Da kongen blev hertug

I 1459 stod Slesvig uden en hertug, da den sidste hertug af slægten Schauenburg døde barnløs. Den danske konge Christian 1. (født 1426, regent 1448-1481) af den oldenborgske slægt havde både som dansk konge og slægtning af den afdøde hertug krav på Slesvig, men næppe på Holsten. Udsigten til, at Slesvig og Holsten skulle gå til hver sin arving, passede den slesvig-holstenske adel dårligt. For at sikre samhørigheden mellem Slesvig og Holsten tilbød adelen derfor, at Christian 1. kunne blive hertug af Slesvig og greve af Holsten.

Selv om adelen selv havde peget på Christian 1. som hertug og greve, så skete det alligevel på visse betingelser. Disse betingelser blev nedskrevet i det såkaldte Ribebrev, som Christian 1. underskrev i Ribe i 1460. Ribebrevet sikrede bl.a. det tætte forhold mellem Slesvig og Holsten og deres særstatus i forhold til Danmark. I 1474 ændrede Holsten sig fra at være et grevskab til at blive et hertugdømme. Herefter var den danske konge hertug i både Slesvig og Holsten, som samlet blev omtalt som hertugdømmerne.

Fra 1490 til 1523 og igen fra 1544 til 1779 var den danske konge imidlertid ikke den eneste hertug i Slesvig-Holsten. På grund af hertugdømmernes særlige status og særlige arveregler blev magten over hertugdømmerne delt mellem flere hertuger, hvoraf den danske konge blot var én. Hver hertug var ansvarlig for den lokale administration i sin del, mens overordnede beslutninger, som gjaldt hertugdømmerne som helhed, blev truffet sammen af hertugerne i en fællesregering.  

Her ses det såkaldte Ribebrev, der blev undertegnet i Ribe 5. marts 1460. I dokumentet erklærede Det Slesvig-Holstenske ridderskab, at den danske konge Christian 1. var valgt til hertug af Slesvig og greve af Holsten i forsøget på at sikre et nært forhold mellem de to hertugdømmer. Det originale håndskrevne dokument med 18 segl er fortsat i Det Slesvig-Holstenske Ridderskabs arkiv på Landsarkivet i Slesvig. Foto: © Landesarchiv Schleswig-Holstein, Reproduktion Urk.-Abt. 394 Nr. 8

Kongens rolle som hertug

Både for kongen som hertug og de andre regerende hertuger gjaldt det, at de i deres egne områder af hertugdømmerne kunne regere nogenlunde selvstændigt. De skulle bl.a. sørge for at vedligeholde veje, udnævne præster og opkræve afgifter fra bønderne.

Modsat de andre hertuger boede kongen ikke i hertugdømmerne. Han havde hovedsæde i København, som også var hovedstad for kongens besiddelser i Slesvig-Holsten. Han besøgte dog jævnligt sin del af hertugdømmerne og boede under opholdene på områdets slotte. Til at varetage den daglige administration i hertugdømmerne havde kongen en stedfortræder, den såkaldte statholder. Han repræsenterede kongen, når kongen ikke selv var til stede.

Kongens rolle i fællesregeringen

I de perioder, hvor hertugdømmerne havde flere regerende hertuger, blev beslutninger, der havde betydning for hertugdømmerne som helhed, truffet i en såkaldt fællesregering. Her var den danske konge principielt på lige fod med de andre regerende hertuger, og på papiret spillede det ingen rolle, at han uden for hertugdømmerne regerede over langt større landområder som konge af Danmark. Fællesregeringen stod bl.a. for udskrivning af skatter og beslutninger i spørgsmål vedrørende hertugdømmernes adel og gejstlighed.

Det var dog hovedsageligt udenrigspolitikken, som blev diskuteret i fællesregeringen. Her skulle hertugerne i princippet blive enige om krigsførelse og fredsslutninger. Selv om kongen grundlæggende var ligestillet med de andre regerende hertuger, så spillede det alligevel en rolle, at han var konge i Danmark. Han havde som konge andre interesser og mere at skulle have sagt end sine medhertuger, og det kom ofte til udtryk i udenrigspolitikken. Her kunne det være svært at skelne mellem hans to roller som hertug og konge.

Kongen kunne også udnytte, at han som hertug ikke var underlagt det danske rigsråd, der kun havde myndighed i selve kongeriget. Det udnyttede eksempelvis Christian 4. (født 1577, regent 1588-1648), da han, som holstensk hertug, i 1625 drog Danmark ind i Trediveårskrigen imod det danske rigsråds ønske.

Kortet viser hertugdømmerne Slesvig og Holstens interne grænser og myndighedsforhold i 1622. Fra 1490 og frem blev hertugdømmerne til et politisk kludetæppe som følge af delinger mellem kongerne og andre hertuglinjer. Delingerne var dynamiske, så kortet forandrede sig flere gange, men fra 1582 lå det i hovedsagen fast med en kongelig del, en gottorpsk del, en såkaldt fællesregeret del bestående af adelige godser og så Hans den Yngres områder. De sidste blev i 1622 delt i fem meget små hertugdømmer. De næste store ændringer kom, da den danske konge kunne overtage de gottorpske dele af Slesvig i 1720 og af Holsten i 1773, hvorved også fællesregeringen kunne ophæves. © danmarkshistorien.dk 

Kongen som enehersker i hertugdømmerne

Fællesregeringen i Slesvig blev ophævet i 1721 og i Holsten i 1773. Allerede fra 1664 var kongen påbegyndt at udvide sin del af hertugdømmerne ved arv og køb. Mere afgørende var det, at han 1721 overtog de gottorpske dele af Slesvig efter Store Nordiske Krig. I 1773 overtog han også den gottorpske del af Holsten. I 1779 blev den sidste del af Slesvig underlagt den danske konge.

Selv om den danske konge efter 1779 sad som enehersker i både Slesvig-Holsten og Danmark, så forblev Slesvig og Holsten hertugdømmer med særstatus. Slesvig havde fortsat den danske konge som lensmand og hertug, men da Slesvig var et dansk len, var den danske konge samtidig lensherre og dermed overhoved. Holsten forblev ligeledes et tysk len. Her var den danske konge lensmand og hertug, men den tyske kejser var hans lensherre frem til begyndelsen af 1800-tallet. Da Holsten blev optaget i Det Tyske Forbund i 1815, blev kongen medlem af forbundet. Hertugen i Slesvig, hertugen i Holsten og kongen i Danmark var altså, efter 1779 og frem til 1864, én og samme person, men med forskellige roller i de forskellige områder.