En stærk dronning

Dronning Phillippa (1394-1430) er vel danmarkshistoriens mest anonyme regent. Anonymiteten skyldes formodentlig, at Philippa står i skyggen af sin navnkundige svigermor, dronning Margrete 1. (født 1353, regent 1387-1412). Og det har næppe hjulpet, at Philippas mand, Erik af Pommern (født ca. 1382, regent 1412-1439, død 1459), blev afsat af det danske rigsråd i 1439, hvorved hele det politiske system, som hendes dronningemagt kan associeres med, blev bragt til et brat ophør.

Philippa var datter af den engelske kong Henry 4. (1366-1413) og var som sådan et betydeligt aktiv på ægteskabs- og alliancemarkedet. Det er derfor ikke mærkeligt, at hun må have forekommet attraktiv for dronning Margrete 1. som ægtefælle til fostersønnen Erik. Det ville befæste og udbygge det stærke kongedømme, som var blevet konstitutionelt formuleret og bekræftet i Kalmar 1397. Efter lange forhandlinger mellem Danmark og England blev man således enig om ægteskab. I 1406 blev Erik og Philippa gift i Lund.

Som dronning blev Philippa udfordret af, at hun og Erik ikke fik børn. Derfor tog de Eriks fætter Bugislav af Pommern (ca. 1408-1446) til sig, og satte ham i lære som konge. Fra tiden efter Margretes død i 1412 optræder Bugislav jævnligt ved siden af Erik i forskellige regeringsanliggender.

Den storpolitiske scene

I 1420 træder Philippa for første gang ind på den storpolitiske scene. Kong Erik stod over for det berømte felttog til Fehmarn, som han øjensynligt deltog personligt i. Risikoen for at afgå ved døden ved den lejlighed har vel været medvirkende til, at han ville sikre boet. Dette gjorde han ved en markant omordning af Philippas livgeding, dvs. hendes enkepension - en omordning, som i den grad sikrede og udbyggede Philippas konkrete magt. I stedet for Næsbyhoved på Fyn, Romerike i Norge og Örebro fik hun: Stockholm, Västerås, Uppsala, Närke, Kobberbjerget i Dalarne, Arboga, Tälje, Enköping, Snevringe härad, slottet Almare-Stäket, Laglösköping og Trödje. Der var tale om betydelige områder, der gjorde hende til den mægtigste kvinde i Sveriges rige. Og således også den mægtigste person i rigerne Danmak, Sverige og Norge tillige med hertugdømmet Pommern.

På baggrund af sit livgeding var Philippa sikret en tilpas stor magtbase, til at hun kunne overdrage Bugislav ”riger, slotte og lande”, i tilfælde af Eriks død. Og hvis Bugislav også skulle dø, før hans myndighed indtrådte, skulle selvsamme riger, slotte og lande overdrages til en anden pommersk frænde. Philippa skulle således tage sig af dynastiets videreførelse, i tilfælde Erik døde. På den måde fik Philippa samme dynastiske rolle som Margrete 1. havde, hvilket understreger, at dronningen var en fuldt ud lige så vigtig figur i den monarkiske magt som kongen. Philippa kom til at stå som den dynastiske overbringer af magten og som garant for arvefølgen. Da der ikke var kødelige arvinger, gjaldt det om at sikre videreførelsen af dynastiet på anden vis.

Vicekonge

Philippa blev vicekonge i Danmark, Norge og Sverige. Hun holdt magten, da Erik drog til Ofen i det tidlige efterår 1423 for at modtage kejserens dom i striden om Slesvig, den såkaldte Ofen-dom af 28. juni 1424, hvor Erik fik tilkendt retten til Slesvig. Efter sit foretræde for kejseren drog Erik til Det hellige Land og vendte først hjem i den tidlige sommer 1425.

Under Eriks fravær lykkedes det Philippa at forhandle en mønttraktat på plads med de vendiske hansestæder, hvilket må karakteriseres som storpolitik fra øverste hylde. I efteråret 1424 og foråret 1425 forsøgte Eriks holstenske fjender at få paven til at omgøre Ofen-dommen i en vidtløftig proces ved det pavelige hof i Rom. Paven endte imidlertid med at afvise sagen fuldkommen. Erik var på pilgrimsfærd, og kunne således ikke have påvirket sagen. Det er derfor sandsynligt, at Philippa vidste besked, og at udfaldet kan tilskrives hendes indsats.

Da Erik kom hjem efter sin pilgrimsrejse, begyndte det hurtigt at gå galt. Han insisterede på Ofen-dommens gennemførelse og den formelle tilegnelse af Slesvig, hvilket hans holstenske fjender ikke ville gå med til. Derfor insisterede Erik på, at de vendiske hansestæder skulle hjælpe ham i henhold til en traktat, som var forhandlet i København den 15. juni 1423. Da de tydeligvis ikke var begejstrede for tanken om at hjælpe Erik til besiddelse af hertugdømmet Slesvig, hvorved de ville få en meget magtfuld og meget besværlig nabo, trak de sagen i langdrag. Til sidst måtte de bekende kulør: De vendte på en tallerken, allierede sig med holstenerne og erklærede krig mod Danmark i november 1426.

Storpolitisk propaganda

Umiddelbart derefter forestod Philippa en vidimering (dvs. stadfæstelse eller formel bekræftelse) af traktaten mellem de vendiske hansestæder og kong Erik, som tydeliggjorde, at de vendiske hansestæder havde brudt traktaten ved at gå i krig mod Danmark, og at de i samme ombæring havde brudt deres løfte om at støtte Philippa i opretholdelsen af hendes livgeding, hvis Erik skulle dø først. Hertil kom Philippas vidimering af Ofen-dommen i det sene efterår 1426. Vidimeringerne kan betragtes som propagandistisk storpolitik, der skulle vise, at Erik og Philippa havde retten på deres side. I selve krigen om Slesvig havde Philippa held til at presse ressourcer ud af det svenske rigsråd, og hun optrådte som uvurderlig hjælp i forsvaret af København, da den hanseatiske flåde angreb.

Der kan derfor ikke herske tvivl om, at Philippa var en nøgleperson i den dynastiske politik, der var nedarvet fra dronning Margrete og Valdemar Atterdag, og at hun er et særdeles godt eksempel på den afgørende rolle, dronningemagten spillede i et middelalderligt monarki. Der er for såvidt en vis logik i, at tingene begyndte at gå rigtigt skidt for Erik efter hendes død i 1430. Hun ligger begravet i Vadstena klosterkirker i Sverige, hvortil hun havde knyttet et særligt bånd. Erik indstiftede to righoldige altre til Philippas ære i Kalmar og Vadstena, hvormed han satte hendes store arbejde og betydning i relief.

Dronning Philippa. Fra: Wikimedia Commons