Riget og kongen

Man må overveje, hvad der holdt riget sammen. Kongen er her afgørende. Fra gammel tid samlede folket sig omkring kongen i hans funktion som krigsleder. På det religiøse plan styrkede det de kristne danske konger, når medlemmer af deres slægt blev anerkendt som helgener af paven. Helgenkonger som forfædre gav legitimitet og understregede, at det var helligbrøde at dræbe majestæten. I 1100-tallet begyndte danske konger også at betone, at deres embede var givet af Gud, og fra 1170 blev alle danske konger kronet som tegn på Guds indsættelse af dem, gerne af ærkebiskoppen i domkirken i Lund. På det ideologiske plan blev det betydningsfuldt, at der omkring år 1200 blev skrevet litteratur, der hyldede ideen om et dansk fædreland under danske konger. Vigtigst var her historieskriveren Saxo Grammaticus’ værk Danernes Bedrifter.

Kongen var en nøglefigur for rigets sammenhæng, men det var folket også. Riget udgjorde et rets- og lovfællesskab, en offentlighed. De skiftende konger var ganske vist fra de ældste tider af samme slægt, så arvekrav på tronen spillede en rolle, og det var gennemgående kun én konge, man blev regeret af, ikke som ofte i Norge flere konger på en gang. Men kongerne blev længe først valgt, efter at rigets mægtige aristokrater havde overvejet sagen, og efter offentlig forhandling på centrale tingsteder eller hærmøder, og valg til tronen kunne ske mellem flere medlemmer af kongeslægten. Først fra 1160’erne blev det et fastere princip, at kongens ældste søn automatisk var udvalgt til at overtage tronen. Og princippet var under stadigt pres fra uheldige dødsfald blandt tronarvinger og aristokrater, der ønskede valgret til tronen. I 1326 fik aristokraterne kongeligt løfte om, at ”der må ingen anden konge vælges i Danmark, så længe kongen er i live og forbliver i landet, og der må ikke stilles nogen sikkerhed eller aflægges noget løfte om fremtidig konge”. Den valgte konge måtte altid afstemme magtudøvelsen med befolkningen, særligt rigets aristokrater. Ellers risikerede han at blive dræbt. Men det var dog en beskyttelse, at majestætsforbrydelse, som inkluderede kongemord, blev hårdt straffet fra 1200-tallet.

Kongen måtte hele tiden knytte venskaber med aristokratiet og personligt være til stede i hele sit rige. Det sidste skete ved en stadig rejsen fra sted til sted. Man havde det, man kalder et 'rejsekongedømme'. Kun om vinteren sad kongen og hans mænd stille, og da holdt man længe de store julegilder, hvor landets stormænd samledes, og hvor der blev etableret alliancer og loyalitet gennem fest og druk. Så var der fred, og æren garanterede gæstevenskabet.    

Kongens nærmeste mænd

Kompetente og loyale folk omkring kongen kunne hjælpe ham i magtkampen. I den ældste tid lønnede kongen en mindre skare af krigere, hirden, som forsvarede ham. Ved sin side havde han også en skare af verdslige aristokratiske rådgivere, og fra midten af 1100-tallet blev gejstlige inkluderet blandt disse rådgivere. De gejstlige kunne danne modvægt til de verdslige aristokrater, og med deres kendskab til latin gjorde de det muligt at opbygge det første centralstyre. Indtil 1130’erne havde kongen selv udnævnt bisperne til deres embeder, og han blev ved med at have indflydelse på deres valg.

I løbet af 11-1200-tallet udviklede der sig en mere ordnet administration ved kongens hof. Kansleren, der tog sig af kongens skrivelser, træffes fra 1158. Han var oftest en biskop. En verdslig aristokrat bestred embedet som drost og ledede hofholdningen. Marsken derimod var den militært ansvarlige. Ved hoffet fandt man ud over disse mægtige mænd bl.a. mundskænke, der serverede mad og drikke; en kapelvogter, som tog sig af det kongelige kapel; folk, der passede kælderen med fødevarer og bordenes dækning; svende, der var ansvarlige for lysene, samt en 'almisseuddeler', som gav penge til de fattige.

Kongens magt blev mindre, hvis aristokratiet stod sammen. Det var netop, hvad der skete i tiden efter 1240’erne. Fra da af begyndte de ældre stormandsmøder med bredere deltagelse af verdslige og gejstlige aristokrater at udvikle sig til en politisk institution, 'danehoffet', som behandles nedenfor. 

Kongen og militæret

Kongen var rigets hærfører, og hvis han virkelig havde kontrol med militæret, styrkede det ham. Vi har svært ved at rekonstruere det tidlige danske militære system, 'ledingen', som dog tydeligt nok hvilede på søkrig. Det synes dog klart, at ledingen havde bred deltagelse af landets befolkning, men at enhver operation krævede tilslutning fra aristokratiet. Da kong Svend Estridsen i 1073 med den danske flåde var kommet den tyske konge til hjælp mod et oprør blandt sakserne, opstod der fx opstand blandt de deltagende aristokrater, der nægtede at kæmpe, og kongen var nødt til at vende hjem. Men i Jyske Lov fra 1241 fremstår ledingen som velordnet og undergivet den danske konge, der vel disponerede over ca. 700 skibe – en stor flåde i europæisk sammenhæng. På det tidspunkt var det dog blevet almindeligt, at bønderne betalte 'ledingsskat' og ikke selv deltog. Nu blev krigen mest en sag for de skattefri aristokrater, herremændene, der, som det hedder i Jyske Lov, ”vover deres hals for kongens og landets fred”.

