Udklip fra avisartiklen "Fra Luthers Hus-Liv" i ugeblaadet Nutiden i Billeder og Text, 11. november 1883. Se hele kilden her.

Fra Luthers Hus-Liv.

Af Professor Johannes Kok.

Naar en Mand med mægtige Tag har grebet ind i Kirkens eller Verdens Historie, og vi ofte med Beundring have hørt og læst om hans Virksomhed udadtil, da er det mere end tom Nysgjerrighed, der plejer at fremkalde det Ønske hos os at kunne gjøre et Indblik i hans huslige Liv og daglige Omgængelse. Ofte bliver det ved det fromme Ønske, fordi Historien tier derom. Men om den Mands huslige Liv, hvis firehundrede-Aars Fødselsdag vi i denne Maaned mindes, have hans Omgangsvenner skrevet saa udførligt og efterladt os saa mange spredte Træk, at Ønsket om at kjende hans daglige Liv let kan blive opfyldt.

Det var først flere Aar efter Luthers Fremtræden som Reformator (1517), at han fattede den Beslutning, at indtræde i Ægteskab og stifte en Husstand. Skjøndt han, som han selv siger, hverken var af Stok eller Sten, følte han i Begyndelsen ingen Lyst til at tage sig en Hustru og kunde det saa meget mindre, som han hver Dag ventede Martyrdøden. Han vedblev derfor at leve rolig i sit Kloster paa Munkevis og ombyttede først i Aaret 1524 sin Ordensdragt med Præstekjolen, hvortil Kurfyrsten[1] skjænkede ham Klædet, og da han Aaret efter ægtede den forhenværende Nonne, Katharina af Bora[2], var det snarere hende, der havde friet til ham, end omvendt. Katharina havde nemlig givet et Par anseelige Friere, med hvem Luther ønskede hende gift, Afslag med den Bemærkning, at dersom det havde været Luther eller Amsdorf[3], der friede til hende, da vilde hun ingenlunde have sagt Nej.

Hvad man kalder brændende Kjærlighed bevægede ikke Luther til dette vigtige Skridt, snarere Ærbødighed for Ægteskabet, som en af Gud selv indstiftet og ham velbehagelig Stand, og Trang til ved sit eget Exempel at nedlægge en kraftig Protest mod Pavens falske Lovprisning af Cølibatet[4]. Fjorten Dage efter Vielsen, der forrettedes af Bugenhagen[5], gjorde Luther et højtideligt Bryllupsgilde, hvortil han skriftlig indbød sine Venner fra By og Land, og hvortil Raadet i Wittenberg skjænkede ham 20 Gylden[6] og 14 Kander forskjellige Slags Vin, medens Universitetet som Brudegave sendte de Nygifte en kostbart forarbejdet Sølvpokal. Den Bolig, hvori Luther indførte sin Brud, var i et af Klosterets Baghuse og bestod kun af tre Værelser, Dagligstue, Studerekammer og Soveværelse med et yderst tarveligt Bohave[7].

Som det var at vente, blev Luther udsat for megen ondskabsfuld Omtale, saasnart hans Giftermaal blev bekjendt. Hans Fjender spaaede, at Antikristen vilde blive født af dette Ægteskab mellem Munken og Nonnen, og de udspredte den Bagvaskelse, som har cirkuleret blandt Katholikerne indtil vore Dage, at hans Hustru var nedkommen faa Dage efter Brylluppet, medens Sandheden er, at deres Førstefødte kom til Verden tolv Maaneder derefter.

