Bugenhagen og Wittenberg

Johannes Bugenhagen var født i Wollin i Pommern, hvor hans far var rådsherre. Fødebyen gav ham tilnavnet Pomeranus. I 1502 indskrev han sig på universitetet i Greifswald, men forlod det to år senere uden at have fået nogen akademisk grad. I stedet blev han lærer ved skolen i byen Trepkow, hvor han senere også blev rektor. Skolen blev populær og tiltrak elever fra Østersøområdet. I 1509 blev han ordineret som præst i byens kirke uden dog at have studeret teologi. I 1517 fik han en stilling som underviser for munkene i klostret Belbuck. På det tidspunkt var han i kontakt med flere af tidens humanister og fattede også hurtigt interesse for Luther.

Portræt af Bugenhagen udført af Lucas Cranach den Ældre i 1537. Fra: Wikimedia Commons

I 1521 tilsluttede han sig Luthers tanker og blev to år efter præst ved bykirken i Wittenberg og professor ved universitetet.  Bugenhagen kom hurtigt til at tilhøre inderkredsen i Wittenberg og blev regnet for den tredje store lutherske reformator. Det var således Bugenhagen, der i 1537 blev sendt til København for at bistå Christian 3. (født 1503, regent 1534-1559) med reformationens indførelse i Danmark.

Senere i sin karriere blev han også generalsuperintendent (en form for ledende biskop) i Sachsen.

Tilslutningen til Luthers lære i 1521 var sket gennem et grundigt studie af Luthers skrifter, navnlig Om kirkens babyloniske fangenskab og Om et kristenmenneskes frihed. Som Luther havde Bugenhagen altså kendskab til livet og tankegangen i klosteret, ligesom han også var inspireret af humanismen på samme måde som Luther. Bugenhagen repræsenterede altså i lighed med Luther de to traditioner, som udgjorde de dannelsesmæssige grundpiller for den lutherske reformationsbevægelse. Som præst ved byens kirke fra 1523 blev Bugenhagen Luthers præst og skriftefader og forrettede i 1525 Luthers bryllup med Katharina von Bora (1499-1552). Det er derfor ikke tilfældigt, at det netop er Bugenhagen, som er afbilledet som skriftefaderen, der tilsiger syndernes forladelse, på Lucas Cranachs berømte altertavle fra 1547 i bykirken i Wittenberg.

Bugenhagen som skriftefader på Lucas Cranachs altertavle fra 1547 i bykirken i Wittenberg. Bugenhagen fungerede endnu i 1547 som præst og skriftefader ved bykirken i Wittenberg og havde også været skriftefader for selveste Luther. I sine hænder holder Bugenhagen nøglerne til Himmerriget, som netop var symbolet på pavens magt til at tilgive og dømme. Den magt var nu principielt placeret i enhver kristens hænder, og i praksis i enhver præsts. Fra: Wikimedia Commons

Bugenhagen og reformationen

Bugenhagens betydeligste indsats for reformationen var hans bidrag til udarbejdelsen af talrige nye kirkeordninger i Nordtyskland (Braunschweig 1528, Hamborg 1529, Lübeck 1531, Hertugdømmet Pommern 1535, Hildesheim og Braunschweig-Wolfenbüttel 1542) og som kronen på værket Kirkeordinansen i Danmark i 1537/1539. Baggrunden for, at Bugenhagen blev Wittenbergs ekspert i kirkeordninger, var til dels hans embede som præst ved reformationsbyens vigtigste kirke, men måske i endnu højere grad, at han i 1526 udgav en lærebog i etik, der som tillæg havde en prototype for lutherske kirkeordninger.

Bugenhagens kirkeordninger var præget af det lutherske grundsyn, som i 1530 var blevet formuleret i Den Augsburgske Bekendelses (Confessio Augustana) artikel 7: at det for kirkelig enhed kun var tilstrækkeligt at være enige om ordets forkyndelse og sakramenternes forvaltning. Det betød, at ingen kirkeordning i sig selv kunne være afgørende for, hvorvidt kirken var kristen eller ej. Målestokken skulle altid være den kristne kærlighed, som enhver ordning skulle tjene. De nordtyske kirkeordninger var præget af en vis form for tolerance. Billedstorm, dvs. ødelæggelse af kirkernes religiøse billeder og figurer fra katolsk tid, blev afvist, der blev givet plads til gammeltroende, dvs. folk, der stadig betragtede sig som katolikker, og der blev givet rettigheder til kvinder og piger, først og fremmest mht. uddannelse og socialforsorg. Kirkeordningerne var desuden præget af den nye forståelse af gudstjeneste og nadver som kirkens væsentligste handlinger.