Kongens indtægter

Det hjalp kongen i forhold til aristokratiet, at han nød godt af pæne indtægter. I 1000-tallet og op i 1100-tallet levede kongen og hoffet mest af afgifter, der kom fra bønderne i de områder, som han opholdt sig i under sine rejser. I Kong Valdemars Jordebog fra 1231 er der en liste over, hvad kongen, hans følge og de lokale folk, i alt 800 mand, skulle have af honning, mel, malt, porse, svin, okser, får, smør, ost, fjerkræ, peber, kommen, fisk og rede penge samt havre til hestene under et to dages ophold. Opholdene fandt sted på kongelige gårde, og allerede i 1000-tallet var der et system af kongsgårde, der dækkede landet. Kongen fik i middelalderens første århundrede også indtægter fra sølvbetalinger fra nordfriserne, som kun var ufuldstændigt integreret i riget, samt fra skatter af byerne. Hertil kom yderligere indtægter fra møntslagning, og det er også tidligt bevidnet, at danske konger havde ret til 'danefæ', der var gods uden arvinger eller skatte fundet i jorden.

Kongen havde sine mænd på kongsgårdene. De hjalp ham med underhold, når han kom rejsende, og de kunne indkræve den ledingsskat af bønderne, som blev gængs i tiden frem mod år 1200. I 1200-tallet voksede kongsmændenes embedsområder. Hvor de tidligere kun havde haft et af landets 200 herreder under sig, havde de nu to-fem. Centrum i de nye enheder, lenene, blev kongelige borge. Da borgene var dyre at opretholde, blev der behov for yderligere skatter, og gennem 12-1300-tallet blev det almindeligt, at kongerne, med aristokratiets godkendelse, opkrævede skat af bondebefolkningen.

Kongemagtens vekslende styrke

Et blik på udviklingen i perioden 1050-1340 viser, hvor afhængig rigets styrke var af den enkelte konges evne til at lede og forhandle samt til at samle rigets mægtige omkring sine planer. Allerede i vikingetiden, omkring 980, så man radikal kongelig magtudvidelse, da kong Harald Blåtand (ca. 958-987) opførte ringborge med ens geometriske grundplaner i alle dele af landet. Et andet markant forsøg på udbygning af kongens magt kom under kong Knud den Hellige (1080-1086), der udskrev skatter og søgte at mobilisere flåden til et togt mod England. Et tredje eksempel på stærk kongemagt er Valdemarernes tid, perioden under kongerne Valdemar 1. den Store (1157-1182), Knud (1182-1202) og Valdemar 2. Sejr (1202-1241), hvor rigets styre blev moderniseret.

Hver af disse tre styrkelsesperioder sluttede sigende nok med, at lykkens hjul sendte kongen i dybet: Kong Harald Blåtand blev forjaget af sin søn og døde kort efter. Kong Knud den Hellige blev dræbt af stormænd i Odense i 1086, og den følgende tid frem til 1157 var i høj grad præget af et indviklet magtspil og borgerkrig mellem medlemmer af kongehuset og dets aristokratiske forbundsfæller. Efter Valdemar 2.s død i 1241, da den strålende tid allerede var forbi, måtte en munk i Ryde Kloster ved Flensborg Fjord efterfølgende, sikkert med tanke på lykkehjulet, notere: ”Med hans død faldt i sandhed kronen af de danskes hoved, thi fra den dag er de ved at hengive sig til indre krig og gensidig ødelæggelse blevet til spot for alle nabofolk”. Herefter udbrød der kampe internt i kongehuset, og aristokratiet fik mærkbart mere magt.

Groft sagt kan vi dele den politiske udvikling i Danmark 1050-1340 i fire faser:

1) Årene 1050-1086 med mange tegn på opbygning af en stærkere kongemagt.
2) En overgangsperiode 1086-1157 med svagere styre, hvor kongen nøje måtte afstemme alle skridt i forhold til aristokratiet, og hvor riget til sidst blev opdelt i flere dele.
3) Valdemarernes storhedstid 1157-1241 med stærk udbygning af kongens position og institutioner.
4) Tiden 1241-1340, hvor kongemagten ganske vist længe opretholdt en styrkeposition, men kun ved i stigende grad at dele jord og magt med aristokratiet.

Kongemagtens uddelegering af jord til aristokrater og udenlandske fyrster førte til sidst til dens sammenbrud. Fordi middelalderhistoriens gang var så personafhængig, er der ikke nogen bedre måde at se på den på end konge for konge.

Svend Estridsens konsolidering af riget: 1047-1076

Før denne lektions periode var danskernes konge ikke dansk, men norsk. Den norske kong Magnus den Gode (1035-1042) herskede nemlig i Danmark. Et medlem af den danske kongeslægt, Svend Estridsen, trådte da frem og gjorde krav på tronen. Han var søn af kong Knud den Stores (1019-1035) søster Estrid og var vokset op ved Knuds hof i England. Uden stor succes kæmpede Svend mod kong Magnus, men ved dennes død lykkedes det ham i 1047 at blive enekonge i Danmark.

Svend Estridsen kom altså til magten som vikingekonge, og hans gentagne forsøg på at erobre England viser tilbage til vikingetidens ekspansive tænkemåde. Han var imidlertid også en reformator, der foretog skridt, som styrkede riget, ikke kun for ham, men også for hans efterfølgere. Omkring 1065 fik han gennemført, at møntcirkulationen i Danmark kun bestod af dansk mønt. Dette monopol skabte basis for en finansiel udnyttelse af møntvæsenet, som skulle blive udnyttet til det yderste i de kommende århundreder. Svend Estridsen fremmede byerne og sikrede, at byen Slesvig, Hedebys efterfølger, kunne vokse frem som et kernepunkt for handelen mellem Tyskland og Østersøområdet.

