Kultur, dagligdag og forestillingsverdener i 1500- og 1600-tallets Danmark var præget af betydelig kontinuitet i forhold til senmiddelalderen. Men der var også meget, der ændrede sig, bl.a. som følge af den lutherske reformation. De mest synlige ændringer kom i forhold til kirkeorganisation og kirkeliv, men efterhånden også på områder som ægteskab, børneopdragelse, lærdomskultur – og trolddomsprocesser. I alle sammenhænge havde stand og køn afgørende betydning for det enkelte menneskes horisonter og handlerum.

Konge og kirkestyre

Med reformationen i 1536 havde kongen overtaget kirkens ejendomme, og han stod nu med det øverste ansvar for en række opgaver, der før havde hørt under kirken, bl.a. skoler og fattighjælp. Kongen blev også øverste leder af selve kirkeapparatet. Det var en post, som var ham betroet af Gud, og som Christian 3. og hans efterfølgere tog særdeles alvorligt. De skulle med loven og sværdet forsvare kirken og den kristne menighed. I hele perioden havde Danmark således en luthersk statskirke med kongen i spidsen. Denne styrkelse af kongemagten, både økonomisk og politisk-ideologisk, blev en vigtig faktor bag udviklingen af en stærk magtstat.

Luthers skelnen mellem et åndeligt og et verdsligt 'regimente' bliver ofte fremhævet som en af reformationstidens vigtigste nye tanker. Ifølge Luther skulle der være et direkte forhold mellem det enkelte menneske og Gud, og i dette 'åndelige' forhold skulle andre instanser ikke blande sig. Det betød dog ikke, at kirke og stat skulle skilles ad. Tværtimod var det en selvfølge, at den verdslige øvrighed regulerede og sikrede kirken til gavn for den enkelte kristne, ligesom de gejstlige skulle sørge for, at befolkningen var 'hørig og lydig' over for øvrigheden.

Den nye lutherske kirke var enkelt og enstrenget opbygget. Modsat middelalderen, hvor der havde været magtfulde klosterordener (og hvor paven var øverste autoritet), gik der nu en lige linje fra kongen til de bisper, han selv udnævnte, og videre ned til provster og under dem: præster. I det enkelte stift havde biskoppen tilsyn med alle gejstlige, men provsterne indtog en vigtig rolle som mellemledere. En præst kunne have et, to eller eventuelt tre sogne i sit pastorat. I det enkelte sogn var der også en degn, som gik til hånde, hjalp med børneundervisningen og sang ved gudstjenesten.

Den interne kommunikation i kirkeorganisationen foregik blandt andet ved, at biskop eller provst indkaldte til møder eller kom ud på 'visitats', dvs. inspektionsbesøg. Kirkeordinansen 1537/39 fastlagde, hvordan bispen skulle føre tilsyn med alt fra kirkebygning og prædiken til menighedens kristendomskundskaber. Bisperne skulle besøge alle stiftets kirker i løbet af tre år, mens provsterne skulle visitere provstiets kirker hvert år. I praksis skete det dog langtfra så tit, og på øer og i afsides egne kunne der gå mange år uden visitats.

Mellem Gud og Djævel

Kirkens centrale betydning i kultur og samfund hang sammen med tidens magisk-religiøse forestillingsverden. At Gud havde skabt verden og fortsat greb direkte ind i historiens gang, og at der udspillede sig en konstant kamp mellem Gud og Djævel, var alment accepterede sandheder. Efter reformationen skulle man, ifølge teologerne, ikke længere tro på skærsilden som et særligt stadie, men dommedag og Helvede var fortsat centrale dele af det kristne univers. Når biskop Peder Palladius kom på visitats, kunne han fx true med, at ”der er en foged i himlen, som ser alle hjerter og kender alle tyverier. Han har også sin bøddel, det er Djævelen i Helvede, som skal straffe og pine dig for det til evig tid”.

Fælles for høj og lav var opfattelsen af, at man var en del af et forpligtende fællesskab. Et liv i synd og gudsforagt var derfor ikke kun et anliggende mellem den enkelte og Gud, men kunne resultere i afstraffelse af hele samfundet. Når større ulykker som pest eller krig ramte, udlagde præsterne det ofte som 'Guds vredes ris'. Konge og kirke greb flere gange ind, især på Trediveårskrigens tid, ved at indføre kollektive bededage for at formilde Gud og ved at skærpe straffen for ugudelig adfærd. Det gjaldt om at udrense al 'surdej', fx forhærdede syndere og troldfolk, så de ikke fordærvede resten af samfundet.       

