Den tyske reformator Martin Luther (1483-1546) insisterede på, at frelsen kun kunne opnås ved tro på Guds ord, som var åbenbaret i Bibelen. Fornuften havde ikke noget med den sag at gøre. Det betød, at der blev sat nogle grænser op for, hvad videnskaben kunne erkende, og hvad det var tilladt for videnskabsmænd at beskæftige sig med. Det afgørende for Luther var, at filosofi og andre videnskaber holdt sig væk fra teologien. Det førte til et opgør med den måde, man på universiteterne i middelalderen havde benyttet især den græske filosof Aristoteles. Luther fordømte i kraftige vendinger Aristoteles og andre filosoffer, når deres værker blev brugt til at sige noget om det, som kun var et anliggende for troen. Luther og de øvrige protestantiske reformatorer mente til gengæld, at uden for troens område var videnskaberne ikke blot nyttige, men helt nødvendige. Tilmed kunne indsigt i naturen blive brugt til at underbygge kristendommen, fordi man gennem naturen lærte om Guds skaberværk. Anvendt på denne måde var der ikke nødvendigvis noget galt med hverken Aristoteles eller andre antikke filosoffer eller for den sags skyld med arabiske og katolske forfattere fra middelalderen eller renæssancen. Det kom an på, om de kunne indgå i en reformatorisk forståelse af verden.

Detaljeret udgave af middelalderens verdensbillede fra den såkaldte ”Nürnberg krønike” fra 1493. Jorden ses som universets centrum omgivet af 13 himmelsfærer. Uden om himmelsfærerne ses Gud siddende øverst i midten på sin trone omgivet af de himmelske væsner, som er inddelt hierarkisk oppefra og ned. I illustrationens hjørner ses norden-, østen, sønden- og vestenvinden, som symbol på de fire verdenshjørner. Fra: Wikimedia Commons

Dette syn på forholdet mellem videnskab og religion slog igennem i Danmark efter reformationen i 1536, hvor Københavns Universitet blev reorganiseret. Formålet med universitetet var herefter først og fremmest at sprede reformationen i Danmark, men man opretholdt undervisningen inden for alle fire traditionelle videnskabelige hovedområder: teologi, jura, medicin og filosofi. De fag, der ikke umiddelbart var nyttige for selve teologien, blev bevaret, dels fordi man alligevel ikke kunne klare sig uden den praktiske viden, de gav, dels fordi de forskellige videnskabelige discipliner i fællesskab bidrog til en forståelse af den gudskabte verden.

Wilhelm Marstrands maleri fra 1871. Motivet er indvielsen af Københavns Universitet i Vor Frue kirke i 1479. Biskop Oluf Mortensen præsenterer de første professorer for Christian 1 (født 1426, regent. 1448-1481). Maleriet hænger i festsalen i Københavns Universitets hovedbygning. Fra: Københavns Universitet

Videnskabens nytte

Videnskab var mange ting, og reformatorerne lagde stor vægt på sprogfagene hebraisk, græsk og latin, som teologerne ikke kunne klare sig uden. Filosofi kunne komme til udtryk som logik, der kunne bruges til at argumentere med, også i en teologisk sammenhæng. Filosofi kunne også være naturfilosofi, som var den tids naturvidenskab, og nytten af den var reformatorerne selvfølgelig ikke imod. Astronomi var f.eks. åbenlyst nyttigt i forhold til kalendervæsen og navigation, og inden for lægevidenskaben var det velkendt, hvordan mange urter blev brugt til at lindre eller kurere sygdomme med. I reformatorernes øjne var det Gud, der havde givet urterne disse egenskaber, og det var Guds mening, at menneskene skulle bruge dem så godt som muligt. Derfor opfordrede teologerne lægerne til at udforske naturen og opdage flere af Guds undere. Det var både nyttigt og opbyggeligt. Nyttigt, fordi det kunne hjælpe flere mennesker til at blive helbredt, og opbyggeligt, fordi opdagelsen af naturens kræfter blev set som et bevis på Guds skaberskraft, visdom og uendelige godhed. Den kristne lære og naturen hang på denne måde logisk sammen, for det var Gud, der var den egentlige forfatter til både den hellige skrift, Bibelen, og ”naturens bog”. Der kunne derfor ikke være nogen modsætning mellem dem; Bibelen og naturen rummede den samme sandhed.

Alligevel skulle man holde videnskaberne i skak, ikke så meget på grund af selve de videnskabelige discipliner, men fordi de blev bedrevet af mennesker. Og ifølge teologerne tog mennesker notorisk fejl. De stolede for meget på deres fornuft, og det gjorde dem bedrevidende og selvovervurderende. Det var lige præcis det, der ifølge reformatorerne var gået galt i middelalderen, hvor tro og fornuft blev blandet sammen. Videnskab var derfor nyttig, hvis den blev inden for sine grænser, men farlig, hvis den overskred dem. På længere sigt satte det grænserne mellem tro og fornuft under pres.