Mellem kong Svend og pavestolen opstod der et tæt forhold. Den danske kirke hørte under ærkebispen af Hamborg-Bremen, men kongen søgte gennem alliancen med paven at åbne op for udviklingen af den danske kirke mod at oprette et selvstændigt dansk ærkesæde. Omkring år 1061 reformerede kongen kirkens organisation i Danmark med et fast system af bispedømmer. Resten af middelalderen bestod Danmark af de otte bispesæder Lund, Roskilde, Ribe, Viborg, Odense, Vestervig (som i 1100-tallet flyttede til Børglum), Slesvig og Aarhus. Svend havde et tæt samarbejde med bisperne herfra og blev ved sin død 1076 begravet i Roskilde Domkirke. Han fik masser af børn, måske helt op til 30, og fem af dem efterfulgte ham efter hinanden på tronen. Der indtraf altså, hvad man kan kalde en 'horisontal tronfølge', ikke den normale nedadstigende 'vertikale' fra far til søn.    

Knud den Helliges magtudvidelse: 1080-1086

Knud den Hellige byggede videre på det grundlag, som faderen Svend Estridsen havde skabt, ja, Knuds regeringstid markerer faktisk et storslået forsøg på udvidelse af kongemagten. Knud den Hellige, der kom på tronen i 1080, opererede i tidens internationale netværk. Han var gift med Edel, en datter af en af de vigtigste aktører i nordeuropæisk politik, grev Robert 1. af Flandern. Der er næppe tvivl om, at Knud drømte om at opbygge et imperium. Det kom til udtryk i invasionsplaner imod England, og det viste sig også i det navn, som han i 1084 gav sin søn: Karl. Sønnen fik bevidst et navn helt uden for den skandinaviske tradition, men efter en kejser, nemlig Karl den Store, som Edel nedstammede fra.

Kong Knud udvidede sine beføjelser med nye og store bøder til kongemagten for udeblivelse fra militærtjeneste, 'ledingsbøde', og for at få sin fred igen, når man var blevet dømt fredløs, 'fredkøbsbøde'. Vi ved, at Knud devaluerede dansk mønt ved at forringe sølvværdien, og der er tale om, at han opkrævede en særlig personskat, 'nefgjald'. Kongen var kirkeligt inspireret og støttede kirkens folk. Han søgte at gennemføre de kristne højtider og faste og fik love igennem, der forbedrede frigivne trælles vilkår. I det ældste danske brev fra 1085 har vi bevidnet hans store gaver til Lundekirken. 

Mordet på Knud den Hellige: 1086

Knuds mange reformer var mildt sagt ikke afstemt med befolkningen, og da kongen i 1085 planlagde en invasion af England sammen med sin svigerfar, Robert 1. af Flandern, kom det til oprør. Invasionsflåden lå samlet i Limfjorden, og de forsamlede ledingskrigere stimlede sammen til møder, hvor uroen brød ud i lys lue. Kong Knud søgte at tale oprørerne til ro, men måtte flygte med en gruppe af stormænd i hælene. Han tog ophold ved Aggersborg ved Limfjorden, men kongsgården her blev plyndret af fjenderne. Herfra skyllede oprøret ned gennem Jylland. På landstinget i Viborg søgte Knud endnu en gang forgæves at forhandle med oprørerne. Meget ubelejligt måtte han derefter tage videre til Slesvig by for at tage sig af grænseproblemer. Da han herfra med sit følge sejlede til Fyn og begav sig til Odense, gik det galt. Kongsgården her blev erobret af oprørshæren, og Knud søgte tilflugt i kirken Sankt Albani. Den 10. juni 1086 blev kongen dræbt foran alteret i denne trækirke. Sammen med ham faldt broderen Benedikt og 17 andre mænd. ”Det hellige hus blev oversprøjtet med blod”, siger munken Ælnoth, der fortæller om begivenheden i et skrift om Knud den Helliges martyrhistorie. Hustruen Edel og den lille søn Karl, der ellers af sin far var udset til tronfølger, flygtede til Flandern, hvor Karl senere blev greve.

I 1086 blev Knud den Hellige dræbt i Odense. Hans jordiske rester blev i 1100 eller 1101 taget op og lagt i et helgenskrin i byens Sankt Knuds Kirke. De blev svøbt i dette purpurfarvede byzantinske tæppe af silke og med ørnemotiver. Foto: Nationalmuseet 

En helgenkonge skabes: 1086-1104

Med kongemordet var det demonstreret, at man på ingen måde kunne se bort fra samfundets aristokratiske netværk. Knud den Helliges tanke om at bryde 'den horisontale' tilgang til kongetronen, hvor Svend Estridsens sønner tog over efter hinanden, og i stedet få sin søn valgt blev ikke til noget. Men drabet kunne dog på sigt udnyttes af kongemagten, da broderen kong Erik Ejegod i år 1100 efter forudgående arbejde ved pavestolen fik Knud ophøjet til helgen. Hermed blev Knud en af de første europæiske martyrer af kongeslægt. Der var, kunne de gejstlige dokumentere, sket mirakler ved hans grav, hvad der beviste hans helgenstatus. Knuds jordiske rester blev lagt i et gyldent skrin på alteret i den kirke i Odense, der var blevet indviet til ham. Sankt Knuds Kirke blev domkirke og valfartssted, knyttet til kongehuset. Et klostersamfund af engelske munke, som snart blev Odensebispens kanniker, blev føjet til.