Bugenhagen og skolen

Bugenhagen fik også betydning for ordningerne for skolevæsenet i de nye lutherske lande. Hans skolesyn, som bl.a. indebar, at piger skulle have mulighed for at uddanne sig, og et syn på opdragelse som et fælles anliggende for familie og sogn, og derfor også for skolen. Derfor havde sognene også et ansvar for, at de begavede, men fattige elever fik mulighed for at videreuddanne sig.

Bugenhagen og Danmark 1537-1539

I 1536 ønskede Christian 3. at gennemføre en reformation i Danmark. Han ville imidlertid ikke gøre det uden rådgivning fra Wittenberg og bad derfor fyrst Philip af Hessen (1504-1567) om at sende Luther, Melanchthon (1497-1560) eller Bugenhagen til Danmark for at rådgive sig. Da Luther var for vigtigt til at lade rejse, og Melanchthon ikke ville rejse over vand pga. astrologiske varsler, blev det Bugenhagen, der fik bevilliget orlov fra sin stilling og i 1537 ankom til Danmark sammen med sin familie for at bistå med udformningen af en ny kirkeordning, sådan som han havde gjort det andre steder. Inden Bugenhagens ankomst havde et udvalg af danske teologer udformet en kirkeordinans på latin, som Christian 3. havde sendt til godkendelse hos Luther i Wittenberg, hvor arbejdet sandsynligvis blev overladt til kirkeordningseksperten Bugenhagen, der efterfølgende rejste til Danmark.

Bugenhagens ophold i Danmark begyndte med kroningen af Christian 3. ved en storstilet ceremoni, der skulle slå Christians ret til kronen fast. Det kongesyn, som derigennem kom til udtryk, var mere præget af Melanchthons teologi end af Luthers. Melanchthon skelnede ikke så skarpt som Luther mellem verdsligt og åndeligt. Derfor brugte han Det Gamle Testamentes beretninger om de israelitiske konger som forbilleder for sin samtids fyrster og konger. Det var en konges pligt at tage vare både på undersåtternes legemlige behov og på deres sjæles frelse.

Få dage efter kroningen indviede Bugenhagen desuden det nye lutherske kongedømmes nye superintendenter (lutherske biskopper). Han var imidlertid endnu ikke selv indviet som superintendent, da han foretog indvielsen af de danske superintendenter. Dermed var det Bugenhagen, der i Danmark brød med den apostolske succession, der er betegnelsen for den forestilling, at alle indviede bisper kan føre deres indviende håndspålæggelse helt tilbage til apostlen Peter. En tradition, som til stadighed lever inden for den katolske kirke.

Relief fra Reformationsmonumentet på Bispetorv i København fra 1942. Relieffets motiv viser Bugenhagen i færd med at indvie de første lutherske superintendenter i Danmark i Vor Frue kirke i 1537. Fra: Københavns Museum

Bugenhagen og Kirkeordinansen 1539

Kirkeordinansen fra 1537 skulle også foreligge i en dansk version. Heller ikke denne version var Bugenhagens arbejde alene, men igen resultatet af et udvalgsarbejde, som ikke forløb uden diskussion, bl.a. i spørgsmålet om magtforholdet mellem rigsråd og gejstlige. Tilblivelsesprocessen bag Kirkeordinansen synes at have været noget kaotisk. I hvert fald skrev Bugenhagen i december 1539 til Christian 3., som han stod på venskabelig fod med: ”Man kan let se, at vi mange gange har stykket den sammen, dog er den god og rigtig og skal forblive som den er, Gud være priset i evighed”. Kirkeordinansen fra 1539 forblev den lutherske kirkes forfatning indtil Grundloven af 1849. Bugenhagens arbejde i Danmark har siden givet ham tilnavnet Nordens anden apostel.

Bugenhagens sidste år

Bugenhagens liv sluttede mindre glamourøst. Efter sit ophold i Danmark vendte han tilbage til sin stilling som præst ved bykirken i Wittenberg, hvor han blev resten af sit liv. Selv da Sachsen led nederlag til den tysk-romerske kejser i Den Schmalkaldiske Krig i 1547. Nederlaget betød, at Wittenberg, sammen med resten af Sachsen, måtte gennemgå en række rekatoliserende reformer. Mange lutherske teologer drog i eksil, men Bugenhagen blev. Det fik andre lutheranere som bl.a. Matthias Flacius Illyricus (1520-1575) til at angribe Bugenhagen hårdt. Det kom til at præge Bugenhagens eftermæle og er måske årsagen til, at der ikke findes særlig megen forskning om Bugenhagen.