Samme Aar [1527] faldt en Karmeliterbroder, Lektor Peder Laurenssøn fra Næstved, fra de rettroendes Kirke og sin Orden og blev det lutherske Partis mest skamløse Tilhænger, saaledes som man kunde vente af hans bagvendte og halsstarrige Sindelag. En Tid lang forblev han i sin Ordens Kloster i Assens; men da Brødrene vare adsplittede, Klostrets Ejendomme spredte og udplyndrede og Klostret selv givet i de lutherske Borgeres Vold, begav han sig til sidst til Malmø, denne Hule for frafaldne Kirkerøvere[1], dette Fristed for alle Kættere[2], for der at gifte sig og blive Kødets Tjener, siden han ikke vilde være Pavens Tjener.

I Aaret 1528 efter Verdensforløsningen[3] faldt næsten hele Malmø fra Kirkens Enhed, under Ledelse af en Prædikant ved Navn Klavs Tøndebinder, der tidligere havde været Præst, men nu var en af de mest troløse frafaldne. Betagen af en fast utrolig Lyst til at herske drev han sit Spil blandt denne Bys Befolkning, fordi den ogsaa ellers var bekendt for sit oprørske Sindelag. For øvrigt var denne Tøndebinder en helt ulærd Karl og fuldstændig ubekendt med de gode Videnskaber; han besad heller ingen Dømmekraft, men en forbavsende Evne til at udtrykke sig let og flydende paa Modersmaalet og en Frækhed og Dumdristighed, man næsten ikke skulde anse for mulig. Samme Aar fik han til Kaldsfælle og Hjælper en anden frafalden Munk af Helligaandsordenen, der sædvanlig gik under Navnet Hans Spandemager; han var en lille Smule mere lærd end Klavs, men havde dog mindre Indflydelse. Begge vare fødte i Malmø; men Kristi Ord: en Profet er aldrig agtet i sin Fædrene by, gik ikke i Opfyldelse paa dem; thi i deres egen Fædreneby ansaas de for Mænd af stort Værd, skønt de stammede fra helt ubekendte Forældre.

Disse Mænd lærte Folket at haane alle Helgene, at nedtrampe alle den kristne Religions Helligdomme, at spotte Sakramenterne, at fordømme de gode Gerninger, at vanhellige de til Gud indviede Huse, at omstyrte de hellige Altre, at overgive de hellige Billeder til de hævnende Flammer, at gøre Nar ad Faste, offentlige og højtidelige Bønner og alt, hvad de troende hidtil have iagttaget for at bevare Dyderne, for at ave Kødets Lyst eller for at fremme Gudsfrygt og Fromhed. De lærte ogsaa Folk at foragte den Myndighed, som offentlig er tillagt Kirkens Personer og som er anerkendt af mange Aarhundreder, at udjage Munke, at plyndre Gudshuse og med Vold at sætte sig i Besiddelse af Klostre. De sagde fremdeles med en forbavsende Skamløshed, at siden Apostlenes Tider var det sande og ægte Evangelium ikke blevet prædiket her i Verden, og at i hele denne Tid ingen havde været sande og oprigtige Kristne uden de alene, som Kirken altid havde anset for Kættere. Derfor sagde ogsaa med den mest uforskammede Uforskammethed og med den taabeligste Taabelighed, at alle Romerkirkens Paver, vor Tros Læremestre, vare og altid havde været skinbarlige Antikrister, og at der ikke var nogen anden Antikrist at vente, men at samtlige Biskopper over hele Verden, alle Prælater, Munke, Præster og Klerke, som adlød Romerpaven, vare Papister[4] og romerske Tyrannis Drabanter[5].

Alt hvad der derfor hidtil er anset for helligt og ukrænkeligt og af Apostlene og deres Tilhørere er overleveret os som noget, der fromt bør overholdes, saasom Messens højtidelige Forvaltning, Løfternes Iagttagelse, Afholdenhed fra visse Spiser, de dødes Ihukommelse og Begængelser, Forvaltningen af Sakramenterne[6], Nidkærhed i gode Gerninger og meget andet, der er en øvelse i Dyd, alt det, sagde de var papistiske Opdigtelser, der havde deres Udspring fra Roms Gerrighed, og de paastode, at kun eet var fornødent til Sjælenes Frelse, Troen alene, men at Gerningerne mere vare til Byrde end til Hæder, fordi det ikke kunde undgaas, at de gave Anledning til tom Forfængelighed og til Hykleri, Saa forblindede vare disse elendige Mennesker, at de, fordi der havde fundet visse Misbrug Sted og fordi enkelte Paver havde været ugudelige, hellere vilde, at alle Kristendommens Sakramenter skulde forstyrres og forvendes og Gudsfrygtens første Spirer kvæles, end at enkeltes Urenhed skulde drages til Regnskab og revses. Desuden havde alle dette Partis Tilhængere den giftigste og mest bagtaleriske Tunge; thi de havde aflagt al Blufærdighed og havde ikke længere Skam i sig, siden de ikke bluedes ved at kalde de helligste Mænd, Martyrer og Bekendere, hvis Minde altid er blevet anset for helligt og ukrænkeligt for Ulve, Bedragere, Forførere, Tyve, Sjælemordere og Røvere.