Også på et andet punkt havde Erik Ejegod held med at styrke riget. Det havde længe været de danske kongers politik at gøre riget uafhængigt af det tyske ærkebispedømme Hamborg-Bremen, som man i 1000-tallet var kirkeligt underlagt. Endelig i 1103/04 lykkedes det kong Erik at få pavelig godkendelse af, at Lund blev ophøjet til et selvstændigt nordisk ærkebispedømme. Bisp Asser i Lund blev den første danske ærkebiskop og ledede desuden missionsvirksomhed både i Norge og i Sverige, ja, i 1124 indviede han sågar en bisp over Grønland. Asser fik embedet, samtidig med at kong Niels kom på tronen i 1104.    

Kong Niels og drabet på Knud Lavard: 1104-1131

Det halve århundrede fra 1104 til 1157 var generelt præget af en ret svag kongemagt. En indikator for kongernes svaghed og usikre position er, at perioden oplevede fire kongedrab. En anden er den flydende tronfølge inden for kongefamilien.

Kong Niels styrede (1104-1134) riget i nøje samklang med landets aristokratgrupper og ved at acceptere, at medlemmer af kongefamilien havde dele af kongeriget under sig. Nevøen Knud Lavard fik titlen hertug og ansvar for rigets betydeligste handelsby, Slesvig. Her blev Knud en mægtig mand og opnåede tilnavnet Lavard, der betyder 'brøduddeler' eller herre. I 1129 tilbød den tyske konge, Lothar 3., ham titlen som konge over det slaviske folkeslag abodritterne. Dermed blev han hersker over et nyt rige, der strakte sig fra Mecklenburg til Slesvig. Det var selvfølgelig en situation, der opskræmte kong Niels og hans søn Magnus. De frygtede, at Knud ville overtage magten i riget, og da han fejrede jul hos kongen i Roskilde, slog man til fra kronens side. Den 7. januar 1131 dræbte kong Niels’ søn Magnus og en skare mænd Knud i en øde skov. En noget senere tekst fortæller, at Knuds hoved blev kløvet fra det venstre øre til det højre øje, så hjernen flød ud, og at alle morderne herefter stak deres spyd i brystet på ham. Kong Niels fik trumfet igennem, at Knud ikke blev begravet i kongernes sædvanlige gravkirke i Roskilde, men i Ringsted.    

Borgerkrigsperiodens begyndelse: 1131-1146

Mordet på Knud Lavard væltede riget ud i intern strid. To konger kom til at stå over for hinanden i åben konflikt, da Knuds halvbror Erik Emune via landstingene fik rejst befolkningen til oprør og blev kåret som modkonge. Nu søgte såvel den gamle kong Niels som dennes søn Magnus at vinde støtte hos den tyske Lothar 3., der i mellemtiden havde fået kejsertitel. Det lykkedes for Magnus, der i 1134 aflagde lensed til kejseren. Det hjalp nu ikke, at Danmark blev et tysk len, for i pinsen 1134 led kong Niels med sin hær nederlag til Erik Emunes styrker. I slaget ved Fodevig i Skåne faldt Magnus, fire bisper, 60 præster og en mængde stormænd. Yderligere en bisp døde senere af sårene fra kampen. Kong Niels selv flygtede i et skib til Slesvig by, men der mødte han sin skæbne. Han blev dræbt af borgerne, der var vrede over drabet på deres herre, Knud Lavard.

Erik Emune tiltrådte tronen i 1134 som enehersker og blev kendt for sit hårde styre. Han dræbte straks 11 af sin familie, som var potentielle rivaler. Erik søgte at legitimere sin position ved at fremme sin dræbte halvbror Knud Lavards helgenkåring, og han grundlagde et benediktinerkloster ved hans grav i Ringsted. Men oppositionen var stærk og kulminerede, da kongen blev gennemboret af et spyd under en jysk tingforsamling. Hans efterfølger som konge sad ikke længe og abdicerede allerede i 1146.

Da stod to kongelige personer frem med lige ret til tronen. Det var Magnus’ søn Knud (5.) – altså kong Niels’ sønnesøn – og Erik Emunes søn Svend Grathe. Jyderne valgte den første til deres konge; den anden modtog kongevalg af sjællænderne og skåningene. Danmark var blevet delt og stod foran en ny borgerkrig. Den samtidige Roskildekrønike fortæller, at ”den indre uro kaldte selv fredelige folk til oprør”. Et kompliceret alliancespil begyndte.

Tre konger slås: 1146-1157

Samkongedømmet var ikke en holdbar situation. En strid mellem Knud (5.) og Svend Grathe udviklede sig, og kampe brød ud. Situationen blev ikke mindre kompliceret af, at endnu en magtinteressent meldte sig: Svend Grathe fik støtte af sønnen efter den myrdede Knud Lavard, Valdemar (senere 1., 'den Store'). Det medførte umiddelbart, at Knud 5. måtte flygte, men han fandt en forbundsfælle i Tyskland.

I 1152 indkaldte den stærke tyske konge og senere kejser Frederik Barbarossa (dvs. 'rødskæg') de to danske konger til rigsdag. Han dømte her, at Knud ikke skulle være konge, men herske over Sjælland. Svend Grathe derimod blev Frederiks lensmand og fik titlen 'konge af Danmark'. Herefter var Danmark et len under kejseren frem til 1182. Valdemar, Knud Lavards søn, modtog herredømmet over Slesvig. Der opstod dog næsten straks utilfredshed med Svends styre, og i 1154 var det hans tur til at flygte til Tyskland. Dette år blev Knud og Valdemar 1. hyldet som danske konger på landstinget i Viborg. Alliancerne skiftede hurtigt efter kolde strategiske hensyn.

