Mordet på Erik Klipping i Finderup Sankt Cæcilie nat 22. november 1286 er aldrig blevet opklaret, og med god grund, for vi ved meget lidt med sikkerhed om mordet. Gerningen var resultatet af en sammensværgelse, men ikke alle de sammensvorne var aktive i selve handlingen. Mange i samtiden kunne have haft interesse i at få kongen af vejen, men kun få havde et konkret motiv.

Situationen bliver yderligere kompliceret af, at man i pinsen 1287 ved danehoffet i Nyborg dømte ni mænd, der i første omgang ikke synes at have haft noget motiv. De dømte var grev Jakob af Nørrehalland (død 1309), marsk Stig Andersen (ca. 1230-1293), Niels Hallandsfar (død efter 1295), Peder Porse (død før 1313), Peder Jakobsen, Niels Knudsen, Ove Kage (død 1296), Rane Jonsen og Arvid Bentsen (død ca. 1288). I eftertiden er de blevet kaldt de ’fredløse’. Men historikerne har i årtier diskuteret, om de virkelig var morderne, eller om der var tale om et justitsmord på uskyldige mænd. Men hvem var de mistænkte, og hvilke motiver kan de have haft?

De sammensvorne rider fra Finderup om morgenen efter drabet på Erik Klipping Sankt Cæcilie nat i november 1286. Maleren Otto Bache (1839-1927) malede i 1882 billedet med gengivelsen af nogle af de ni stormænd, der i 1287 blev dømt for kongemordet. Billedet er siden blevet et af Danmarks mest kendte klassiske historiemalerier. I horisonten ses den brændende kirkelade i Finderup, hvor Erik Klipping blev myrdet. De sammensvorne vender sig i sadlerne for at se ilden, mens en skræmt bonde gemmer sig i krattet bag dem. Maleriet hænger på Frederiksborg Slot. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Arvid Bentsen

Blandt de ni dømte i sagen var væbneren Arvid Bentsen (fødsel ukendt, død ca. 1288), der utvivlsomt var medskyldig i mordet. Samtiden vil vide, at han ”med egen hånd overvar [udførte] det slemme mord”, som historikeren Arild Huitfeldt (1546-1609) opsummerede Erik Menveds bekræftelse af Nyborgdommen i 1305. I modsætning til de andre fredløse deltog Arvid altså direkte i mordet. Mens den norske konge i 1287 tog de fredløse i forsvar og gav dem asyl, så undlod han specifikt at inkludere Arvid. Det kan kun pege på, at alle i samtiden betragtede Arvid som medskyldig og derfor skyede ham som pesten. Men Arvid er kun kendt fra mordet. Vi ved intet andet om ham, og alt tyder på, at han blot var en håndlanger, og at kongemordet var resultatet af en sammensværgelse, ikke mindst fordi kongen formentlig blev myrdet med 56 stik. Kort efter, i 1288, blev Arvid i øvrigt henrettet som en simpel forbryder i Sverige. Det synes også at indikere, at han var en simpel håndlanger, der blev ofret, da efterspillet om mordet gik i gang. Så mens Arvid alt andet lige var én af morderne, så kommer vi ikke nærmere på at løse det sande spørgsmål i mordgåden, nemlig hvorfor kongen blev myrdet.

Biskop Peder af Viborg

Blandt de mistænkte har biskop Peder af Viborg (død ca. 1292) flygtigt været nævnt som en mulig anstifter af mordet pga. stridigheder med kongen. Men biskop Peder var generelt en uregerlig person, og hans titel var omstridt pga. interne problemer med Aarhusbispen. Samtidig ville domkapitlet i Viborg ikke anerkende ham som biskop, idet han var blevet indsat af den omstridte ærkebiskop Jakob Erlandsen af Lund (ca. 1220-1274). Hans primære udestående synes derfor at have været med andre gejstlige, og det er usandsynligt, at han skulle have stået bag mordet, selvom det fandt sted i hans stift.

Dronning Agnes

Erik Klipping var i 1273 blevet gift med Agnes af Brandenburg (1257-1304), og sammen fik de tre sønner og to døtre. Dronning Agnes har også været nævnt som mistænkt for mordet, hvilket skyldes en idé om, at hun var jaloux og krænket over kongens sidespring. Desværre peger ingen samtidige kilder herpå.

Ideen stammede reelt fra de Marsk Stig-viser, der var nedskrevet flere hundrede år efter mordet. Ingen samtidige kilder indikerede, at kongen havde udenomsægteskabelige affærer, og selv hvis han havde, ville det næppe have udgjort et større problem. Ægteskab i middelalderen, særligt i samfundets top, var ikke baseret på kærlighed, men på politik. Således sikrede ægteskabet med Agnes kong Erik en stærk alliance mellem de danske konger og Agnes’ familie, de magtfulde markgrever af Brandenburg. Agnes havde alt at tabe ved at myrde sin gemal, for hendes magt i Danmark var afhængig af kongen. Hvis Erik døde, kunne Agnes og hendes mindreårige sønner meget vel risikere at miste al magt i Danmark.