Katharina, eller, som Luther stedse kaldte hende, Kæthe, var af adelig Æt, sexten Aar yngre end sin Ægtefælle. Efter Nogles Beretning var hun meget smuk (speciosissima[8]), men skal der dømmes efter et Portræt af den berømte Maler Lukas Cranach[9], der var en Ven af det Lutherske Hus, har dette ikke været Tilfældet; derefter gjør hun Indtryk af en god tydsk Husmoder med et muntert, indtagende og godmodigt Fysiognomi[10]. Luthers Fjender have bebrejdet hende Stolthed, mange endog paastaaet, at hun holdt den mægtige Mand, hvem hverken Pave eller Kejser kunde betvinge, under Aaget. Enkelte spøgefulde Ytringer af Luther kunde synes at give dem Medhold, saasom naar han jævnlig i sine Breve omtaler hende som "Herr Kæthe", stundom kalder hende Moses[11] og et Sted siger, at dersom han endnu en Gang skulde fri, saa vilde han hugge sig en lydig Kvinde af Sten, thi i Virkeligheden vare lydige Kvinder slet ikke at finde. Men hertil har man med Rette bemærket, at denne godmodige og aabne Anerkjendelse af hendes Herredømme netop beviser, at det ikke har været synderlig farligt eller trykkende. De Ægtemænd, som virkelig ere under Aaget, pleje ikke at omtale det. Deres hele Samliv og mangfoldige andre Ytringer af Luther vidne desuden paa det Kraftigste derimod. Saaledes sagde han en Gang om hende: "Hun er mig dyrebarere end Kongeriget Frankrig eller Herredømmet over Venedig; thi for det Første er hun skjænket mig af Gud, dernæst har hun ikke saa mange Skrøbeligheder, som jeg har fundet hos flere andre Kvinder, og endelig er det tilstrækkelig Grund til at elske hende og holde hende i Ære, at hun er troende og retsindig, som det sømmer sig for en from og ærbar Kvinde. Naar en Mand overvejer alt dette, saa vil han lettelig komme ud over forefaldende Vanskeligheder og overvinde den Strid og Uenighed, som Satan gjerne vil anstifte mellem Ægtefolk." En anden Gang tiltalte han hende med de Ord: "Kæthe, du har en from Mand, som elsker dig; du er en Kejserinde. Jeg takker Gud for dig. Men mærk dit dette, til at gjøre Fyldest i en saa ophøjet Stand udfordres et fromt og gudfrygtigt Hjerte." Og i sit Testamente giver han hende det Vidnesbyrd, at hun altid har elsket ham og holdt ham i Ære som en from og trofast Ægtefælle og tjent ham, ikke blot som en Hustru, men som en Tjenerinde. Ogsaa er det bekjendt, at Katharina altid omtalte sin Ægtefælle med dyb Ærbødighed og stedse kaldte ham "Doktoren".

Nogen aandrig eller lærd Dame var Katharina ikke. Hendes tarvelige Klosterdannelse havde ikke givet hende synderlig Kundskab om, hvad der var foregaaet udenfor hendes Klosters Mure. Men at hun havde en god Forstand og et sundt Omdømme, tør blandt andet sluttes deraf, at Luther ofte forelæste hende Stykker endog af lærde Skrifter, forinden de bleve udgivne, f. Ex. af Stridsskrifterne imod Erasmus fra Rotterdam[12], ved hvilken Lejlighed hun dog kun havde den Bemærkning: "Det maa da være en giftig Tudse, denne Erasmus". Og at hun overhovedet ikke har været nogen sædvanlig Kvinde, viser allerede den bestemte Ytring, at hun kun vilde have Luther eller Amsdorf til Mand. Har hun sat nogen Stolthed i at være Luthers Hustru, saa var dette en tilgivelig Stolthed, da hun forøvrig altid viste megen Ydmyghed.

Men var Katharina hverken aandrig eller lærd, saa udmærkede hun sig desto mere ved en Dyd, som i Særdeleshed i hendes Ægteskabs første Tid var meget nødvendig , nemlig Husholderiskhed. Luthers Indtægter vare i Begyndelsen meget smaa, hele hans Lønning beløb sig kun til 200 Gylden aarlig, og da han holdt sine Forelæsninger gratis og intet Honorar vilde modtage hverken for sin Bibeloversættelse eller sine andre Skrifter, var der vel Grund for hende til at være yderst sparsommelig og senere, da den lille Lejlighed var bleven forøget med nogle Værelser, til at skaffe nogen Indtægt ved at optage Kostgængere i Huset. Derved, saavelsom ved forskjellig Slags Husflid og Havedyrkning, fik hun Udgifter og Indtægter til nogenlunde at stemme, og de vilde have stemt endnu bedre, dersom "Doktoren" ikke stundom havde gjort Indgreb i hendes lille Kassebeholdning, fordi hans store Godgjørenhed ikke tillod ham at lade nogen Trængende være uden Bistand.

