Den originale instruks fra 1405. Dele af dokumentet er forsvundet eller i varierende grad beskadiget. Fra: Rigsarkivet

§ 1
..... har god ..... og vogter ....., og at han tager Gud og Vor frue til hjælp, og [holder?] sin gård[1] så den står vel, og at der holdes god fred alle steder han kommer frem. Og hvis nogen gør nogen skade eller udfører forstyrrelse, enten i hans gård eller andetsteds, at han da dømmer derover, og at han ikke holder med dem der gør så, men at han holder med sin ombudsmand[2]. Da kan han des bedre afværge det og dømme derover, og andre vogter sig hellere for at gøre ilde.

§ 2
Ligeledes: Jakob, vor hushovmester[3], fik 2 stykker silke med guld i. Det ene skal Skt. Halvards kirke have [for at?] gå i procession mod ham[4], og det andet skal Vor Frue Kirke[5] have.

§ 3
Ligeledes: At han straks han kommer til Värmland[6], stræber efter at være i Vinger[7] hos Nordmændene den anden søndag efter kyndelmisse[8], og at han tager af det tyske øl og mjød, som Staffen Schiper førte fra Edsholm[9]. Tysk øl og mjød for at han kan beværte dem vel; når først de kommer til ham, at han vinder nordmændene for sig så godt han kan.

§ 4
Ligeledes: Straks han kommer ind i Norge, da skal han befale en mand, som hedder Herlaug, og Jesse Eriksøn[10] at ride med hans ...... For Herlaug kender bønderne og Jesse Eriksøn kender tjenerne[11]. Ligeledes ..... der[?] ..... afværget[?] ..... på [bøndernes?] vegne således også på tjenernes[12] vegne.

§ 5
Ligeledes: Vor søn skal allevegne, hvor han kommer frem, lade almuen hylde ham[13] og sværge, at de vil med Guds hjælp regne ham for deres konge af Guds nåde, og gøre alt det for ham, som de bør gøre for deres konge. Han svarer dem, som gør dette for ham, at han vil holde dem ved fred, lov og ret efter sin bedste evne. Og han skal ingenlunde forsømme at gøre dette, hvor han kommer frem, som før er sagt.

§ 6
Ligeledes: Så mange pålidelige mænd[14] som nu følger ham derhen således også hans tjenere i Värmland og nordmændene[15], dem må han lade indkvartere nær sig i den samme by, som han selv er indkvarteret i. Og at han indkvarterer fodermarsken[16] og karlene[17] på landet, som foreskrevet[18] står, indtil han kommer til Akershus[19], da må han også sende fodermarsken og skytterne og karlene ud i bygden, og beholde væbnerne[20] nær ved sig.

§ 7
Ligeledes: Taler nordmændene noget om, at han skal blive i bygden, så som i Hedmarken[21], eller fare hen og holde ting[22] et andet sted, da må han svare således, at han endnu ikke har beskæftiget sig meget dermed. Men i en by, som er enten i Borgesyssel eller i Romerike[23], så at han der selv kan blive nær og holde ting en stund, og at han siden befaler de andre at holde ting andetsteds[24].

§ 8
Ligeledes ..... må han drage til Akershus og lade så ..... og holde ham skadesløs i 3 eller 4 dage. Og når først de 3 eller 4 dage er gået, byder hr. Amund[25] ham at overtage huset, at han da overtager det i Guds navn. Byder han ham det ikke, da må han kræve det af ham i Guds navn, og overtage det venligt fra ham uden opstand[26] og så overdrage det til sin køgemester[27], hr. Endrid[28], så længe som han synes.

§ 9
Ligeledes: På Akershus er en kasse[29], og deri ligger gamle kongebreve, regnskaber, registre over kongens jorde[30] og andre sager. Straks han har modtaget huset, skal han kræve den nævnte kasse af hr. Amund, og han skal .... når flere pålidelige mænd er nær lade sit segl, og dertil to pålidelige mænds segl, sætte for den, indtil han har tid til at se, hvad det er, som han der får. Straks han har modtaget det nævnte af hr. Amund på den beskrevne måde, da skal han venligt give ham det kvitteringsbrev, som han nu beseglede[31].

§ 10
Ligeledes: Hvis hr. Amund eller nogen anden indbyder ham som gæst, at han da altid spiser med dem. Og hvis nogen, mand eller kvinde, ung eller gammel, tilbyder at give ham noget, småt eller stort, at han modtager det kærligt, hvilket, hvis han ikke gjorde, folket da måtte få nogen uvilje af, og da opfattede man det anderledes end han mente det. Og deraf kunne meget komme.

§ 11
Ligeledes ..... rugbrød, 2 læster [får?] ..... dem for deres bøns skyld, da må de have 100 mark for ..... disse nævnte penge, og at han lader det beløbe til 300, sådan at han får dem og dertil det forskrevne øl og brød og sild[32].

§ 12
Ligeledes: Straks han har overtaget huset fra hr. Amund, at han da får at vide, hvad der er i huset af malt, mel og forplejning og andre sager, og at han siden spørger hr. Amund om det kvæg og mel og malt, som plejer at komme ind der om vinteren[33], og om den gengærd[34] som han oppebar. Og at han lader det nævnte samle sammen og giver det til hr. Endrid. Og at han også siger til hr. Alf Haraldson[35] og flere mænd, som han har skrevet til om gengærd, at de lader de gengærder samle og overdrages til hr. Endrid, og at hr. Endrid lader notere, hvad han oppebær både af gengærder og fra byen og bevarer det vel, til vor søn kommer tilbage fra Tønsberg[36].

§ 13
Ligeledes: Magnus Hakonsson[37] og andre nordmænd som kommer til ham, skal han lade blive på Akershus, mens han drager til Tønsberg[38], undtagen Herlaug, han skal altid blive nær hestene[39], således som før er sagt. Og at han tager hr. Endrid med sig og hans eget hoffolk, for han skal altid have nogen med sig, som tager vare på hr. Endrids embede[40]. Og at han og hr. Endrid, mens de er på Akershus, betror det i en af nordmændenes varetægt, hvem de synes, indtil vor søn og hr. Endrid har været i Tønsberg, og at han altid tager hr. Endrid med sig.

§ 14
Ligeledes: ..... at den hjælp[41] som ..... de skulle give ..... [at de giver] det, og at han får [den?] i træ, huder og rede penge, undtagen i [Bergens] bispedømme, at de dér giver den nævnte hjælp i [får?] og andre spiselige varer. Og at han taler med dem, som skulle modtage og forestå denne hjælp, hvem de skulle være, både biskopper, riddere, fruer og jomfruer, der skulle drage mod hende i Bergen og modtage hende[42]. Og at han siger til dem, at han sætter alle forhold til Gud og til dem vedrørende disse forhold, fordi han ikke selv har beskæftiget sig med sådanne forhold.

§ 15
Ligeledes at vor datter[43] bliver tilbage i huset, for det anstår sig ikke, at han fører hende rundt i landet med sig, men at han lader samle i huset af både fra byen og af gengærder det han kan ordne som nævnt, til at underholde vor datter med, mens han er i Tønsberg, og sig selv, straks han kommer tilbage.

§ 16
Ligeledes at han kommer hurtigt til Tønsberg og sender dem afsted, der skulle rejse, så hurtigt han kan, således som han vel ved, er magtpåliggende[44]. Hr. Jon Darre[45] og hr. ..... har sagt, at de vil se efter et skib dertil, og biskop Peder[46] har sagt, at han vil sende et skib dertil, at de, der skulle rejse, får et af de skibe som kommer først. Kommer ingen af disse nævnte skibe så hurtigt, da må han se efter et andet skib, det første som kommer under land, og befordre dem dermed afsted, for jo før han kan befordre[47] .....

§ 17
Ligeledes ..... ved deres sjæl og ..... afgøre derom med sit rigsråd[48]. Således også om det brev som skal skrives samme sted, og de skulle have med sig ud, at de affatter og skriver og betænker alle ærinder, således som han og riget, hans moder, dronning Margrete og hans søster jomfru Katherina og alt det, som han bør tage hensyn til og sørge for, både i live og efter døden i alle forhold som de vil stå til ansvar for Gud for, og som han tiltror dem og som før er sagt[49], og altid således med Guds hjælp, at bliver det ikke ét sted, at det da bliver et andet sted, hvor det behager Gud, at de jo ikke drager tomhændet hjem[50].

