Bogtrykkets opfindelse og udbredelse 1450-1500

I løbet af senmiddelalderen var skriftkulturen blevet stadig mere udbredt, også i Danmark. Det skyldtes bl.a., at man var begyndt at fremstille papir af gamle klude. Det var et langt billigere materiale end det kostbare pergament, som var lavet af dyrehuder. I 1400-tallets Danmark var det ikke kun kirkens og kongemagtens tjenere, der gjorde brug af skrift og papir i forbindelse med deres erhverv, men også adelige, handelsfolk og håndværkere. Derudover var bøger til mere privat, religiøs brug nu også at finde hos både mænd og kvinder fra velstående familier. 

Middelalderens bøger var i sagens natur håndskrevne. Mange var forsynet med illustrationer, og de blev ofte produceret ved scriptorier (skrivestuer) i tilknytning til klostre og kirker. Efterspørgslen på religiøst læsestof og billeder førte til udbredelsen af den såkaldte bloktryk-teknik, hvor udskårne træplader, typisk med et billede og eventuelt lidt tekst, blev masseproduceret. Teknikken havde dog mange begrænsninger: Det var vanskeligt at ændre noget, og træpladerne blev hurtigt slidt. Efterhånden eksperimenterede mange håndværkere i Europas byer derfor med nye reproduktionsteknikker, og omkring 1450 lykkedes det guldsmeden Johann Gutenberg (ca. 1400-1468) i den tyske by Mainz at nå frem til et teknologisk gennembrud.

Gutenbergs opfindelse af bogtrykket, også kaldet 'den sorte kunst', bestod i kombinationen af fire elementer: 1) Opfindelsen af løse og bevægelige, dvs. udskiftelige typer (for de enkelte bogstaver og tegn), 2) en stærk blylegering, der sikrede fremstilling af holdbare og identiske typer i et let håndterbart støbeapparat, 3) en tryksværte af god konsistens og med lang holdbarhed og 4) en effektiv trykpresse. Hermed blev det muligt for en bogtrykker og hans svende at sætte typerne i trykforme svarende til de sider, der skulle trykkes på et ark papir. Nu kunne man så fremstille i princippet uendeligt mange fuldstændig ens aftryk. Bagefter blev den satte trykform brudt op, og typerne røg tilbage i sættekasserne, så de kunne bruges til opsætning af de næste sider. Eftersom papir var dyrt og arbejdskraften relativt billig, var det en dårlig forretning at trykke for store oplag. Populære skrifter blev typisk trykt i oplag på 1000 eksemplarer, og når varen så var ved at være udsolgt, fik svendene blot udleveret et eksemplar som forlæg for et nyt oplag.

Træsnit af arbejdet ved den nye trykpresse i et bogtrykkeri. Udført af Jost Amman i 1568. Fra: Wikimedia Commons

I 1482 blev den tyske bogtrykker Johan Snell inviteret til Odense af byens biskop for at trykke et latinsk breviar, dvs. en kirkelig bønnebog til brug i Fyns stift. Samtidig lod han trykke en lille pjece, også på latin, om tyrkernes belejring af Rhodos. Pjecen regnes for den første bog trykt i Danmark. Men allerede i de foregående ca. 30 år var der naturligvis kommet mange trykte bøger til landet sydfra. Den nye teknik bredte sig år for år, og allerede i 1480 havde der været bogtrykkere i mindst 110 vesteuropæiske byer. Mange trykkere rejste fra sted til sted, hvor der var gode opgaver at få, og f.eks. Snell var straks draget videre til Stockholm. Den første bogtrykker, der slog sig fast ned i Danmark, var nederlænderen Gotfred af Ghemen, der i 1486 fik trykkeri i København. Han udgav alt fra småskrifter og skolebøger til store lovværker. Mange var bestillingsarbejder for kirke og universitet, andre var produceret for et frit marked. Mens de første oftest var på latin, blev de sidste primært udgivet på dansk.

Bogtrykket som reformationens fødselshjælper

Den tyske kirkehistoriker Bernd Moeller har hævdet, at "uden bogtryk – ingen reformation", og de fleste forskere er enige om, at Martin Luthers og andre reformatorers store gennemslagskraft i høj grad må forstås ud fra den nye mediesituation. Flere gange i løbet af middelalderen havde der også været eksempler på kraftig kirkekritik, men disse var som oftest blevet indkapslet og undertrykt, sådan som det f.eks. var sket med lollarderne i England (tilhængere af John Wycliffe, ca. 1328-1384) eller husitterne i Bøhmen (tilhængere af Jan Hus, ca. 1369-1415). Her var de centrale ledere blevet dømt som kættere, og deres skrifter brændt. 

Da Luther opslog sine 95 teser mod kirkens afladshandel i 1517 og i løbet af få år blev en kendt person i hele det tyske sprogområde og efterhånden i meget af Europa, havde mere end seks årtiers bogtryk allerede gødet jorden: Mængden af skrifter og bøger, herunder forskellige oversættelser af bibelske tekster, var vokset markant, og læsefærdighederne i befolkningen var steget, navnlig i byerne. Luthers opfordringer til, at alle skulle have adgang til Guds ord, var derfor ikke en fjern utopi, men noget, der forekom både rigtigt og realistisk. Mens gejstlig kritik af kirken hidtil primært havde fundet sted i breve og håndskrifter på latin, kunne Luther og andre reformatorer nu sikre deres synspunkter en hel anden gennemslagskraft ved at lade dem trykke.

