Artikler
Oluf, på norsk Olav, var søn af kong Håkon 6. af Norge (og Sverige) og Margrete 1., født i december 1370. Olav var konge af Danmark fra 1376, og af Norge fra 1380, indtil sin tidlige død i 1387.
Oluf som barnekonge
Som en af Valdemar Atterdags to dattersønner var Oluf den ene kandidat til at efterfølge sin morfar som konge. Umiddelbart inden sin død den 24. oktober 1375 ser det ud til, at Valdemar besluttede sig for at satse på Oluf som sin efterfølger. Resultatet var i hvert fald, at Oluf den 3. maj 1376 blev valgt som dansk konge med sin mor og far samt rigsrådet som formynderregering. Imidlertid blev der også udfoldet store anstrengelser på vegne af den anden kandidat, Albrecht af Mecklenburg, og først i 1385 fik Olufs parti et helt betryggende herredømme over hele det danske rige. Baggrunden for dette var bl.a., at Oluf blev erklæret myndig i 1385, hvorefter han rejste rundt og modtog hyldning samt troskabseder fra herremændene på rigets landsting. Allerede den 3. august 1387 døde han imidlertid som 16-årig på Falsterbo Slot i Skåne, hvorefter hans mor, Margrete satte sig i besiddelse af magten som rigsstyrer. Oluf blev begravet i Sorø Klosterkirke.
I forbindelse med sin fars, Håkon 6.s, død i 1380 blev Oluf automatisk konge i arveriget Norge, hvor han blev hyldet i 1381. Dette var indledningen til det kongefællesskab med Norge, som skulle vare til 1814. Efter Olufs død blev Margrete også udpeget til rigsstyrer i Norge.
Myterne om, at Oluf fortsat levede
Ifølge en islandsk optegnelse forsvandt Oluf: "Danerne sagde, at han var død, men nordmændene ville ikke tro det." I 1402 dukkede der en person op i Preussen, der tilsyneladende var blevet overtalt til at hævde at være Oluf, som havde undsluppet sin mors forsøg på at forgive ham. Da Margrete hørte om dette, forlangte hun straks manden udleveret, og da han angiveligt ikke kunne dansk og vedgik at være født i Tyskland, blev den formentlig sindsforvirrede mand brændt på bålet. En anden falsk Oluf ligger begravet i Perugia i Italien, hvor en lokal helgen på mærkværdig vis er blevet blandet sammen med historien om Oluf, der undslap sin mors anslag mod hans liv.
Det kan have bidraget til sagndannelserne, at Oluf var det sidste medlem af mandslinien i den svenske kongeslægt Folkungerne, som med Magnus Eriksson også var kommet på den norske trone. Og i Danmark var han dattersøn af den sidste af mandslinien i den gamle danske kongeslægt. Ifølge en middelalderlig årbog "sagdes [han] at være den fornemste af alle nu levende konger, af gammelt kongeblod og kongelig slægt på begge sider". Senere måtte man ganske langt omkring for at finde personer af kongeblod til at sidde på den danske trone.
Olufs rettertingssegl. Fra: Danmarks Riges Historie (1896-1907)
Læs mere om Oluf på denstoredanske.dk