Baggrund og vejen til tronen

Erik var søn af kong Christoffer 1. (født ca. 1219, regent 1252-1259) og hans dronning Margrete Sambiria (1230-1283). Som femårig var han i 1254 blevet valgt til konge og dermed til faderens efterfølger. Det lykkedes imidlertid ikke at få ham kronet som konge i faderens levetid på grund af hårdnakket modstand fra ærkebispen, Jakob Erlandsen. Efter faderens pludselige død i forsommeren 1259 overtog den 10-årige søn formelt kongeværdigheden, men reelt overtog hans mor regeringsmagten som hans formynder. Det var ikke nogen selvfølge, at Erik skulle overtage som konge, idet hans fætter Erik Abelsen kunne hævdes at have mindst lige så god ret til kongeværdigheden. Denne havde da også en betydelig opbakning både indenfor og udenfor landets grænser.

Formynderskabsperioden 1259 - ca. 1266

Erik og hans mor stod mildt sagt i en kaotisk situation, da de overtog magten efter faderens død. Rigets ærkebisp, Jakob Erlandsen, sad i kongeligt fængsel, Sjælland var besat, og de holstenske grever angreb fra syd. Målet for angriberne var udover ærkebispens frigivelse at sikre, at Eriks fætter, Erik Abelsen, i det mindste skulle overtage hertugdømmet Slesvig, som var blevet inddraget af kongen efter hans brors død.

Margrete Sambiria valgte klogeligt i første omgang at give efter for at få stabiliseret situationen. Ærkebispen blev hurtigt sluppet fri, og snart efter fik Erik Abelsen overladt det slesvigske hertugdømme. Det splittede delvist de alliancer, der stod kongemagten imod, og har vel sikret øget opbakning blandt rigets stormænd.

Ærkebispen var dog ikke blevet blødgjort af hverken fængselsopholdet eller løsladelsen. Tværtimod føg det med bandlysninger mod hans fjender, hvorefter regeringen besluttede at forelægge sine mellemværender med ham og hans tilhængere for paven i Rom. Det førte til, at paven sendte en udsending til Danmark for at undersøge tingene, og resultatet blev i første omgang, at ærkebispen i 1264 fik en pavelig ordre om at nedlægge sit embede. Straks efter døde paven imidlertid, og snart tog sagen en ny drejning.

I hertugdømmet Slesvig rådede Mechtilde, enke efter hertug og kong Abel (død 1252), på sin søn, Erik Abelsens, vegne i tæt samarbejde med sine brødre, greverne af Holsten. For at svække denne front og sikkert også for at indlemme hertugdømmet under kronen angreb Margrete Sambiria i 1261. Ved slaget på Lohede led hun imidlertid et katastrofalt nederlag, og både hun selv og hendes søn kongen blev taget til fange.

Det lykkedes dog at aktivere en nordtysk fyrste, Albrecht af Braunschweig, der var efterkommer efter Valdemar den Store (konge 1157-82), og som besad arvet gods i Danmark. Ved i alliance med andre tyske fyrster at angribe Holsten i 1262 formåede han at få Margrete Sambiria frigivet fra fangenskabet, mens den unge konge blev overdraget til sin onkel, Margreven af Brandenborgs, varetægt. Herefter optrådte Albrecht i et års tid som en art militærdiktator i Danmark, hvorefter han måtte forlade landet. Det skete enten som følge af et betydeligt pres fra stormændene, som bl.a. gav sig udtryk i regulære oprør mod ham, eller på grund af problemer i hans eget hjemlige hertugdømme.

I 1264 lykkedes det ved forhandlinger også at få kong Erik frigivet fra fangenskabet. Prisen var væsentlige indrømmelser til hertug Erik Abelsen af Slesvig, der fik udvidet sine beføjelser i hertugdømmet samt overdraget besiddelser andre steder i landet.

Erik Klipping afbildet som en retfærdig hersker i et håndskrift fra 1282. Fra: Wikimedia Commons

Myndig konge ca. 1266-1282

I 1266 overdrog kong Erik den danske del af Estland til sin moder, sikkert som en art enkepension; Erik beholdt dog den formelle overhøjhed som hertug af området. Samtidig eller snart efter bosatte Margrete sig på slottet i Nykøbing Falster. Herfra synes hun fortsat at have udøvet en hel del politisk indflydelse, til hun forlod landet i slutningen af 1282 for at drage til Mecklenburg. Her døde hun i begyndelsen af det følgende år.

Kong Erik havde det held, at hans fætter hertugen af Slesvig døde i 1272, hvorefter det lykkedes kongen at komme i besiddelse af formynderskabet for hertugens umyndige børn og dermed magten i hertugdømmet.

