Ungdom og studieår

Niels Hemmingsen blev født på Lolland i en bondefamilie i 1513. Efter at have været elev i forskellige skoler på Lolland, Falster og Sjælland blev han optaget ved Roskilde domkapitels katedralskole i de tidlige 1530’ere. På det tidspunkt var en reformation inspireret af den tyske reformator fra kurfyrstendømmet Sachsen, Martin Luther, undervejs i den danske konges riger. Hemmingsens lærere i katedralskolen, domkapitlets gejstlige, de såkaldte kannikker, blev imidlertid ikke overbevist af den nye lære fra Sachsen. Det gjorde derimod Hemmingsen selv, og mens Grevens Fejde (1534–1536) rasede i Danmark i midten af 1530’erne, rejste han til den lutherske reformations kilde: Wittenberg. Her blev han, som mange andre europæiske studerende, indskrevet ved byens universitet, hvor de berømte reformatorer Martin Luther og Phillipp Melanchthon (1497–1560) underviste som professorer.

Hemmingsen, der under sit ophold fulgte forelæsninger hos både Luther og Melanchthon, blev i Wittenberg indtil 1542. Herefter vendte han med en magistergrad i filosofi tilbage til Danmark, hvor han blev kaldet til at overtage et professorat i græsk ved Københavns Universitet.

København: den lutherske kirkes centrum

Københavns betydning var vokset op gennem 14- og 1500-tallet, og byen var efterhånden blevet rigets vigtigste. Og selvom kongerne endnu var på konstant rundrejse i riget, var byen godt på vej til at blive rigets hovedstad. Med reformationen blev byen også centrum for det nye kirkestyre. Selvom domkirken lå i Roskilde, blev København nemlig residensby for den nye lutherske superintendent (biskop) over Sjællands Stift, som, på bekostning af det gamle ærkebispesæde i Lund, fik en afgørende rolle i det nye kirkestyre. Et kirkestyre, der med den såkaldte Kirkeordinans (udstedt på hhv. latin i 1537 og dansk i 1539) blev juridisk forankret.

Christian 3. (født 1503, regent 1534–1559) og hans dronning Dorothea af Sachsen-Lauenburg (1511–1571) blev således også kronet i Vor Frue Kirke i København, hvor også de nye superintendenter blev indsat i deres embede. Begge dele stod reformatoren Johannes Bugenhagen, der var hidkaldt fra Wittenberg, for. Endelig blev universitetet, der var grundlagt af Christian 1. (født 1426, regent 1448–1481) i 1479, genåbnet i 1537, men nu som en slags præsteskole. Der var behov for nye forkyndere rundt omkring i hele landet, der kunne forkynde den rene lutherske teologi. Til det formål krævedes dygtige lærere. En af dem var Niels Hemmingsen.

Professor ved Københavns Universitet

Fra 1543 virkede Niels Hemmingsen som professor i græsk ved Det Filosofiske Fakultet (Artes). I tråd med de middelalderlige universiteter var dette fakultet det laveste, som alle studerende skulle igennem, før de kunne vælge blandt de tre højere fakulteter: Medicin, Jura og Teologi. Sådan var karrierevejen også ofte for en professor. Hemmingsen, der efter et par år som indehaver af lærestolen i græsk skiftede til dialektik (logik- og argumentationslære) og hebraisk (som ligeledes hørte til i Artes-fakultetet), fik i 1553 en teologisk grad og blev indsat som Det Teologiske Fakultets andenprofessor. I 1557 opnåede han den teologiske doktorgrad og blev da indsat som førsteprofessor i teologi, universitetets fineste professorat. Tildelingen af doktorgraden fandt sted ved, at Hemmingsen forsvarede en række teser om nadveren. Til stede ved forsvaret var foruden kongeparret den sachsiske kurfyrste August (1526–1586) og kurfyrstinden Anna (1532–1585), Christian 3.s datter.

