Hertughuset grundlægges

Efter Frederik 1.s død i 1533 blev det besluttet, at tre af hans sønner skulle dele hertugdømmerne Slesvig og Holsten imellem sig. Den yngste af de tre kongesønner ved navn Adolf (1526-1586) valgte den del, der fik hovedsæde omkring Gottorp Slot, og derfor fik hans efterfølgende slægt også det karakteristiske navn gottorperne.

Hertugdømmerne blev delt, for at de yngre kongesønner også havde land at leve af. Hos de magtfulde stænder i Slesvig-Holsten var der dog et krav om at holde hertugdømmerne samlet. De tre sønner af Frederik 1. fik derfor hver sin del af Slesvig-Holsten, som de fik indtægterne fra og administrerede i det daglige, men de blev samtidig alle tre hyldet som hertuger over det samlede Slesvig-Holsten, ogbeslutninger om store politiske spørgsmål som udenrigs- og skattepolitik blev de tvunget til at træffe samlet i en såkaldt fællesregering. Adelen og dens godser hørte under fællesregeringen og var ikke delt op mellem de enkelte hertuger.

Da hertugdømmet Gottorp ikke var et selvstændigt hertugdømme, er det egentlig ukorrekt at tale om 'hertugerne af Gottorp'. Gottorperne var hertuger over en del af Slesvig-Holsten. Derfor burde man efter tysk skik kalde dem hertugerne af Slesvig-Holsten-Gottorp, men de omtales normalt som hertugerne af Gottorp.

Gottorperne og fællesregeringen

Da Frederik 1.s søn Hans den Ældre (1521-1580) døde i 1580 uden at efterlade sig arvinger, ophørte hans hertugdømme med at eksistere, og det blev delt mellem kongen og hertugen af Gottorp. Herefter bestod fællesregeringen i Slesvig-Holsten kun af to hertuger: kongen af Danmark og hertugen af Gottorp, der på den måde blev den danske konges vigtigste med- og modspiller i hertugdømmernes politik. At gottorperne deltog i fællesregeringen betød, at de principielt havde lige så meget magt som den danske konge i Slesvig-Holsten. Fællesregeringens eksistens betød dog også, at hertugen af Gottorp var tvunget til at have en fælles udenrigspolitik med kongen af Danmark, og derved kunne den ene ikke gå i krig, uden at den anden måtte følge trop. Der eksisterede således en fælles afhængighed mellem dem.

Gottorp som kulturelt omdrejningspunkt

Især fra 1600-tallets begyndelse blev det vigtigt for fyrster og hertuger at styrke deres anseelse udadtil. Da gottorperne var bundet af den danske konge udenrigspolitisk, var det vanskeligt for dem at fremstå stærke og magtfulde politisk. Hertughuset hentede derfor i høj grad dets anseelse gennem et prangende kulturliv. Dette kom for alvor i fokus, da hertug Adolfs barnebarn, hertug Frederik 3. (1597-1659), arvede hertugsædet på Gottorp i 1616.

Hertug Frederik 3. var en meget lærd mand, og udviklingen af kulturlivet på Gottorp var præget af hans interesser. I hans regeringstid udvidedes hoffets samling af malerier og bøger i en sådan grad, at det gottorpske bibliotek vandt anseelse over hele Nordeuropa. Blandt de kulturpersonligheder, der hørte til hoffet i denne periode, var videnskabsmanden Adam Olearius og maleren Jürgen Ovens. Hertug Frederik 3. førte også bygningsværker videre og anlagde haven omkring Gottorp Slot i prægtig barokstil.

Kulturlivet var dog meget dyrt, og den prangende livsstil sammen med de krige, hertugdømmet blev involveret i i 1600-tallet, bevirkede, at hertug Frederik 3. gennem sin regeringstid oparbejdede en meget stor gæld. Hertug Frederik 3. forsøgte at øge indtægterne gennem flere tiltag, blandt andet grundlæggelsen af byen Frederiksstad. Det var hertugens ambitiøse plan, at denne by skulle blive en vigtig international handelsby. Frederiksstad levede dog aldrig op til hertug Frederik 3.s vision, og ved sin død i 1659 efterlod han sig en gæld på op imod 1.600.000 rigsdaler. De enorme omkostninger bevirkede, at Frederik 3.s søn og efterfølger, Christian Albrecht, ikke levede et lige så rigt kulturliv, men han opnåede alligevel kulturpolitisk betydning, da han i 1665 grundlagde universitetet i Kiel. 