Kirkerum og ritualer

Et stort antal kirker var efter reformationen blevet brudt ned i landets købstæder. I Roskilde havde der fx været ca. 21 kirker, mens der i 1550 kun stod tre tilbage. Derimod var kontinuiteten massiv i næsten alle landsogne, hvor kirkebygningerne var de samme, og middelalderens kalkmalerier fortsat prydede kirkens hvælv. Det er således en myte, at reformationen førte til en overmaling af kirkernes kalkmalerier. Meget af det gamle inventar blev desuden stående, mens fx sidealtre for Jomfru Maria og helgener efterhånden blev fjernet. Der kom også nyt til, herunder større prædikestole samt stolestader, så sognefolket kunne sidde ned under de lange prædikener. Nær store herregårde sørgede de adelige for, at der blev opsat særlige herskabsstole i sognekirken. Nyt var desuden store gravminder og malede epitafier, opsat af adelige, præster eller (i byerne) rige købmænd til Guds ære, kirkens udsmykning og ”os selv til evig ihukommelse”. Kirken fungerede således som et samlingssted, hvor magtforhold, social status og nye øvrighedsidealer blev kommunikeret. Uro og slagsmål i kirken, fx om hvem der havde adgang til hvilke stolestader, var ikke usædvanlige.

Mens den katolske kirke havde syv sakramenter, var der efter reformationen kun to: dåb og nadver. Mange ritualer lagde sig dog ganske tæt op ad de gamle traditioner. Der var fx ikke længere et egentligt bodssakramente, men skriftemål var stadig en forudsætning for at gå til alters. Og selvom den sidste olie officielt forsvandt, var det fortsat vigtigt at blive 'berettet', dvs. forberedt til døden på sygelejet med skriftemål og nadver. Troen på en magisk virkning af nadveren var stadig udbredt, og folk forsøgte at bruge det indviede brød som lægemiddel.

Uniformitet og konfession

Selve den efterreformatoriske gudstjeneste var en blanding af gammelt og nyt. Sproget var nu overvejende dansk, men latin lød stadig i løbet af gudstjenesten. Præstens prædiken var blevet gudstjenestens længste indslag, og menighedens fælles salmesang på modersmålet et andet centralt element. Konge og kirkeledelse arbejdede for, at der kom større ensartethed i landets gudstjenester, dels ved hjælp af lovgivning, dels gennem brug af de samme bøger, herunder en autoriseret dansk bibel (1550) og en fælles salmebog (1569).

Straks efter reformationen havde kongen søgt at regulere bogtrykket som medie. Alle trykte bøger skulle nu gennem censur ved Københavns Universitet, og det blev forbudt at importere dansksproget litteratur fra udlandet. Bogtrykkere måtte kun slå sig ned i hovedstaden, og kongen gav dem privilegier for at sikre sig deres loyalitet, så de primært udsendte 'nyttige' bøger. Det skyldtes dels erfaringerne fra de urolige reformationsår, dels den fortsatte uro på det konfessionelle område ude i Europa. Både konge, rigsråd og biskopper ønskede stabilitet og 'uniformitet' i riget. Af samme grund indførte man i 1569 nogle 'fremmedartikler', der var en slags udvidet luthersk trosbekendelse, som alle udefrakommende skulle aflægge ed på. Overalt i Europa blev afgrænsning over for andre konfessioner vigtig.

Lutherske sognepræster

Efter reformationen kom sognepræsten til at indtage en nøgleposition. Han var nu en kongelig embedsmand, der repræsenterede staten lokalt. Reformationen havde således givet kongemagten kontrol med et finmasket forvaltnings- og kommunikationsapparat, der rakte ud i hvert eneste sogn. Sognepræsten skulle oplæse nye love fra prædikestolen og blev også benyttet til at indrapportere oplysninger til centraladministrationen. Fra 1645 skulle alle præster føre kirkebøger efter retningslinjer, der sigtede mod at samle mere ensartede informationer om befolkningen.

