Artikler
I middelalderen var finansvæsenet i Sønderjylland knyttet til kongemagtens ret til at slå mønt samt opkrævningen af skatter og afgifter. Som grænseland kom landsdelen dog tidligt til at indtage en særstilling. Konflikter og storpolitik prægede sønderjyske forhold, og helt op i 1700-tallet havde Slesvig et særegent skattesystem. Fra midten af 1800-tallet så man en modernisering af finansvæsenet, bl.a. med indførelsen af indkomstskat og grundskatter.
I bunden af artiklen findes et oversigtskort over Sønderjylland, hvor man kan danne sig et overblik over de stednavne og områder, som nævnes i artiklen.
Middelalderens finansvæsen
Fra den tidlige middelalder (ca. 1000-1200) oppebar kongen i Sønderjylland, ligesom i den øvrige del af sit rige, et bredt spektrum af skatter og afgifter. Bønderne ydede forskellige afgifter, og borgerne betalte en skat af hver husstand, i Sønderjylland kaldet arnegæld, i det øvrige Danmark midsommergæld.
Kongen slog mønt i byen Slesvig, og som herre over al strand, havne og færgelejer opkrævede han told. Som grænseland kom Sønderjylland dog tidligt til at indtage en særstilling. Det ses af Kong Valdemars Jordebog fra 1230’erne, at herrederne omkring forsvarsværket Dannevirke ydede nathold, når kongen om sommeren indfandt sig med hæren. De rige frisere i Utland, Jyllands sydvestre hjørne, blev beskattet særlig hårdt. Det var under opkrævningen af friserskatten, at kong Abel (født ca. 1218, regent 1250-1252) blev dræbt i 1252. Også Valdemar Atterdag (født ca. 1320, regent 1340-1375) måtte 1344 undertvinge de genstridige, frisiske skatteydere med våbenmagt. Friserskatten opkrævedes af den kongelige staller, monarkens statholder i de frisiske herreder.
Slesvigbispen, der fra midten af 1170’erne erhvervede halvdelen af mønten og en del af krongodset, indtog efterhånden en stærk, uafhængig stilling, men kronens finanser i Sønderjylland blev først afgørende svækket, efter at hertugdømmet i 1237 blev overdraget til Abel. Det følgende århundrede blev opfyldt af strid mellem konge og hertug om skatterne, især friserskatten. Abels sønnesøn, hertug Valdemar, fik møntret i 1286, og i 1313 måtte Erik Menved (født 1274, regent 1286-1319) overlade alt krongods i Sønderjylland til hertug Erik, Valdemars søn. Endnu dronning Margrete 1. (født 1353, rigsstyrer 1387-1412) opkrævede skat af friserne, men med Erik af Pommerns (1382-1459, regent 1396-1439) nederlag var det slut med den danske kongemagt i Slesvig (som Sønderjylland nu kaldtes). Danmarks ældste skatteregnskab fra 1438 stammer fra hertug Adolfs opkrævning af en ekstraskat i det frisiske Sønder Gos herred, egnen nord for Husum. En særlig indtægtskilde udgjorde Helgoland med sit rige fiskeri, en art sønderjysk Skånemarked, hvor hertugen opkrævede skatter og afgifter.
Udviklingen fra 1448-1813
Christian 1.s (født 1426, regent 1448-1481) regeringstid blev præget af den katastrofale gæld, han pådrog sig ved at afkøbe de andre arvinger deres fordringer. Som kreditorer kom ridderskabet til at sidde tungt på begge hertugdømmer. Delingen af hertugdømmerne mellem Christian 1.s sønner i 1490 førte til oprettelsen af en egen finansforvaltning på Gottorp slot, og fra 1544-1713 var Slesvig delt i en kongelig og en gottorpsk del. Også de sønderborgske hertuger slog mønt og opkrævede told. De ekstraordinære landeskatter, i Kongeriget landehjælp eller kongeskat, betegnes i Slesvig plovskat.
En række stormfloder ved den sønderjyske vestkyst i 1600-tallet førte til, at inddigning blev lagt som en tung byrde på marskbønderne. I Tønder Amt truede indbyggerne med at flygte og efterlade "et øde, oversvømmet land, når diger og broer ikke passes". Selv om den danske konge i 1713 overtog den gottorpske dele af Slesvig, og hertugdømmet blev underlagt centraladministrationen i København, beholdt de gamle gottorpske og kongelige dele længe deres særegne skattesystem, og Kongeåen forblev toldgrænse. De mange små gottorpske toldsteder afskaffedes først efterhånden.
Efter 1813
Som følge af Statsbankerotten 1813 var kursen på datidens danske pengesedler, de såkaldte kurantdalere, faldet til kun en brøkdel af deres pålydende værdi i sølv. Man indførte derfor en pengereform, som skulle genoprette tilliden til pengesedlerne. Reformen bestod i, at staten oprettede en ny bank, Rigsbanken, der udstedte en ny valuta, rigsbankdaleren, som over en årrække skulle erstatte kurantdaleren. Den nye valutas værdi skulle sikres af en stor sølvbeholdning, som blev fremskaffet igennem en skat på 6 % af værdien af al fast ejendom. Dette var også gældende i Slesvig. Hertil kom statsskatter og udgifter til kommunernes fattigvæsen. Uviljen mod at yde bidrag til monarkiet blev med stor effekt udnyttet af den slesvig-holstenske bevægelse. Under det preussiske styre 1867-1920 indførtes indkomstskat og grundskatter, baseret på et bygningsregister og en omfattende jordopmåling. Hertil kom kirke- og skoleskat. Genforeningen 1920 medførte store udgifter til at etablere dansk administration i landsdelen, men 700 år efter, at Abel havde fået overdraget hertugdømmet, indgik Nordslesvig atter i Kongeriget.
Oversigtskort til finansvæsenet i Sønderjylland, udarbejdet af danmarkshistorien.dk
Artiklen er oprindeligt trykt i:
Adriansen, Inge, Elsemarie Dam-Jensen og Lennart S. Madsen (red.): Sønderjylland A-Å, Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.
Publiceringen på danmarkshistorien.dk finder sted i samarbejde med Grænseforeningen og Historisk Samfund for Sønderjylland.