§ 18
Ligeledes at morgengaven[51] nævnes ved navn, hvad det skal være, og at han indskærper for dem, hvor lang tid han har ventet, siden han lovede dem det i Helsingborg[52], og at han vil lige så gerne vente denne tid derefter, som han har sagt dem, for at han med Guds hjælp inden må få, hvad Gud vil unde ham deraf.[53] Sådan at han trænges ikke længere at vente derefter, hvilke veje Gud ville siden vise ham andetsteds[54]. Og at de drager jo ikke tomhændede hjem, men at de fører altid noget med sig hjem igen, det som er godt og nyttigt og som Gud må have hæder af i Jesus Christi og Marias navn[55]. Og jo mere velvilligt, kærligere og hurtigere han skiller sig fra dem og sender dem afsted, jo bedre er det.

§ 19
Og jo hurtigere og bedre han skiller sig fra dem, som skulle oppebære hjælpen, straks han ved hvad den skal være, jo bedre er det[56].

§ 20
Ligeledes ..... hende ..... ærinde som ham nu mest magt ..... med. Ligeledes hvis nordmændene vil have rigets segl op, som provsten i Oslo lagde [ned][57], og er han ikke kommet, som han vil have dertil, da må han sige til dem, at han vil først tale med rigets råd om, hvem som han vil have dertil, og at han vil ikke før tage seglet op[58]. Er han kommet, som han vil have dertil, da må han sige, at han vil have ham dertil, og prøve det med ham nogen tid, for han har også tidligere beskæftiget sig dermed.[59] Og at han tager heller ingen anden til kansler og giver ingen anden seglet end den, som han har skrevet til, at han skal komme til ham, og som han vil have dertil. For han ved vel, hvem han derom har skrevet til, at han ham det altid således lader erfare som han til ham har skrevet, for vi tænker at han får dertil ingen bedre.[60] Og var det så, at nogen sagde til ham, at han kunne ikke både være foged[61] og kansler, da må han svare således: at han vil spørge ham selv derom, hvordan han egner sig dertil, og da må han tale med ham derom. For vi tror vel, at han egner sig dertil at gøre begge dele. Vi tror også, at han får heller ingen bedre dertil både med hensyn til det gilde, som skal være der til sommer[62], og med hensyn til andre forhold, for han er villig til at gøre, hvad ham er behageligt.

§ 21
Ligeledes at han lader ingen have magt til at sætte ham ned eller op eller at tage de len fra ham, som han nu har, undtagen Gud og han selv og vi.[63] For der findes somme, som er ham ikke god, fordi han er en udenlandsk mand. Og at han står fast på det som kronen har ret til.[64]

§ 22
Ligeledes ..... ham 10 læster rug, 10 pund byg ..... han bedes 300 mark af dem, og ..... den på 200 mark, og dertil det ..... at han får det af dem.

§ 23
Ligeledes skomagergårdene i Tønsberg og i Oslo, de plejer at give støvler og sko, derfor må hver skomagergård give 100 par støvler og 200 par sko, som han både må give Vorherres folk i fasten og sine drenge og sine staldsvende og hvem han synes[65].

§ 24
Ligeledes: Hvis hr. Jon Darre[66], hr. Otte Rømer[67], hr. Jakob Fastelsøn[68] eller nogle andre, som har besiddet noget af vores, og er os regnskab skyldige[69], at han intet regnskab hører eller modtager af dem og ikke giver dem kvittering derpå, men hvis de taler derom til ham, at han da henviser dem til os derom, fordi han ved vel, at vi har hans åbne brev med hans segl derpå, at vi skulle høre deres regnskab og give dem kvittering, der hertil har besiddet noget[70].

§ 25
Ligeledes: Det syssel[71] som hr. Endrid nu har fået brev på, det har hr. Jakob Fastelsøn haft hidtil[72], derfor hvis hr. Jakob kommer til vor søn og vil have et andet syssel af ham, da må han svare ham således: han må først gøre rede for dette nævnte syssel og flere, som han hidtil har besiddet, som før er sagt[73].

§ 26
Ligeledes: Hvis nogen klerk[74] eller lægmand kommer til ham og beder ham om noget privilegium eller frihed, fritagelsesbrev[75] eller beskyttelsesbrev[76] eller brev om noget skib til Island[77] eller om landområder, sysler[78] eller gods at forpagte[79], at han da hører deres mening derom til ende, og så svarer ..... tænke derpå straks han har ordnet disse nævnte ærinder, at han tøver dermed, så længe han kan, og for(?) ..... han har disse nævnte ærinder, og de ville vide hans mening derom, da må han skyde det hen til os og sige, at han venter os daglig til sig, og straks han finder os, at han da gerne vil gøre deri, hvad vi bliver enige om. Og at han intet kan gøre derved, førend vi kommer derhen, for vi ved deraf mere end han, og han dermed lader det stå hen[80]. Og at han vel tager vare på, hvem han giver noget brev med sit segl, som han daglig har nær sig[81].

§ 27
Ligeledes: Hvis nogen beder ham om noget lejdebrev eller opholdstilladelse[82] eller andre sådanne breve, som man plejer at give med det segl, som dér i riget plejer at være, og vil de have brevene med det segl, som han daglig har nær sig[83], at han da ikke giver noget sådant brev med det segl, men at han siger: "Fordi at sådanne breve plejer at gives med det segl, som dér i riget er, og ikke med dette hans segl, som han daglig har nær sig, da giver han nu ikke nogle andre breve, før end den, som skal være kansler, kommer", men at han da giver breve med det segl, som provsten havde, som sædvanen er[84].

§ 28
Ligeledes at han tager vare på, at han ikke giver mange breve med det segl, som han nu nær sig haver, og aldrig pergamentsbreve med hængende segl. Og hvis nogen taler om gengærdsbreve[85] på papir med hængende segl, skal han ikke lade sit segl hænge derpå, men han skal lade seglet trykke på ryggen af sådanne breve af papir[86].

§ 29
Ligeledes ..... straks(?) Tideke[87]  ..... ham om noget, at han da tøver så længe han kan. [Og når] han ikke kan tøve længere, at han da forlener ham det landområde[88] etc. som ..... hans gård, Manvik, ligger i, så længe som hans nåde tilsiger, og indtil det brev tilbagekaldes, som er givet ham derpå. Og taler Tideke siden til ham om, at han vil have det nævnte landområde til at lade sine heste gå i[89], da må han svare således, at han forlener ham det nævnte landområde hverken til heste eller til andet, men for hans tjenestes skyld, så længe hans nåde tilsiger, og gør han ham siden flere anslag, da skal han udskyde det og derved intet andet gøre, før end vi kan komme dertil[90].

§ 30
Ligeledes at han kræver de 100 nobler[91] af hr. Gaute Eriksøn[92], som han skal give ved påske for Nordmøre[93]. Og siger hr. Gaute da, at han gav biskoppen af Oslo de 100 nobler[94], da må han svare således: "Ikke har vor moder berettet det så for os, men de 100 nobler biskoppen fik, det er de 100 nobler, som han skulle have givet ved påske i fjor". Og vil han have noget af ham, da skal han aflægge noget i stedet og nu give de 100 til påske[95]. Og må han sige til hr. Gaute om Skiensyssel[96], at han har således talt med os derom, at han vil hellere lade ham have Skiensyssel for hans tjeneste og penge end nogen anden, og for det får han vel også 100 nobler af ham, og at han overlader ham siden det nævnte Skiensyssel i alle dele, og regningen hvert år at afdrage indtil han har oppebåret de 100 nobler, som han giver ham nu for Skiensyssel, og at han siden har den samme syssel så længe, hans nåde tilsiger, og til brevet, som han ham derpå giver, tilbagekaldes[97].

§ 31
Ligeledes ..... fylke(?) da ..... ikke ..... lader, fordi han tilsiger det da ..... kronen og til kirken ..... at han lader biskoppen ..... have det fremover som han nu har, fordi han gør det både deraf og af ..... som han har brev på fra ham og os, så at før han kommer til ham, da skaffer han ham jo nogle penge af det han har[98].