I vinteren 1156-57 vendte Svend Grathe tilbage med en hær, og han vandt indpas i Danmark. Der blev forhandlet et forlig, der sikrede en ny deling af Danmark: Svend fik Skåne, Knud 5. Fyn og Sjælland, og Valdemar Jylland. Gidsler blev udvekslet til sikring af forliget, og i august 1157 blev der arrangeret et gilde på kongsgården i Roskilde, som skulle besegle forsoningen. Alle aflagde ed på at ville holde fred, men gildet endte katastrofalt, da Svends mænd huggede Knud og andre ned. Det blev et blodgilde. Ifølge de overleverede kilder undslap Valdemar kun gildet ved at vælte lyset. Han flygtede med dybe sår og rejste en hær.

Valdemars hær stødte sammen med Svends på Grathe Hede syd for Viborg, og Svend led nederlag. På den hede, der gav ham hans tilnavn, fandt Svend døden for en bondes øksehug. Efter dette kongedrab var der atter kun én dansk konge, nemlig Valdemar 1. den Store (1157-1182). Kong Valdemar markerede straks sin sejr ved at stifte cistercienserklosteret Vitskøl Kloster ved Limfjorden. I stiftelsesbrevet fortalte han sin version af Blodgildet i Roskilde, hvor ”troløse mænd” ”pludselig med dragne sværd søgte at gennembore mig våbenløse mand”. Men Gud havde kæmpet for ham, skrev han.    

Valdemarernes storhedstid: 1157-1241

Kong Valdemar 1. den Stores styrke blev markeret ved den såkaldte Kirkefest i Ringsted i 1170. Her oplevede man den første danske kroning, da ærkebispen salvede Valdemars søn, den syvårige Knud 6., som hans medkonge. Arvefølgen var nu sikret, smukt i tråd med kirkens samtidige fastlæggelse af det monogame ægteskab som rammen om skabelse af legitime arvinger. Stadig skulle konger dog hyldes, og Knud 6. efterfulgte først sin far som konge, efter han ved dennes død blev hyldet på landstingene. Den kongelige linjes legitimitet blev yderligere sikret, da det i Ringsted i 1170 også blev fejret, at Valdemars far, Knud Lavard, var blevet ophøjet til helgen af paven. Helgenskrinet blev sat på alteret, og der blev læst tekster, der fortalte, hvordan Herren havde gjort Sankt Knud til leder af Guds folk.

Et tegn på, at kongemagten fik udvidede magtperspektiver, er, at valget af dronninger blev internationaliseret. I stedet for kvinder fra det lokale aristokrati, fra de nordiske og de nærliggende slaviske lande kom der dronninger fra centrale europæiske stater. Knud den Hellige var gået i spidsen ved at hente sin dronning i Flandern. Valdemar 1. den Store giftede sig 1157 med fyrstedatteren Sofia af Minsk, mens Knud 6. fik en hustru, der var datter af en af tidens mægtige mænd, hertug Henrik Løve af Sachsen, og Valdemar 2. Sejr rakte endnu videre ud, da han giftede sig med kongedøtrene Dagmar fra Bøhmen og – ved hendes død – Berengaria fra Portugal. Den internationale alliancepolitik nåede sit – kortvarige – højdepunkt, da Valdemar 1.s datter Ingeborg i 1193 blev gift med en af Europas mægtigste mænd, kong Philip 2. August af Frankrig. Arrangementet endte katastrofalt, da den franske konge straks efter bryllupsnatten forstødte Ingeborg. En 20 år lang og kompliceret proces fulgte, da kirkeretten kun i ekstreme tilfælde anerkendte skilsmisser.

Kongen og Hvideslægten: 1157-1241

Kongerne stod stærkere i perioden 1157-1241, fordi de forudgående interne krige havde svækket samfundets aristokrater og reduceret deres netværk. Det var ganske vist stadigvæk konstant nødvendigt for kongerne at bekæmpe tronkandidater fra kongefamilien, men de forudgående krige havde renset ud i aristokratgruppernes skare, så kongen kunne støtte sig på en dominerende sjællandsk slægt, 'Hviderne'. På den måde kunne han sætte sin vilje igennem med mindre modstand. Som den mest betydningsfulde person i Hvideslægten fremstod Absalon, der straks ved Valdemar 1. den Stores trontiltrædelse i 1157 blev biskop i Roskilde, en post, han senere forenede med ærkebispeembedet i Lund.

Det symbiotiske forhold mellem Hvideslægten og kongemagten fremgår af, at Hviderne indgik i en løbende opbygning af en mere formel central administration. Slægtens medlemmer blev tildelt embeder som kansler og drost, og mange af dem blev biskopper. Tiden var altså præget af et godt samarbejde mellem kirke og konge, og kirkelig lovgivning vandt indpas.

Valdemarstidens indre styre: 1157-1241

Fast tronfølge og en helgen som far fasttømrede kongens position efter 1157, men hertil kom udviklingen af en kongeideologi, som i høj grad betonede Guds nære tilknytning til kongen. Monarken blev sammenlignet med Messias, og det blev tydeliggjort, at hans magt kom direkte fra Gud. Til gengæld havde kongen og hans embedsmænd ifølge den officielle ideologi pligt til at sørge for, at alle i riget kunne nyde fred. Svage personer som enker, værgeløse børn, pilgrimme, udlændinge og fattige skulle beskyttes. Reelt set var forsorg for fattige og syge dog kirkens eller deres egne slægtninges domæne. Vi kan endnu knap betegne kongeriget som en 'stat', forstået som en central politisk organisation med monopol på at fastlægge retsorden inden for et territorium. Kirkens egen jurisdiktion betød altid, at magten var delt. Centraladministrationen blev dog mere udbygget, delvist efter engelsk forbillede, og de skrevne love gav en mere ensartet jurisdiktion overalt i riget.

