Fredløshedens oprindelse og funktion

Fredløshed har muligvis rødder i den hedenske oldtid, hvor straffen for en forbrydelse kunne være udstødelse af slægtens eller stammens fredsfællesskab. Men som fredløsheden fremstår i Danmarks højmiddelalder, hvor den først og fremmest kendes fra 1200-tallets landskabslove, var den i høj grad et produkt af kirkens og kongemagtens bestræbelser for at begrænse slægtsfejder. Inspirationen kom fra kirkens ekskommunikations- og eksilstraffe (dvs. bortvisning fra det kirkelige fællesskab) samt fra udenlandsk fredsideologi, der tillagde kongemagten pligt og ret til at sikre landets indre fred.

Indførelsen af fredløshed som straffeform var et opgør med det traditionelle, slægtsbaserede fejdesystem, hvor retsbrud blev betragtet som et mellemværende mellem to slægter, og hvor hævn for en forbrydelse ikke nødvendigvis ramte gerningsmanden selv, men eventuelt hans uskyldige slægtninge. Ved at dømme gerningsmanden – og kun gerningsmanden – fredløs, opnåede man, at hans slægtninge blev fritaget for det kollektive ansvar, som tidligere havde været gældende.

Kongemagt og landefred

Ved at indføre fredløshed som straffeform opnåede man samtidig, at kongen blev gjort til garant for landefreden, dels ved at fredløshed skulle idømmes ved en af kongens domstole, dels gennem kongens ret til at give – eller nægte at give – den fredløse sin fred tilbage. Fredløshed kan dermed ses som et forstadie til egentlige statslige straffe. Imidlertid var højmiddelalderens kongemagt ikke stærk nok til at sætte magt bag ret og måtte derfor inddrage hele samfundet i afstraffelsen af grove forbrydelser; derfor reglen om, at alle måtte slå den fredløse ihjel straffrit. Dermed gav man ganske vist den krænkede slægt mulighed for at tage ustraffet hævn på den fredløse, men med drabet på den fredløse skulle fejden mellem slægterne til gengæld også standse helt, for den fredløses slægt måtte ikke hævne drabet på den fredløse. Ved at give alle, og altså ikke blot den krænkede slægt, tilladelse til at efterstræbe den fredløse opnåede kongemagten også, at kongens egne embedsmænd fik ret til at pågribe og straffe forbrydere.

Bødemål og orbodemål

Middelalderens strafferet skelnede mellem bødemål (bødesag) dvs. forbrydelser, der straffedes med bøde til den forurettede og kongen, og orbodemål (u-bødesag) dvs. forbrydelser, der var så alvorlige, at de ikke kunne sones med bøder men udløste fredløshed. Efterhånden som kongemagten i løbet af højmiddelalderen gjorde sig gældende som landefredens vogter, blev stadig flere retsbrud gjort til orbodemål. Indtil begyndelsen af 1200-tallet var overlagt manddrab så vidt vides bødemål, som kunne sones ved mandebod til den dræbtes slægtninge, med mindre drabet var begået i forbindelse med et særligt fredsbrud, f.eks. drab i kirke eller på tinge, som skærpede straffen til orbodemål og dermed fredløshed. I den yngste af landskabslovene, Jyske Lov, som sandsynligvis var tænkt som en rigslov, er fredløshed gjort til straffen for ethvert overlagt manddrab.

Således er der ret store forskelle mellem landskabslovene mht. hvilke forbrydelser, der var henholdsvis bødemål og orbodemål. Voldtægt er f.eks. i Skånske Lov et bødemål, der ganske vist straffes med lovens højeste bøder, 40 mark til den forurettede slægt og 40 mark til kongen, mens voldtægt ifølge Jyske Lov skal straffes med fredløshed.

Landsforræderi, majestætsforbrydelse og retsnægtelse

Kongemagten styrkede også sin magt gennem fredløsheden ved at gøre den til straf for landsforræderi og forbrydelser mod majestæten. Landsforræder var den mand, der fulgte fjenden ind i riget og således bekrigede sin egen konge. Ud af denne bestemmelse – og inspireret af Romerretten – udvikledes i løbet af middelalderen såkaldt majestætsforbrydelse som en særskilt forbrydelsestype, hvor den skyldige skulle straffes med fredløshed.

På dette grundlag hævdede kongen efterhånden retten til at udstede befalinger under trussel om fredløshed som ultimativ straf. At nægte at rette sig efter kongens befalinger lod sig nemlig opfatte som en form for majestætsforbrydelse. Heraf udvikledes en fast procedure for retlig forfølgning med kongebreve, hvor den anklagede fik en række frister til at rette for sig (dvs. modbevise anklagen eller i modsat fald efterkomme sagsøgers krav). Overskred vedkommende fristen i det sidste af disse breve, blev han dømt til at rømme (flygte) som andre fredløse.

I det hele taget kunne fredløshed med tiden bruges som tvangsmiddel selv i mindre sager, hvor en person f.eks. nægtede at møde i retten eller betale bøder eller gæld. I senmiddelalderen og renæssancen kunne en godsejer få dømt en fæstebonde fredløs, hvis denne var blevet dømt til udvisning af fæstegården men nægtede at flytte. Formålet med denne brug af fredløshed var ikke at skaffe sig ret til at slå fæstebonden ihjel, men at bruge fysisk magt til at sætte ham ud af gården.

Fredløshed efter Reformationen

Efter Reformationen 1536 blev der indført dødsstraf for en række af de forbrydelser, som tidligere havde medført fredløshed, f.eks. drab. Dette var tilfældet i en række danske købstadslove allerede inden Reformationen. Resultatet var for så vidt, at anvendelsen af fredløshed som primær straf blev indskrænket. Endnu dømte man dog gerne den skyldige fredløs samtidig med, at man idømte dødsstraffen; og fredløshed var fortsat straffen for manddrab, hvis gerningsmanden flygtede og derfor ikke kunne pågribes og straffes med døden. Fredløshed kunne også fortsat tages i brug overfor en række mindre retsbrud (f.eks. modvillige skyldnere og retsnægtere), men da formålet i disse tilfælde ikke var at udnytte muligheden for at dræbe den fredløse, udvandedes fredløsheden gradvist i løbet af 15-1600-tallet.

I Danske Lov af 1683 nævnes fredløshed kun få steder og fremstår da som levn af en udlevet retsordning. En bestemmelse om indholdet og rækkevidden af dom til fredløshed, som Danske Lov gengav fra en reces af 1558, blev først endeligt ophævet ved straffeloven af 1866.

Øvrige regler vedrørende fredløshed

Fredløshed medførte først og fremmest, at enhver måtte dræbe og øve vold mod den fredløse. Dertil kom, at den fredløses gods tilfaldt kongen. I nogle tilfælde havde kongen ret til at konfiskere den fredløses samlede ejendom inklusive hans arvegods, i andre tilfælde blot den fredløses ejendele i løsøre, penge m.m. Da meningen med at dømme en mand fredløs var at fratage ham enhver form for personlig beskyttelse, var det strafbart at ”huse og hele” (dvs. skjule og hjælpe) den fredløse. Efter afsigelse af dom til fredløshed fik den dømte dog en vis frist til at flygte. Formålet med denne regel var bl.a. at give den mand, der var sigtet for en forbrydelse, der kunne udløse fredløshed, tilskyndelse til at møde frem for domstolen for at forsvare sig. Efter dommen havde den fredløse til gengæld kun mulighed for at bringe sagen for en højere domstol eller kongen personligt, hvis kongen gav ham frit lejde dertil.