Præsten var hyrde for alle sine sognefolk. Han skulle forklare det kristne evangelium og forvalte de kirkelige handlinger på luthersk grundlag. Mange steder kom forandringerne kun langsomt, fordi de gamle præster næsten overalt var blevet siddende, og det varede årtier, før alle var luthersk uddannet. En sognepræst fungerede også som lokalområdets ekspert; han kunne latin, ejede bøger og havde ofte forstand på lægekunst. Jævnligt måtte en præst balancere mellem gammelt og nyt. Eksempelvis måtte bisperne længe indskærpe, at præsterne ikke måtte medvirke til den gamle tradition 'korsebør', hvor præsterne havde gået i procession over markerne med et kors for at velsigne de kommende afgrøder.

Sognepræsten skulle desuden helst være en gift mand. Selvom præster i middelalderen tit havde haft samlevere og børn i praksis, var det en ny situation, at præstegården blev ramme om en præstefamilie, der kunne fremstå som idealet for en luthersk husstand. I løbet af få generationer opstod der præsteslægter, hvor mange præstekoner var præstedøtre af fødsel, og hvor præstesønner fulgte i deres fædres fodspor. Standen blev i stigende grad selvrekrutterende.

Ægteskabslovgivning efter reformationen

Reformationens opgør med cølibatet betød, at middelalderens klostervæsen var blevet afskaffet. Dermed forsvandt muligheden for at indgå i et klosterfællesskab med egne kønsfæller, selvom enkelte klostre en overgang fungerede som pensionsanstalter, fx Maribos nonnekloster. Det gode kristne liv skulle nu leves i verden, i ægteskab og familie, og med det daglige arbejde. Forhold omkring ægteskab og sex havde før ligget under kanonisk ret, og derfor var der behov for ny regulering. I Kirkeordinansen blev kun de ydre rammer fastlagt, men i 1582 udsendtes en detaljeret ægteskabsordinans.

Skilsmisser blev i princippet mulige, fordi ægteskabet ikke længere var et helligt sakramente, men i praksis var de uhyre sjældne. Centralt stod fortsat en regulering af seksualiteten. I datidens samfund skulle sex høre til i ægteskabet og kun dér. Utroskab for gifte folk blev bedømt som 'hor' og straffet hårdt. Sex før ægteskab blev betegnet som 'lejermål' og ligeledes anset for en synd, i hvert fald af kirken. Heroverfor stod den middelalderlige tradition, at parterne gjaldt som trolovede og kunne begynde samlivet, når de havde sagt ja til hinanden. De gejstlige kæmpede en lang og ofte forgæves kamp for at gøre det kirkelige ægteskab til det afgørende.

Den lutherske husstand

Samfundet var grundlæggende patriarkalsk, og lutherske idealer ændrede ikke umiddelbart ved det forhold. Mennesker skulle gøre deres bedste dér, hvor de nu engang var sat, efter kald og stand. Det indebar også, at mand og kvinde skulle varetage hver deres opgaver inden for en husstand, ledet af en from husfader. Vigtig i Luthers tænkning var den såkaldte 'trestandslære', der supplerede opfattelsen af samfundets inddeling i funktionsbestemte stænder (adel, gejstlige, borgere og bønder). Trestandslæren handlede om gensidige bånd og forpligtelser i et kristent samfund. Luther talte om regeringsstanden, der skulle beskytte undersåtterne, som så omvendt skulle adlyde øvrigheden. Om lærerstanden, præster og lærere, der skulle undervise det øvrige samfund, inklusive konge og adelsmænd, der til gengæld skulle lytte og lære. Og om husstanden som samfundets grundenhed, der modtog beskyttelse og undervisning mod til gengæld at lyde og arbejde.

Inden for husstanden var der tilsvarende bånd af gensidighed: Husfaderen skulle tage sig af hustru, børn og tjenestefolk mod til gengæld at få lydighed. Børn skulle adlyde deres forældre, der omvendt sørgede for omsorg og oplæring. Og tjenestefolkene skulle adlyde husfader og madmor, men fik derfor husly, mad og beskyttelse. Luthers tanker om husstanden stod bl.a. at læse i den såkaldte 'hustavle', der var en del af Luthers skrift Den Lille Katekismus. 'Hustavlens verden' blev et ideal, der tonede frem i tidens love, prædikener, litteratur og billeder.