En kilde fortæller os om en ganske velfungerende kongelig lokaladministration. Kilden er den såkaldte Kong Valdemars Jordebog, en samling af lister over de lokale kongelige indtægter fra omkring år 1231. Af den fremgår det, at der rundtom i landet sad lokale embedsmænd, 'ombudsmænd', der indbetalte afgifter til kongen og sørgede for ham under hans rejser. Væsentlige indbetalinger kom fra de fremvoksende byer, men også fra skatter på landbefolkningen. Skatterne var dels afløsning af underholdet til den omrejsende konge, dels afløsning af landbefolkningens militærtjeneste, 'ledingsskat'. Derimod var kongemagtens jordegods ikke så voldsomt omfattende og betød mindre for de kongelige finanser. Det udgjorde skønsmæssigt kun 5 % af det samlede jordegods i landet.

Valdemarstidens militære ekspansion: 1157-1241

Det veldrevne kongerige gjorde det muligt at føre erobringstogter. I Valdemar 1. den Stores grav i Ringsted Kirke har man fundet to blyplader, der opsummerer hans bedrifter. Den yngste plade fra ca. 1202 betegner Valdemar som ”slavernes mægtige erobrer”. Kampen mod de hedenske slaviske folkefærd på Østersøens sydkyst blev i løbet af 1100-tallet en hovedsag både for den danske konge, den saksiske hertug Henrik Løve og holstenernes greve. Der var gode grunde til at vende sig imod de slaviske folk. De interne stridigheder før 1157 havde givet dem frit spil til plyndring og indfangning af slaver i Danmark. Saxo beretter om, at landsbyerne i den østlige del af Jylland var forladte, lige fra Vendsyssel til Ejderen, og i et testamente fra 1183 nævnes ejendomme på Mols med en tilføjelse om, at de ikke var meget værd, fordi de lå ved havet, prisgivne hedningernes indfald.

Arkæologiske fund viser, at danskere mange steder i 1100-tallet søgte at sikre sig med pælespærringer i de hjemlige farvande, og man oprustede yderligere. Dels skabte kongen og hans nærmeste mænd en solid kystsikring med stenborge i København, Kalundborg, Vordingborg, Sønderborg foruden Tårnborg ved Korsør og borgen på Sprogø. Volden Dannevirke ved rigets sydgrænse blev nybygget i tegl af kong Valdemar 1. den Store. Dels gik der fra 1158 årlige søtogter mod slaverne, især mod øen Rügen. I 1168 stormede danske krigere fæstningen Arkona på Rügen, der var den centrale helligdom for guden Svantevit. Fæstningen blev indtaget, statuen af den firhovedede gud blev brændt, og alle på øen blev tvangskristnede. Rügen hørte fra nu af under den danske konge og sorterede kirkeligt under Roskildebispen.

Øens erobring blev et brohoved for videre dansk ekspansion, først i de nærliggende slaviske områder, senere i 1180’erne mod de preussiske stammer mod øst og endelig helt til Estland. Samlet betød togterne dog ikke kun erobring. De skabte fred og bidrog til at sammensvejse det rige, der netop havde været i intern krig.

I 1168 erobrede danskerne det slaviske Rügen med hovedbyen Arkona. Begivenheden blev omkring 1200 genfortalt af historieskriveren Saxo og blev vigtig for danskernes selvforståelse. I 1894 malede Laurits Tuxen (1853-1927) et berømt billede, som viser kong Valdemar den Store og biskop Absalon, der leder ødelæggelsen af guden Svantevit i Arkona. Dette maleri ses her gengivet på et litografi, en såkaldt anskuelsestavle fra 1800-tallets slutning, brugt i skoleundervisning. Foto: Anskuelsestavle, Det Kgl. Bibliotek

Valdemarernes forhold til Tyskland: 1157-1241

Ved indgangen til sin kongetid måtte Valdemar 1. den Store sværge lydighed til den tyske kejser. I følge med bisp Absalon rejste han i 1162 gennem Tyskland til mødestedet Dôle (nu i det østlige Frankrig). Kejser Frederik Barbarossa, der netop havde erobret Milano i Italien, holdt her triumferende kirkemøde og rigsdag, og Valdemar måtte ydmygt hylde kejseren ved at lægge sine hænder i hans. Han lovede desuden at følge kejserens politik over for pavedømmet. Snart fik de danske konger imidlertid vredet sig ud af afhængighedsforholdet til kejseren. Valdemar 1.s søn og efterfølger Knud 6., som kom på tronen i 1182, afviste allerede 1184 at forny hyldningen til kejseren. I stedet fortsatte danskerne ekspansionen i Nordtyskland med erobringen af Pommern. 1201 erobrede en dansk hær Holsten og besatte de tyske byer Hamborg og Lübeck.