Den unge bogbranche opdagede hurtigt mulighederne i 'Luther-sagen', og både oversættere og bogtrykkere fik travlt. I en tid, længe før 'copyright' var opfundet, var der ikke grund til at spørge om lov, før trykpressen blev sat i gang. Eksempelvis blev Luthers skrift Til den kristelige Adel fra 1520 trykt i mindst 15 oplag inden for få måneder, og mindst et af dem var ekstraordinært stort, nemlig på 4000 eksemplarer. De berømte 95 teser nåede at udkomme i mere end 600 udgaver på bare seks år. Folk diskuterede og skrev breve, og skriftkulturen blomstrede som nok aldrig før. Men det var de trykte tekster, som havde skabt en ny fælles ramme og en anderledes dynamik i den offentlige debat. Både den tyske kejser og paven sørgede for offentlige afbrændinger af Luthers skrifter, men konkret er det formentlig kun få promille, der således blev fortæret af flammerne. Allerede i 1521 var Luthers skrifter (fordelt på ca. 80 titler) trykt i over 500.000 eksemplarer, og bogbrændingerne har snarere medvirket til at gøre Luther endnu mere kendt.

Bogbranchen eksperimenterede løbende med nye genrer og udtryksformer for at få solgt deres varer. Der udkom illustrerede flyveblade, hvor træsnit optog lige så stor plads som den ledsagende tekst eller fyldte næsten hele trykfladen. Dermed kunne man nå et publikum med ingen eller begrænsede læsefærdigheder. Hvis der var blot en enkelt til stede, som kunne læse, kunne vedkommende læse de korte forklaringer højt og udpege pointerne på billederne. Under Den Tyske Bondekrig 1524-1526 nåede det trykte medium og reformbevægelsernes budskaber ud i næsten alle kroge af samfundet. Også modstanderne af reformationen betjente sig i stigende grad af bogtrykket, og der udkom flyveblade og satiriske skrifter, der gjorde grin med Luther. Hermed var der skabt en ny arena eller platform for religiøs og politisk debat.

Etbladstryk med træsnit udført af Georg Pencz i 1529. Snittet er fremstillet til en tekst af Hans Sachs, og motivet viser forskellen mellem en luthersk og en katolsk gudstjeneste, set med protestantiske øjne. Fra: © bpk-Bildagentur/Kupferstichkabinett, Staatliche Museen zu Berlin/Dietmar Katz

Bogtrykket skabte skarpere fronter og nye fællesskaber

I midten af 1520'erne blev protestantiske kirkeordninger indført i flere tyske byer og fyrstedømmer, dvs. at disse territorier nu meldte sig ud af den gamle fælles kirke. Et vigtigt element i denne udvikling havde været dannelsen af en ny reformatorisk og siden protestantisk identitet. Denne proces kan følges i selve den trykte debat, der løbende havde tegnet billedet af et 'os' og 'dem', dvs. 'vi evangeliske' over for 'papisterne', og det var foregået ved hurtig produktion af tekster til etablering af et nyt kristent fællesskab på reformatorisk grundlag: gudstjenesteordninger, salmebøger og katekismer.

Fra Danmark var forbindelserne til Tyskland mange og tætte, og de første reformatoriske skrifter var hurtigt kommet til landet, bragt af både gejstlige, handels- og søfolk. Alle gejstlige kunne læse latin, og flertallet desuden tysk, og sidstnævnte sprog var almindeligt udbredt blandt håndværkere og købmænd i alle danske byer. De tidlige reformatoriske skrifter blev derfor læst og diskuteret før og uafhængigt af oversættelser til dansk. Når sådanne blev udgivet var det derfor udtryk for et ønske om at nå ud til almuen, dvs. den bredere befolkning. Et vigtigt eksempel er her storkøbmand og borgmester i Malmø Hans Mikkelsens (ca. 1470-1532) oversættelse af Det Nye Testamente, der i 1524 blev smuglet ind i landet, forsynet med et politisk forord til fordel for den fordrevne Christian 2. (født 1481, regent 1513-1523, død 1559), og som henvendte sig til "alle danske mænd og kvinder, unge og gamle".

Mange af reformationstidens danske skrifter er utvivlsomt gået tabt. Men fra 1520'ernes midte fandt de første større danske debatter sted i de trykte medier med Hans Tausen (1494-1561) og Poul Helgesen (ca. 1485-1534) som nogle af hovedfigurerne. Der blev trykt indlæg og følgende modsvar ligesom i Tyskland. Sammenholdt med udgivelserne sydpå har antallet af forskellige skrifter på dansk dog været beskedent, ligesom de dyre og teknisk krævende træsnit kun blev brugt i begrænset omfang. Også i Danmark fulgte bogtryk og reformation dog hinanden tæt, og reformationsbyerne Viborg og Malmø fik vigtige trykpresser. Her udkom nye messeordninger, salmebøger, polemiske skrifter m.m. Da en luthersk reformation blev indført af Christian 3. (født 1503, regent 1534-1559) i 1536, blev regulering og udnyttelse af bogtrykket ikke overraskende et centralt indsatsområde for at sikre den nye tro og kirkeordning.