Kampen mod synd og trolddom

I bestræbelsen på at opbygge et kristent samfund, hvor synden blev bekæmpet og 'sand gudfrygtighed' styrket, udsendte konge og rigsråd en lang række forordninger af ’socialdisciplinerende’ karakter. Det skete især, efter at den luthersk-ortodokse Hans Poulsen Resen var blevet Sjællands biskop og en af kongens vigtigste rådgivere i 1615. Som del af en lovbuket fra 1617, dvs. hundredåret for Luthers teseopslag og dermed reformationens begyndelse, blev det bestemt, at lejermål fremover skulle resultere i såvel et offentligt skriftemål foran menigheden som i afstraffelse af både mand og kvinde ved de verdslige domstole. Synden blev nu kriminaliseret. Yderligere reguleringer fulgte i en stor kirketugtsforordning fra 1629.

En anden vigtig lov fra 1617 handlede om trolddom. Det var et fænomen, hvis eksistens ingen betvivlede. For langt de fleste mennesker var selve udøvelsen af magi ikke et problem; i lokalsamfundene var man som regel glad for en klog kone eller mand, der kunne signe og mane og fx kurere syge dyr. Det farlige opstod først, hvis sådanne evner blev brugt med ond hensigt. Hvis en kvinde lovede en anden ondt, og det onde indtraf, så var der tydeligvis tale om trolddom – og kvinden var en troldkvinde.

I kirkens optik forholdt det sig anderledes. Både 'hvid' og 'sort', dvs. helbredende og skadevoldende magi, var Djævelens værk. Mennesker skulle slet ikke manipulere med magiske kræfter, for så blev de Djævelens tjenere, uanset hvad formålet måtte være. Mange gejstlige skrev om fænomenet og advarede mod djævlepagter, heksesabbatter osv. Det var oftest kvinder, der blev fremstillet som hekse, og også dem, der konkret blev anklaget ude i sognene. Kvinden blev set som det svage køn, der let lod sig friste, og konkret har kvinder nok oftere tyet til verbale trusler, når konflikter opstod, mens mændene brugte næven.

Forordningen 'om troldfolk og deres medvidere' fra 1617 kriminaliserede den hvide magi og fastslog, at sort magi skulle føre til bålstraf. I de følgende årtier flammede heksebålene over hele landet. Fænomenet blev selvforstærkende, men fra ca. 1650 satte en afmatning ind. Nogle af de adelige dommere ved landstingene blev mere skeptiske, og en række sager endte med frikendelser. Nu risikerede folk, at den kvinde, de havde anklaget for trolddom, vendte hjem til sognet, og at de selv kunne indstævnes for ærekrænkelse. Også de høje sagsomkostninger bidrog til færre anklager. Samlet blev i alt ca. 1000 personer brændt, heraf 85-90 % kvinder. Den sidste hekseafbrænding fandt sted i 1693, men i brede lag af befolkningen fortsatte troen på trolddom og troldfolk langt op i tiden.

Børnelærdom og læseundervisning

Ligesom synden skulle bekæmpes, måtte det gode fremmes, og her kom børneopdragelse ind i billedet. I udgangspunktet var børns opvækst forældrenes ansvar, og børn blev socialiseret og oplært i egen husstand efter køn og stand. Drenge fulgte med deres fædre i marken eller på værkstedet, mens pigerne hjalp deres mødre, og adelens og gejstlighedens børn blev opdraget og oplært på henholdsvis herre- og præstegårde, adskilt fra de lavere stænder. Allerede i 10-årsalderen kom mange børn fra jævne kår ud at tjene eller blev sat i lære, og dermed kom de til at indgå i nye husstande, hvor de skulle lyde en anden husbond og madmor.

Der eksisterede ingen skolepligt i 1500- og 1600-tallet. Men Kirkeordinansen krævede, at alle børn skulle opdrages i 'den kristne børnelærdom', der nu blev gjort ensbetydende med indholdet af Luthers Lille Katekismus. Sognedegnene fik særligt ansvar for undervisningen, og præsten skulle kontrollere de unges kundskaber inden første altergang, typisk i 16-17-årsalderen. Manglende kundskaber skulle resultere i udelukkelse fra altergang og dermed fra trolovelse, gårdfæste, og hvad der i øvrigt hørte voksenlivet til. De gejstlige blev i stigende grad ivrige efter at fremme egentlig læseundervisning som middel til at effektivisere undervisningen, og bl.a. biskop Resen talte om 'gudfrygtighedens planteskole'.