§ 32
Ligeledes ligger der et len som hedder Sparbufylke[99], hvilket skylder vel 14 eller 15 lødige mark[100], og det havde ærkebiskop Vinald[101] af vor søn og os til len, indtil han døde, på den måde at han gav der mere ud, end han oppebar deraf[102]. Og på den tid ærkebiskoppen døde, da påbød vi Halvard Næbe[103], at han skulle tage det tilbage til sig på vore vegne, og nu ved vi ikke, hvad enten ærkebiskoppen har det eller ej[104]. Derfor må vor søn nu sige til ærkebiskoppen, at hvis han nu vil hjælpe ham med sine penge, mens det behøves, da vil han overlade ham det samme len i alle dele, og regningen hvert år at afdrage, indtil han har oppebåret så meget, som han derpå udlåner og siden så længe, som hans nåde tilsiger[105].

§ 33
Ligeledes beder nogen ham om noget af den hjælp, som de nu i fællesskab skulle hjælpe ham med over hele riget[106], at han ingen mand giver noget deraf, men at dem som han sætter til at oppebære den, at de modtager og bevarer den hjælp og siden gør rede for den over for ham, og at han har den hjælp til det ærinde, som han vel ved, og giver ingen anden noget deraf, men at han lader dem, som han sætter dertil, og rigets råd råde derfor, og mangler der noget, da falder skylden på ham[107].

§ 34
Ligeledes ..... ingen(?) give(?) noget ..... eller landområde eller len ..... intet [brev?] derpå, men at han svarer, at han har givet dem så meget, som han vil give dem ..... Ikke må han heller på den måde sætte noget len i sikkerhed ..... udreder(?) han også i det bytte(?), hvis han gjorde så[108].

§ 35
Ligeledes den gang biskoppen af Bergen drog senest hjem fra os, da befalede vi ham at tilbagekalde alle beskyttelsesbreve og fritagelsesbreve og breve om skibe til Island, der var givet.[109] Således ved vi vel, at han også har gjort, og at hvem som sådanne breve vil have, han skal have dem på ny af vor søn eller os. Derfor hvis nogen kommer nu til ham i Norge med gamle breve som kong Magnus[110], kong Hakon[111] eller vi eller andre har givet på gods, len eller frihed eller skib eller nogle sådanne forhold, og beder ham om stadfæstelsesbrev derpå, at han da svarer, at han ved ikke, hvad de har givet[112], før end vi kommer der til[113].

§ 36
Ligeledes hvis han kan ordne det således at hr. Jon Darre beholdt Tønsberg, indtil han har sendt dem afsted, der skulle rejse etc.[114], da ville det være bedst. Kan det ikke ske, at han da modtager det i Guds navn og giver det til hr. Endrid, indtil vi skriver til ham, hvem han skal give det, og at han så venligt giver hr. Jon Darre brevet om Listasyssel[115].

§ 37
Ligeledes at han lader hr. Jon Darre gøre rede for den gengærd[116], som han nu har oppebåret, og for den krigsskat, som blev udgivet både i fjor og i år[117] .....

§ 38
Ligeledes: Når [somme af rigets råd er nær ham, at han da har dem hos sig] af og til nogle af dem og af og til andre af dem[118], og at han vinder dem for sig, så godt han kan. Og hvad han erfarer, der er bemærkelsesværdigt, at han spørger dem til råds derom, og spørger dem, hvad dem er derom vitterligt.[119] Og hvis han skal være på retssag eller skal sige noget, at han ordner det så det er gudeligt og retfærdigt og som loven udviser[120].

§ 39
Ligeledes at han fremfører vores undskyldning for hr. Amund Bolt[121] om hans datter, og hvordan hr. Gæstes[122] og hendes venner meddelte ham, førend han vidste noget om hr. Amunds datter, og førend vi kom til vor søn på Ekholm[123], således også siden førend vi kom til vor søn på Hassellösa[124], og da vi kom dertil, hvad vi svarede hr. Endrid[125], og hvordan vi da lagde valget hos ham selv. Og hvad hr. Endrid svarede dertil, det har han sagt, at han vil berette for hr. Amund med vor søn nærværende. Og vi beder vor søn om, at han ordner det således, at hr. Endrid siger hr. Amund sandheden herom med vor søn nærværende, og at både vor søn og hr. Endrid siger sandheden herom og fremfører vores undskyldning og siger, hvilken skyld vi har deri. Aldrig var ham givet nogle penge dertil, at han skulle enten lade ..... gjort(?) ..... vi at ..... intet af hr. Amunds datter før end ..... var aftalt(?)[126].

§ 40
Ligeledes at han tager Gud til hjælp og ofte og nøje gennemlæser dette skrift og disse punkter, så han til fulde begriber og forstår dem både til at svare og til at gøre med Guds hjælp[127]. Og at han vist, gudeligt og retfærdigt ordner alle forhold, som det er nyttigt og Gud giver nåde til.

§ 41
Ligeledes at han er altid tålmodig og opmærksom både årle og silde og tjener Gud først hver dag, og at han våger over sine ord og ikke udtaler hverken i harme eller på anden tid det, som han eller andre måtte få skade af, eller nogen må give agt på efter ham.

§ 42
Ligeledes når han kommer til nordmændene om, hvad ham da hænder[128].

§ 43
Ligeledes når han kommer til Tønsberg, hvad ham da hænder.

§ 44
Ligeledes når de er rejst afsted, som skal rejse etc.

§ 45
Ligeledes om dem, som han sætter til at hente hjælpen[129], og dem, som han sætter til at rejse til Bergen og modtage hende[130].

§ 46
Ligeledes: Straks biskop Jakob kommer til ham, hvad ham da hænder[131].

§ 47
Ligeledes .....

§ 48
Ligeledes om ..... han ..... de .....

§ 49
Ligeledes om Knuds ærinde[132].

§ 50
Ligeledes hvis nogen beder ham om nogle dombreve på nogle domme, som tidligere er dømte[133], da må han svare, at han ikke ved hvilke domme, som er dømt, og tøve dermed så længe han kan. Og når han ikke kan tøve længere dermed, da må han sige, at straks hans moder kommer dertil, da vil han gøre derved, som de da begge bliver enige om.

§ 51
Ligeledes hvis nogen kommer til ham med noget malm og beder ham om, at de må bruge det, at han ikke tillader dem at bruge det og giver derpå ingen breve, at de skulle bruge det, for hvis det skete, da trak de det alt sammen fra kronen og under sig selv[134].

§ 52
Ligeledes hvis nogen i Norge beder ham om brev på nogle slotte, således at han vedgår, at han har fået dem tilbage af nogen, da behøver han ikke at give sådanne breve, for det er så mange vitterligt, at han modtager det af nogen.[135] Og hvis hr. Amund[136] eller hr. Jon Darre[137] beder ham om de breve som de har givet os på de slotte[138], da må han sige at vi har de breve og at vi giver dem vel de breve igen og derom behøver han ikke at give dem nogle breve, for de giver ham vel hans alligevel, når han kræver det tilbage af dem i Guds navn, som før er sagt[139].

§ 53
Hermed befaler vi Gud og Vor Frue og Sankt Hans ham og os og alt det, som os bevarer. Og i de fornævntes navn fred og befaling drager vi, og ordner[140] vi, og kommer vi sammen igen med Gud og med ære og med fred og med ro både til sjæl og legeme. I Jesu Christi, Sankt Marias, Sankt Hans' og alle helgeners navn. I faderens og sønnens og den hellige ånds navn. Amen[141].

[2] Ombudsmand: person, som udøver en ledelsesfunktion på vegne af (i dette tilfælde) kongen. Ofte brugt om kongelige administratorer for lokalområder, som ofte kaldtes len.

[3] Originalen har ”[fade]bu[r]s swen”, som bogstaveligt læst betyder den svend, som har ansvaret for ’fadeburet’, dvs. spisekammer/oplagsrum for mad og andet udstyr. Altså den person, som har ansvaret for det kongelige følges forsyninger af enhver art.

[4] Skt. Hallvardskirken var domkirken i Oslo. Præsteskabet her skal altså modtage kong Erik med en højtidelig procession.

[5] Vor Frue Kirke: Mariakirken i Oslo, som var et af de såkaldte kongelige kapeller i Norge.