Erik Menveds kamp med de fredløse og Norge. På Lorenz Frølichs (1820-1908) tegning fra 1853 ses en gengivelse af barnekongen Erik Menved og hans mor, dronning Agnes. Erik Menved står med sin mor bag sig og blæser til kamp mod de fredløse, der dræbte hans far, Erik Klipping, den 22. november 1286. Fra: Statens Museum for Kunst

Peder Nielsen Hoseøl

Erik Klipping blev kronet til konge i 1259, men i 1282 måtte han undertegne en håndfæstning, der indskrænkede hans magt over rigets stormænd og kirken. Efter mordet på Erik Klipping i november 1286 blev stormanden Peder Nielsen Hoseøl (død 1298) også foreslået som en af de mulige bagmænd. Mistanken baserede sig på, at Peder før håndfæstningen i 1282 synes at have tilhørt kongens inderkreds, da han havde titel af drost (en slags regeringsleder). Efter håndfæstningen blev denne regeringskreds tilsyneladende skiftet ud med stormænd som grev Jakob af Nørrehalland og marsk Stig Andersen, der havde som mål at styrke stormændenes kontrol med kongen.

Den tidligere drost skulle ifølge denne teori have stået bag mordet for at komme tilbage til magten. Men bevismaterialet er ikke voldsomt overbevisende, da det dels baserer sig på, hvem der var vidner på de kongelige diplomer, og på, at Peder kom tilbage til embedet efter mordet. Her forsvinder Peder efter 1282, i forbindelse med at andre overtager drostembedet. Men vi har ikke nok vidnelister fra perioden til at kunne formulere en troværdig teori om, hvem der sad i kongens inderkreds, og det er ikke helt klart, hvor magtfuld en drost var i samtiden. Teorien virker derfor ikke overbevisende og støtter sig til en vis grad på det faktum, at Peder blev drost igen efter mordet. Men det gør ham næppe til morder, for hvordan kunne han vide, at mordet ville bringe ham tilbage til magten?

Hertug Valdemar Eriksen af Sønderjylland

Valdemars oldefar var kong Abel, der herskede over Danmark i 1250-1252. Efter kongens død fulgte broren Christoffer på tronen frem for Abels søn Valdemar. Derfra udviklede sig en strid mellem de to kongelinjer, Christofferlinjen og Abellinjen. Abellinjen endte med at få tilkendt hertugdømmet Sønderjylland, men var arvingerne mindreårige, bestyrede kongemagten hertugdømmet.

I 1280’erne havde Valdemar tilsyneladende stadig et potentielt krav på tronen, og i 1283 fik han efter et årtis indsats endelig tilkendt hertugtitlen. Men Valdemar og kong Erik var ikke enige om udstrækningen af hertugdømmet og hertugens beføjelser, så i 1284 gjorde Valdemar oprør. Han blev derpå besejret af Erik Klipping og fængslet i Søborg slot. Først i 1286 blev Valdemar sat fri mod, at han svor aldrig at ville føre krig mod kongen igen. Valdemar havde altså et klart motiv, hævntørst, og måske endda muligheden for at sætte sig på tronen. Omkring 50 år senere – ca. 1350 – berettede Jyske krønike da også, at Valdemar måtte være bagmanden. Men efter mordet blev Valdemar i 1287 udnævnt til at sidde i formynderregeringen af Danmark sammen med dronning Agnes og fyrst Vizlav af Rügen (ca. 1240-1302). Selvom der måske var gnidninger internt blandt de tre, så forblev Valdemar loyal over for den umyndige kong Erik Menved i krigen mellem Danmark, de fredløse og Norge. Men i modsætning til alle andre i sagen, så havde Valdemar et klart motiv.

Kong Erik 2. Magnusson

Den norske kong Erik, der blev kaldt Præstehader pga. sin konflikt med den norske kirke i 1280’erne, havde via sin mor, Ingeborg, der var datter af kong Erik 4. Plovpenning (født 1216, regent 1241-1250), krav på omfattende jorder i Nord- og Midtjylland. Det havde Erik Klipping nægtet at udlevere, og i 1280’erne lå Danmark og Norge i krig. Tilsyneladende blev den danske og norske konge imidlertid forligt i oktober 1286 – en måned før mordet – idet Klipping endeligt gik med til at overlade jorderne til den norske konge. Alligevel var Erik 2. Magnusson Præstehader meget hurtig til at tage de fredløse under sin beskyttelse og tilbyde dem asyl i 1287.

