med Albrecht af Preussen, som var gået over til lutherdommen og derfor blev betragtet som frafalden af den katolske kirke. Endnu mere opsigt vakte kongen, da han i forbindelse med brylluppet brød den katolske fredagsfaste. Desuden var det Frederik 1., der udstedte et værnebrev til Hans Tausen, så han stod under kongens beskyttelse.

Politisk kaos og borgerkrig efter Frederik 1.s død i 1533

Da Frederik 1. døde i 1533 sad der dog stadig så mange katolske biskopper i rigsrådet, at de kunne forhale valget af en ny konge. De ønskede nemlig ikke at stå bag det oplagte valg: den lutherske hertug Christian af Slesvig. Udsættelsen af kongevalget kastede Danmark ud i en borgerkrig, også kendt som Grevens Fejde. Rigsrådet indgik en alliance med hertugdømmerne Slesvig og Holsten, som igen var i alliance med Nederlandene. Lübeck, som var en betydelig politisk og økonomisk magtfaktor i Nordeuropa, lå i handelskrig med Nederlandene. Derfor indgik Lübeck en alliance med de to største byer i det danske rige, København og Malmø. Ved en sejr ønskede sidstnævnte parti at gøre Christian 2. til konge igen. I takt med at den tyske hær fra Lübeck trængte frem på Sjælland og Fyn, blev der indført evangeliske gudstjenester, og de katolske biskopper blev fordrevet.

Den jyske adel, som ikke var begejstrede for reformationen, så ikke nogen anden mulighed end at støtte den åbent lutherske Christian 3. Selv den katolske biskop Bille i Aarhus måtte støtte ham, selvom det betød, at Danmark ville blive luthersk. Med Christian 3. håbede adelen at få en mildere behandling, fordi man aktivt havde bekæmpet Christian 2.

Uanset udfaldet af borgerkrigen ville Danmark altså blive luthersk. Ganske vist havde Christian 2. konverteret tilbage til katolicismen for at få kejserens støtte til tilbageerobringen af sit land, men da han måtte støtte sig til hjælp fra det protestantiske Lübeck, fulgte lutherdommen med. Christian 3. gik altså ud af borgerkrigen som sejrherre og indførte reformationen med stor voldsomhed. På stænderforsamlingen i 1536 blev alle de katolske biskopper afsat, og deres betydelige ejendom inddraget af kongen. De katolske biskopper blev erstattet af nye lutherske.

Christian 2., der med en vis ret kan siges at have begyndt reformprocessen i Danmark, endte med at tabe kampen om tronen. Han blev til sidst taget til fange og sad til sin død indespærret først på Sønderborg Slot, siden i Kalundborg, mens den reformproces, han havde været med til at sætte i gang, blev gjort færdig med tydeligt luthersk fortegn.

Reformationens konsekvenser

Reformationen havde store konsekvenser. Den radikale omlægning af kirkens økonomi fra 1527 blev stadfæstet i recessen fra 1536. Der skulle altså fortsat betales tiende, men ikke længere til kirken. I stedet skulle kongen stå for inddrivelsen, og indtægten skulle ifølge recessen i lighed med tidligere deles i tre dele: Én til aflønning af præster, én til vedligehold af sognekirkerne, og én til kongen, der overtog aflønningen af de nye tilsynsførende superintendenter, hvilket en kort overgang var det ny navn for biskopper.

Den nye ordning for kirken blev sendt til godkendelse hos Luther i Wittenberg. Det siger noget om den betydelige rådgivningsfunktion, som reformatorerne i Wittenberg i disse år udøvede. I 1537 rejste Johannes Bugenhagen (1485-1558), der var en del af inderkredsen omkring Luther, fra Wittenberg til Danmark for at hjælpe kongen med at indføre en ny luthersk kirkeordning. Bl.a. indviede Bugenhagen, der vel at mærke ikke selv var ordineret, dvs. indviet til præst, de nye biskopper/superintendenter. Dermed var der effektivt gjort op med den forestilling om apostolsk succession, dvs. om en ubrudt linje tilbage til apostlen Peter, som stadig spiller en stor rolle i katolsk embedsforståelse.

I 1537 kunne Christian 3. lade sig krone som luthersk konge af Johannes Bugenhagen. Også kroningen skete som noget nyt uden den katolske kirkes medvirken. Dermed blev Danmark det første eksempel på et helt kongerige, som samlet gik over til den lutherske tro.

Christian 3. indførte nye love, der skulle regulere forholdet mellem kirken og den politiske magt. Disse blev samlet i Kirkeordinansen, der blev indført i 1537, samme dag som Bugenhagen indviede de nye bisper. Kirkeordinansen blev dog først endeligt godkendt i en lettere revideret dansk version i 1539.

Kirkeordinansen skelnede skarpt mellem det åndelige og det verdslige regimente, dvs. mellem religiøst og politisk styre. Kongen fik ansvaret for at sørge for kirken og blev nu officielt dens overhoved. Kirken skulle herefter kun tage sig af det teologiske område, i særdeleshed forkyndelsen af den rette lutherske lære til befolkningen. Kirken var nu ikke længere en selvstændig politisk magtfaktor. På samme måde blev kirken i forlængelse af Luthers lære frataget enhver juridisk myndighed. En række områder var i middelalderen reguleret af kirken, heriblandt ægteskab og seksualitet. Samtidig fungerede klostre og bispesæder som godsejere på samme måde som adelige, og forvaltede også den verdslig myndighed og kunne idømme bøder og straffe. Nu overgik stort set alle disse områder, på nær sager mellem gejstlige til den verdslige øvrighed, dvs. kongemagten. På sigt havde man dog brug for kirkens ekspertise på f.eks. ægteskabsområdet og helt op i 1700-tallet blev retssager, der angik ægteskabet behandlet ved de såkaldte tamperretter, hvor dommerkollegiet bestod af både verdslige og gejstlige dommere. Kirkeordinansen blev desuden fulgt op af nye gudstjenesteordninger og salmebøger, og i 1550 udkom Christian 3.s bibel, som var den første oversættelse af hele Bibelen til dansk. 

Kobberstik af Christian 3. (født 1503, regent 1534-1559) fra 1700-tallet. Som dansk konge stod Christian 3. bag gennemførelsen af recessen om reformationen i oktober 1536. Fra: Det Kgl. Bibliotek