Opgøret med den principielle forskel på præster og lægfolk

Hvor man i den romersk-katolske tradition skelnede og stadig skelner mellem den gejstlige stand (pave, biskopper og præster), der står som formidlere mellem Gud og menneske, på den ene side og den verdslige stand på den anden side, så accepterede Luther ikke en sådan sondring. Der var for ham ikke nogen principiel forskel på præster og andre mennesker. Luthers grundtanke var den, at alle kristne havde fået præstestatus gennem deres dåb. ”Enhver der er krøbet ud af dåben, er både præst, biskop og pave”. Denne tanke blev hos Luther udfoldet i læren om ”det almene præstedømme”. Enhver kristen havde samme status som præsten, også selvom kun én skulle udføre funktionen. Det betød omvendt også, at der ikke var grund til at afholde sig fra det naturlige liv i verden. Præsterne kunne derfor gifte sig som alle andre.

Portræt af Martin Luther malet af Lucas Cranach den ældre i 1526. Fra: Wikimedia Commons

Magten er dobbelt: Den skal straffe og beskytte.

At enhver kristen havde del i ”det almene præstedømme” omfattede også fyrsten, der i datiden blev anvendt som en generel betegnelse for et lands regent, hvad enten denne var konge, kurfyrste, hertug eller kejser. Også fyrsten skulle udøve sin magt kristeligt og ud fra det ansvar, som hørte med til hans embede. Det gav den kristne fyrste et særligt ansvar, når han skulle udøve sin verdslige magt. Han skulle beskytte og værne om samfundet og sikre rum og ro for gudstjenesten. For at kunne gøre dette var det ifølge Luther nødvendigt, at øvrigheden straffede lovovertrædere og gik i krig for at forsvare samfundet mod angribende fjender.

Navnlig to skrifter viser Luthers forståelse af politisk magt. I 1520 henvendte Luther sig til den politiske øvrighed i skriftet ”Til den kristne adel af tysk nation om forbedringen af den kristne stand”. Her gjorde Luther op med opdelingen mellem en gejstlig stand og en verdslig stand og anerkendte kun én stand, som omfattede alle kristne. Dette opgør var ikke rettet mod middelalderens stændersamfund, men mod den opfattelse af, at der var en væsensforskel mellem præster og lægfolk. Over for Gud var alle lige, og præster var ikke tættere på Gud end andre kristne. Principielt var alle præster. Denne forståelse videreudvikledes i 1523, da Luther udfoldede sit syn på den politiske magt og dens autoritet i skriftet ”Om verdslig øvrighed, hvor langt man er den lydighed skyldig”. Her satte Luther øvrighedens grænse ved samvittigheden. Ingen øvrighed, hverken kongen eller herremænd, havde magt over undersåtternes samvittighed, kun over deres ”ydre liv”.

Da reformationen blev truet af pave og kejser, var det tanken om den kristne fyrstes forpligtelse til at beskytte samfundet, der fik Luther til at opfordre de lutherske konger til at tage sig af kirkens forhold som en slags ”nødbiskopper”. Situationen tvang her Luther til at gå på kompromis med den principielle sondring mellem åndeligt og verdsligt, og resultatet blev en lang række ”fyrstekirker”, hvor regenten blev kirkens overhoved, sådan som det bl.a. skete i Danmark.

Principiel forskel på guddommelig og jordisk magt

Al jordisk magt var for Luther verdslig magt. Den havde alene med livet på jorden at gøre. Den guddommelige magt udøvedes i kirken, hvor den bestod i at dømme og tilgive, men netop ikke mere end det. Det var denne grundtanke, der kom til udtryk i den såkaldte ”to-regimente-lære”. Ifølge Luther styrer Gud verden på to måder, dels gennem kirkens forkyndelse, dels gennem verdslig magt, og de to styreformer skal ikke blandes sammen. Den guddommelige magt har med menneskets frelse at gøre, og den skal ikke udøves gennem andet end forkyndelse, dåb og nadver.