Forholdet til ærkebispen og hans tilhængere blev mere kompliceret. En ny pave besluttede at sende en kardinal til Danmark for at undersøge sagerne. Den pavelige udsending bestræbte sig i første omgang på at opnå et forlig mellem parterne. Men da dette ikke lykkedes, forlangte han i 1266, at kongemagten skulle sørge for, at de nu landflygtige bisper, ærkebispen og Roskildebispen, blev genindsat i deres embeder. Da det ikke førte til noget resultat, bandlyste kardinalen kongen og hans mor og lyste interdikt over Danmark; det vil sige, at ingen kirkelige handlinger måtte foregå i landet. I 1267 tildømte kardinalen ydermere de landflygtige bisper betydelige erstatninger fra kongen. Snart efter blev han imidlertid hjemkaldt af paven. Herefter fortsattes trakasserierne for den pavelige domstol i Rom. Et nyt paveskifte i 1272 medførte, at bisperne bøjede sig, opgav kravet om erstatninger mv., mens de resterende mellemværender skulle afgøres i Danmark, og interdikt og bandlysninger foreløbig suspenderes. På vejen hjem døde Jakob Erlandsen i 1274 på Rügen - et dødsfald som muligvis ikke gik helt naturligt til. Året efter ophævede paven endegyldigt interdiktet og bandlysningerne, og så var dette langvarige problem ude af verden.

I de konflikter, han havde arvet fra faderen, havde Erik altså foreløbig heldet med sig. Mere problematisk blev med tiden forholdet til de verdslige stormænd. Det fremgår af adskilligt materiale vedrørende retsforhold i anden halvdel af 1200-tallet, at kongemagten i stadigt voksende omfang benyttede sig af de forestillinger, som knyttede sig til begrebet majestætsforbrydelse. Straffen for det var i princippet tab af liv og gods. Begrebet blev bl.a. benyttet i forbindelse med den fremvoksende kongelige domstol, det kongelige retterting, hvor straffen for ikke at rette sig efter en kongelig dom var tab af liv og gods. Da kongemagtens fjender havde støtte blandt forskellige verdslige stormænd, hersker der ikke megen tvivl om, at grænserne mellem politik og jura her var blevet fuldstændigt udflydende. Derfor blev det en hovedmålsætning for stormændene at få sat en stopper for kongemagtens vilkårlige anvendelse af majestætsforbrydelsesstraffen.

Resultatet af dette politiske pres blev Danmarks første håndfæstning i 1282, hvor kong Erik måtte gå ind på, at den kongelige domstol ikke måtte beskæftige sig med sager, der ikke tidligere havde været forelagt en anden retsinstans, og at den kun måtte idømme på forhånd fastsatte bødestraffe. Desuden blev det fastslået, at det møde af konge og stormænd, som siden blev kaldt danehoffet, skulle være landets højeste domstol. Det skulle bl.a. være det eneste sted, hvor sager om majestætsforbrydelse kunne afgøres, og det skulle ske ved hjælp af særlige nævn af stormænd. Et sådant danehof skulle afholdes hvert år. Kongens magtudøvelse blev også beskåret på forskellige andre områder. De følgende par år blev dette samarbejde mellem konge og stormænd fulgt op af et ganske omfattende lovgivningsarbejde, der først og fremmest havde til formål at dæmme op for den voldsomme uro og lovløshed i landet, som var en konsekvens af de foregående årtiers urolige forhold.

Mordet på Erik Klipping i Finderup Lade i 1286. Illustration: Danmarks Historie i Billeder (1898) 

Kongefamiliens krav 1282-1286

Kong Erik var også presset af uindfriede arvekrav fra sine slægtninge. Allerede før udstedelsen af håndfæstningen i 1282 havde han lovet at betale for gods, han havde konfiskeret efter en afdød bror til den seneste hertug af Slesvig. Året efter fik hertugens ældste søn, Valdemar, omsider overladt det fædrene hertugdømme, dog på vilkår, han tydeligvis ikke var tilfreds med. Samtidig fik grev Jakob, efterkommer af en af Valdemar Sejrs sønner født udenfor ægteskab, udleveret det fædrene grevskab Nørrehalland, mens en efterkommer af Valdemar Sejrs anden såkaldt 'uægte' søn året efter fik Sønderhalland som hertugdømme. Dertil kom, at kongen endnu ikke havde udleveret det jordegods, som de fire døtre efter kong Erik Plovpenning (død 1250) havde arvet efter deres far. To af dem sad nu som eks- og enkedronninger i henholdsvis Sverige og Norge, mens sidstnævntes søn var regerende konge, og det var en penibel sag at overdrage store godsområder i Danmark til fremmede fyrster. Alligevel blev der i 1284 afsagt en dom på et danehof om, at Eriksdøtrene skulle have deres arv udleveret. Det kneb dog fortsat og længe med at efterleve det meste af denne dom.