[6] Värmland: område i det vestlige Sverige, der grænser op til Norge.

[7] Vinger: sted i det sydøstlige Norge. i vore dag en del af den senere opståede by Kongsvinger. 

[8] Kyndelmisse: 2. februar. Anden søndag efter kyndelmisse var i 1405 den 15. februar.

[9] Edsholm: borg i Värmland i Sverige, hvorfra dette område blev administreret på dette tidspunkt.

[10] Herlaug hed antagelig Petterson til efternavn. I så fald kendes han som foged/kongelig administrator i Skiensysla i Norge 1410-58, og han var oprindelig dansk. "Jesse Eriksen" er måske Jöns/Jesse/Jens Eriksson/Eriksen (Lykke), en dansker, som i hvert fald senere var høvedsmand i Dalarna i Sverige med residens på borgen i Västerås (kendt her 1414-34).

[11] I stedet for ’tjenerne’ burde oversættelsen her være ’karlene’, det ord, der bruges i § 6 om de samme personer, dvs. ’krigskarle’/menige soldater og lignende. I § 6 bruges ’tjenere’ om en ganske anden gruppe i kongens følge. I originalen står der i § 4 vistnok(!) ”dwneth”. ’Dun’ betyder tjener eller karl.

[12] I originalen står der ”drængenes” – altså ikke samme ord som på linjen ovenfor, men betydningen er den samme, karlene, jf. foregående note.

[13] Det må være underforstået, at dette skulle foregå på ting (lokale domstole og politiske forsamlinger) - antagelig især de såkaldte bygdeting og tilsvarende instanser i byerne. Den formelle hyldning af Erik af Pommern som norsk konge var foregået i 1389, da han var ca 7 år. Nu var han imidlertid både kronet som konge af alle tre riger i Kalmarunionen i 1397 og erklæret myndig konge for unionen i 1401, efter at han var fyldt 18. De her omtalte hyldninger har så at gøre med, at han her i 1405 formelt tiltræder som regerende norsk konge; noget Margrete ønskede skulle offentliggøres så vidt og bredt som muligt.

[14] Der er her tale om en fejloversættelse. Originalen har ”gothæ mæn”, altså ’gode mænd’, som er et fast udtryk, der næsten altid betyder ’adelsmænd’.

[15] En gruppe svenske (lav)adelsmænd følger altså med på rejsen til og i Norge. At de er ”kongens tjenere” betyder, at de er adelige, hvilket så også fremgår af, at de er ”gode mænd”. De nævnte nordmænd er adelige, som havde modtaget kongen i (Kongs)Vinger (jf. § 3).

[16] Fodermarsk: embedsmand ved hoffet, som tager sig af heste og militært personale samt tilrettelægger hoffets rejser. Her skal han altså tage sig af indkvarteringen af ’de menige’ i følget. Embedet blev antageligvis varetaget af Herlaug (Petterson?), jf. §§ 13 og 4.

[17] I originalen står der ”drængenæ”. Det samme ord, som i § 4 noget misvisende oversættes til ’tjenerne’. Det handler om præcis de samme mennesker ('(krigs)karle') begge steder.

[18] I originalen står der ”forescr:”; det bør oversættes til ”før skrevet”.

[19] Akershus: borg ved Oslo; Norges på dette tidspunkt vigtigste administrative centrum.

[20] Væbnerne: de (bevæbnede) medlemmer af følget, som tilhørte den lavere adel.

[21] Hedmarken: område øst for den store sø Mjøsa nord for Oslo med Hamar som hovedby.

[22] Ting: domstole og politiske forsamlinger. Det må antages, at meningen har været at kong Erik skulle dømme på de såkaldte lagting. I så fald skulle det ifl. § 38 formentlig ske i samspil med medlemmer af rigsrådet, jf note til denne §. 

[23] Originalens ord for det, der her er oversat til "en by", er ”en stadh”. Ordet ”stad[h]” oversættes de 8/9 andre gange det forekommer i instruksen til ’sted’. De tre gange, hvor en by nævnes, står der ”by” i originalen. Ordet ’stad’ er import fra nedertysk og næppe slået igennem endnu på dette tidspunkt. Ordet ’stad’ var oprindeligt hankøn/fælleskøn, så ’en stad’ betyder altså her ’et sted’. Borgarsyssel var betegnelsen for en del af det sydøstligste Norge. Her var der lagting i Tønsberg, Sarpsborg, Skien og Konghelle (tæt på nuværende Kungälv lidt nord for Göteborg i Sverige). Romerike er et område nordøst for Oslo, som var underlagt et lagting beliggende i Oslo; muligvis tænkes der dog her på det gamle tingsted, Eidsivating beliggende ved Eidsvoll syd for den store sø Mjøsa. På Hedmarken var lagtinget beliggende i Hamar. 

[24] ”De andre” må være norske rigsråder samt evt. såkaldte lagmenn (dommere på lokale ting/lagting), der så skulle holde ting andre steder. Det synes at være en ret ny udvikling i Norge på dette tidspunkt, at rigsråder kunne optræde som dommere på tingene, jf. § 38.

[25] Hr. Amund: Ogmund Berdorsson Bolt (1345-1419): storgodsejer og høvedsmand/kommandant på borgen, dvs. Akershus ved Oslo siden 1388. Titlen hr. betyder, at han er ridder. Om ham se også §§ 9, 10, 12, 39 og 52. Hr. Ogmund var til stede på borgen Ekholm i Väster Götland i Sverige den 21. januar 1405 sammen med Margrete og Erik og er nok i den forbindelse blevet instrueret om at tilbagelevere Akershus til kongemagten.

[26] Uden opstand: uden at være opfarende.

[27] Køgemester: hofembede, der oprindeligt var knyttet til madlavning, men som i 1400-tallet indebærer ledelse af hoffet (hofchef) – i dette tilfælde drejer det sig om kong Eriks norske hof.

[28] Hr. Endrid: Hr. Endride Erlendsson (nævnt i kilder 1384-1440): rigsrådsmedlem, storgodsejer og fremtrædende lokaladministrator i Norge. Han var også til stede på Ekholm den 21. januar 1405. Han havde en særdeles høj stjerne hos Margrete, jf. især § 13, men også §§ 12, 25, 36, 39.

[29] I originalen kaldes det et ’fadebur’(”fadebwr”), som altså helt generelt betyder noget, hvori forråd af alle slags kunne opbevares.

[30] Sådanne registre kaldes som regel ’jordebøger’. De er oversigter over en godsejers fæstegårde m.v. i et givet område og over de afgifter, fæstebønderne skylder vedkommende.

[31] Det omtalte kvitteringsbrev er tilsyneladende blevet skrevet og beseglet før afrejsen til Norge. Det, Erik skulle have udleveret, var en væsentlig del af det norske ’rigsarkiv’. Gamle aftaler, adkomstbreve, regnskaber osv. var nyttige redskaber til at holde kronens interesser i hævd. En masse breve og andre dokumenter fra Norge og Sverige blev i Margretes tid transporteret til Danmark, hvor de blev opbevaret på Kalundborg Slot; også en del af de her nævnte. Der var ofte et arkiv på kongelige borge og lignende, men da Akershus var det vigtigste administrative centrum i Norge, befandt de vigtigste sager sig her.

[32] Dette afsnit er, som en hel del andre, pga. ødelæggelse af dokumentet svært at få mening i; bortset fra at det her handler om forsyninger.

[33] I oplandet til norske borge blev der opkrævet særskatter til besætningens underhold. Der kan dog også være tale om afgifter i naturalier fra kronens mange fæstegårde i oplandet.

[34] Gengærd: særskat i naturalier, som blev udskrevet i forbindelse med kongens rejser gennem landet. Formålet var altså, at befolkningen skulle forsørge og beværte kongen og hans (store) følge under opholdet i Norge, jf. §§ 28 & 37.

[35] Hr. Alf Haraldson: Hr. Alv Haraldsson (1336-1412): rigsrådsmedlem og lokaladministrator i nærheden af Akershus; af slægten Bolt som hr. Ogmund.

[36] De ansvarlige har altså fået brev om at opkræve gengærd, inden Erik kom til Norge. Den højt betroede hr. Eindride Erlendsson skal så samle ydelserne sammen fra de forskellige len og holde regnskab med det hele. Det gælder dog formodentlig blot for egnene omkring Oslo, jf. § 37.

