Censur og andre bogpolitiske restriktioner

Da Christian 3. (født 1503, regent 1534-1559) i oktober 1536 havde gennemført en luthersk reformation i Danmark-Norge, var en af de opgaver, som kongen og hans rådgivere tog fat på, at sikre kontrol med brugen af det trykte medium. Hvis de foregående årtiers uro og splid skulle undgås, måtte man sætte ind i forhold til netop bogtrykket. 

Christian 3. og siden Frederik 2. (født 1534, regent 1559-1588) og Christian 4. (født 1577, regent 1588-1648) gennemførte adskillige restriktive love i bl.a. 1537/39, 1552, 1562, 1576 og 1596, der skulle begrænse eller helt forbyde udbredelse og trykning af 'unyttige' eller 'farlige' bøger. Man frygtede især 'papistiske' (dvs. katolske) eller 'sværmeriske' (dvs. mere radikalt-protestantiske) tekster, der kunne føre til ny splittelse i den hårdt tilkæmpede lutherske enighed. Ensartethed eller 'uniformitet' i troen blev tidens mantra. Alle nye udgivelser skulle derfor underkastes forcensur ved universitetet, og alle importerede bøger skulle i princippet undersøges. Import af dansksprogede bøger trykt i udlandet blev fuldstændig forbudt. Man bekymrede sig tydeligvis især for almuen, dvs. den brede befolkning, og dens eventuelle 'vildfarelser'. Hvad lærde folk selv læste i deres studerekamre, blandede man sig til gengæld ikke i; det var kun naturligt, at navnlig de gejstlige også læste modstandernes argumenter, og i 1500- og 1600-tallets præstebiblioteker fandtes derfor ofte både katolske og calvinske bøger. 

I forhold til andre dele af Europa, hvor tilsvarende censurlovgivning var udstedt, men ofte var uhyre vanskelig at håndhæve i praksis, så havde myndighederne relativt gode muligheder for at gennemføre den restriktive bogpolitik i det lutherske Danmark-Norge. Her var nemlig ikke kun én lovlig tro, men også kun ét folkesprog. Ganske vist var også andre sprog i brug inden for kongens riger og lande, navnlig tysk, men størstedelen af almuen talte kun dansk og norsk – og hvis de kunne læse, da netop kun trykt tekst på modersmål. Efter reformationen blev dansksprogede tekster næsten udelukkende udgivet inden for kongens område, endda over 90 % i selve København, hvor de blev trykt af loyale bogtrykkere og endvidere var underlagt teologernes censur ved universitetet. En betydelig grad af kontrol med det trykte ord var derfor mulig i det efterreformatoriske Danmark. 

Støtte til 'de gode bøger'

Først og fremmest satsede kongemagt og kirke dog på at tilvejebringe og støtte, hvad man anså for at være 'gode' og 'nyttige' bøger. Alle større love, herunder Kirkeordinansen 1537/39, blev trykt og dermed udsendt i enslydende udgaver på statsmagtens bekostning. I selve Kirkeordinansen var det desuden blevet fastslået, at alle kirker skulle eje og bruge et minimum på seks bestemte bøger. Bøgerne var således et nøgleredskab til skabelse af den ønskede uniformitet. 

Arbejdet på at skabe en fælles og samlet oversættelse af hele Bibelen fik høj prioritet, og i 1550 udkom Christian 3.s Bibel i oversættelse af bibelhumanisten Christiern Pedersen (ca. 1480-1554). Den blev trykt i 3000 eksemplarer og kom således til at ligge i næsten alle landets kirker. Frederik 2.s Bibel fra 1589 (i 2000 eksemplarer) bidrog til at dække det videre behov for store bibler. Vigtig var også udgivelsen af en statsfinansieret og fælles kirkesalmebog ved Hans Thomissøn i 1569 og et tilhørende graduale, dvs. en nodebog til salmerne, fra 1573. I 1600-tallet fortsatte rækken af statsstøttede bibeludgaver samt forordnede salmebøger (således Thomas Kingos salmebog fra 1699).

Koloreret portræt af Frederik 2. fra samme konges bibeludgivelse fra 1589. Kongerne brugte de store bibler, som bl.a. skulle ligge i kirkerne, til at markere deres nye rolle som kirkens overhoved.  Fra: Det Kongelige Bibliotek. Billedet er produceret af og publiceret med tilladelse fra ProQuest LLC som en del af Early European Books. Yderligere reproduktion er forbudt uden tilladelse. (Image published with permission of ProQuest LLC. Further reproduction is prohibited without permission).

