Danmark og Estland, ca. 1200-1645

Artikler

Valdemar 2. Sejr erobrede i 1219 det nordlige Estland i forbindelse med et korstog, der var rettet mod det østlige Baltikum. Den danske kongemagt kontrollerede herefter området, indtil Valdemar 4. Atterdag i 1346 var tvunget til at sælge området til Den Tyske Orden. I de mellemliggende knap 130 år blev området styret af kongen i tæt samråd med de overvejende tyske vasaller efter feudale retningslinjer. Efter det nødtvungne salg af området i 1346 var der gentagne danske forsøg på at genvinde dele af Estland, der dog alle slog fejl, indtil den danske konge i 1560 opnåede kontrollen over øen Øsel. Øen fungerede som det østligste støttepunkt for det danske Østersøvælde indtil freden ved Brömsebro i 1645, da man måtte afstå øen til Sverige.

Danerne og esterne har ifølge de arkæologiske vidnesbyrd været i sporadisk kontakt siden bronzealderen. Ifølge de islandske sagaer og krønikeskriveren Saxo (ca. 1160-1210) blev denne kontakt intensiveret i vikingetiden, hvor danerne både handlede og var på plyndringstogt i de baltiske egne. Sikre vidnesbyrd om en interaktion mellem Danmark og det indre Baltikum foreligger dog først fra midten af 1100-tallet, da kirken for alvor begyndte at interesse sig for en missionsvirksomhed her.

Kort over det baltiske område og Dansk Estland.
Kort over det baltiske område og Dansk Estland for tiden efter Stensby-traktaten i 1238 og frem til 1346. Stensby-traktaten indebar, at Valdemar Sejr blev nødt til at afstå området, der strækker sig som en kile op mellem Reval og Wesenberg, men det forblev underlagt ærkesædet i Lund i kirkelig henseende. Østgrænsen ved Narva blev endelig fastlagt efter en aftale med Pskov i 1269, men den danske kontrol med området var en realitet lang tid før. Kort: udarbejdet af Stefan Pajung og danmarkshistorien.dk

Missionsfasen, ca. 1160-1220

Fra 1160’erne udgik der forskellige bestræbelser fra den danske kirke på at udbrede kristendommen til Østersøens fjerne egne. Dette skete blandt andet som reaktion på, at estere og øselboere begyndte at plyndre i Blekinge og Skåne, hvor de også tog danskere som slaver. Således udnævnte ærkebiskop Eskil af Lund (ærkebiskop 1137-1178) en biskop af Estland, der skulle gå i gang med at omvende folkeslagene her, men dennes missionsvirksomhed var ikke kronet med succes. Det var først fra 1190’erne, da den danske kongemagt også involverede sig i foretagendet, at man begyndte at gøre fremskridt i Østbaltikum. Knud 6. (regent 1182-1202) foretog i løbet af 1190’erne flere togter i området, dog uden at man fik en permanent tilstedeværelse i hverken Finland eller Estland. Et togt i 1206 mod Øsel slog ligeledes fejl.

I 1218 bekendtgjorde Valdemar 2. Sejr (født 1170, regent 1202-1241), at han ville drage på korstog til Estland og omvende folkeslagene her til kristendommen. I juni 1219 ankom den danske flåde til den estiske kyst og landsatte en invasionsstyrke, som den 15. juni blev angrebet af esterne ved Lyndanise (i dag Tallinn). Danskerne besejrede dog esterne efter en hård kamp. Ifølge legenden faldt Dannebrog fra himlen under dette slag. I den følgende tid underkastede de nordestiske stammer sig danskerne. Præster udsendt af biskoppen af Reval (Tallinn) tog ud i landsbyerne, døbte indbyggerne og udbredte kristendommen.  Denne ret overfladiske omvendelse var efter alt at dømme gennemført i slutningen af 1220.

Gengivelsen af Volmerslaget ved Lyndanise i Estland i juni 1219
Gengivelse af Volmerslaget ved Lyndanise i Estland i juni 1219. Fra: Alfred Jacobsen, Danmarks Historie i Billeder, 1898. Skolehistorie.au.dk (anskuelsestavle 17022)

Konflikten med Sværdbrødrene 1221-1238

Mens danskerne havde sat sig på de nordligste estiske provinser, var det sydlige Estland blevet erobret og omvendt til kristendommen af ærkebispen af Riga og Sværdbrødrene, en tysk korsridderorden. I 1223 gjorde esterne oprør mod fremmedherredømmet, og de danske styrker i Estland søgte sammen med Sværdbrødrene at slå oprøret ned. Da de tyske korsriddere fandt ud af, at danskerne ikke kunne forvente forstærkninger pga. kong Valdemars fangenskab hos greven af Schwerin, søgte de at udnytte situationen og begyndte at overtage kontrollen med Dansk Estland. I 1227 måtte også byen Reval overgive sig til korsfarerne. Den danske statholder, biskoppen og vasaller, der var loyale mod den danske konge, blev fordrevet.