Faste skolebygninger blev opført enkelte steder, men som regel blev der blot 'holdt skole', hvor der var en villig lærer. Og det var der næsten overalt, fordi stadig flere mænd og kvinder selv havde lært at læse og kunne undervise i det basale ved hjælp af trykte ABC’er og katekismer. Et helt hierarki af forskellige læse- og skrivefærdigheder opstod. Børn lærte først at 'læse prent', dvs. trykt tekst på modersmål. Når de havde lært at læse indenad, kunne de bedre lære katekismen og andre tekster udenad hos degnen, sådan som kirken ønskede det. Mange, især piger og de fleste fattige, nåede aldrig videre. Læsning af håndskrift samt skrive- og regnefærdighed krævede mere skolegang og højere betaling. Det var navnlig drenge, der opnåede dette niveau, men mange forældre var villige til at betale. Op gennem 1500- og 1600-tallet havde skriftkulturen fortsat sin ekspansion, især i byerne. Der var stadig flere former for læsestof tilgængeligt – religiøs litteratur, almanakker, historier og nyhedsblade – og stadig flere mennesker førte regnskaber og skrev breve.

Latinskole og universitet

Nogle drenge kom også i en såkaldt latinskole. Disse skoler var en videreførelse af middelalderens kirkeskoler. Ifølge Kirkeordinansen skulle der fremover kun være én latinskole i hver købstad (foruden læse-, skrive- og regneskoler), så man sikrede kontrol og kvalitet. Skolernes formål var dobbelt som hidtil: At give forsørgelse, ophold og opdragelse til fattige drenge og at give de dygtigste en uddannelse i latin og kristendom, så de kunne tjene kirken. De mindre byers latinskoler var primært fyldt med fattige drenge, der lærte læsning og begynderlatin, mens de større skoler i domkirkebyerne var inddelt i 6-7 klasser efter færdigheder, så der kunne undervises på højt niveau i både latin og græsk. Efterhånden kom præstesønner til at fylde godt på skolebænkene i de øverste klasser, men længe var latinskolen en af de vigtigste veje til social mobilitet for begavede bonde- og håndværkersønner.

Universitetet var næste stop, hvis målet var en gejstlig karriere. Københavns Universitet var blevet genåbnet i 1537 med Martin Luthers og Philipp Melanchthons universitet i Wittenberg som forbillede. Teologi var uden sammenligning det vigtigste fag, og de teologiske professorer udgjorde en særlig gruppe, der også fungerede som censurmyndighed og ekspertudvalg ved domstolene, fx i sager om djævlebesættelse. Enkelte professorer dyrkede også fag som medicin og astronomi. Det skete ud fra en forståelse af, at man ud over Bibelen skulle studere naturen som Guds skaberværk – selvfølgelig 'under troens lydelse'.

Renæssancens lærde og kulturelle udfoldelser

Lærdom blev også dyrket uden for universitetet. 1500- og 1600-tallet omtales ofte som renæssancetiden i nordisk historie. Renæssance betyder genfødsel og betegner en strømning i videnskab, kunst og kultur, der begyndte i 1300-tallets Italien og siden spredte sig til store dele af Europa. Renæssancen dyrkede antikkens storhedstid og menneskets særlige plads i skaberværket og ønskede at genoplive de antikke dyder efter 'den mørke middelalder', som man nu sagde.

Ud over at præge arkitektur og billedkunst manifesterede renæssancens idealer sig også i en stor interesse for videnskab, sprog og historie. Fra 1400-tallets slutning taler man om en særlig bibelhumanisme, der handlede dels om studier af de bibelske tekster på originalsprogene, dels om oversættelser til modersmål. En person, der forenede disse interesser, var Christiern Pedersen. Det var ham, der bl.a. havde udgivet Saxos Danmarkskrønike i 1514, og som stod bag den første samlede oversættelse af hele Bibelen til dansk i 1550.

