Den lange reformation

Reformationen i Danmark var en lang proces. Med baggrund i international kritik af den katolske kirke blev en reformationskamp indledt i 1520’erne, hvor den fik mange forskellige og ofte voldsomme udtryk, indtil Christian 3. (født 1503, regent 1534-1559) i 1536 som led i en ny statsopbygning etablerede sin version af en reformationskirke på luthersk-evangelisk grundlag. Reformationskampen var afsluttet, men skulle alligevel først til at begynde igen for at få den evangeliske kristendom gjort til et landsdækkende trosgrundlag for befolkningen og en kultur for samfundet.

Christian 3.s reformation var ikke lutherdom i ordets moderne, folkekirkelige betydning. Udviklingen af en sådan fandt sted i de følgende århundreder, indtil statskirken med grundloven i 1849 for første gang officielt blev luthersk af navn – den luthersk-evangeliske folkekirke var født. På trods af den tætte historiske udvikling mellem kirke og stat i Danmark er der ikke enighed blandt historikere, politologer, teologer og økonomer om reformationens direkte betydning for det moderne samfund. Det kom bl.a. tydeligt til udtryk i 2017 i forbindelse med det internationale 500-årsjubilæum for reformationen, der markerede offentliggørelsen af Martin Luthers 95 teser mod afladshandlen i 1517.

Med reformationen blev kirkens sakramenter - hellige handlinger, der formidler Guds nåde - reduceret fra syv til to. Ud røg konfirmation, skriftemål, syges salvelse, præsteordination og ægteskab. Kun dåb og nadver bestod, og sammen med prædikenen blev de omdrejningspunkt i den protestantiske gudstjeneste. Netop dåb, nadver og prædiken fremhæves på maleriet fra 1561 - fremstillet til alterbordet i Torslunde Kirke ved Roskilde. Foto: Niels Elswing, Nationalmuseet

Spørgsmålet er groft sagt, om reformationen og evangelisk kristendom udgør et fundament for samfundsopbygningen, eller om reformationen og kristendommen snarere er redskaber, som stat og befolkning har benyttet sig af i samfundsopbygningen. Uanset hvilket synspunkt man foretrækker, kommer man ikke uden om reformationens betydning – også selv om forbindelsen til moderne tid ikke er snorlige. Med den tyske økonom Max Weber (1864-1920) kan man tale om, at reformationen prægede individet og skabte en særlig protestantisk, arbejdspræget etik. Det blev menneskets mål eller kald at udfylde sin plads i den jordiske tilværelse hæderligt, nøjsomt og arbejdsomt. Etikken var befordrende for kapitalismen, for arbejdsomhed gav plus på kontoen, og fremgang blev tolket som et tegn på Guds velsignelse. Det var imidlertid en væsentlig pointe for Weber, at udviklingen ikke var Martin Luthers og andre reformatorers hensigt. Tværtimod ville de næppe bryde sig om den.

Mange andre politiske, sociale, økonomiske og kulturelle faktorer havde lige så stor eller større indflydelse på samfundsudviklingen. Man kan fx hævde, at oplysningstid i 1700-tallet og demokratisering i 1800-tallet ikke var naturlige produkter af reformationen. De skabte tværtimod en religionsfrihed, som var ukendt dengang, men som tilpassede og genfortolkede protestantisk tankegods i samfundsudviklingen.

Reformationsjubilæet i 2017

De mange forskellige veje, udviklingen har fulgt, fik i 2017 økonomen Niels Kærgård (født 1942) til at mene, at ”det er meget svært at se, hvilken forskel det ville have gjort for Danmark af 2017, hvis Luther som ung munk var blevet ramt af lynet og aldrig var kommet i gang med reformationen”. En sådan nedtoning er ikke, hvad et reformationsår med udgangspunkt i Luthers teser lægger op til.

Før, under og efter jubilæet er Luther og reformationen da også på mangfoldige måder blevet en del af fortællingen om skabelsen af det moderne danske samfund. Som Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (født 1947), sagde ved den højtidelige markering af reformationsjubilæet den 31. oktober 2017, var det vigtigt at hylde Luther som en af ”de modige personer fra historien, som turde gå imod strømmen, og som lagde de første trædesten til det gode og lykkelige samfund, vi har i dag”. Det er blevet almindeligt også at minde om de kontroversielle sider ved Luther – ikke mindst hans fordømmende syn på jøder.

Alligevel er det tydeligt, at det officielle Danmark betragter reformationen som en del af sin historie. Synspunktet kom klart til udtryk i Undervisningsministeriets Demokratikanon fra 2007-2008, hvor et regeringsnedsat udvalg påpegede, at Luther banede ”vejen for det humanistiske grundsyn om respekt for det enkelte menneskes ret til en udvikling i frihed og ansvarlighed, som siden blev kendetegnende for det vestlige demokrati”.

Nogle gange kan populariseringen af nutidens forbindelse til reformationen antage groteske former. Historiker Lars Hovbakke Sørensen (født 1971) hævdede i en kronik i 2017, at danskernes uformelle omgangstone skyldes Luther, fordi alle mennesker ifølge Luther er lige i det daglige. Og i et interview i 2005 mente biskop Jan Lindhardt (1938-2014), at reformationen havde skabt turismen, fordi Luther havde standset pilgrimsrejserne: ”På den måde blev turismen født, for når man så alligevel fortsatte med at rejse, ja, så skyldtes det jo ikke, at det var noget, man skulle, men derimod noget, man gerne ville. Nu kunne man tage af sted drevet af nysgerrighed og lyst til oplevelser”.

Den overdrevne trang til at tilskrive reformationen hvad som helst – og især at se den som et udtryk for frihed – har fået kritikere til at betegne alt det gode, Luther har fået æren for, som myter. De ser ham som antidemokrat og antisemit og som årsag til heksebål, kvindeundertrykkelse og nazisme. Som udtrykt af idéhistoriker Frederik Stjernfelt er forsøget på at forbinde reformationen med oplysning og demokrati ”grov og selvfed historieforfalskning”, og han sammenlignede Luther med terroristen Osama bin Laden, fordi begge var fundamentalister med ”blodtørst over for anderledes tænkende”.

Om både de mest energiske tilhængere og kritikere kan man sige, at de i deres iver for at føre moderne værdikamp komprimerer flere hundrede års historie og projicerer den tilbage til et enkelt udgangspunkt. Som om Luthers teser i 1517 var et big bang, hvorfra alting siden naturnødvendigt har udviklet sig. Men blot fordi Luther sagde eller skrev noget, blev det hverken automatisk til lov eller krøb ind i folks hjerner og hjerter. Hans betydning for reformationen i Danmark skal ikke undervurderes, men betydningen har vokset sig større i takt med eftertidens ønsker og behov.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.