Assers virke som ærkebisp

Assers tid som ærkebisp var præget af et langt og frugtbart samarbejde med den danske kongemagt, som dog blev kortvarigt afbrudt under borgerkrigen 1131-34. Således tildelte kong Niels bl.a. Odensekirken betydelige gaver og privilegier.

Asser selv skaffede store mængder af jordegods og relikvier til ærkesædet i Lund og gik her i begyndelsen af 1100-tallet i gang med at bygge en stor romansk domkirke. Det vides, at Asser har været på pilgrimsfærd i Sydfrankrig før 1120, og det er muligvis på denne rejse, at han har hyret den lombardiske bygmester Donatus. I 1123 kunne han indvie hovedalteret i krypten, men domkirkens færdiggørelse og indvielse i 1145 kom Asser ikke til at opleve.

Under Assers ledelse blev Nordens inddeling i bispedømmer fuldendt. I Norge blev bispesædet i Stavanger oprettet, på Island Hólar, og i 1124 indviede Asser en bisp over Grønland. Sveriges kirkeorganisation havde tidligere været meget svag, men omkring 1120 eksisterede der allerede syv bispedømmer, hvilket må være Assers fortjeneste. Ud over i Skandinavien virkede Asser også som leder af missionsvirksomheden i Østersøområdet.

Forholdet til pavemagten var godt, og Asser blev i pavelige skrivelser fremhævet som et forbilledligt eksempel på loyalitet overfor Rom. Asser selv beskrives i samtidige kilder som en mand, der ikke lagde stor vægt på ydre pragt, og som ”en god og ligefrem mand, der ivrigt lyttede til det gode og besad en usædvanlig lærdom og fromhed”.

Ærkesædets krise

Efter at kirkestriden mellem paven og den tyske kejser var blevet bilagt i 1122, forsøgte ærkebispen af Hamborg-Bremen allerede i 1123 atter at få lagt den nordiske kirkeprovins under sig. Men sagen løb i første omgang ud i sandet. I 1130 forværredes situationen imidlertid, da det kom til et paveligt skisma med udnævnelsen af en modpave. Året efter medførte drabet på Knud Lavard et alvorligt modsætningsforhold mellem den danske konge og ærkebispen, om end det ikke med det samme kom til et åbent brud.

Under kejser Lothars Italienstogt i 1132/33 opnåede ærkebispen af Hamborg-Bremen endelig sit mål, idet paven atter tilstod ham metropolitanretten over Norden, mens Asser blev degraderet til almindelig bisp. Asser lod dog i første omgang som ingenting og fortsatte uanfægtet sit virke som ærkebisp. Imidlertid må Asser have følt, at det nordiske ærkesæde var truet, da kong Niels' søn Magnus i påsken 1134 aflagde lensed til kejseren. Kort tid efter gik Asser over til modkongen Erik Emune og understøttede denne i slaget ved Fodevig; ikke fordi han, som Roskildekrøniken hævder, manglede fasthed, men derimod fordi han håbede gennem sit sideskift at sikre sin kirkes uafhængighed fra Hamborg-Bremen. Asser fortsatte også samarbejdet med Erik Emune efter dennes sejr og indviede medlemmer af de slægter, der havde støttet kongen, til de bispesæder, der var blevet ledige efter krigen. Assers nevø Eskil blev bisp af Roskilde, og hans bror Sven bisp af Viborg.

Asser havde succes i sin kamp for sit ærkesædes uafhængighed. Da Asser døde den 5. maj 1137, blev hans efterfølger Eskil året efter uden problemer anerkendt som ærkebisp af paven.