Medens alt dette foregik, vare en Vestfaler[7] ved Navn Jørgen Kock og en Mand ved Navn Jep Nielssøn Borgmestere i Malmø. Den førstnævnte af disse var Møntmester og et Menneske, som foruden ved Aager[8], Underslæb og Bedrageri ogsaa var ilde berygtet for sine mange Ægteskabsbrud; den sidstnævnte var noget ældre af Alder og stod heller ikke tilbage for den anden i Ugudelighed og Skamløshed. Disse to Mænd, der gjorde sig bemærkede ved deres Kirkerøverier og Troløshed, gjorde Malmø til en Røverhule og et fristed for alle fortvivlede Skalke og frafaldne. Og da de saa, at de fornævnte Prædikanter paa Grund af deres Mangel paa Lærdom ikke ret kunde forsvare den nye Lære, naar det ved en eller anden Lejlighed kom til en ordentlig Strid, kaldte de to frafaldne Brødre af Karmeliterordenen til sig og misbrugte dem senere til alskens Ugudelighed.

Den første af disse var en Hollænder ved Navn Lektor Frans, den anden en Sjællænder, der stammede fra Næstved, Lektor Peder Laurenssøn, som ikke blot paa den Tid viste sig endnu mere skamløs end Frans, men ogsaa var noget ældre af Aar. Denne Peder blev Byens bestaltede Skriver. Idet han nemlig udgav adskillige Smaaskrifter, forsøgte han paa kættersk Vis at gøre Rede for den Religionsforandring, der var foretaget blandt Malmøboerne. I denne Henseende vred han sig paa alle leder og Kanter; men al hans Møje var dog forgæves; thi Ugudeligheden kan intet for Alvor udrette mod Fromheden. Efter at denne Peder havde giftet sig, fremturede han i sin Utroskab og overgik stadig sig selv i Skamløshed.

Hvad dernæst den ovennævnte Hollænder ved Navn Frans angaar, saa skjulte han i lang Tid sin Troløsheds Gift, idet han nok i høj Grad ivrede mod Misbrug og slette Sæder, men dog uden paa denne Tid at indblande eller med Haardnakkethed at forfægte nogen vildfarende Mening, skønt han ellers med stor Frihed behandlede mange Æmner. Men just ved denne Tilbageholdenhed blev han den skadeligste af alle. I Begyndelsen lod det nemlig, som om han vilde mildne og rette de Misbrug, der ved de tidligere Prædikanters skamløse eller ukloge Adfærd havde indsneget sig i Malmø-Kirken, og det i Overensstemmelse med Kirkens Læresætninger[9]. Men det gjorde han alene for at undgaa Skin af at bygge paa en Grundvold, der var lagt af andre; thi for øvrigt var han med Hensyn til Meninger, Anskuelser, Iver og Sindsstemning endnu slettere, mere forbryderisk og skamløs end alle de andre. Efter at han nemlig havde fremkaldt det Haab hos mange, at han for evig Tid vilde leve i ugift Stand, blev han greben af en vanvittig Kærlighed og tog endogsaa en Pige til ægte, uagtet samme Piges Værger ikke vilde give deres Samtykke hertil og uagtet alle hans Venner advarede ham derimod, og for at han kunde besmykke sin kødelige Bryndes[10] fast[11] utrolige Afsind med ægteskabets Navn, udgav han to Gange paa Modersmaalet et Skrift om Præsters, Munkes og Nonners ægteskab, men saa fuldt af Bagvaskelser og Løgne, at det er mere løgnagtigt end Løgnen selv, mere bagvaskerisk end Bagvaskelsen selv. Thi da han var bleven Ægtemand, skiftede han i den Grad Sind og bed i den Grad Hovedet af al Skam, at han blev den skamløseste af alle Lutheranerne og skrev og lærte meget paa den skamløseste Maade, uden det mindste Omdømme, ogsaa uden det mindste Overlæg, men alene forblindet af sin Ærgerrighed; thi han var en Træl af sin Æresyge.