Kilder
Kildeintroduktion:
Erik Klipping (født 1249, regent 1259-1286) blev myrdet i landsbyen Finderup ved Viborg den 22. november 1286, men hvem der stod bag kongemordet, er aldrig med sikkerhed blevet opklaret. I 1305 udpegede Erik Klippings søn, Erik 6. Menved (født 1274, regent 1286-1319), et nævn, der ved hoffet i Helsingborg den 8.-10. september stadfæstede en dom i sagen fra 1287 mod kong Erik Klippings drabsmænd. Dommen fra 1305 er gengivet nedenfor.
I pinsen 1287 – seks måneder efter drabet – blev ni mænd ved danehoffet på Nyborg Slot anklaget for kongemordet, der angiveligt var udført med 56 knivstik. De ni danske stormænd blev kendt skyldige i drabet og for majestætsforbrydelse formentlig af et såkaldt worthælsnævn, en slags domstol, som vi desværre ikke kender særligt godt. Straffen for mordet eller delagtighed i det var fredløshed og fortabelse af al ejendom og liv. De ni mænd havde forinden søgt tilflugt hos den norske konge Erik 2. Magnusson (født 1268, regent 1280-1299), der tog dem i forsvar. De dømte blev i folkemunde kendt som ”de fredløse”. Det var grev Jakob af Nørrehalland (fødsel ukendt, død 1309), marsk Stig Andersen (ca. 1230-1293), Niels Hallandsfar (død efter 1295), Peder Porse (død før 1313), Peder Jakobsen (fødsel og død ukendt), Niels Knudsen (fødsel og død ukendt), Aage Kakke (fødsel ukendt, død 1296), Rane Jonsen og Arvid Bentsen (fødsel ukendt, død ca. 1288). I dommen fra 1287, der blev stadfæstet i 1305, blev Arvid Bentsen dømt for ”med egen hånd” at have udført ”det slemme mord”, mens de øvrige blev dømt for at have beordret og udtænkt mordet.
Til trods for dommen i 1287 og stadfæstelsen i 1305 er der fortsat tvivl om, hvem der stod bag mordet på Erik Klipping i november 1286. Der er gennem tiden gjort mange forsøg på at opklare mordgåden, men det sparsomme kildemateriale giver ikke et endeligt svar.
. . . Gør[1] vitterligt for alle nulevende og tilkommende, at vor naadige Herre, Kong Erik, (paa Hoffet[2]) i) Helsingborg Aar 1305, for Bisper, for Hertug Kristoffer af Estland, Erik af Sverige[3], Valdemar af Finland[4], Gerhard, Greve af Holsten, og Danmarks Stormænd og fremkom med Klage over sin Herr Faders, Kong Eriks, Død, og at han beskyldte Grev Jakob, Marsk Stig[5], Niels Hallandsfar, Peder Porse, Peder Jakobsen, Niels Knudsen, Ove Kage[6] og Rane Jonsen for Raad, Befaling og Handling til at ihjelslaa ham og Arvid Bentsen for, at han med egen Haand overvar det slemme Mord. Og han tilbød dem af særlig Naade og for fyrstelig Forbøns Skyld - endskønt de i Forvejen var lovligt domfældt - at rense sig og ved Rettergang befri sig, om nogen endnu kunde, saa at al Tvivl kunde forsvinde, idet han tillod dem at fremføre og os at ransage, sige og sværge, hvad os syntes sandest og retfærdigst efter vor Samvittighed, og han udpegede særligt os af den hele Forsamling, som var tilstede hos ham, til at ransage, hvem der var skyldig og hvem ikke. Efter en god Raadslagning[7] indkom vi da igen for fornævnte Konge, Fyrster, Greve, Herrer og Forsamling, og idet vi lagde vore Hænder paa det hellige Evangelium[8], udsagde vi frit, at alle de fornævnte er skyldige i Kong Eriks Død og har begaaet den Handling, som er en Majestætsforbrydelse. Og af hele Forsamlingen var der ingen, som sagde imod, uden Peder Jakobsen - som var anklaget - og nogle af de andre anklagedes Børn.
Ordforklaringer m.m.
[1] Dommen blev gengivet af hofhistorikeren Arild Huitfeldt (1546-1609), der skrev om mordet omkring år 1600. Hans afskrifter fra sagen er en vigtig kilde til efterforskningen af mordgåden, da en stor del af kildematerialet til Danmarks middelalder brændte i 1728. Arild Huitfeldt havde haft adgang til kildematerialet, så hans afskrifter fra kilderne bliver helt centrale for vores viden om begivenhederne i forbindelse med mordet i november 1286. Huitfeldt meddeler som indledning, at kongen havde ladet de landflygtige "stævne til Hoffet, for at de kunde anføre, hvad de vidste til deres undskyldning, og havde givet dem sikkert lejde til at møde og forsvare sig". Huitfeldt anfører ikke navnene på dem, der sad i nævnet.
[2] Huitfeldts note: har ved en anakronisme: for siddende Raad.
[3] Hertug Erik Magnusson, bror til den svenske kong Birger Magnusson.
[4] Hertug Valdemar Magnusson, bror til den svenske kong Birger Magnusson.
[5] Stig Andersen af den indflydelsesrige Hvideslægt. En marsk var i middelalderen den rigsembedsmand, som var rigets øverste hærfører.
[6] Ove Kages navn skrives også i nogle sammenhænge som Åge Kakke eller Aage Kakke.
[7] Raadslagning: rådføre sig med, diskutere en sag.
[8] Huitfeldts note: man raadede i Middelalderen kun sjældent over en fuldstændig Bibel.
Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
