Senmiddelalderen er ofte blevet beskrevet som en nedgangstid, en periode præget af forfald og kriser. Den sorte død, 'den lille istid', hundredårskrigen og kaotiske tilstande i den katolske kirke er forhold, der gerne trækkes frem som eksempler på europæisk plan. Senmiddelalderen var da også præget af en række meget store kriser og omvæltninger. Men om en tidsalder karakteriseret af generel nedgang og decideret forfald kan man ikke tale. Pestepidemier og år med misvækst kostede mange menneskeliv, men skabte også sociale og økonomiske forandringer, der på sigt førte til vækst og fornyelse. Krigene var brutale og blodige, men samtidig udtryk for en styrkelse af kongers og fyrsters magt, som pegede frem mod den moderne stat. De tumultariske forhold i romerkirken, hvor hele tre paver en overgang sloges om magten ('det store skisma' 1378-1417), hang bl.a. sammen med styrkelsen af de verdslige territorialherrer og førte desuden til kirkereformer i 1400- og 1500-tallet. Trods magtkampene i toppen af det kirkelige hierarki skete der en opblomstring i den brede befolknings religiøsitet, og man har talt om en 'demokratisering' af troen. Sideløbende med det hele bredte renæssancekulturen sig fra Norditalien ud over hele Europa.

Snarere end en nedgangstid skal senmiddelalderen derfor ses som en epoke præget af kolossale forandringer. Dette kan selvfølgelig siges om alle 150-200-årige perioder i historien. Men mange historikere mener, at den senmiddelalderlige samfundsudvikling – med dens unikke blanding af kriser, katastrofer, fornyelse og vækst – var forudsætningen for det afgørende spring frem mod et mere moderne samfund, som fandt sted fra omkring 1500.

Danmark var en del af denne europæiske og på nogle punkter globale udvikling. Pesten kom til Danmark, ligesom naturligvis også 'den lille istid' gjorde det. I Danmark skete der, som så mange andre steder i Europa, en kraftig styrkelse af kongemagten på bekostning af kirken, og mod slutningen af senmiddelalderen nåede renæssancekulturen de nordlige breddegrader. Som de andre europæiske riger deltog Danmark i en række krige, som satte præg på samfundsudviklingen.

Den danske konges riger og lande

Men hvad var det for et Danmark, der gennemgik alle disse forandringer? Som vist i lektion 1 om højmiddelalderen var Danmarks geografiske udstrækning i middelalderen langtfra den samme som i dag. I løbet af senmiddelalderen fandt en række store territoriale forandringer sted. I 1340, efter den kongeløse periode, var den danske konge end ikke herre i eget hus, da størstedelen af kongeriget var pantsat til holstenske grever, men på forholdsvis kort tid blev det danske kongedømme genetableret, og i 1361 erobredes Gotland fra Sverige. I 1346 blev Estland solgt til Den Tyske Orden, bl.a. for at rejse penge til genindløsningen af panterne i kongeriget. Mod slutningen af 1300-tallet blev Danmark den dominerende part i Kalmarunionen, hvilket gjorde kongen af Danmark til hersker over Norge (med Island og andre bilande) og Sverige (med Finland). I praksis lykkedes det dog kun periodisk at bevare herredømmet over Sverige, ligesom kontrollen med Norge til tider var usikker eller helt fraværende, og i 1523 løsrev Sverige sig helt fra unionen. Ved indgangen til senmiddelalderen var Slesvig så godt som tabt for den danske krone, men i 1460 blev Christian 1. herre over både Slesvig og Holsten.

Senmiddelalderens Danmark adskilte sig ikke kun fra nutidens med hensyn til geografisk udstrækning. Man kan sige, at det danske monarki i senmiddelalderen i geografisk udstrækning var langt større end nutidens Danmark, men til gengæld langt løsere sammenknyttet og svagere funderet. Til forskel fra den moderne, suveræne nationalstat blev det danske monarki i senmiddelalderen alene holdt sammen af den siddende hersker, som stod i forskellige forhold til monarkiets forskellige dele og de deri boende befolkninger. Kernen udgjordes af Kongeriget Danmark bestående af de tre gamle landskaber Jylland (med Fyn), Sjælland og Skåne. I Slesvig og Holsten var kongen (fra 1460) henholdsvis hertug og greve (fra 1474 hertug også i Holsten). Slesvig var et len under den danske krone, således at kongen her var sin egen vasal. Fra 1490, hvor Slesvig blev delt mellem Christian 1.s sønner, kong Hans og hertug Frederik, var Slesvig fortsat et dansk len, men i hertug Frederiks del udøvede den danske konge kun en meget indirekte kongemagt. Holsten var et len under den tysk-romerske kejser og var kun bundet sammen med det øvrige danske monarki, fordi det slesvig-holstenske ridderskab ønskede at fastholde sammenkoblingen af de to hertugdømmer og gjorde den danske konge til hertug af Holsten (og altså kejserens vasal her).

I Kalmarunionens tid var den danske konge derudover konge af henholdsvis Norge og Sverige, men der var tale om en personalunion, hvor de tre nordiske riger i princippet var uafhængige af hinanden og kun bundet sammen af unionskongens person. Kongen var således hersker af de tre riger på forskellige vilkår. Danmark og Sverige var valgkongedømmer, mens Norge var et arverige, og de tre riger havde hver sine love, traditioner og politiske institutioner, som kongen måtte respektere. I alle tre riger stod han over for et aristokratisk domineret rigsråd, som i stigende grad forlangte indflydelse på regeringsudøvelsen. Fra midten af 1400-tallet blev Sverige i lange perioder regeret af det svenske rigsråd med en svensk rigsforstander i spidsen. Det norske rigsråd stod svagere over for kongen, fordi den norske adel ikke havde samme økonomiske styrke som den svenske, og fordi danske adelsmænd fik sæde i det norske rigsråd.

Kalmarunionen 1397-1523. Unionens vigtigste indhold var et kongefællesskab mellem de tre kongeriger Danmark, Norge og Sverige. Den formelle markering af unionens samling fandt sted, da Erik af Pommern blev kronet til konge over alle tre riger i den svenske by Kalmar i 1397. Kalmarunionen havde sit magtcentrum i Danmark, men alle rigerne blev i hovedsagen regeret efter deres egne gamle love og traditioner. © danmarkshistorien.dk 

Af Jeppe Büchert Netterstrøm, ph.d., lektor ved Aarhus Universitet

Udgivet af: danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet (2020).