Under disse Omstændigheder er det forstaaeligt, at Luthers Velyndere gjerne vilde komme ham og hans Hus til Hjælp i det Timelige til Gjengjæld for al den Hjælp, han ydede dem i det Aandelige, og flere Breve fra ham vidne om hans Taknemlighed for modtagne Gaver. Men han var dog helst fri for at modtage, idet han holdt sig til Skriftens[13] Ord: det er saligere at give end at tage. Da saaledes hans Landsherre[14] i Aaret 1529 havde tilbudt ham en Andel i Sølvværket paa Schneeberg[15], afslog han Tilbudet med følgende Ord: ”Djævelen er mig fjendsk, han siger, at alle Skatte i Jorden ere hans. Han kunde tage Ertsen[16] bort for min Skyld, og saa maatte de andre Bjergværks-Ejere undgjælde derfor. Det passer sig derfor langt bedre, at jeg gjør Tilskud med et Fadervor, for at Ertsen kan bestaa, og Udbyttet blive godt anvendt.” Og da Bugenhagen en Gang fra en rig Herre overbragte ham en Gave af 100 Gylden, afslog han den og vilde, at Bugenhagen og Melanchton[17] skulde dele den lige imellem sig, ligesom han tidligere selv havde delt en Gave af 50 Gylden med sin Klosterprior[18].

Senere blev Luthers økonomiske Vilkaar bedre. Efter sin Fader arvede han 250 Gylden, hvoraf han anvendte en Del til at kjøbe sig en lille Landejendom, hvilken Katharina, som det synes, har dyrket, thi i 1535 skriver Luther: "Kæthe kjører, dyrker Agre, feder og sælger Kvæg osv." Og 10 Aar før sin Død fik Luther et Tillæg til sin Professorgage[19], hvorhos der af Kurfyrsten blev anvist ham 100 Skjæpper Korn, Malt til to Bryg Øl og 60 Favne Brænde[20] fra Wittenberg Amt[21].

Ved Luthers Familiebord samledes ofte mange Gjæster. Det gik naturligvis tarveligt til. Suppe helst med Ris, Oxekjød med Persille-Sauce eller stegte Sild med Ærter, der var hans Livretter, og Ost til Dessert – var den sædvanlige Beværtning, hvortil dog kom Vin, der ikke maatte mangle, da den, som Skriften siger, fryder Menneskets Hjerte. Men meget bedre end det, Husmoderen beværtede med, vare de mange livlige og aandfulde Samtaler, som Husfaderen forstod at sætte i Gang og lede i rette Spor. Det gik ved Luthers Bord til efter den Anvisning, han selv har givet med disse Ord: "Der er intet mere Uhyggeligt og Ulysteligt end et Samkvem mellem Venner, hvor Alt gaar tyst til; thi saadanne Ord og Samtaler, der – som Pavlus[22] siger – ere yndelige og krydrede med Salt, er det bedste Kryderi ved Maaltidet. Derfor lade vi de vrantne og stumme Munke fare, som anse Tavshed for Hellighed og Gudsdyrkelse. Ved et Bord bør det efter Plutarks[23] Udsagn gaa til ligesom i Alfabetet. Nogle maa være Selvlyd; det er Værterne, Præsterne og Lærerne. Andre maa være Halvlyd; det er alle Slags andre ærlige Folk. Men de Unge maa være som stumme Bogstaver og alene høre til". Som bekjendt har Luthers Bordfæller opskrevet en Mangfoldighed af de Samtaler og Smaaforedrag, som til forskjellige Tider holdtes i det Lutherske Hus, og Aurifaber[24], der var Lærer for Luthers Børn og hans Sekretær, har udgivet dem under Navn af "Bordtaler". Magister Mathesius[25], som ofte var tilstede, siger, at de gode Historier og ægte kristelige Forklaringer af Skriftsteder, han der hørte, vare ham og de øvrige Bordgjæster kosteligere end den udsøgteste Mad og Drikke.