Historieskrivning havde kongemagtens særlige interesse. Kongerigets historie skulle fortælles, ikke mindst for at tage den ideologiske kamp op mod Sverige og for at fremhæve kongemagtens historie og legitimitet. Bl.a. Hans Svaning og Anders Sørensen Vedel kastede sig ud i et omfattende indsamlingsarbejde uden at nå i mål med et færdigt værk. I stedet tog en lærd rigsråd, Arild Huitfeldt, affære og skrev en dansksproget danmarkshistorie, der skulle fungere som forbillede for den unge Christian 4., og som bl.a. pointerede, hvor galt det kunne gå, hvis ikke samarbejdet mellem konge og adel fungerede. I løbet af 1600-tallet lykkedes det kongens historiografer at udfærdige en danmarkshistorie på latin.

Præstegårde og herregårde kunne ligeledes være hjemsted for historiske, litterære og teologiske studier, og hos bl.a. Holger Rosenkrantz 'den lærde' på herregården Rosenholm samledes små grupper af unge adelsfolk til oplæring. Også adelige kvinder var aktive, bl.a. med indsamling af folkeviser. Ikke uden grund er perioden blevet benævnt 'det lærde tidsrum'. Medlemmer af samfundets elite havde reelt del i to kulturelle sfærer: dels i en mere lærd og eksklusiv kultur, dels i en bredere ’folkekultur’. Både på land og i by var der rige traditioner og udfoldelser inden for fortællinger, sang, dans, festritualer m.m., som havde rødder tilbage til middelalderen, og som kun i begrænset omfang lod sig ændre af nye religiøse og politiske dagsordener.

■ Fra reformation til enevælde

Perioden 1523-1660 blev indledt med politisk uro, reformationsbevægelse og til sidst borgerkrig. I 1536 kunne Christian 3. som sejrherre indføre en luthersk reformationsordning, og hermed blev vigtige rammer lagt for de følgende årtier.

Reformationen betød et brud med pavekirken og indførelsen af en national, luthersk statskirke med kongen i spidsen. Det styrkede statsmagten. Bisper, provster og præster var fra nu af kongelige embedsmænd, og kongemagten blev styrket gennem overtagelse af hovedparten af kirkegodset. Ansvaret for en række samfundsopgaver, der før havde ligget under kirken, kom nu til at ligge hos kongen, i hvert fald i sidste ende. Det gjaldt for områder som uddannelse og fattigforsorg. Disse ændringer gjorde sig dog primært gældende på længere sigt. Reformationen resulterede også i en lang række ændringer i kirke- og fromhedsliv. Det var slut med klostervæsen og helgener, og i stedet skulle de nye lutherske præstefamilier være forbilleder.

Et andet centralt tema i perioden var adelstandens dominans. Adelen stod som det danske standssamfunds eksklusive elite, og ved periodens begyndelse fik standen styrket sine privilegier, ligesom den også nød godt af, at den kom til at administrere det tidligere kirkegods som kongelige lensmænd. Som godsejerstand kunne den også udnytte de gode landbrugskonjunkturer i 1500-tallets sidste halvdel og 1600-tallets første årtier. Men periodens mange krige, ikke mindst fra 1640’erne og frem, kom til at sætte en stopper for denne udvikling.

Det skete i sammenhæng med et tredje centralt tema, nemlig fremvæksten af en militær- og skattestat. Krigene med Sverige førte til ødelæggelser og til afgivelser af store landområder, herunder det definitive tab af de skånske provinser i 1658. De eksplosivt voksende udgifter til militæret betød imidlertid også, at statsbudgettet voksede. Da indtægterne fra kongens godser ikke længere rakte, måtte pengene i stigende grad fremskaffes gennem skatteudskrivninger. Denne forandring var en trussel mod adelens position, da den betød, at adelens traditionelle rolle som rigets forsvarsstand overgik til en kongelig hær. Adelen søgte i flere omgange at bremse skattestigninger og få kontrol med hæren. Det lykkedes kun delvis, og desuden blev nederlaget til Sverige 1657-58 også et nederlag for adelen i politisk forstand. Det var på denne baggrund, at Frederik 3. i 1660 kunne gennemføre et kup, hvor den gamle ordning med valgkongedømme og håndfæstning blev kasseret, og hvor et nyt politisk system blev indført: Enevælde.