Jens Iversen Lange. Billedet er en kopi af et maleri i Aarhus Domkirke fra 1470. Fra: Wikimedia Commons

Vi, Christian[1], med Guds nåde Danmarks, Norges, Venders og Goters konge, greve i Oldenborg og Delmenhorst, gøre alle vitterligt med dette vort åbne brev, at vi og disse efterskrevne vore elskelige værdige fædre og råd og mænd, hr. Tue ærkebiskop i Lund[2], hr. Olaf i Roskilde[3], hr. Knud i Viborg[4], hr. Jep i Børglum[5], hr. Henrik i Ribe[6], biskopper, hr. Claus Rønnow vor marsk[7], hr. Eggert Frille[8], hr. Peder Hogenskild[9], hr. Johan Bjørnsen[10], hr. Jens Torbensen[11], hr. Torben Bille[12], hr. Oluf Lunge[13], hr. Åge Axelsen [14], hr. Iver Axelsen[15], hr. Knud Henriksen[16], hr. Strange Nielsen[17], hr. Corfitz Rønnow[18], hr. Stig Olsen[19], hr. Johan Frille[20], hr. Johan Rantzau[21], hr. Axel Lagesen[22], hr. Jens Due[23], riddere, og Anders Jensen vor landsdommer i Sjælland[24], var forsamlede i Kalundborg i gråbrødre stue[25] hellig korsaften exaltacionis[26], år efter Guds byrd mcdlviii[27], til rette at høre den tvedragt og uvilje[28], som var mellem [den] hæderlige fader med Gud biskop Jens i Århus[29] på den ene side og velbyrdige og strenge ridder hr. Otte Nielsen[30] og hr. Erik Ottesen[31] på den anden side, og grangiveligt overveje, hvilken af de tre der havde mest skyld i den tvedragt; og [vi] adspurgte grangiveligt om det forlig, som hæderlige fædre og gode mænd gjorde imellem dem i Horsens[32], og spurgte og hørte, hvorledes forliget var bristet, og hvem der havde brudt det, og hørte tiltale og svar på begge sider, som her efterfølger, med flere ord. Blandt andre ærinder beskyldte hr. Erik Ottesen biskoppen af Århus for, at han ikke havde holdt det, som var aftalt i Horsens, og [vi] spurgte og hørte af forskrevne hr. Erik Ottesen, på hvilken måde, han sagde [det var sket], [hvortil hr. Erik svarede:] først dermed, at hans svende skulle komme til Århus byting på et aftalt tidspunkt, og der skulle de frikendes for alle domme, som var overgået dem. De forskrevne svende kom, men de blev ikke frikendt. Ligeledes sagde forskrevne hr. Erik, at det var aftalt, at han skulle ledes i kirke på et bestemt tidspunkt; han mødte op til tiden, men måtte ikke komme i kirke. Derfor måtte han gøre kost og tæring[33] til ærkebiskoppen og opnåede af ham [tilladelse til], at abbeden af Øm kloster ledte ham i kirke. Derfor fik abbeden biskoppens ugunst og mistede en kirke, som han havde af biskoppen.[34] Ligeledes beskyldte hr. Erik biskoppen for, at biskoppens tjenere slog hr. Eriks tjener ihjel i Århus by, og det skete af hans brød og i hans brød[35], og siden forblev de svende, som havde gjort det, så længe i klosteret[36], at biskoppen havde vel magt at hindre dem og hjælpe ret over dem. Ligeledes sagde hr. Erik, at sandemænd[37] havde gjort uret tog[38] på Århus byting[39], fordi den svend, som blev slået ihjel, han var lovligt gjort fredløs, dog svor de tog[40] over ham som over en ufordelt mand[41]. Fremdeles beskyldte hr. Otte Nielsen forskrevne biskop Jens af Århus for, at han ville forsvare Ebeltoft[42] og havde pålagt et kapel der i byen flere afgifter, end det nogensinde havde givet før, og kommet dem i dom[43] etc.