Vejen til magten

Valdemar var tredje og yngste søn af Christoffer 2. og dronning Eufemia fra Pommern og blev født ca. 1321. Hans ældste bror, Erik, der var blevet valgt til faderens medkonge og efterfølger i 1322, døde efter at være blevet såret i et slag mod grev Gert af Holsten i slutningen af 1331. Den næstældste bror, Otto forsøgte forgæves med våbenmagt at fordrive de holstenske panteherrer fra Danmark i 1334, hvilket førte til, at han blev taget til fange af grev Gert. Han blev først løsladt i 1341. Efter tilfangetagelsen af Otto samlede landflygtige danske oppositionsfolk og de nordtyske magter, der var interesserede i at få genoprettet det danske kongedømme, interessen om Valdemar.

Panteindløsningen af Danmark 1340-1365

Efterhånden stod det også klart for de holstenske grever, at det gjaldt om at komme ud af det evigt oprørske Danmark med deres pantesummer i behold. Resultatet af intensive forhandlinger og et mellemliggende mord på grev Gert blev en meget indviklet aftale, hvorefter Valdemar skulle gifte sig med hertug Valdemar af Slesvigs søster, Helvig, og som medgift med hende have overladt Vendsyssel og Thy samt egnen omkring Aalborg. Han skulle så ved hjælp af ekstraskatter på den danske befolkning med tiden indløse sit pantsatte rige.

Indløsningen forløb nogenlunde uproblematisk for Jyllands vedkommende. Til gengæld måtte Valdemar kæmpe med genstridige tyske borgherrer og andre panthavere på de sjællandske borge og på Lolland og Falster i adskillige år.

I 1346 solgte Valdemar Estland til Den Tyske Orden, som da allerede havde besat Estlands borge. Dette skaffede ham ekstra penge til pantindløsningen. Fyn skaffede han sig herredømmet over i to omgange ved regelret krigsførelse mod de holstenske grever; den vestligste del af Fyn fik han først herredømmet over ca. 1365.

Akvarel af kalkmaleri fra ca. år 1400 i Sankt Peders Kirke i Næstved. Valdemar Atterdag knæler sammen med sin dronning Helvig for Vorherre og den korsfæstede Kristus. Fra: Nationalmuseet 

Konsolideringen af magten

Det var en given sag, at Danmark skulle beherskes fra borge, og efterhånden som Valdemar udvidede sine territoriale besiddelser, byggede han nye kongelige borge og forstærkede eksisterende borganlæg.

Valdemar fik tidligt en stærk støtte i kirken, der havde haft særdeles dårlige erfaringer med de urolige forhold under de holstenske panteherrer. Efterhånden fik han også etableret en forståelse med pavestolen om, at kongen skulle indstille hvilke bisper og andre højere gejstlige, der skulle udnævnes i Danmark. Hermed fik Valdemar efterhånden fuldstændig kontrol over kirken. Til gengæld fik pavestolen ret til at beskatte den danske kirke. I forbindelse med et besøg hos paven i Avignon blev Valdemar begavet med det pavelige ordenstegn Den Gyldne Rose.

Valdemar lagde vægt på at forhindre, at selvejerbønder afstod deres gårde til godsejere og dermed blev skattefri, hvorved kronen mistede indtægter. Han synes også at have reformeret skattesystemet for selvejerbønder og for byerne, hvorved kronens skatteindtægter blev øget. Endvidere udviklede han det kongelige retterting til et yderst effektivt magtinstrument.

Valdemar Atterdags kraftige styre førte tre gange til oprør blandt de jyske stormænd, som hver gang allierede sig med de holstenske grever. I hvert fald de to seneste oprør skyldtes især, at Valdemar forsøgte at inddrage dele af adelens gods for at stække adelens økonomiske grundlag og styrke kronens. Imidlertid lykkedes det hver gang Valdemar at nedkæmpe de oprørske stormænd, hvorefter de måtte aflevere mere gods som straf. Blandt de midler, han benyttede sig af i kampen mod oprørerne, var også politiske mord.

