Artikler
En ærkebiskop var den øverste leder af en kirkeprovins i den katolske kirke, som Danmark tilhørte fra ca. 965 til 1536. Den danske kirke var frem til 1103 eller 1104 underlagt ærkebispen af Hamborg-Bremen. Herefter fik den sit eget ærkebispesæde i Lund.
Ærkebispesædet i Hamborg-Bremen
Ærkebispesædet i Hamborg blev grundlagt 831-832 af den frankiske kejser Ludvig den Fromme, og den første ærkebisp, Ansgar, fik til opgave at drive kristen mission i Norden og blandt de slaviske folkeslag langs Østersøens vestligste kyster. Efter at vikinger havde plyndret Hamborg i 847 og fordrevet Ansgar, fik han overladt den tidligere oprettede bispestol i Bremen, som året efter blev forenet med Hamborg til ærkebispedømmet Hamborg-Bremen.
Efter Ansgars død 865 gik det meget tilbage med missionsarbejdet. I forbindelse med et stærkt tryk fra de tyske konger mod den danske grænse i 900-tallet udnævnte ærkebisp Adeldag i 948 forskellige missionsbisper til at virke i Jylland med sæde i Ribe, Slesvig og Aarhus. Ca. 965 gik kong Harald Blåtand og hans rige over til kristendommen og blev derved formelt underlagt ærkebispen af Hamborg-Bremen. Herefter omtales af og til forskellige danske bispedømmer. En regulær og permanent opdeling af landet i otte bispedømmer lykkedes det imidlertid først at gennemføre ca. 1060, da Svend Estridsen engagerede sig for sagen i samarbejde med ærkebisp Adalbert (i første omgang blev der oprettet ni bispedømmer, idet Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm blev delt i to, som dog snart efter blev forenet under bispesædet i Lund).
Ansgar prædiker i Harald Klarks gård. Illustration: Danmarks Historie i Billeder.
Ærkebispesædet i Lund
Ærkebisperne af Hamborg-Bremen var stærkt knyttede til og udnævnt af de tyske konger (fra 962 kejsere), hvorfor pavedømmet, som fra ca. 1075 lå i voldsomme stridigheder med de tyske kejsere (investiturstriden), gerne så en modvægt udvikle sig i Norden. Efter nogle følere fra Rom resulterede dette i, at paven ophøjede Lund til ærkebispesæde for hele Norden i 1103 el. 1104 under ærkebisp Asser. I de første ca. 50 år herefter benyttede ærkebisperne af Hamborg-Bremen enhver gunstig lejlighed til at forsøge at få overherredømmet over Norden tilbage.
I 1152 udskiltes imidlertid Norge og de norske atlanterhavsøer fra Lund og fik eget ærkebispesæde i Trondheim. I 1164 oprettedes et ærkebispesæde for Sverige i Uppsala, mens ærkebisperne i Lund til gengæld fik en efterhånden tom titel som Sveriges Kirkes primas (førstemand). Til gengæld blev den danske kirkeprovins i 1169 forøget med Rügen, som derefter lå under Roskilde Bispestol frem til Reformationen, og i 1219 blev der oprettet et bispedømme i Reval (nuværende Tallin i Estland), som blev lagt under ærkebispesædet i Lund.
Ærkebispen af Lund blev landets rigeste bisp, ikke mindst fordi kongerne gav store mængder af gods og privilegier til ærkebisperne. Under de to første ærkebisper, Asser og Eskil, som begge var af Trundslægten, førtes af og til en selvstændig politisk kurs i forhold til kongerne, mens de to næste ærkebisper af Hvide-slægten, Absalon og Anders Sunesen var trofaste støtter for Valdemarstidens konger. Fra 1254 til 1319 kæmpede derimod Jakob Erlandsen, Jens Grand og Esger Juul med få års mellemrum for så vidt muligt at frigøre ærkebispen og kirken fra kongens overhøjhed. Senmiddelalderens ærkebisper var som regel udnævnt på kongelig foranledning og samarbejdede da sædvanligvis loyalt med kongen, om end de også besad hovedroller i rigsrådet og dermed i dettes politik over for kongemagten. Embedet som ærkebisp blev afskaffet med reformationen i 1536.
Ærkebispens særlige embedstegn var palliet, et hvidt bånd af uld besat med seks sorte kors, som han personligt skulle afhente hos paven i forbindelse med sin udnævnelse. Hans særlige opgaver var at indvie de andre bisper i kirkeprovinsen, at føre tilsyn med dem, at sørge for at afholde provinsialsynoder, lovgivende forsamlinger for hele kirkeprovinsen, samt at dømme i retssager, der blev appelleret fra de undergivne bispers domstole. Derudover passede ærkebispen embedet som bisp i det bispedømme, der var underlagt hans myndighed.