[44] Fremdeles beskyldte hr. Otte biskoppen på grund af en kirke, som er viet til Skt. Maria Magdalena[45], som han og hans hustru havde opbygget på det sted, hvor skov og træ stod, som de havde ladet bortrydde, og hvor de har gjort en skøn kirke, og alle de folk, der søger til den, hører forskrevne hr. Otte til[46]; og biskoppen vil ikke tillade ham at ansætte en kapellan der eller have mere at gøre med kirken, end hvis han og hans hustru intet havde gjort dertil [til kirkens opbygning]. Ligeledes flere beskyldninger havde hr. Otte til biskoppen, som omtales nedenfor. Den tid, vi havde hørt alle disse beskyldninger og artikler og tiltale og forsvar, breve og beviser, som de havde på begge sider, da satte de det i minde og ret for os[47]; de blev udvist[48], og vi overvejede grangiveligt hver artikel[49] for sig til rette og minde, og blev enige derom, og kaldte dem ind igen og oplyste dem om, hvad vi således fandt for minde og ret: Til den første artikel, om at de svende ikke blev frikendt på tinget i Århus, som den reces[50] udviser, som var gjort i Horsens, derfor skal biskoppen af Århus selv komme til stede på bytinget i Århus og frikende dem der og gøre hr. Erik forbedelse[51] for den forsømmelse, at den artikel ikke overholdtes, som den reces udviser, der var gjort i Horsens. Fremdeles den anden artikel, at hr. Erik ikke kom i kirke, som recessen også udviser, for tæring, skade og modgang, som hr. Erik havde derudaf, derfor skal den bandsret[52] gives igen, som hr. Erik og hans tjenere udgav, og bispen blive abbedens ven så god, som han var tilforn, før det skete. Fremdeles [om] den mand, hr. Eriks tjener, som blev slået ihjel udi Århus etc.: Vil biskoppen indenfor de næste seks uger forrette[53], at det ikke skete af hans brød og i hans brød, og at han ej havde magt at hindre de svende, efter det var gjort, da skal biskoppen derfor blive kvit. Men vil biskoppen ikke gøre dette, da skal han sørge for, at den mand bødes igen[54] for 7 lødige mark inden påske og straks holdes sjælemesser for, der hvor han ligger[55], med vigilier[56] og 30 messer. Fremdeles om sandemændene i Århus, der gjorde tog over den fredløse mand etc., de skal bøde derfor, som for uret tog bør at bødes, som om de er fældte[57], med mindre biskoppen og hr. Erik kunne forliges derom. Fremdeles, som hr. Otte tiltalte biskoppen om det kapel i Ebeltoft etc., det kapel skal give biskoppen [den samme afgift] som han[58] gav før i tiden, og biskoppen skal lade sig nøje dermed, og er kapellanen i nogen dom, skal han afløses[59]. Fremdeles om Skt. Marie Magdalene kirke etc., den skal hr. Otte Nielsen og hans arvinger efter arvinger til evig tid have jus patronatus[60] over, og skal intet regnskab gøre biskoppen af offer eller gave[61], som kommer til forskrevne kirke, så længe hr. Otte eller hr. Erik, hans søn, lever; og når hr. Otte og hr. Erik begge er døde, da skal deres efterkommende arvinger gøre biskoppen af Århus skelligt regnskab, hvis der er stor tilsøgning og drabeligt[62] offer kommer [til kirken]. Og at præsten viser biskoppen den lydighed, han bør vise sin biskop. Fremdeles er flere sager endnu uløste; dem har vi befalet hæderlig fader med Gud biskop Knud i Viborg[63], hr. Knud Henriksen[64], hr. Munk af Brusgård[65] og hr. Jens Madsen af Visborg[66], riddere, som begge sider tillod og vel nøjedes med, at have magt at forlige dem med minde eller skille dem med rette i Randers nu Skt. Mortens dag næstkommende. Fremdeles om Otte Bøjstrups[67] svend, som hr. Christoffer Lykke[68] fratog et panser[69] etc., det panser og andet, hvad han tog fra ham, skal gives den samme svend igen, og har hr. Christoffer tiltale til svenden, da skal han tiltale ham med rette. Som yderligere bevis for, at det således er gået og faret, som forskrevet står, har vi ladet hænge vort sekret[70] neden for dette brev, som er givet år, dag og sted, som forskrevet står.