[37] Magnus Håkonsson er formentlig den ridder af dette navn, som deltog i Eriks kroning i Kalmar 1397.

[38] Om rejsen til Tønsberg: se §§ 16-18.

[39] Herlaug (Petterson?): bestred efter alt at dømme embedet som fodermarsk, og har dermed bl.a. ansvaret for hestene, når kongen er på rejse, jf. §§ 4 og 6.

[40] Her menes der embedet som ’køgemester’/hofleder, jf § 8. Som det straks efter fremgår, skal en anden varetage styringen på Akershus, mens hr. Eindride er på rejse med kongen. Denne § (og flere andre) viser tydeligt, at hr. Eindride var Margretes yndling blandt de norske stormænd.

[41] Her er tale om en særlig ekstraskat, som skulle betales i anledning af kong Eriks forestående bryllup med Filippa af England, jf. §§ 19, 33 og 45. Nogle forskere har udfyldt det følgende hul i teksten, så der kommer til at stå, at det var købstæderne/byerne, som skulle betale denne hjælp.

[42] Her tales der om prinsesse Filippa af England, som ventedes at komme til Bergen med sit følge for at blive gift med kong Erik. I oversættelsen er der glemt et ’og’ inden opregningen af dem, der skal modtage den vordende dronning. Det er altså modtagelseskomiteen, der består af biskopper, riddere, fruer og jomfruer.

[43] Katarina (død 1426), kong Eriks søster, deltog altså også i kong Eriks Norgesrejse. Men hun skal blive på Akershus, mens Erik er væk.

[44] Dette handler om en delegation, der skulle sendes til England for at forhandle de sidste detaljer vedr. ægteskabet mellem Erik og Filippa.

[45] Hr. Jon Reidarsson Darre (død ca. 1430): medlem af rigsrådet og høvedsmand/kommandant på borgen Tønsberghus i Tønsberg, jf. §§ 24, 36, 37, 52. Han var også blandt de tilstedeværende norske rigsråder på Ekholm den 21. januar 1405.

[46] Formentlig biskop Peter Nikulasson af Holar på Island. Han var en dansk dominikanermunk, som besad et embede ved Pavehoffet, da han blev udnævnt af paven til biskop af Holar på Island i 1391. Han forlod embedet senest i 1408 og synes ikke at have opholdt sig på Island efter senest 1403. Alternativt kunne der være tale om Peder Jensen (Lodehat), biskop af Roskilde 1395-1416.

[47] Som det fremgår af denne § fandtes der ikke nogen egentlig kongelig flåde på dette tidspunkt. En sådan bliver først oprettet under kong Hans (1483-1513).

[48] Der omtales her en ukendt sag, hvorom rigsrådet skal tages med på råd. Det drejer sig næppe om hele rigsrådet, men nogle tilstedeværende medlemmer, jf. § 38 om hvorledes Erik skal forholde sig med rigsrådet.

[49] I Tønsberg skal der altså skrives et brev til den engelske konge, som den udvalgte delegation skal have med sig. Det må antages, at der tidligere er talt om indholdet i dette brev, men det er altså meget tydeligt i instruksen, at Erik m.fl. skal tænke sig rigtig godt om i denne sag!

[50] Delegationen skal altså opsøge den engelske konge, Henrik 4. (1399-1413), uanset hvor denne opholder sig, og den skal ikke komme tilbage uden at have opnået noget.

[51] Morgengaven var i forbindelse med kongelige (og andre fyrstelige) ægteskaber et eller flere landområder, hvis kongelige indtægter dronningen kunne disponere over, i hvert fald hvis hun blev enke, hvad de fleste blev. Det var altså en tilsikret enkepension. Filippas morgengave bestod ifølge senere kilder af landskabet Romerike nord for Oslo i Norge samt byerne Örebro i Sverige og Odense i Danmark.

[52] Her henvises til forhandlinger med en engelsk delegation på Hälsingborg Slot i begyndelsen af november 1402.

[53] Her er måske tale om (størrelsen på) en medgift i form af et større kontantbeløb i forbindelse med det forestående ægteskab. En sådan kendes usædvanligt nok ikke i forbindelse med dette ægteskab, hvorfor det må antages, at et krav herom er blevet frafaldet.

[54] Dette er måske en diskret trussel om, at Erik må afsøge andre muligheder, hvis ikke disse ægteskabsforhandlinger fører til et resultat. Det hidtidige indhold i § 18 må antages at skulle medtages i det førnævnte brev.

[55] Dette er altså en gentagelse af, at delegationen skal opnå et resultat.

[56] Her er igen tale om ekstraskatten i forbindelse med brylluppet (jf. §§ 14, 33 og 45). Det fremgår så her (som det også synes at være forudsat i § 14), at der på en eller anden måde skal indgås en aftale om det nærmere indhold i skatteudskrivningen, og hvorledes den skal gribes an. Af § 33 fremgår det, at rigsrådet skal udøve en slags overopsyn med indkrævningen; nok fordi det var rigsrådet, der (formelt set) på vegne af befolkningen skulle godkende denne skatteudskrivning, og hvorledes den skulle foregå. Siden skulle den formentlig ’tinglyses’ på vigtige ting i Norge, så befolkningen kunne blive gjort bekendt med skatteudskrivningen.

[57] Oversættelsen er tvivlsom på dette sted. Der skal snarere stå, at provsten lovede [at skaffe seglet tilbage].

Antageligt er der her tale om det norske rigssegl, som provsten ved Mariakirken i Oslo normalt opbevarede, idet han traditionelt besad embedet som kansler (øverste chef for centraladministrationen/kancelliet). Dette segl befandt sig siden 1398 i København, hvor det var blevet brugt til at besegle bekræftelsen af Hansestædernes privilegier i Norge, jf. mere om sagen i note til § 21.

[58] Seglet skal altså ikke komme til Norge, før den, som skal bestride kanslerembedet, er kommet. Hvem det skal være, er altså fastlagt. Alligevel skal Erik trække tiden ud (til han kommer) ved at sige, at han vil tale med rigsrådet om, hvem det skal være.

[59] Erik skal altså sige, at den nye kansler skal ansættes på prøve – for lettere at få sagen til at glide.

[60] Det fremgår altså tydeligt, at det er Margrete, der har bestemt, hvem Erik ”vil have”til kansler. Og i det foregående og i det følgende gør hun alt, hvad hun kan, for at holde Erik fast på planen.

[61] Foged: lensbesidder, lokaladministrator på kronens vegne.

[62] Her tænkes der formodentlig på Filippas og Eriks bryllup.

[63] Dette betyder, at ingen, fx heller ikke det samlede rigsråd, skal have direkte eller indirekte myndighed til at afsætte den pågældende fra kanslerembedet eller fratage ham hans len.

[64] Meningen må være, at det er Erik, som skal stå fast på kronens rettigheder. Trods alle disse forsøg på at sikre, at den pågældende udlænding fik kanslerembedet, så blev dette ikke besat som planlagt, og vi ved i øvrigt ikke, hvem den pågældende var. Først i 1407 fik Norge igen en kansler, som dog kun tog sig af sager vedrørende retspleje. Der var tale om den danskfødte biskop Jakob Knutsson/Knudsen, som i 1407 blev flyttet fra bispestolen i Bergen til den i Oslo. Det er uvist om han fik det norske rigssegl til Norge, idet dette først kan konstateres at have været brugt i Norge i 1442, men da mange bevarede breve har mistet seglet, og endnu flere er gået tabt, er det umuligt at sige noget sikkert om den sag. Det har været foreslået i forskningen, at der i § 20 er tale om et særligt kongesegl beregnet til retssager, som vi ikke har bevarede spor af, men da det i 1398 brugte rigssegl senere fik netop denne funktion, er det muligt, at biskop Jakob fik rigsseglet til Norge i 1407 til brug for hans virke i retsplejen, selvom andre kilder støtter antagelsen om et særligt nu tabt segl til brug i retssager, som kan være fremstillet til lejligheden i 1407.