Paven søgte derpå flere gange at intervenere, men først da Sværdbrødrene nærmest blev udslettet af litauerne i 1236, kom der bevægelse i sagen. Den Tyske Orden fik lov til at indlemme resten af Sværdbrødrene mod, at man tilbagegav det nordlige Estland til kong Valdemar. I juni 1238 blev der indgået en aftale mellem parterne i Stensby på Sjælland, der bilagde striden og fastlagde besiddelsesforholdene i Estland.

Konsolideringen af det danske herredømme over Estland efter 1238

Efter at danskerne havde fået tilbageleveret det nordlige Estland, skulle området reorganiseres. I Dansk Estland var feudalismen vidt udbredt i modsætning til i selve Danmark. Nye lensmænd blev udnævnt, og en ny bisp samt en ny statholder blev indsat. Vasallerne var i høj grad tyskere, mens ca. 10 procent var danskere og endnu færre indfødte estere. Bisperne stammede i langt de fleste tilfælde fra Danmark og var indtil ca. 1290 ikke valgt, men udpeget af den danske konge. Statholderen var igennem hele den danske periode en af kongens mænd og stammede enten fra Danmark eller fra Nordtyskland.

Tårnet Langer Hermann på borgen i Estlands hovedstad Tallinn
”Langer Hermann” på borgen i Estlands hovedstad Tallinn. Borgen blev oprindeligt anlagt lige efter de danske korsfarere i 1219 havde vundet slaget ved Lyndanise i stedet for en estisk højborg, der havde ligget på samme sted siden 900-tallet. Borgen blev siden ud- og ombygget flere gange i løbet af middelalderen. Tårnet ”Langer Hermann” er således først anlagt af Den Tyske Orden efter, at danskerne havde solgt Estland til ordenen i 1346. Foto: Stefan Pajung

Sammen forvaltede vasallerne, bispen og statholderen Dansk Estland, opretholdt lovgivningen, indkrævede skatter og forsvarede området mod ydre fjender. Hvis man havde en klage eller noget, som kongen skulle tage stilling til, sendte man en delegation til Danmark, der præsenterede kongen for de forskellige synspunkter i sagen, så han kunne træffe en velinformeret afgørelse. Ofte valgte de bispen af Reval til at lede en sådan delegation, da han som medlem af rigsrådet altid kunne få kongen i tale. Denne fremgangsmåde var meget succesfuld, og man undgik generelt konflikter mellem kongen og hans estiske undersåtter. Derimod indførte man en tiendeordning for kirken og stadsretter for Reval og siden også i Wesenberg i det nordlige Estland (siden 1917 under navnet Rakvere) og i Narva, ligesom byerne af kongemagten fik tildelt forskellige privilegier, der fremmede handelen og garanterede mønt og vægt. Reval udviklede sig i den danske periode til et vigtigt handelscentrum på ruten til de russiske markeder. Især enkedronning Margrete Sambiria (ca. 1230-1283) interesserede sig meget for Estlands udvikling og bar titlen ’frue til Estland’.

Det danske herredømme i Estland i krise

Christoffer 2.’s (født 1276, regent 1320-1326 og 1330-1332) død i 1332 efterlod Dansk Estland i en vanskelig situation. I den kongeløse tid, der fulgte, blev der ikke udpeget nye kongelige embedsmænd, og man var i Estland tvunget til at klare sig uden hjælp fra Danmark. De var dog loyal over for den danske kongeslægt, og Dansk Estland var den første del af det danske rige, der i 1338 anerkendte den unge junker Valdemar, den senere Valdemar Atterdag (født ca. 1320, regent 1340-1375), som kommende konge af Danmark.

I Vor Frue Kirke i Aarhus ses Valdemar Atterdags våbenskjold fra hans tid som junker
I Vor Frue Kirke i Aarhus ses Valdemar Atterdags våbenskjold fra hans tid som junker (domicellus). Foto: Stefan Pajung

Valdemar havde dog det problem, at han havde brug for politisk støtte fra markgreven af Brandenburg, der havde giftet sig med Valdemars ældre søster, dog uden at modtage den obligatoriske medgift. Valdemar var derfor allerede i 1340 i forhandlinger med Den Tyske Orden om at sælge landsdelen til ordenen, så han kunne betale medgiften. Forhandlinger trak dog i langdrag og var nærmest gået i stå, da der udbrød oprør i Estland i 1343. Dette skyldes med stor sandsynlighed, at Valdemar opkrævede høje ekstraskatter i Estland for at skaffe sig de nødvendige økonomiske midler til at genvinde de dele af Danmark, der stadig var i panthavernes hænder.