Portræt af Niels Hemmingsen udført omkring 1595 af en ukendt kunstner. Originalen hænger på Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. Fra: Wikimedia Commons

Protestanternes splittelse i nadverspørgsmålet

Netop nadveren var et alvorligt emne, og forståelsen af nadveren skabte i 1550’erne splid blandt de lutherske, som diskuterede Kristi nærvær i brødet og vinen. Var Kristus virkelig til stede i elementerne, eller symboliserede de blot en himmelsk tilstedeværelse? Også reformerte, dvs. de teologer og kristne, som fulgte den fransk-schweiziske reformator Jean Calvin (1509–1564), blev blandet ind i striden, der havde politiske implikationer.  For de tyske protestantiske stænder havde det siden Augsburgfreden i 1555 været en forudsætning for at nyde politisk og juridisk anerkendelse, at de accepterede Confessio Augustana, på dansk kendt som Den Augsburgske Bekendelse. Bekendelsesskriftet var udarbejdet af Philipp Melanchthon og blev fremlagt af de lutherske på rigsdagen i Augsburg i 1530. Problemet var imidlertid, at bekendelsen eksisterede i mere end én version. En oprindelig version fra 1530, der understregede Kristi virkelige nærvær i nadveren, og en række andre versioner fra 1531 og senere, der svækkede denne tanke for at imødekomme de reformerte politisk og teologisk.

Gennem såvel det danske kongepars som det saksiske kurfyrstepars tilstedeværelse ved Hemmingsens disputatsforsvar var en klar politisk linje lagt. For både den ledende lutherske fyrste i Tyskland og den førende ikke-tyske lutheraner var nadverens teologiske og dermed politiske betydning af yderste vigtighed. Omtrent 20 år senere skulle emnet nadverforståelse og personkonstellationen Hemmingsen-kongen-kurfyrsten blive udsat for et højspændt europæisk drama.

Hemmingsen som forfatter og kongens rådgiver

Som professor ved Københavns Universitet havde Hemmingsen sammen med sine kolleger ansvaret for undervisningen af de kommende præster. Til det formål stod han fra 1550’ernes midte bag et omfattende forfatterskab. Han skrev især på latin, men mange af bøgerne blev også oversat til dansk. Selvom størstedelen af Hemmingsens forfatterskab var teologisk, beskæftigede han sig også med både filosofi og jura. På reformationstiden var verdslige og åndelige problemstillinger tæt forbundne, og grænserne mellem teologi og verdslige videnskaber var mere flydende. Hvordan skulle lutherske kristne f.eks. forholde sig til andre kristne og folk med andre religioner? Hvordan skulle de forholde sig som undersåtter i en fyrstestat? Måtte de tage renter? Disse og flere spørgsmål var centrale i Hemmingsens forfatterskab, der således var kendetegnet af en socialetisk orienteret teologi. Teologien skulle for Hemmingsen altid sige noget om den måde, som mennesker levede og burde leve deres liv på.

Ikke alene skrev Hemmingsen om disse ting. Som førsteprofessor var han politisk-teologisk rådgiver for Christian 3. og efterfølgeren Frederik 2. (født 1534, regent 1559–1588), og han stod bag væsentlige dele af tidens lovgivning, bl.a. ægteskabsordinansen (1582) og de såkaldte Fremmedartikler (1569), der oplistede en række teologisk-religiøse krav til indvandrere til Danmark.

Portræt af Frederik 2. udført i 1581 af Hans Kneiper eller Melchior Lorck. Originalen hænger på det Nationalhistoriske museum på Frederiksborg. Fra: Wikimedia Commons 

Hemmingsens nadversyn: europæisk berømmelse og fordømmelse

Gennem sit omfattende latinske forfatterskab opnåede Hemmingsen stor berømmelse i Europa. Mange protestanter – også de reformerte i Schweiz, Nederlandene og England – ville gerne vide, hvad Hemmingsen havde at sige. Hans værker, der i begyndelsen blev udgivet af lutherske bogtrykkere i København og Tyskland, begyndte fra 1570’erne at udkomme steder, der for lutheranerne i Sachsen var en tand for suspekte. Hemmingsen udkom bl.a. i Zerbst, Prag, Genève, Antwerpen og London. Disse byer var enten reformerte eller konfessionelle og religiøse smeltedigler, hvor migrantmenigheder og eklektiske teologer – dvs. teologer, der sammensatte forskelligartede typer af tænkning – fremsatte uortodokse teologier.

Især for August, den sachsiske kurfyrste og Frederik 2.s svoger, var det et problem. I 1570’erne havde han gennemført en række processer, hvor de teologiske professorer, der ifølge August og hans hofteologer i Dresden havde et uluthersk nadversyn, var blevet afskediget. August og hans teologer blev sig problemet vedrørende den manglende entydighed i Confessio Augustana bevidst, idet adskillige af de fyrede professorer henviste til overensstemmelsen mellem deres lære og Confessio Augustana (men ikke i 1530-udgaven) – og Niels Hemmingsens forfatterskab. Hemmingsen lærte i overensstemmelse med de senere udgaver af Confessio Augustana, at Kristus alene blev fremvist og altså ikke var fysisk til stede i nadveren.