[65] I disse byer samt i Bergen var skomagerne samlet i fælles bygningskomplekser, hvor de lejede sig ind. Det var ikke tilladt at drive skomagervirksomhed andre steder i de tre byer. Langt de fleste skomagere var i øvrigt indvandrede tyskere fra Hansestæderne. Det er formentlig pga. denne beskyttede monopolstilling, at skomagerne var forpligtet til en årlig afgift i sko og støvler til kronen. Dem må/skal Erik så give til Vorherres folk, dvs. gejstlige og formentlig tiggermunke, samt til lavere rangerende personale ved det kongelige hof og hvem han ellers synes. ’Drenge’, dvs. (unge) tjenestekarle, er her korrekt oversat fra ”pyltæ”, jf. §§ 4 & 6.

[66] Jf. §§ 16, 36, 37, 52.

[67] Otte Rømer: af mecklenburgsk slægt, nævnt i kilder 1361-1409. Medlem af rigsrådet, fra senest 1398 til henimod 1409 var han høvedsmand på Bergenhus.

[68] Hr. Jakob Fastulvsson: født i Sverige, svigersøn af Otte Rømer, medlem af rigsrådet, jf. § 25.

[69] Det vil sige, at de har besiddet kronens len som regnskabslen eller som pantelen med afdrag; for sidstnævnte se §§ 30 & 32.

[70] Margrete sikrede sig altså, ovenikøbet med brev derpå udstedt af Erik, at hun skulle revidere regnskaberne for de lensbesiddere, som besad len med forpligtelse til at aflægge regnskab. I betragtning af hvor store mulighederne var for korruption i forbindelse med disse regnskaber, var det sikkert en god idé, at de ansvarlige blev gjort bekendt med, at de fik med Margrete selv at gøre i denne forbindelse. Jf. § 52 vedrørende kvitteringer for andre len.

[71] Syssel: norsk lokaladministrativ inddeling med en sysselmand (= lensmand) i spidsen.

[72] Det er uvist, hvilket syssel der er tale om. Men hr. Eindride skal altså overtage det efter hr. Jakob Fastulvsson, hvilket hr. Eindride har fået brev om ”nu”, formentlig på Ekholm omkring den 21. januar 1405.

[73] Der skal altså først gøres regnskab til Margrete, jf. § 24.

[74] Klerk: gejstlig person, fx. præst.

[75] De tre ord betyder det samme, så var Margrete på den sikre side! Dog kan originalens ”frælsebreff”, som her oversættes til ”fritagelsesbrev” også betyde ’adelsbrev’; altså et brev på og dokumentation af, at man havde opnået adelig status med de privilegier, som fulgte med denne. Under alle omstændigheder er der tale om det, vi plejer at kalde privilegiebreve, som kan dække mange forskellige særrettigheder, deriblandt især fritagelser for forpligtelser, som normalt var gældende ifølge love og sædvaner, evt. mod særlige forpligtelser over for kronen. Byer, gejstlige (institutioner), adelige, udenlandske handlende og forskellige andre havde sådanne særrettigheder. Med undtagelse for adelsbreve var privilegiebreve kun gyldige for en regents regeringstid og skulle således fornys ved regentskifte, hvilket ofte udløste en betaling. Dette var ikke mindst tilfældet, hvis der var tale om nye eller udvidede privilegier, som der muligvis især tænkes på i denne paragraf.

[76] I originalen står ”worthnethebreff” = ’værnebrev’, som et sådant brev normalt kaldes. Et værnebrev indeholdt et tilsagn om kronens særlige beskyttelse især retsligt, således at kongen og hans lokale embedsmænd i særlig grad skulle tage hånd om, at modtagere, deres husstand, deres ejendom og evt. privilegier ikke blev krænket.

[77] Island hørte under den norske krone. Sejlads på Island krævede altså kongelig tilladelse og skulle altid foregå fra eller til Bergen. Til gengæld for tilladelsen skulle ¼ af lastekapaciteten i skibene forbeholdes kronens brug. Dertil skulle 6 % af fisk fra Island, som blev losset i Bergen, afleveres som afgift til kronen.

[78] Originalen har ”schiprether eller sysler”, altså ’skipreider eller sysler’, som er betegnelsen for de vigtigste lokaladministrative inddelinger i Norge i middelalderen med syslet som den overordnede og skipreide som en underinddeling. Det er dog uklart, om inddelingen i skipreider var udbredt til alle egne af Norge.

[79] Originalen har ”atlæne”, hvilket betyder at ’få (kronens rettigheder) i forlening’.

[80] Dette er et eksempel på Margretes politiske spin! Vi ved dog, at Erik overtrådte denne del af instruksen. Det eneste brev, vi har bevaret fra hans Norgesrejse i 1405, er et værnebrev, skrevet på pergament med hængende segl (og dermed også i modstrid med § 28) og udstedt den 8. marts 1405 på Akershus. Denne § må ses i snæver sammenhæng med § 35 nedenfor.

[81] Kongen disponerede i princippet over to segl: Det store pragtfulde rigs- eller majestætssegl, som blev brugt i større sager – især udenrigske aftaler – og som blev opbevaret af kansleren, og så det såkaldte sekret, som var et mindre segl eller seglstampe, som fx kunne bæres i en snor om halsen og bruges til mere dagligdags forretninger, jf. også §§ 27-28.

[82] Originalen har ”dachxbreff eller landswistebreff” – førstnævnte normalt kaldt ’gridsbrev’ (eller ’dagsbrev’) og sidstnævnte kaldes ’landsvistbrev’. Disse specifikke breve var led i den særlige norske drabsproces. Når et drab var begået, skulle gerningsmanden offentligt vedkende sig at være den skyldige. Herefter skulle han straks begive sig til kongen/kansleren og få udstedt et gridsbrev, dvs. et brev, som gav kongens beskyttelse af drabsmanden, indtil sagen var nærmere opklaret af den lokale lensbesidder/kongelige lokaladministrator. Denne skulle så skriftligt sende resultatet af undersøgelserne til det kongelige kancelli. Såfremt sagen opfyldte visse betingelser, skulle drabsmanden herefter betale bøder til kronen, hvorefter kancelliet udstedte et ’landsvistbrev’, der fastslog, at drabsmanden frit og uhindret skulle kunne opholde sig i landet, til sagen var færdigafviklet og derefter. Herefter fulgte et retsopgør med den dræbtes arvinger, hvorefter drabsmanden skulle betale bøder/erstatning til dem. Formålet med processen var at søge at forhindre, at drab førte til blodhævnsfejder. Hævndrab efter modtagelse af bøder/erstatning ville medføre fredløshed for arvingerne – ligesom dette kunne være sanktionen for drabsmanden i forbindelse med drab under særligt skærpende omstændigheder. Fredløshed betød, at enhver straffrit kunne dræbe vedkommende, men oftest var det op til kronen eller de krænkede at iværksætte dette. I nogle tilfælde kunne freden dog genkøbes af kronen mod en stor bøde. I Danmark foregik drabssager i princippet stort set på samme måde, men sagerne ordnedes på lokale ting uden centraladministrationens mellemkomst – og langt op i tiden blot ved tinglysning og uden skriftlighed.

[83] Det vil sige sekretet, jf. note til § 26.

[84] Her skal rigsseglet altså efter alt at dømme bruges – af kansleren, som tidligere havde været provsten ved Mariakirken i Oslo, jf. §§ 20 og 21 med tilhørende noter. Det må antages at have skabt store vanskeligheder i drabsretsplejen i Norge, at disse procedurer ikke fungerede i årevis. Da der endelig kom en kansler i 1407, var hans vigtigste opgave at tage hånd om netop disse ting.

[85] Her menes formentlig kvittering for modtaget gengærdsskat, jf. §§ 12 & 37.

[86] Dette er en meget udspekuleret taktik! Hvis man trykker seglet/seglstampen ind i flydende voks på bagsiden af et brev på papir, så falder det af, når papiret bliver håndteret. Og et brev uden segl var ugyldigt! Paragraffen må forstås sådan, at de eneste breve, Erik bør udstede, er papirbreve med segl bagpå – og altså ikke pergamentbreve med påhængte segl, der var langt mere solide. Breve på papir begynder for alvor at blive anvendt i den kongelige administration i Danmark fra 1380’erne, altså under Margretes regime. Selve instruksen til Erik er skrevet på papir. Det var langt billigere end pergament, som er en form for stærkt forarbejdet dyreskind/læder. Især særligt vigtige breve blev fortsat skrevet på pergament.

