Temaer
I dette tema finder du en samling af materiale om reformationen i Danmark i 1536. Temaet består af artikler, kildemateriale, mytedrab og film om centrale begivenheder og personer i optakten til og i forbindelse med selve gennemførelsen af reformationen, hvor den katolske kirke blev afløst af en luthersk statskirke.
Se hele vores særtema om reformationen 1536.
Allerede Christian 2. (født 1481, regent 1513-1523, død 1559) havde i 1522 i sin Land- og Bylov forsøgt at begrænse kirkens magt og desuden introduceret en række af de reformtanker, der cirkulerede i senmiddelalderens Europa, og som for alvor slog igennem efter reformationen i Danmark i 1536. Land- og Byloven blev allerede ophævet året efter i 1523, hvor Christian 2. blev afsat som konge og måtte flygte fra landet.
Selvom reformationen i Danmark i 1536 må betragtes som en fyrstereformation gennemført af kongen, så havde en mere folkelig evangelisk-luthersk bevægelse i perioden efter Christian 2.s afsættelse fået fodfæste og tag i befolkningen i en række større danske købstæder, hvor man allerede havde gennemført byreformationer. I kølvandet på disse reformationer havde de franciskanske tiggermunke i flere danske købstæder fået deres klostre konfiskeret af borgerne eller bystyrerne, og munkene var blevet drevet på flugt.
Den tidligere johannitermunk Hans Tausen (1494-1561) var en af den evangeliske bevægelses hovedpersoner og bannerfører for reformationerne i først Viborg og senere København. En af Tausen og den evangeliske bevægelses mest markante kritikere var karmelitermunken og bibelhumanisten Poul Helgesen (ca. 1485-1534). I hans berømte Skibbykrønike kan man bl.a. læse om Helgesens syn på Tausen og striden mellem de katolske og lutherske fraktioner i rigsrådet ved herredagen i 1533. En strid, der endte med en udsættelse af kongevalget efter Frederik 1.s død (født 1471, regent 1523-1533) og sendte landet ud i en blodig borgerkrig, Grevens Fejde (1534-1536).
Grevens Fejde blev til syvende og sidst en kamp mellem to lutherske fraktioner. En fraktion, der støttede Frederik 1.s ældste søn, den stærkt lutherske hertug Christian af Slesvig og Holsten, som allerede i 1526 havde gennemført en reformation i Haderslev. Og på den anden side en fraktion bestående af borgerskabet i København og Malmø, som krævede den afsatte Christian 2. genindsat som konge.
Det blev hertug Christian, som til sidst trak sig sejrrigt ud af borgerkrigen, og under kongenavnet Christian 3. (født 1503, regent 1534-1559) gennemførte han med Recessen af 30. oktober 1536 en luthersk reformation i Danmark-Norge. Ved samme lejlighed afsatte og anholdt kongen de katolske biskopper, der skulle afløses af nye lutherske såkaldte superintendenter. Desuden konfiskerede kongen bispernes omfattende gods, som i stedet blev lagt til kronens gods. Selv om det er en udbredt myte, at Christian 3. konfiskerede alt kirkens gods ved reformationen, drejede det sig i første omgang kun om bispegodset, mens f.eks. det omfattende klostergods først løbende overgik til kronen.
Med reformationen blev kirken underlagt kongemagten og omdannet til en fyrstekirke. Kirken mistede hermed sin økonomiske og politiske selvstændighed. Kirken skulle nu alene tage sig af troens område og forkyndelsen af evangeliet, mens kongen skulle stå for landets politiske styrelse. Kirkens nye status, teologiske grundlag og organisering blev fastsat i Kirkeordinansen fra 1537/39.
Den tyske teolog og reformator Martin Luther (1483-1546). Fra Wikimedia Commons.