Disse krav fra norsk og svensk side havde tidligere givet anledning til krigeriske forviklinger. Ved en passende grad af indblanding i svensk politik og militære magtmidler var det dog lykkedes at få sikret en stabil fred med Sverige i 1278. Forholdet til Norge udviklede sig mere problematisk. I 1280'erne angreb og plyndrede norske flåder flere gange forskellige steder i landet, og et forsøg i 1284 på at alliere sig med nordtyske fyrster og byer, som også havde udeståender med Norge, førte kun til, at Norge bøjede sig for nordtyskerne, mens Danmark blev isoleret.

I 1285 rejste hertug Valdemar 2. af Slesvig krav om en udvidelse af sit hertugdømme med Als samt om udvidede rettigheder inden for hertugdømmet, men selv om et danehof dømte hans krav uberettigede, indtog han herefter Als og kronens gods i hertugdømmet og erklærede, at han ville stræbe efter Danmarks krone. Resultatet blev, at kong Erik angreb ham med en hær, og at hertugen blev taget til fange under et forsøg på at flygte til Norge. Fangenskabet varede et halvt års tid, hvorefter kongen i marts 1286 blev presset til at slippe hertugen fri og endda til at overlade ham visse af de rettigheder i hertugdømmet, som han tidligere var blevet nægtet. Hertugen på sin side lovede, at han aldrig ville stræbe kongen efter livet eller begå majestætsforbrydelse mod ham.

Mordet i Finderup 1286

Ca. otte måneder senere, den 22. november 1286 blev Erik Klipping myrdet i landsbyen Finderup ved Viborg, angiveligt af 56 knivstik, hvorefter han blev begravet i Viborg Domkirke. Ti år tidligere havde han fået sin søn, Erik (Menved), der ved sin fars død var 12 år gammel, valgt som sin efterfølger, så moderen, enkedronning Agnes, overtog straks magten. Året efter, i pinsen 1287, blev ni stormænd med grev Jakob af Nørrehalland og marsk Stig Andersen i spidsen på et danehof dømt skyldige i kongemordet, hvorfor de fradømtes deres fred og deres gods. De fredløse vidste dog, hvilken vej det bar, og var forinden flygtet til rigets fjende, den norske konge. Straks efter dommen blev hertug Valdemar ifølge en samtidig årbog "rigets formynder", og han blev i hvert fald medlem af den formynderregering, der styrede på den umyndige Eriks vegne. Det var for så vidt et fornuftigt træk fra enkedronning Agnes side, eftersom hertug Valdemar kunne hævde at have ligeså god ret til tronen som den unge Erik. Samtidig eller muligvis lidt senere fik hertug Valdemar udleveret Als og de fynske områder, som tidligere havde tilhørt hans farbror – og sikkert også de efter hans mening manglende rettigheder i hertugdømmet.

Et halvt århundrede senere blev hertug Valdemar i en krønike beskyldt for at stå bag mordet på Erik Klipping. Til støtte for denne beskyldning taler, at han havde et motiv til at ønske kongen død og opnåede en hel del som følge af dødsfaldet. Derimod er det svært at se, hvilken glæde de dømte kunne have af kongens død. Imidlertid findes der ikke tilstrækkeligt med beviser til, at det er muligt at stoppe den mange århundreder lange diskussion om, hvem der stod bag mordet på Erik Klipping.

Tilnavn, ægteskab og børn

Kong Eriks tilnavn Klipping, sommetider fejlagtigt gengivet som Glipping, findes allerede i samtidige kilder. Ordet betyder et klippet (fåre)skind, men hvorfor han blev kaldt således fortaber sig i historiens mørke.

Erik Klipping blev gift i 1273 med Agnes af Brandenburg (død 1304). Sammen fik de sønnerne Erik (Menved), konge af Danmark 1286-1319, Christoffer (2.), konge af Danmark 1320-26 og 1330-32, og Valdemar, der døde 1304. Derudover fik de døtrene Richiza (død ca. 1300), gift med fyrst Nicolaus af Werle, og Margrete (død 1341), gift med kong Birger Magnussen af Sverige.

Kobberstik af Erik Klipping fra 1685. Fra: Det Kongelige Bibliotek