Da den i 1202 tiltrådte Valdemar 2. Sejr, Knud 6.s broder, rykkede ind i Lübeck, blev han af den tyske kejser hyldet som herre over alt land nord for floden Elben. Kongen ekspanderede herefter over floden Elben, og østover opstod der et virkeligt dansk imperium. Ekspansionen, som ofte fik form af korstog, kulminerede, da Valdemar 2. i 1219 erobrede Tallinn i Estland. Hermed havde danskerne imidlertid udstrakt deres herredømme over mere, end de varigt kunne kontrollere. Der fulgte ulykke på ulykke, og imperiet raslede sammen.

De danske konger var ivrige jægere, og en aften i lystigt selskab efter en jagt på den lille ø Lyø i 1223 blev Valdemar 2. Sejr og hans søn, som også hed Valdemar, taget til fange af en tysk greve. Først efter års fangenskab og betaling af en enorm løsesum og afståelse af de fleste af de erobrede områder kom de to fri. Forsøget på at genvinde det tabte førte til slaget ved Bornhøved i 1227, hvor en dansk hær led nederlag mod en koalition af tyske fyrster. Øen Rügen forblev dog under dansk herredømme, ligesom indgriben fra paven sikrede det nordlige Estland for danskerne indtil 1346, hvor området blev solgt.

Kort over Østersøområdet med det danske imperium først i 1200-tallet. Fra 1201 havde den danske konge kontrol over Holsten og Pommern og opnåede i 1219 også herredømmet i dele af Estland. Få år efter raslede imperiet sammen. © danmarkshistorien.dk 

Den brudte tronfølge: 1241-1340

Tiden 1241-1340 blev vejen mod kongemagtens og rigets katastrofe. En årsag til det var det ene dramatiske brud i arvegangen efter det andet.

Valdemar 2. Sejr havde opfattet tronfølgen som sikret, da sønnen Valdemar den Unge i 1218 blev kronet til medkonge. Fremtiden for monarkiet var imidlertid ikke fastlagt, for i 1231 blev Valdemar den Unge dræbt af et vådeskud under en jagt. Endnu en legitim søn, Erik, blev herefter i 1232 kronet og kunne overtage tronen ved Valdemar 2. Sejrs død i 1241. Troede man nu, at søn ubestridt kunne følge far på tronen, tog man fejl. Valdemar Sejrs søn, Erik 4. Plovpenning (1241-1250), måtte fra sin trontiltrædelse kæmpe med en udfordring, som hans far havde skabt. Valdemar dannede nemlig hertugdømmet Sønderjylland eller Slesvig ved at overgive det til en anden søn, Abel, Eriks yngre bror.

Der udbrød straks efter 1241 kamp mellem de to brødre, Danmarks kong Erik og den slesvigske hertug Abel. I 1250 så det ud til, at forlig kunne opnås, og de to stridende mødte hinanden ved Abels hof i Slesvig by. Mødet viste sig at være en fælde, da kongen blev fanget og hugget ned. Dåden blev kendt i hele Europa, men Abel formåede at rense sig for medskyld og kunne ovenikøbet overtage tronen, da Erik ikke havde sønner. Hans regeringstid blev dog ikke lang, for under et togt to år senere med Abel (1250-1252) i spidsen, der skulle inddrive skat hos nordfriserne, blev hæren angrebet. I forvirringen omkom kong Abel selv af et pileskud. Da Abels søn sad fanget i udlandet, åbnede der sig en mulighed for en tredje af Valdemar 2. Sejrs sønner. Det var Christoffer 1. (1252-1259), der dog snart døde pludseligt. Lykkens hjul drejede hurtigt.

Endelig, i 1259, kunne en kongesøn igen følge sin far som regent. Støttet af sin mor dronningen tiltrådte den niårige Erik 5. Klipping tronen. Da kongen indledte sin selvstændige regering, stødte han straks på aristokratisk opposition, og modstanden kulminerede, da han en novembernat i 1286 blev dræbt i Finderup Lade ved Viborg. Det var danmarkshistoriens sidste kongemord. Erik Klippings søn Erik 6. Menved tog over som konge, men var ved sin død i 1319 barnløs, så det blev atter en konges bror, der fik tronen, Christoffer 2. Denne blev 1326 afsat af en stormandsgruppe med en holstensk greve i spidsen, og en slesvigsk barnehertug blev indsat som dansk konge. Kortvarigt blev Christoffer 2. hentet tilbage, men ved hans død i 1332 stod riget uden konge.

Kirkekamp: 1240-1340

I årene efter 1240 havde kongemagten betydelig domstolsmagt og kunne støtte sig på de stærkeste borge. Andre i samfundet konsoliderede sig imidlertid. Byboerne fik deres privilegier, det verdslige aristokrati stod stærkere og stærkere, og kirken med bisperne havde magt, så man kan tale om en tohovedet statsdannelse: Kirken opbyggede på mange måder et apparat helt tilsvarende det kongelige. Ærkebisper og bisper havde centrale administrationer, væbnede mænd og borge ligesom kongen. Fra den stærke borg Hammershus beherskede ærkebispen Bornholm.

Nærmest med naturnødvendighed opstod der derfor strid mellem konge og kirke, og striden fik næring gennem kirkelig teori om, at kirken var overordnet den verdslige magt. Der var mange punkter, hvor interesserne stødte sammen. Grænserne mellem verdslig og gejstlig jurisdiktion, altså retten til at fælde dom, var ikke afklaret. Det var ikke klart, om kirken skulle have indflydelse på kongevalg, eller om kongerne kunne bestemme over, hvem der blev ærkebiskop. Bisperne ønskede ikke at bidrage til rigets militær, og kongen søgte at få del i kirkens indtægter.