En anden udgivelse af monumental betydning var den tyske reformator Martin Luthers (1483-1546) Den lille katekismus (1529), der blev indbegrebet af den lutherske børnelærdom, og som udkom i utallige udgaver på dansk. Dertil kom udgivelser af skolebøger samt mange former for fromme og 'nyttige' bøger stilet til 'den gemene mand'. Disse udgivelser varierede i indhold og ikke mindst i format. Papir var fortsat den største udgiftspost ved bogproduktion, og derfor var bøger i små formater, med færre sider og mindre skriftstørrelse, langt billigere at fremstille. Både bibler og huspostiller, dvs. samlinger af prædikener til brug i husandagten, samt salme- og bønnebøger blev udgivet i små formater, netop med menigmand som målgruppe.

Tidens bogtrykkere, som i mange tilfælde havde kongelige privilegier som bl.a. fritagelse fra skat på import af papir, ønskede generelt at behage konge og kirke. De oplevede, at der var god afsætning for de lutherske, opbyggelige bøger – samt naturligvis også andet læsestof såsom almanakker og underholdende historier. Bogtrykket var således ikke kun et instrument i hænderne på kirke og statsmagt, men også et medium, som dannede grundlag for bogbranchens forretninger, og som mænd og kvinder i forskellige samfundslag gjorde brug af, når de efterspurgte nyttige, opbyggelige eller fornøjelige tekster at læse.

En luthersk bogkultur

Med idealet om, at alle skulle have adgang til Guds ord, er det ikke overraskende, at skrift og bøger fik en central plads i reformationens kirkeordninger og religiøse liv generelt. Bibel og salmebog blev omdrejningspunkter i gudstjenesten, og i mange kirker udsmykkede man ligefrem nye altertavler med skrift som motiv (de såkaldte katekismusaltertavler). Men fromheden skulle ifølge Kirkeordinansen også være ”ude i husene”, og her kom bøgerne som bærere af de lutherske budskaber til at få stor betydning. Børnene skulle have deres katekismus, og den gode husfader skulle forestå husandagten ud fra en huspostil eller bibel. I løbet af 1500- og 1600-tallet blev læsefærdigheden stadig mere udbredt, og på Trediveårskrigens tid (1618-1648) forventede lovgiverne tydeligvis, at husfædrene kunne læse højt for de øvrige medlemmer af husstanden. Dette fremgår bl.a. af de forordninger om særlige bededage, som blev udstedt under krigen.

Kobberstik fra bogen ’Insomnis cura parentum. En from Faders christelige Siæle-Gaffue af Hans Michel Moscherosch, oversat af Søren Terkelsen og udgivet 1645. Motiv viser idealbilledet på en husandagt i den lutherske husstand. Familien er samlet omkring bordet, hvor husfaderen med bibel og andagtsbøger foran sig leder andagten. Fra: Det kgl. Bibliotek (sign. 4,81, 8°)

Fromme kvinder og mænd i 1600-tallets danske samfund skulle gerne eje deres egne salme- eller bønnebøger – og have dem med sig. Der blev udgivet utallige 'åndelige håndbøger', dvs. kombinerede salme- og bønnebøger i små formater, nogle gange også kaldet 'vandrebøger', så de kunne tages med på rejse. Meget muligt har de personlige religiøse bøger som fysiske objekter overtaget noget af den beskyttende (og magiske) funktion, som relikvier eller pilgrimstegn havde haft før reformationen. Under alle omstændigheder var bogbrug og religiøs læsning senest i 1600-tallet blevet centrale aspekter af luthersk fromhedskultur.

Bøger spillede en central rolle i den lutherske fromhedskultur. Bibler, huspostiller, salmebøger og andre religiøse og opbyggelige bøger blev symboler på luthersk fromhed, som også vandt indpas i portrætkunsten. Her et epitafium (mindesmærke) fra Skydebjerg kirke på Fyn over sognepræst Jens Poulsen Bang (1629-1690) og hustru Karen Hansdatter (1636-1687). Det fromme lutherske ægtepar har begge en bog i hånden. Fra: livinghistory.dk