[87] Tideke Vistenaker (eller Didrik Wüstenacker) var en indvandrer af tysk oprindelse, som havde giftet sig med en norsk stormandsdatter og enke og med hende fået det nedenfor omtalte storgods Manvik på Brunlanes i nærheden af Larvik på vestsiden af Oslofjorden.

[88] Originalen skriver ’sk[ip]rethæ’, altså på moderne norsk ”skipreide”, som er betegnelsen for den territoriale underinddeling, som sysler var inddelt i, i hvert fald i det meste af Norge. Der er tale om Numedal Skipreide, også kaldet Brunla Len.

[89] Her er der formentlig tale om en lokal afgift i lenet under Tønsberghus, som dette område lå under. Formelt set skulle denne afgift gå til fodring af heste. I 1425 udbrød der ligefrem bondeoprør mod denne afgift. Om Margrete ønskede, at den skulle gå til høvedsmanden på Tønsberghus eller ville undgå uro blandt bønderne er svært at sige.

[90] Der er altså tale om et såkaldt tjenestelen, hvor lensbesidderen stillede sin tjeneste til rådighed militært og administrativt. Han skulle indkræve indtægterne fra lenet og afholde udgifter i den forbindelse, men kunne frit beholde overskuddet og skulle ikke gøre regnskab. Sagen om ’hesteydelsen’ skal altså om nødvendigt, som i en hel del andre tilfælde, udskydes på ubestemt tid.

[91] Nobel: guldmønt, som udmøntedes i England og i nuværende Belgien. Formentlig er der her tale om engelske. Nobler var særdeles værdifulde i forhold til de normalt udmøntede sølvmønter.

[92] Hr. Gaute Eiriksson (ca. 1340-1412): svigersøn af Otte Rømer, storgodsejer, medlem af rigsrådet, lensmand i Skiensyssel fra ca. 1390 til sin død og på Nordmøre i begyndelsen af 1400-tallet. Vedrørende de nævnte områder, se noter nedenfor

93] Den nordligste del af det, der kaldes Vestlandet. I dag er Kristansund den største by i området. Området var såkaldt afgiftslen med en fast årlig pengeydelse til kongemagten, mens lensindehaveren beholdt resten af overskuddet af de kongelige indtægter.

[94] Biskoppen af Oslo spiller altså en rolle i den kongelige administration. Han hedder på dette tidspunkt Øystein Aslaksson og var bisp 1386-1407. Han var leder af den føromtalte delegation til England og havde givetvis en høj stjerne hos Margrete.

[95] Det betyder, at hvis hr. Gaute vil have en yderligere eller en anden forlening, så skal han afgive noget til gengæld – formentlig lenet Nordmøre, hvis afgift under alle omstændigheder skulle betales førstkommende påske.

[96] Skiensyssel: område, der omfattede Telemarken, Numedal og Grenland i det sydlige Norge.

[97] Lenet er tjenestelen, hvor lensindehaveren beholder overskuddet af alle kongelige indtægter mod at yde passende krigstjeneste mv. om fornødent. Nu skal det dog gøres til pantelen på den måde, at hr. Gaute skal yde kongen et lån på 100 nobler, som så skal afskrives via de årlige indtægter fra lenet, hvorefter han atter skal besidde det som tjenestelen.

[98] Dette handler antageligt om en biskops len – og i hvert fald bevidner det Margretes interesse for penge.

[99] Sparbufylke: en del af Trøndelag, beliggende nord for Trondheim.

[100] Mark er oprindeligt en vægtenhed. Når der, som her, er tale om penge, udmøntedes en mark sølv i et vist antal mønter af en given værdi hver især. Det samme antal mønter skulle så til for fx at betale en mark (penge). Efterhånden som der blev blandet mere og mere kobber i sølvmønterne, opstod behovet for at skelne mellem mark penge og mark rent sølv. Sidstnævnte kaldtes som oftest, som i teksten ovenfor, for lødige mark. På dette tidspunkt regnedes en lødig mark oftest for at være = 233,8 gram rent sølv.

[101] Vinald Henriksson: ærkebisp i Trondheim 1387-1402.

[102] Det betyder formentlig, at det allerede, da Vinald fik det, var et pantelen, hvor indtægterne skulle afdrage kronens gæld til lensbesidderen, hvilket så endnu ikke var opnået ved ærkebisp Vinalds død.

[103] Hallvard Hallvardsson Næpa (død senest 1408): såkaldt ’fehirde’ i Trondheim, dvs. at han var overordnet ansvarlig for de kongelige indtægter i et større skattedistrikt og høvedsmand i Trondheim.

[104] Ærkebispen i Trondheim 1402-1428 hed Eskill. For en sjælden gangs skyld er det her tydeligt, at der var noget, som Margrete ikke havde styr på!

[105] Lenet var et afgiftslen med en årlig afgift på 14 eller 15 lødige mark, men nu skulle ærkebispen altså yde kongedømmet et uspecificeret lån, som skulle afdrages af de kongelige indtægter af lenet, som vel derefter skulle være afgiftslen igen.

[106] Med ’hjælp’ menes der her særskatten i anledningen af det forestående bryllup mellem Erik og Fillippa, jf. §§ 14, 19 og 45. Muligvis er det opkræverne, som kunne tænkes at ville have en andel for deres indsats.

[107] Her skulle rigsrådet altså undtagelsesvis have en selvstændig rolle i forbindelse med administrationen af denne skat (jf. note til § 19), mens ansvaret for sagens gennemførelse til punkt og prikke altså ligger hos Erik.

[108] Dette handler – bl.a. - om, at Erik skal udvise tilbageholdenhed ved tildeling af len og dermed undgå, at enkeltpersoner fik for store koncentrationer af magt ved at få ’for mange’ len.

[109] Jakob Knutsson (af dansk oprindelse, biskop i Bergen 1401-07, senere i Oslo) spiller altså en vigtig rolle i den kongelige administration, jf. også note til § 21 om hans senere administrative karriere. Han træffes også ofte uden for Norge i Margretes nærhed, bl.a. i Sverige i slutningen af 1403 og begyndelsen af 1404, og det var formodentlig i den forbindelse, at han fik de nævnte instrukser. Vedrørende de nævnte typer af breve, se noter til § 26.

[110] Magnus Eriksson (1316-1374): konge af Sverige 1319-64, konge af Norge 1319-74.

[111] Håkon 6. Magnusson (1340-1380): konge af Norge 1355-80, af Sverige 1362-64, gift med Margrete 1363-80, far til Oluf/Olav (konge af Danmark 1376-87, konge af Norge 1380-87).

[112] Formentlig er meningen, at han skal sige, at han ikke ved, hvad de har betalt for de nævnte begunstigelser og derfor ikke kan afgøre, hvad de nu skal betale.

[113] Denne paragraf hænger snævert sammen med § 26 ovenfor, jf. også noter til denne.

[114] Hermed menes der dem, som skulle rejse til England, jf. § 16.

[115] Lista er en halvø i nærheden af Kristiansand i det sydligste Norge. Brevet om dette len er skrevet og sagen er dermed afgjort. Det er i modsætning til beslutningen om hvem der skal have det vigtige len, der lå under Tønsberghus.

[116] Gengærd: den særskat, som var udskrevet i forbindelse med kong Eriks rejse i Norge, jf. §§ 12 og 28. Det er tænkeligt, at Jon Darre var ansvarlig for opkrævningen i et større område end det, han selv administrerede, ligesom hr. Ogmund var ifølge § 12.

[117] Originalens betegnelse er ”wtfarælethanger”, på moderne norsk ’utfareleidang’ (oversat til dansk: ’udfareleding’). Leding var også i Danmark oprindeligt betegnelsen for det folkelige krigsmobiliseringssystem, men da dette mere eller mindre blev afskaffet, kom ordet til at betegne en skat, der blev udskrevet blandt bønderne som betaling for, at de ikke (længere) skulle drage i krig. Noget lignende skete i Norge. Her skulle så betales ekstra, kaldet utfareleidang, når der faktisk var krig. Med tiden blev denne så til en ekstraskat, som også kunne udskrives, uden at der var krig. Det fremgår så af denne §, at Margrete havde udskrevet denne ekstraskat i 1404 og 1405.