Valdemar Atterdags såkaldte Landefredsforordning af 24. maj 1360 er et vigtigt dokument fra hans regeringstid. Den kaldes sommetider hans håndfæstning (også i forordningens tekst), men i modsætning til det, vi normalt forstår ved håndfæstninger, så er der ikke tale om en ensidig begrænsning af kongemagtens udfoldelsesmuligheder. Derimod er der tale om en såkaldt herskerkontrakt, der fastslår henholdsvis kongemagtens forpligtelser over for befolkningen og befolkningens forpligtelser over for kongemagten. Den blev vedtaget på et Danehof afholdt i Kalundborg. Baggrunden var, at endnu et oprør mod kongen drevet af jyske stormænd i alliance med udenlandske fjender var nedkæmpet, og bestræbelsen var at opnå fred og få alle til at varetage deres roller og forpligtelser i middelalderens samfundssystem. Trods dette udbrød der endnu et jysk stormandsoprør i 1368 i alliance med udenlandske fjender, som det dog også lykkedes Valdemar at nedkæmpe. Fra: Rigsarkivet  

Udenrigspolitik efter 1360

Efter at have konsolideret sin magt i riget udnyttede Valdemar i 1360 en gunstig lejlighed til at erobre Skåne, Halland og Blekinge fra den svenske kong Magnus Eriksson. Skønt han i 1343 i de allermest højtidelige former havde lovet denne, at Skåne mv. for evigt skulle tilhøre den svenske krone. Erobringen markerede Valdemars overgang til en mere offensiv og ekspansiv udenrigspolitisk fase. Året efter erobrede han Øland og Gotland, som han dog mistede magten over igen senere.

Hanseatisk utilfredshed med Valdemars optræden over for dem på Skånemarkedet og andre steder førte i 1362 til et storstilet angreb på Øresundsområdet fra en hanseatisk flåde, som det dog lykkedes Valdemar at nedkæmpe. Efter at Albrecht af Mecklenburg havde etableret sig som konge af Sverige 1363-64, valgte Valdemar tilsyneladende at støtte sin norske svigersøn, kong Håkon 6. mod mecklenburgerne, hvilket indbragte ham store dele af det sydlige Sverige og førte til generhvervelsen af Gotland.

I slutningen af 1360'erne stod Valdemar imidlertid overfor en koalition af Mecklenburg, hansestæderne, Holsten, hertugdømmet Slesvig og oprørske jyske stormænd, der angreb Danmark i 1368. Forinden var Valdemar draget til Nordtyskland for at få derværende fjender af Mecklenburg til at angribe 'fra ryggen'. Mecklenburgerne besejrede dog de nordtyske angribere, og koalitionen erobrede en række danske borge langs Øresundskysten.

I 1370 lykkedes det imidlertid at få forhandlet en separatfred med hansestæderne. Denne fredsslutning, kaldet Stralsundfreden, indebar, at hansestæderne skulle have herredømmet over de skånske kystslotte og dermed Skånemarkedet i 15 år til 1385. Herefter kunne der også sluttes en fred med de mecklenburgske herskere, der indebar, at de i 1371 overtog Lolland som pant. Herefter kunne Valdemar med våbenmagt tvinge de resterende fjender til at slutte en fred, der især gik ud over de oprørske jyske stormænd.

De sidste år af Valdemars regeringstid frem til hans død den 24. oktober 1375 gik især med et vellykket forsøg på at sikre sig arven efter den uddøende slesvigske hertugslægt. På grund af de urolige forhold efter Valdemars død gik disse positioner dog tabt igen for hans efterfølgere, idet de holstenske grever benyttede sig af chancen til at overtage hertugdømmet Slesvig.

Valdemar Atterdags sarkofag. Valdemar Atterdag blev ved sin død begravet i Vordingborg, men blev få år efter på sin datter Margrete 1.s ønske genbegravet i Sorø Klosterkirke, hvor hans sarkofag fortsat befinder sig. Sarkofagens udsmykning er gået til grunde. Fra: Danmarks Riges Historie (1896-1907)

Valdemars efterkommere

I ægteskabet med Helvig fik Valdemar flere børn, hvoraf en søn og to døtre oplevede at blive voksne. Sønnen Christoffer døde imidlertid allerede i 1363. Døtrene Ingeborg (1347- ca. 1368) og Margrete (1353-1412) blev gift med henholdsvis hertug Henrik af Mecklenburg og kong Håkon 6. af Norge og Sverige. Begge fik én søn, og det syntes herefter klart, at én af disse ville blive valgt som Valdemars Atterdags efterfølger. I det lange løb blev det Margrete og hendes søn Oluf, der sikrede sig magten over Danmark.

Læs mere om Valdemar Atterdag på denstoredanske.dk