Af Musik og Sang var Luther en stor Ynder. Hans Fløjte og Luth hang i hans Studereværelse lige indenfor Døren og maatte i mangen mørk og mismodig Time gjøre ham samme Gavn, som Davids Harpe gjorde Savl, naar den forjog hans onde Dæmon. "Næst efter Theologien – siger han – er der ingen højere Kunst end Musiken, thi den beroliger Mennesket og giver det et glad og let Sind. Derfor er det intet Under, at Djævelen, som er Ophavsmand til sørgmodige Tanker og Larm, flyver fast lige saa ilsomt bort for Musikens Toner, som for Guds Ords kraftige Prædiken. Og vi forstaa, hvorfor Profeterne ikke have benyttet nogen Kunst saa meget som Musiken; ikke Mathematik eller Astronomi have de anvendt til at udtale deres Lærdomme i, men i Salmer og Sange have de forkyndt de guddommelige Sandheder."

Katharina skjænkede Luther flere Børn, hvoraf tre Sønner (Johannes, Martin og Povl) samt én Datter (Margrethe) overlevede ham. De bleve opdragne efter den Regel, at Æblet stedse skal ligge ved Siden af Riset, thi – sagde han – utidig Skjælden og Hug har fordærvet mangt et fromt Barnesind. Hvor højt Luther elskede disse Børn og hvor hjerteligt han glædede sig over dem, derom vidne flere Udsagn. Saaledes udbrød han engang, da de vare samlede om ham: "Ak, hvilken stor, rig og herlig Velsignelse er ikke Ægtestanden; hvilken Glæde at tænke paa Efterkommerne, som skulle leve og virke paa Jorden, naar vi for længe siden er blevne til Støv". En anden Gang velsignede han et af Børnene, som sad paa Barnepigens Arm, og sagde: "Gaa hen og bliv from! Penge vil jeg ikke efterlade Dig, men jeg vil efterlade Dig en rig Gud, som ikke vil forlade Dig. Bliv blot from og god! Dertil hjælpe Dig Gud!" Dyb og inderlig var hans Sorg, da hans elskede Datter Magdalene blev syg og døde. "Du kjære Barn," sagde han til hende, "Du vilde saa gjerne blive hos den Fader, Du har her; men drager Du ikke ogsaa gjerne  til den Fader, Du har hisset?" – "Jo, hjerte Fader, naar Gud vil," svarede Barnet. Ofte knælede, bad og græd han ved hendes Sygeleje; men da hun var død og lagt i Kisten, sagde han: ”Du lille Barn, hvor har Du det nu godt!” Derpaa betragtede han hende lidt og sagde videre: ”Du vil atter opstaa og lyse som en Stjerne, ja som Solen selv. I Aanden er jeg glad, men Kjødet er dybt bedrøvet; Kjødet vil ikke føje sig. Skilsmissen er en saare tung Prøvelse. Det er underligt at vide, at hun hviler i Fred og visselig har det godt, og dog være saa bedrøvet." Til en af sine Præstevenner i Bremen skrev han kort efter: "Min elskede Datter Magdalene er gaaet bort fra mig til sin himmelske Fader og er sovet hen i fuld Tro paa Kristus. Jeg har overvundet Faderens Smerte, men har ikke kunnet standse mine Taarer uden med en truende Knurren og Had mod Døden. Jeg har havt hende saare kjær. Men Døden skal bøde derfor paa hin Dag tillige med den, som har bragt Døden ind i Verden. Min Katharina hilser Dig endnu sukkende med forgrædte Øjne."