[118] Det er dokumenteret for Danmarks vedkommende, at Margrete ikke var meget for at samle hele rigsrådet på en gang. Det kunne føre til en samlet opposition mod (dele af) kongemagtens politik. Derudover praktiserede hun netop metoden med at inddrage skiftende håndplukkede medlemmer af rigsrådet til at styrke sine beslutningers saglighed, rækkevidde og legitimitet for dermed at undgå, at nogen ’voksede sig for fast’ i magtens inderkreds og dermed kunne tænkes at få mulighed for at forfølge egne dagsordner.

[119] Det betyder altså, at Erik skal sikre sig god rådgivning, inden beslutninger træffes og domme fældes. Det ville så også bidrage til, at han kunne vinde rigsrådsmedlemmerne for sig.

[120] Ifølge sammenhængen i § 38 må det antages, at kong Erik får besked på, at han i forbindelse med domsafsigelser (”være på nogen dom eller noget sige” er den direkte oversættelse af det, der står i originalen) skal lytte til råd fra rigsråder – ellers blev det jo nok også svært for ham at agere i overensstemmelse med norsk lov, som Margrete kræver. I Norge var kongen ifølge loven landets øverste dommer. Denne magt plejede han imidlertid at uddelegere til andre, og således fik rigsråder stigende betydning i norsk retspleje i senmiddelalderen. I hvilket omfang kongen personligt fungerede som dommer på de ordinære ting (lokale domstole) synes at være lidt uklart, men § 7 ovenfor forudsætter tydeligvis, at det er en mulighed, ligesom det nok er mest naturligt at tolke nærværende § som i hvert fald inkluderende denne mulighed – under alle omstændigheder skulle det så altså foregå med rådgivning fra rigsråder.

[121] Hr. Ogmund Berdorsson Bolt, jf. §§ 8, 9, 10, 12 og 52.

[122] En person af slægten Gerst, som rummede flere magtfulde mænd på dette tidspunkt. Måske er der tale om Lydeke Gerst, som skal have været foged på Älvsborg i Sverige. Slægten synes at have haft tyske rødder.

[123] Ekholm: borg ved nuværende Trollhättan i det vestligste Västergötland i Sverige.

[124] Originalen skriver ”Haghneløsæ”, et sted, som i vore dage hedder Hangelösa. (Hassellösa = vore dages Hasslösa, ikke så langt fra Hangelösa, må altså være en misforståelse.) Stedet ligger i Västergötland ca. 10 km nordvest for byen Skara.

[125] Hr. Endrid Erlendsson (jf bl.a. § 8) var altså med på turen til Hangelösa i modsætning til hr. Ogmund, der vel må antages at være returneret til Norge på dette tidspunkt.

[126] Det sidste er næppe til at forstå pga. huller i teksten. Paragraffen synes at handle om et muligt ægteskab mellem en datter af hr. Ogmund og hr. Eindride. Detaljerne er dog svære at forstå, fordi teksten er så indforstået/forudsætter så meget bekendt. At Margrete var involveret i arrangement af ægteskaber blandt stormænd og -kvinder, undrer ikke. Ægteskaber handlede om gods og arv samt politiske alliancer. Hun synes også at have stået bag ægteskaber mellem stormandsslægter i to af hendes riger for at øge sammenhængskraften i Kalmarunionen. Ved at ordne denne sag på Margretes vegne kunne Erik så også lære, at der fandtes situationer, hvor det klogeste var at give en undskyldning.

[127] Det virker næsten som om, at Erik skulle lære instruksen udenad, hvilket jo passer meget godt med, at den ind i mellem rummer ordrette replikker, som han skal fremføre.

[128] Denne og de følgende 8 paragraffer må være ultrakorte resumeer af, hvad Margrete anså for vigtigst i instruksen, og som hun så pålægger ham at være særligt opmærksom på.

[129] Originalen skriver ”thøm som han sætter til at bæræ then help wpp”, hvilket snarere betyder ”de, som skal oppebære/modtage/indkassere den hjælp”. Det handler altså om den tidligere (bl.a. i § 14) omtalte ekstraskat i anledning af brylluppet.

[130] Prinsesse Filippa af England, Eriks kommende hustru, jf. § 14.

[131] Jakob Knutsson (Knudsen): af en dansk adelsslægt, som kaldes Jernskæg; biskop af Bergen 1401-07, biskop af Oslo og norsk kansler 1407 til sin død i 1420, jf. note til §§ 21 og 35. Hans karriere var helt og holdent iscenesat af Margrete. Det nævnte må antages at vise tilbage til en af de paragraffer i instruksen, som er forsvundet.

[132] Også her er der formentlig tale om en henvisning til noget, der var nærmere omtalt i en af de paragraffer, som ’tidens tand’ har fjernet fra instruksen. En Knud omtales kun i en senere overstreget del af § 39, men om det har noget med dette at gøre er vel ikke sandsynligt, da omtalen af Knud her er blevet overstreget, måske som værende mindre vigtigt.

[133] Domme blev afsagt på tingene, men kun undtagelsesvis nedfældet på skrift, da alle burde vide, hvad der var foregået på det lokale ting. I forbindelse med senere retssager kunne det så været nyttigt at have domme på skrift.

[134] Dette er den ældste omtale af mulig minedrift i Norge. Eventuelle mineraler i de norske fjelde tilhørte juridisk set kronen. Andre kunne så – evt. mod betaling – få kronens skriftlige tilladelse til at udvinde dem. Det skulle dog ifølge instruksen ikke ske. Hvis mineraler blev fundet, ville Margrete givetvis foretrække, at de blev udvundet for kronens regning, så mest mulig gevinst ville tilfalde regeringen.

[135] Dette handler altså om skriftlige kvitteringer på, at slotte og len er afleverede, og at kronen ikke har tilgodehavender hos den tidligere lensindehaver, jf. i øvrigt § 24. Her spiller Margrete på det endnu i dag gyldige princip, at mundtlige aftaler indgået i vidners nærvær er retsgyldige. Dengang som nu var det imidlertid lettere at huske og at dokumentere aftaler, hvis de forelå på skrift. Der findes flere vigtige situationer i Margretes regeringsvirksomhed, hvor hun øjensynligt har foretrukket, at der ikke kom til at foreligge retsgyldige dokumenter om aftaler. Hun regnede så med at have styr på, hvad eventuelle vidner senere ville hævde om, hvad der var aftalt. Således også, hvis der senere dukkede ’hængepartier’ op om regnskaber for forleninger, misligholdelse af vilkår osv.

[136] Hr. Ogmund Bolt, jf. §§ 8, 9, 10, 12 og 39.

[137] Jf. §§ 16, 24, 36 og 37.

[138] De slotte: henholdsvis Akershus og Tønsberghus, som Ogmund Bolt og Jon Darre som tidligere nævnt (§§ 8 og 36) skulle aflevere til kronen i forbindelse med Eriks rejse.

[139] I forbindelse med forleninger udstedte kronen et brev om vilkårene i forbindelse med forleningen. Til gengæld modtog kronen så en kvittering (såkaldt lensrevers), hvor modtageren lovede at overholde betingelserne, herunder til hvem forleningen skulle afleveres, hvis regenten afgik ved døden, inden lenet var returneret til kronen. Sidstnævnte kaldtes for slotsloven – som her betyder ’slotsløftet’. Det var åbenbart bedst at kronen beholdt disse breve, så man i givet fald kunne dokumentere, hvad lensbesidderen havde lovet, da han fik lenet. Så Erik skal heller ikke udstede breve på, at de siden vil få lensreverserne retur. Til gengæld skal Erik sørge for, at de afleverer de breve, som kronen havde udstedt i forbindelse med tildelingen af deres forleninger.

[140] I originalen står der ”syslæ”, som betyder ’udrette, sørge for, ordne’. Det drejer sig her om den virksomhed, som de to regenter skulle udføre.

[141] Margrete var et meget religiøst menneske, så når religiøse magter spiller så stor en rolle her og andre steder i instruksen, er der bestemt ikke bare tale om floskler.

Kildeintroduktionen og fodnoterne er udarbejdet af Anders Bøgh (lektor emeritus, dr.phil), der forsker i Danmark og Norden i vikingetiden og middelalderen.