I de følgende år angreb nordmændene og de fredløse Danmark, og krigshandlingerne blev først indstillet ved Hindsgavlforliget i 1295. Men Erik Præstehaders handlinger i 1280’erne lader ane, at han måske stræbte efter mere end blot at få sine arvejorder i Danmark. Den engelske kong Edward I (1239-1307) tillod ham i hvert fald at hyre soldater i England for at hævne mordet på sin bedstefar, Erik Plovpenning, og i den henseende var både Abel og Christofferlinjen at betragte som tronranere. Man kan således godt have Erik mistænkt for at ville destabilisere Danmark ved først at myrde kongen og derefter invadere og vælte en skrøbelig formynderregering. Når alt kom til alt, var hans arvekrav ikke voldsomt meget ringere end andre blodsbeslægtede, og hvis han havde den fornødne militærmagt, ville en legitim bemægtigelse af magten være et fait accompli. Men der findes ingen beviser, og teorien forbliver spekulation. Og det er bemærkelsesværdigt, at ingen i den danske formynderregering anklagede ham for mordet. Det ville de formentlig have gjort, hvis de havde haft den mindste mistanke.

De fredløse, også kendt som de sammensvorne

Stærkt påvirket af folkevisetraditionen er det ofte opfattelsen i dag, at marsk Stig var leder af de fredløse. Men ser man på det samtidige materiale, synes grev Jakob af Nørrehalland som en stærkere kandidat til ledertitlen. Dels havde han den højeste rang blandt de fredløse og var den mest magtfulde, dels havde han også haft et venskabeligt forhold til den norske konge i 1280’erne, mens Danmark og Norge lå krig. Men som udgangspunkt forekommer de fredløse som underlige kandidater. Efter 1282-håndfæstningen deltog flere af dem i styret af kongeriget, og op til mordet er der ikke tegn på, at de som gruppe har haft noget udestående med kongen.

Den eneste, der måske var på kant med kongen, var Jakob, der først fik tilkendt sit grevskab og dermed sin arv daterende tilbage fra Valdemar 2. Sejr (Jakobs oldefar). Alligevel blev de dømt for mordet, og samtiden syntes sikker på deres skyld. Deres motiv kan have været en frygt blandt de danske stormænd for, at kongen ville sikre sin magt på stormændenes bekostning ved at indføre en særlovgivning angående forbrydelser mod kongen, som skulle gå uden om rigets normale retsinstanser. Endvidere synes Erik Klipping i stigende grad at alliere sig med nordtyske fyrster, bl.a. med Agnes’ familie, markgrevskabet Brandenburg, og med diverse nordtyske fyrster og byer i den nordtyske forsvarsalliance, der kaldtes Landefreden, og endelig synes kongen i Danmark at have omgivet sig med tyske småfyrster og deres tropper. Umiddelbart kan en sådan forklaring forekomme tænkt, men det er bemærkelsesværdigt, at ingen i samtiden, selv da kongemagten stod svagest umiddelbart efter mordet, synes at have udfordret dommen, og at de fredløse blev dømt på danehoffet af et nævn på måske helt op til 36 personer. Det var altså ikke en skueproces. Det peger dels på debat og dels på, at man i overvejende grad fandt, at de fredløse var skyldige.

Vi kender derfor ikke løsningen på mordgåden, og det kommer vi nok heller aldrig til. Arvid Bentsen var alt andet lige med ved selve mordet, men han synes ikke at have haft særlige interesser deri. Hertug Valdemar og kong Erik af Norge havde motiver, men ingen anklagede dem. De fredløse blev dømt, og samtiden var overbeviste om deres skyld, men vi har intet direkte bevis.

Mordgåden om Erik Klipping forbliver derfor uløst, og pga. det ufuldstændige kildemateriale er det usandsynligt, at mordet nogensinde bliver opklaret.

Podcast fra Mægtige Middelalder om det sidste kongemord i 1286

Lyt til podcasten, hvor lektor, ph.d. Thomas Heebøll-Holm fra SDU fortæller om kongemordet i 1286. 

Hvem myrdede kong Erik  Klipping? Det får vi nok aldrig svar på, men her kommer nogle kvalificerede gæt på denne, den mest berømte af dansk middelalders true crime stories. For det har jeres vært nemlig skrevet en lille bog om ved navn Det sidste kongemord - 1286. Derfor er rollerne i podcasten byttet om for denne gang er værten Lars Kjær, og Thomas Heebøll-Holm er gæsten, der fortæller om sin bog. Så hvis I vil høre mere om mysteriet om mordet på Erik Klipping i Finderup, så lyt med her:

Læs mere på Mægtige Middelalder.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.