Gottorperne involveres i 1600-tallets krige

At gottorperne var bundet til den danske konges udenrigspolitik gennem fællesregeringen, skabte problemer i 1625, da Christian 4. gik ind i Trediveårskrigen. Her var den gottorpske hertug tvunget til at gå i krig på kongens side, og ved det efterfølgende nederlag i 1626 blev hele Jylland inklusive de gottorpske områder besat. Besættelsen stillede hertugen i en vanskelig situation, for mens det kun var en del af Christian 4.s rige, der var faldet i fjendens hænder, så var det hele hertugens. Det faktum fik den gottorpske hertug til for første gang at indgå i forhandlinger bag kongens ryg i et forsøg på at opnå en vis udenrigspolitisk uafhængighed af Danmark. Det gentog sig under den svenske besættelse af hertugdømmerne 1644-45.

Gottorperne under svenskekrigene

Det lykkedes ikke den gottorpske hertug at blive fri af Danmark og fællesregeringen i første omgang, men under den efterfølgende svenskekrig stillede den gottorpske hertug sig på svenskernes side. Dette var forræderi mod kongen, men ikke desto mindre var det et forræderi, der muliggjorde, at den gottorpske hertug kunne erklære sin suverænitet efter det danske nederlag ved Roskildefreden i 1658. Resultatet var dog tvetydigt. Hertugen blev suveræn i sine egne områder i Slesvig, men fællesregeringen gjaldt stadig i Holsten og for de adelige godser i Slesvig. Dette gav anledning til mange konflikter de følgende år.

At den gottorpske hertug havde valgt svenskernes side, gjorde, at det for Christian 5. blev en prioritet at forsøge at fordrive gottorperne fra Slesvig. Det lykkedes ikke for ham, men først for hans søn Frederik 4., der efter Store Nordiske Krig i 1721 kunne sende den gottorpske hertug på flugt fra hans slesvigske områder, så den gottorpske hertug herefter kun regerede over sin del af Holsten. 

Gottorpernes fald

Selvom den danske konge i 1721 var hertug over hele Slesvig, hørte hans problemer med gottorperne ikke op. Det lykkedes nemlig den gottorpske hertug Carl Frederik at få udpeget sin søn, Carl Peter Ulrich, til tronfølger i Rusland gennem et giftermål med en datter af den russiske zar. Da sønnen i 1762 besteg den russiske trone som Peter 3., vendte han straks sine tropper mod Danmark for at vinde de gottorpske områder i Slesvig tilbage.

Den russiske offensiv sendte Danmark i krise. En krise, som kun blev løst af, at Peter 3.s kone, Katharina den Store, kort efter væltede ham af tronen. Hun var ikke interesseret i Slesvig-Holsten. Der blev indgået en foreløbig aftale, som faldt endeligt på plads i 1773. Gottorperne opgav deres krav på Slesvig og afstod deres del af Holsten mod, at områderne Oldenburg og Delmenhorst overgik til Rusland. Derved var gottorperne nu endeligt fordrevet fra hertugdømmerne, men de nulevende rester af den russiske zarfamilie er, skønt de kalder sig Romanov, egentlig alle gottorpere.

Hertugerne af Slesvig-Holsten-Gottorp og deres regeringstid

1. Adolf 1544-1586
2. Frederik 2. 1586-1587
3. Phillip 1587-1590
4. Johan Adolf 1590-1616
5. Frederik 3. 1616-1659
6. Christian Albrecht 1659-1694
7. Frederik 4. 1694-1702

Hertuger af Gottorp, der i hele eller dele af deres regeringstid havde formynderstyre:

8. Karl Frederik 1702-1739
9. Karl Peter Ulrik 1739-1762
10. Paul 1762-1773