Kilder

Kildeintroduktion:

I dette brev meddeler Højmesteren for Den Tyske Orden, som på dette tidspunkt hed Konrad von Jungingen, at han vil sende udsendinge til Margrete 1. (f. 1353, udøvende regent 1376-1412) medbringende den person, som udgav sig for at være hendes afdøde søn Oluf (f. 1370, regent 1376-1387). Brevet var et svar på, at danske og svenske stormænd den 17. juni 1402 havde sendt et brev med en anmodning om, at den pågældende blev udleveret til kong Erik af Pommern (ca. 1382, regent 1396-1459) og dronning Margrete 1. I brevet lover Højmesteren, at en forhandlingsdelegation vil medbringe ”den falske Oluf” til et møde i Kalmar, som skal afholdes den 25. juli eller lidt senere.

Den tyske Orden var en gejstlig ridderorden som Tempelherrerne og Johanitterne og som disse oprindelig virksom i Det Hellige Land/Israel, hvor ordenen fik sin endelige pavelige godkendelse i 1199. Da var det imidlertid allerede begyndt at gå ned ad bakke for korsfarerne i Det Hellige Land. I 1225 modtog ordenen en invitation fra en polsk hertug til at bekæmpe og kristne en hedensk stamme ved navn preusserne i områderne øst og sydøst for Gdansk i det nuværende Polen. Det havde de succes med, og i løbet af resten af 1200-tallet og 1300-tallet etablerede ordenen sig i det meste af Baltikum til og med Estland, som den i 1346 købte af den danske konge Valdemar Atterdag (ca. 1321, regent 1340-1375). I 1309 erobrede de ydermere Pomerellen vest for Gdansk/Danzig.  Ordenens øverste leder blev kaldt Højmesteren. I de af ordenen beherskede områder befandt sig en lang række byer, hvoraf langt de fleste var medlemmer af det såkaldte Hanseforbund. De, som befandt sig i nuværende nordøstlige Polen og i den nuværende Kaliningradenklave kaldes for de preussiske hansestæder, idet dette område gik under betegnelsen Preussen. 

Højmesteren skriver også, at delegationen vil komme fra Gotland, som Den Tyske Orden havde besat i 1398. Imidlertid tilhørte øen siden 1366 Danmark, og Margrete udfoldede store anstrengelser for at få Ordenen til at aflevere den. Dette var hovedemnet på møder med Den Tyske Orden i disse år. Mødet i Kalmar omkring den 25. juli var således allerede fastlagt omkring den 1. juni med henblik på at diskutere Gotlandsproblemet. Sluttelig udbeder Højmesteren sikkert lejde for udsendingenes rejse til Kalmar og tilbage.

Fra andre kilder ved vi, at mødet i Kalmar blev gennemført. Det førte dog ikke til megen enighed i Gotlandssagen. Derimod blev ”den falske Oluf” afleveret som lovet. Det fremgår bl.a. af et brev skrevet af en engelsk delegation den 2. november 1402 i Hälsingborg for at rapportere tilbage til den engelske regering. Delegationen var i Danmark for at forhandle om mulige fyrstelige ægteskaber. I rapporten meddeler de bl.a., at de var ankommet til Danmark den 25. juli, men først den 10. oktober havde de fået kontakt med dronning Margrete 1. og hendes følge, der i mellemtiden havde været optaget i Sverige af møder med Den Tyske Ordens udsendinge ”angående overgivelsen af den person, som falskt og opdigtet forsikrede, at han var konge af Danmark, Norge osv, og hans opbrænding”. Så som vi også får bekræftet andetsteds fra, endte sagen med, at den falske konge blev brændt som kætter på bålet.

Om sagen med den falske konge ved vi fra bevarede samtidige dokumenter desuden, at tre af de preussiske hansestæder Thorn (Torun), Elbing (Elblag) og Danzig (Gdansk) holdt et møde omkring den 7. juli 1402 på Den Tyske Ordens hovedsæde Marienburg (Malbork), tæt på Gdansk/Danzig i det nuværende Polen. Fra dette møde er et yderst kortfattet referat bevaret; vedrørende denne sag nærmest bare et dagsordenspunkt: ”Fremdeles om kong Oluf i Danzig”. Dette støtter en bevaret beretning om sagen, der nævner, at den falske Oluf fik støtte blandt toplaget af købmændene i den store handelsby Danzig. Motivet herfor kunne meget vel have været, at man har anset personen som velegnet til at skabe splid mellem de tre riger, som var samlet i Kalmarunionen. Generelt var de preussiske hansestæder meget militante i deres holdning til unionen. Det nedenfor bragte brev understreger dog, at ledelsen i Den Tyske Orden og dermed byernes overordnede ikke ønskede at udfordre den nordiske regering på dette område. Problemerne med Gotland rummede rigeligt med sprængstof og kulminerede da også året efter i 1403, da Margrete iværksatte en militær invasion af øen i håb om at smide ordenens tropper ud. Det lykkedes dog ikke, og først i 1407 fandtes en diplomatisk løsning, der førte til, at ordenen rømmede øen i 1408.

Det nedenfor i oversættelse bragte brev er oprindelig skrevet på middelhøjtysk. Originalen findes ikke længere. Den burde i givet fald befinde sig i Rigsarkivet i København, men som utroligt mange andre breve fra tiden er også dette gået tabt. Heldigvis førte Den Tyske Orden såkaldte kopibøger, hvor vigtige breve blev gengivet i hovedtræk inden afsendelse, så man havde styr på, hvad der tidligere var foregået i vigtige sager. Teksten stammer fra en sådan kopibog.