Fra 1200-tallets midte var der derfor til stadighed stridigheder mellem kongemagten og en række ærkebisper. Kongen tog alle midler i brug og lod rask væk ærkebisperne fængsle, men ærkebisperne havde til gengæld ofte paven på deres side. Samarbejdet mellem konge og kirke var elendigt.

Danehof og håndfæstning: 1240-1340

Allerede i 1100-tallet samarbejdede kongen med det verdslige toparistokrati og bisperne om rigets styre. I anden halvdel af 1200-tallet skete samarbejdet på møder, hvor aristokratiet fra hele riget kom sammen. Møderne blev hyppigere og fik navnet 'hof' eller 'Danehof'. De blev en slags parlament, hvor der blev lovgivet og bevilget skatter. Efter europæisk forbillede udviklede der sig altså en kontrolfunktion over for kongen.

I 1282 kom det så vidt, at aristokratiet på et møde i Nyborg afkrævede kong Erik Klipping en såkaldt håndfæstning, et skriftligt løfte, der garanterede det verdslige aristokratis og kirkens privilegier. Her blev kongens ret til at bruge sin egen domstol, Rettertinget, indskrænket sammen med hans ret til udskrivning af skatter og tvangsarbejde. Endnu vigtigere var det, at kongen måtte love at indkalde danehoffet hvert år, så det blev en stabil kontrolorganisation, og det blev bestemt, at sager om majestætsforbrydelse skulle afgøres her.

Mordet på Erik Klipping 1286 i Finderup Lade viste til overmål, at de kongelige løfter ikke var nok til at stille oppositionen tilfreds. Hvem – eller hvor mange – der var skyldige i de 56 dolkestik, som Erik Klipping skal være død af, ved vi ikke. Men dommen i sagen kender vi. Havde man før åbent dræbt konger, var det nu en forbrydelse, som morderne forsøgte at skjule, og som der var hårde straffe for. Kongemagten repræsenteret ved en formynderregering benyttede lejligheden til at rydde ud i oppositionen, og ni højtstående mænd blev dømt for majestætsforbrydelse på danehoffet i 1287. De ni dømte fandt dog beskyttelse hos den norske konge, og kongemagten måtte finde sig i, at en af dem, marsk Stig Andersen Hvide, byggede en borg på øen Hjelm, der blev udgangspunkt for sørøveri og falskmøntneri.

Kongerne førte i de følgende år en aggressiv udenrigspolitik, men deres aristokratiske långivere fik overtaget. Det kom til udtryk i den håndfæstning, som Christoffer 2. måtte afgive i 1320. Her lovede kongen, at danehoffet stod over kongens domstol Rettertinget, at betale sin gæld, at det verdslige aristokrati ikke skulle gå i krig i udlandet, at nedrive en række kongelige borge og meget andet. Kongemagtens svaghed blev udstillet, og samfundet trådte i håndfæstningens tekst frem som delt i skarpt adskilte grupper – gejstlighed, riddere og væbnere og borgere. Også selvejende bønder nævnes, mens landboerne blev repræsenteret af deres aristokratiske herrer. Den følgende periodes samfund begyndte at tegne sig, hvor samfundet var inddelt i retligt definerede grupper, stænder.

Den finansielle udfordring: 1240-1340

Danmark som politisk enhed gik i første del af 1300-tallet undergangen i møde, fordi riget ikke blev holdt oppe ved de centrale skatteopkrævninger, men ved uddelegering af land og borge til aristokrater. Kongemagten konkurrerede militært og statusmæssigt med andre europæiske fyrster, og det var svært at finansiere. Særligt de kongelige borge, der dækkede landet, var dyre at opretholde. De var så kostbare, at alle indtægter fra deres områder blev brugt på borganlæggene.

Uddelegeringen af rigets jord begyndte allerede under Valdemar 2. Sejr før 1241, da kongen gav sine sønner hertugdømmer. Skæbnesvanger var her især skabelsen af hertugdømmet Slesvig. I løbet af 12-1300-tallet blev det yderligere skik, at kongemagten skaffede sig penge ved at pantsætte landets administrative enheder, lenene, med deres borge til pengestærke adelige og til fyrster. Penge kunne nu direkte veksles med magt.

Allerede i 1325 var hen ved halvdelen af lenene pantsat, og i de kongeløse år 1332-40 lå hele riget under holstensk eller svensk herredømme. Man opkrævede skatter, der sammen med hyppig misvækst vejede tungt på befolkningen. Man kan iagttage tydelige effekter. Der kom flere oprør. En krønike fortæller, at i 1312 lod kongen mange bønder hænge uden for København. 1313 rasede et stort oprør mod ham i Nørrejylland, og i 1328 udbrød der skatteoprør blandt de sjællandske bønder. Der var også skatteflugt, da kronens skattebetalende bønder gav sig ind under aristokratiet som landboer og som sådan blev fri for skat til kronen. Skattegrundlaget smuldrede.

Aristokratiet søgte på den anden side at sikre deres pengelån til kongen, og det var aristokratiske kreditorer, der fjernede Christoffer 2. fra tronen i 1326. Det betød, at manden med det største tilgodehavende, holsteneren grev Gerhard 3.,'den kullede greve', fra 1332 blev Danmarks reelle hersker og kommanderede en marionetregering. Energiske entreprenører, som inkluderede de holstenske grever, andre tyske fyrster, danske aristokrater og den svenske konge, erhvervede mod pantebeløb len efter len i Danmark.

Riget smuldrede, og en klagesang fra 1329 begræder forfaldet: ”Suk og vrid kun dine hænder/ Sorgbetyngede fædreland!”. Landet stod uden konge frem til 1340, og som følge heraf gik al møntprægning vest for Øresund i stå.