Salget af Estland 1346

Den Tyske Orden benyttede sig nu af muligheden til at sætte sig i besiddelse af Dansk Estland under påskud af, at dette var nødvendigt for at nedkæmpe oprøret. Dette lykkedes også i vidt omfang i løbet af 1343, men nu krævede den Tyske Orden betaling for deres indsats, før de ville opgive borgene i Reval og Narva og dermed effektivt kontrollen over hele Dansk Estland. Alternativt kunne Valdemar sælge landsdelen til ordenen.

I denne situation havde Valdemar Atterdag ikke det store valg og solgte derfor i 1346 Dansk Estland til den Tyske Orden for 19.000 mark sølv, hvoraf 6000 mark skulle gå til markgreven af Brandenburg som betaling af den manglende medgift, mens Valdemar selv fik 13.000 mark, hvilke han anvendte i sin kamp for at genvinde de pantsatte danske landsdele.

Danske forsøg på at genvinde Estland efter 1346

Valdemar Atterdag var dog ikke helt tilfreds med, at han i 1346 nødtvungent måtte sælge Dansk Estland til den Tyske Orden, og han forsøgte ti år senere at få paven til at underkende salget, dog uden at Valdemar havde succes dermed. I begyndelsen af 1400-tallet forsøgte Erik af Pommern (født ca. 1382, regent 1396-1439, død 1459) efter Den Tyske Ordens nederlag til Polen-Litauen at udnytte situationen til at genvinde de tidligere danske besiddelser, dog atter uden at det bar frugt.

Igennem 1400-tallet var der gentagne forsøg fra dansk side på at skaffe sig et støttepunkt i Estland på vejen til de lukrative russiske markeder. Uanset hvor mange dokumenter, breve og svorne vidneudsagn Den Tyske Orden kunne fremlægge, der beviste salget af Dansk Estland og overdragelsen til ordenen i 1346, så fremsatte Danmark helt ind i 1500-tallet igen og igen den påstand, at overdragelsen kun havde været midlertidig, og området i virkeligheden tilhørte den danske konge.

Danmark på Øsel – tiden op til 1645

Ved midten af 1500-tallet blev de forskellige magter i Livland – Den Tyske Orden, bispedømmerne Kurland, Øsel og Dorpat samt byen Riga – truet af Rusland, der ville opnå kontrol over området og dermed opnå adgang til Østersøen. I 1558 invaderede den russiske zar Ivan 4. (født 1530, zar 1547-1584), og de livlandske magter var ude af stand til at forsvare sig imod denne fremmarch. De bad derfor deres naboer i Danmark, Sverige og Polen om hjælp.

I denne situation så Christian 3. (født 1503, regent 1534-1559) og siden Frederik 2. (født 1534, regent 1559-1588) en mulighed for endelig at genvinde et støttepunkt i det østlige Baltikum. Man tilbød derfor fyrste-biskoppen af Øsel en betragtelig pengesum for, at han nominerede Frederik 2.s bror Magnus som sin efterfølger. Magnus tog derpå sit bispedømme i besiddelse i 1560, men da russerne også invaderede dele af bispedømmets besiddelser, flygtede Magnus tilbage til Danmark. Frederik 2. måtte sende en kongelig statholder med et troppekontingent til øen Øsel for at holde den. Øen forblev derefter på danske hænder indtil 1645, da man måtte afstå den til Sverige i forbindelse med Brömsebro-freden. Dermed havde det danske herredømme over Estland fundet sin endelige afslutning.

Om artiklen

Forfatter(e)
Stefan Pajung
Tidsafgrænsning
1200 -1645
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
15. september 2022
Sprog
Dansk
Litteratur

Olesen, Jens E. (red): Denmark and Estonia 1219-2019 (2019).

Lind, John, Carsten Selch Jensen, Kurt Villads Jensen og Ane Bysted: Danske korstog. Krig og mission i Østersøen (2004).

Mäesalu, Mihkel og Stefan Pajung: Danish-Estonian relations in the Middle Ages (2022).

Riis, Thomas: Kongens og hans mænd (2018).

Skyum-Nielsen, Niels: Estonia under Danish Rule, in: Danish Medieval History. New Currents (1981).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Stefan Pajung
Tidsafgrænsning
1200 -1645
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
15. september 2022
Sprog
Dansk
Litteratur

Olesen, Jens E. (red): Denmark and Estonia 1219-2019 (2019).

Lind, John, Carsten Selch Jensen, Kurt Villads Jensen og Ane Bysted: Danske korstog. Krig og mission i Østersøen (2004).

Mäesalu, Mihkel og Stefan Pajung: Danish-Estonian relations in the Middle Ages (2022).

Riis, Thomas: Kongens og hans mænd (2018).

Skyum-Nielsen, Niels: Estonia under Danish Rule, in: Danish Medieval History. New Currents (1981).

Udgiver
danmarkshistorien.dk