Baggrund og ejendom

Vi ved ikke, hvem Niels Bugges far var. Hans mor tilhørte efter al sandsynlighed den slægt, som kaldes Panter, og som var en af de mest fremstående i første halvdel af 1300-tallet. Han synes at have været gift to gange, blandt andet med en dame fra den mindst ligeså fremtrædende slægt Eberstein, som egentlig var en tysk greveslægt.

Fra denne slægt synes han med sin kone at have overtaget borgen Hald ved Viborg. Derudover ejede han bl.a. Spøttrup i Salling og (Nørre) Vosborg ved Nissum Fjord i Vestjylland. Alt i alt ejede han otte borge eller herregårde med et godstilliggende, som kan opgøres til minimum 500 bondegårde og sandsynligvis langt mere. Niels Bugge antages at have anlagt den anden af tre middelalderlige borge ved Hald, som der endnu findes rester af. Derudover er det på det seneste blevet klart, at han i nærheden af nuværende Nørre Vosborg i 1341 anlagde én af de største privatborge, der kendes fra perioden.

Niels Bugges Segl. Fra: Danmarks Riges Historie (1896-1907)  

Politisk karriere

Første gang Niels Bugge dukker op i kilderne, i 1332, støttede han den holstenske grev Gert, som da havde hele Jylland nord for Kongeåen i pant. Det er muligt, at Niels Bugge deltog i det herremandsoprør, som kostede Grev Gert livet og banede vejen for, at Valdemar Atterdag kunne blive dansk konge i 1340. I hvert fald optræder han ikke længe efter som én af Valdemar Atterdags faste støtter. I 1347 drog Valdemar Atterdag på pilgrimsfærd til Jerusalem – angiveligt til hest – og meget tyder på, at Niels Bugge ledsagede ham. Senere var han én af kongens vigtigste hjælpere i hans indblanding i nordtysk politik.

I 1351 opstod der imidlertid en stærk koalition mod Valdemar Atterdag bestående af de daværende holstenske grever, hertugen af Slesvig og en lang række jyske stormænd; herunder Niels Bugge. Årsagen var kampe om dele af Danmark, som kongen endnu ikke havde sikret sig magten over. I 1353 kunne der atter sluttes fred. Et led i fredsslutningen synes at have været, at kongen overtog kontrollen med Riberhus Slot og hele Vestjylland, som administreredes derfra. Stærke tegn tyder på, at kongen som led i forsoningen overdrog administrationen af Riberhus til Niels Bugge.

Få år efter, i 1357, samledes den samme koalition mod kongen; de jyske stormænds motiv denne gang var vist især kongens åbenlyse appetit på adelens gods. Undervejs i fejden blev der afholdt forskellige forhandlingsmøder og den 23. december 1358 mødtes lederne, deriblandt Niels Bugge, med kongen i Slagelse, ”og så foreslog han dem nogle vilkår, som aldeles ikke behagede dem”, står der i en samtidig krønike. Herefter drog de jyske stormænd hjem; frustrerede må man antage. Mens de i Middelfart ventede på at blive sejlet over Lillebælt blev Niels Bugge og i hvert fald to andre myrdet den 29. december 1358. Oprøret fortsatte til 1360.

Kongen fralagde sig ethvert ansvar for det belejlige drab og et par lokale fiskere blev dømt for forbrydelsen. Helt frem til 1874 blev der fra Middelfart betalt såkaldte Buggespenge som bod for drabet.

Niels Bugges våbenskjold. Fra: Danmarks Riges Historie (1896-1907)  

Arven

Niels Bugge efterlod sig en søn og to døtre. Sønnen døde snart efter faderen, hvorefter dennes store godser blev delt mellem de to døtre. Den ene blev gift med en indvandret tysk adelsmand, der deltog, da de jyske stormænd for tredje gang gjorde oprør mod Valdemar Atterdag 1368-73. Dette kom med tiden til at koste deres søn og arving så at sige hele arven, da Valdemar og siden hans datter Margrete 1. gjorde op med de jyske oprørere. Den anden blev til gengæld gift med en af de få jyske stormænd, som var loyal mod kongemagten hele vejen igennem, og fik derfor lov til at beholde langt det meste af sit arvede gods.

Der findes ikke mindre end tre folkeviser, hvor Niels Bugge er omtalt; herunder én om hans død. Derudover findes der mindst ét sagn om ham. Folkeviserne er digtet i 1500-tallet, men rummer, udover en masse sagnstof, enkelte autentiske elementer. Dette siger meget om Niels Bugges vedholdende popularitet som indbegrebet af den selvstændige og stolte adelsmand, som ikke lod sig noget byde. Et ry, som har været og er udbredt helt op til vore dage.