I skriftet ”Om verdslig øvrighed” talte Luther om, at kristne ideelt set ikke behøvede nogen magt over sig, fordi de havde Helligånden i deres hjerter. Bestod verden kun af kristne og retfærdiggjorte mennesker, var magt unødvendig. Men sådan så verden ikke ud. Den var både befolket af ikke-kristne og kristne. Og selv blandt de kristne kæmpede troen hver dag mod synden. Derfor havde kristne, der ifølge Luther på én gang er både retfærdiggjorte og syndere, troende og vantro, også brug for den verdslige magt: dels til at beskytte samfundet mod trusler og dels til at bekæmpe synden.

Luther mente, at mennesket var født syndigt. Syndigheden var nedarvet fra de første mennesker, Adam og Eva, som havde været ulydige overfor Gud og som straf var blevet forvist fra Edens have. Som konsekvens af syndefaldet fødtes ethvert menneske, ifølge Luther, med en selviskhed, som det ikke selv kunne befri sig for, og som bl.a. kom til udtryk ved, at det hellere selv vil være Gud end lade Gud være Gud. Først med døden blev mennesket endeligt befriet fra syndens magt.

Maleri af "syndefaldsmyten", hvor Adam og Eva fristes af slangen til at spise af kundskabens træ og dermed være ulydige overfor Gud. Malet af Lucas Cranach den ældre i 1533. Gemäldegalerie Berlin. Fra: Wikimedia Commons

Orden er altid bedre end kaos. Luthers syn på øvrighedens nødvendighed

Luther gjorde sig dog ingen illusioner om, at fyrster altid handlede som gode kristne mennesker. Men i hans øjne var selv den dårlige fyrste bedre end slet ingen fyrste. Et land uden myndigheder ville for Luther ende i kaos. Det var hovedårsagen til, at Luther støttede de tyske fyrster, da tyske bønder i midten af 1520’erne med henvisning til Luthers tanker om kristen frihed gjorde oprør mod herremændene. I den anledning anbefalede Luther, at bønderne ”slås ned som gale hunde”. Her var Luther i høj grad fanget i middelalderens syn på, hvad der sikrede et velfungerende samfund, nemlig en stærk fyrste og et feudalt samfund, hvor bønder var underlagt herremandens magt. De oprørske bønder repræsenterede derimod det mere moderne syn, at lighed over for Gud også betød lighed mellem mennesker. Luthers ageren i bondeoprøret har været genstand for mange diskussioner, fordi hans tanker både lå bag oprøret og bag bekæmpelsen af det.

Luthers ”tre-stands-lære”

Luthers syn på, hvad der var nødvendigt for samfundsmæssig orden, kom også til udtryk i den lutherske udgave af ”tre-stands-læren”, som med forskellig vægt kom til at præge samfundsdannelsen efter reformationen. Den lutherske ”tre-stands-lære” fortsatte middelalderens forestilling om et funktionsopdelt samfund og skelnede mellem tre stænder eller ordninger: kirke, familie/økonomi og stat eller mellem lærerstanden, husstanden og regeringsstanden. Det interessante ved Luthers forståelse af de tre stænder er, at de alle er modelleret over husstanden. Som forældrene står i spidsen for husstanden, står præsten i spidsen for menigheden, og fyrsten står faderligt i spidsen for sit rige. I ”tre-stands-læren” forstås de tre stænder parallelt som udtryk for tre forskellige måder at varetage samfundets bedste på. Den adskiller sig fra andre former for standsforståelse ved, at det enkelte menneske oftest er omfattet af alle tre ”stænder” eller ordninger som henholdsvis medlem af kirken, medlem af en husstand og undersåt i et land. Samtidig var det vigtigt for Luther, at de tre stænder eller ordninger var underlagt ”den almindelige kristelige kærligheds ordning”. De tre ordninger skulle altså alle tjene og understøtte kærligheden til næsten. Det medførte, at de tre stænder eller ordninger ikke var underordnet hinanden, men var sideordnede elementer, der understøttede det gode samfund.

Luther udfolder bl.a. sin ”tre-stands-lære” i udlægningen af skabelsesberetningen i 1. Mosebog. Billedet viser forsiden til en original Wittenbergudgave af Luthers forelæsninger over 1. Mosebog (Genesis). Det viser Luther og kurfyrst Frederik den Vise af Sachsen (1463-1525), der begge som tilgivne syndere knæler for den korsfæstede Kristus. Det viser meget fint, hvordan der er på én gang er forskel og forbindelse mellem det åndelige og det verdslige. Foto: Lars Salomonsen/BorderPress.