Middelalderen

Der omtales danske bisper allerede i 948. Disse må, som de bisper, der omtales i de følgende ca. 100 år, opfattes som missionsbisper, der ledede missionen i det danske område, men uden at der eksisterede klart fastlagte grænser mellem de områder, hvor de virkede, ligesom placeringen af bispesæder varierede over tid. En organisering i fast afgrænsede bispedømmer skete først ca. 1060 under formel ledelse af ærkebispen af Hamborg-Bremen, mens den reelle ledelse varetoges af kong Svend Estridsen. I starten var der ni bispedømmer, idet der i Skåne oprettedes to. Denne ordning ophørte dog snart, da Lund blev bispesæde for Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm. Sjælland, Møn og fra 1169 Rügen var underlagt bispen i Roskilde. Fyn, Lolland, Falster og Femern lå under Odense. Slesvigbispen forvaltede den kirkelige myndighed i det meste af Slesvig/Sønderjylland, mens bispen af Ribe tog sig af den nordvestligste del af Slesvig samt Vestjylland op til Limfjorden. Aarhusbispen tog sig af Østjylland, mens Viborgbispen tog sig af Midtjylland. Nord for Limfjorden var bispesædet vist oprindeligt placeret i Vestervig, men blev senere flyttet til Børglum.

Bispens opgaver var at indvie og føre tilsyn med præster, andre gejstlige og klostre. Nogle klostre var dog fritaget fra hans myndighed. Derudover skulle han indvie nye eller ombyggede kirker, altre og genstande, som indgik i gudstjenesten, og konfirmere befolkningen i stiftet. Han skulle også varetage den gejstlige doms- og straffemyndighed, som tilkom ham ifølge den internationale kirkeret, kanonisk ret. Fra bispens domstol kunne der appelleres til ærkebispens domstol og derfra til paven. Til at hjælpe sig med den omfattende administration havde bispen et domkapitel og forskellige embedsmænd.

Segl fra Roskilde Domkapitel, ca. 1130. Fra: Danmarks Riges Historie (1896-1907)

Siden 1170/71 havde bisperne i Lund og Roskilde en tredjedel af tienden til deres underhold. Denne ordning blev udstrakt til Slesvig bispedømme i 1188, mens bisperne i Jylland og på Fyn måtte nøjes med en mindre bispegave frem til kort før reformationen. Hertil kom afgifter fra præsterne til bisperne. Det vigtigste indkomstgrundlag for bispedømmerne var imidlertid det jordegods, der med tiden blev tillagt bispestolene. Rigest var ærkebispesædet, men Roskildebispen rådede dog ikke desto mindre over 2.500 bondegårde, mens Viborgbispen måtte nøjes med ca. 600. Hertil kom så diverse særrettigheder, som kongerne overlod til bisperne, såsom ret til at præge mønter, herredømme over visse byer mv.

I begyndelsen blev bisperne i realiteten udnævnt af kongen. Efter 1122 blev det reglen, at domkapitlerne skulle vælge bisperne, selvom kongen fortsat havde stor indflydelse. I anden halvdel af 1200-tallet og begyndelsen af 1300-tallet kneb det imidlertid for kongerne at udøve indflydelse på bispevalgene. Derfor opstod der flere alvorlige kampe mellem især ærkebisper og kongemagt, mens de mindre mægtige jyske bisper altid støttede kongen. Efter at paverne var flyttet til Avignon i 1309 tiltog de sig efterhånden magten til at udnævne bisper og andre høje gejstlige mod et betydeligt gebyr, der skulle betales af dem, der blev udnævnt.

I Valdemar Atterdags tid (1340-1375) blev det efterhånden reglen, at paverne udnævnte de kandidater, som var indstillet af kongen. Dette system brød imidlertid sammen, da kirkekoncilierne i første tredjedel af 1400-tallet tog magten over den katolske kirke. Da paverne igen havde fået magten i kirken fra omkring midten af 1400-tallet, fulgte de som regel atter kongens indstillinger, indtil det i 1526 blev bestemt, at danske bisper ikke længere skulle indsættes af paven.

Bisperne udgjorde med deres betydelige økonomiske grundlag og magt over kirken og befolkningen en betydelig magtfaktor i samfundet. Dette gav sig udslag i, at de syv bisper i kongeriget var selvskrevne medlemmer af rigsrådet fra det tidspunkt, hvor dette for alvor konstituerede sig som magtfaktor under Valdemar Atterdag. Da rigsrådet efter afsættelsen af Erik af Pommern i 1439 reelt og formelt blev suverænitetsbærende, kom bisperne i stadig højere grad til at virke som fremtrædende landspolitikere og administratorer.

Efter reformationen

Ved reformationen i 1536 blev bisperne afsat, og deres gods konfiskeret af kronen, hvorefter kongen var kirkens formelle og reelle overhoved. Dette gav sig symbolsk udtryk i, at de nye lutherske bisper i begyndelsen officielt blev kaldt for superintendenter. Det varede dog ikke længe, før den gamle betegnelse fortrængte den nye. Efter reformationen omtaler man bispernes embedsområde som stifter i stedet for bispedømmer, som brugtes om det område, de langt mere magtfulde middelalderlige bisper styrede. De kongeligt ansatte bisper skulle fortsat føre tilsyn med præsterne samt skole- og fattigvæsen i stiftet (sidstnævnte til 1933) og visitere (besøge) og indsætte præster samt stå i spidsen for kirkens domstolsvirksomhed, ligesom de skulle og skal rådgive regeringen i alle kirkelige sager. Ærkebispeembedet blev afskaffet, men bispen i København fik en vis forrang for de øvrige bisper.

Ligeledes i forbindelse med reformationen blev den sjællandske biskops sæde flyttet fra Roskilde til København, og bispesædet i Vendsyssel blev flyttet fra Børglum til Aalborg. Efter Skåne, Halland og Blekinges endegyldige afståelse 1660 blev Bornholm underlagt bispen i København, ligesom det var tilfældet for Grønlands og Færøernes vedkommende, da disse fik regulære kirkeorganisationer. 1803 udskiltes Lolland-Falster fra Odense Stift og blev fremover selvstændigt stift med bispesæde i Maribo. Efter genforeningen med Sønderjylland/Slesvig i 1920 blev Haderslev bispesæde for dette område, og 1922 blev Roskilde atter bispesæde, da Københavns Stift blev delt. I 1960 blev også Helsingør Stift udskilt fra København.