Portræt af den saksiske kurfyrste August udført af den tyske maler Zacharias Wehme i 1586. Fra: Wikimedia Commons

Da August blev opmærksom på dette, sendte han bud til svogeren i København om at irettesætte eller fyre Hemmingsen. Hemmingsen trak i første omgang nogle af sine udtalelser om nadveren tilbage, men blev ved med at fastholde sin overensstemmelse med Confessio Augustana. Hele affæren, der stod på gennem flere år, endte med, at Frederik i sensommeren 1579 suspenderede Hemmingsen og beordrede ham til Roskilde, hvor han skulle fortsætte i sit kannikkeembede.

I sidste ende vejede hensynet til fred og den manglende lyst til en politisk krise højere for Frederik 2. end viljen til at beskytte sin berømte professor. Som hertug af Holsten, der var en del af Det Tysk-romerske Kejserrige, ville kongen ikke risikere at drage den sikkerhed, som Augsburgfreden garanterede de lutherske, i tvivl. Blev der sat spørgsmålstegn ved Hemmingsens rettroenhed, kunne det i sidste ende ramme kongen selv sammen med den sachsiske kurfyrste. Augusts fortsatte forsøg på at føre sin svoger med over i de sachsiske ”hardlineres” lejr afvistes dog af Frederik 2. I 1580 nægtede Frederik 2. at acceptere den såkaldte Konkordiebog i sine riger. Konkordiebogen var en samling af de lutherske kirkers bekendelsesskrifter, der blev til på initiativ af kurfyrst August og teologiprofessoren Jacob Andreae (1528–1590) fra Tübingen.

Hemmingsens sidste år og død, 1579–1600

Selvom Hemmingsen havde mistet sit professorat i 1579, mistede han ikke sin indflydelse. Det er i øvrigt værd at bemærke, at han aldrig blev fyret af kongen, men netop suspenderet, ”afsat for en tid”, som det hed i kongens brev til universitetet om sagen. Den suspenderede professor rykkede til Roskilde, hvor han siden 1557 havde haft et sæde i domkapitlet. Selvom de københavnske bogtrykkere holdt op med at udgive Hemmingsens bøger, og han ikke længere kunne undervise sine talrige studenter, så henvendte kongen sig stadig til Hemmingsen, når han havde brug for teologisk assistance. Frederik 2.s ægteskabslovgivning fra 1582 er således blevet til med væsentlig hjælp fra Hemmingsen, der samme år også rådgav kongen i en temmelig prekær sag. Adelsmanden Laurids Brockenhuus havde slået en kvinde ihjel i København, og kongen vidste ikke, hvad han skulle stille op. Hemmingsens svar var entydigt: Adelsmænd skulle være moralske forbilleder for laverestående medlemmer af samfundet, og derfor burde de i endnu højere grad rette sig efter loven og lade sig dømme efter den.

I sin tid i Roskilde korresponderede Hemmingsen med lærde teologer rundt omkring i Europa, og nogle af dem kom endda på besøg hos ham. Især blandt ikke-lutherske protestanter, der nok kunne dele danskerens opfattelse af nadveren, nød han anerkendelse. Men Hemmingsen udfoldede også i sine sidste leveår et teologisk forsvar for Guds universelle nåde, altså læren om, at Guds frelsestilbud gælder alle. Det faldt ikke i god jord hos hans reformerte læsere, der forsvarede tanken om den dobbelte prædestination – dvs. at Gud før alle tider udvalgte nogle til frelse, andre til fortabelse. Efter Hemmingsens død i 1600 udspillede sig i Nederlandene, England og det vestlige Tyskland en vældig teologisk kamp om arven fra Hemmingsen. Mens han i det lutherske Danmark ret hurtigt blev glemt, ikke mindst takket være professor og biskop Hans Poulsen Resens antipati mod sin forgængers teologiske holdninger, var hans teologiske tanker inspiration for den type af nederlandske og engelske reformerte, der ikke delte læren om den dobbelte prædestination, men hældede mere mod Hemmingsens lutherske forsvar for den universelle nåde. Ved sin død fik Hemmingsen en fornem begravelse i Roskilde Domkirke, hvor man den dag i dag kan se hans gravsten. Som Hemmingsen i sin levetid var svær at sætte i bås rent teologisk, var han det også efter sin død. Det er værd at huske på, når man taler om den ”lutherske” reformation i 1500-tallets Danmark.