Tidlige liv

Christoffer var den anden søn af kong Erik Klipping (født 1249, regent 1259-1286) og dronning Agnes af Brandenburg (1257-1304). Erik Klipping blev dræbt i 1286, og Christoffers bror, Erik Menved (født 1274, regent 1286-1319), blev konge, mens en gruppe stormænd blev dømt fredløse for mordet. De fredløse gik i tjeneste hos den norske konge, og sammen angreb de Danmark i de følgende år. Erik Menved og hans regeringskreds mistænkte ærkebispen af Lund, Jens Grand (1260-1327), for at hjælpe Norge og de fredløse, og den unge Christoffer deltog i ærkebispens fængsling i 1294.

Som kongesøn fik Christoffer et fyrstedømme omkring Kalundborg Slot, som dog blev overtaget af Erik Menved i 1297, hvor brødrene lå i strid. Efter et kort eksil i Tyskland forligede Christoffer sig med broren. Skønt brødrenes gensidige foragt var velkendt, så gjorde Erik sin bror til hertug af Estland i 1303. De estiske vasaller ville dog ikke acceptere Christoffer, men ønskede i stedet kongen som en fraværende herre, der ikke blandede sig i deres forhold.

Hertug af Sønderhalland og Samsø

På denne tid var der stridigheder i Sverige mellem kong Birger (ca. 1280-1321, regent 1290-1318) og hans brødre, hertugerne Erik og Valdemar. Erik Menved støttede Birger, mens hertugerne mestendels var allierede med kong Håkon af Norge (født 1270, regent 1299-1319), som stadig gav ly til de overlevende fredløse.

I 1307 måtte Erik Menved erstatte Christoffers tab af Estland ved at gøre ham til hertug af Sønderhalland og Samsø. Christoffer tog straks kontakt til de fredløse, kong Håkon og de svenske hertuger. Han ønskede deres hjælp til at vælte sin bror og blive konge af Danmark, hvor han også havde støtte fra visse stormænd. Udadtil måtte Christoffer fortsat lade, som om han støttede Erik Menved, på dennes felttog i Sverige mod hertugerne, men hans forræderi blev afsløret. Ikke desto mindre blev Christoffer og Erik Menved forliget i 1308.

I 1315 opdagede Erik Menved imidlertid det fulde omfang af brorens forræderi. Christoffer gik i forbund med sin svoger, Vartislav af Pommern-Wolgast, og markgrev Valdemar af Brandenburg, som i slutningen af året kom i krig med Erik Menved og hans tyske vasaller. I 1316 begyndte Christoffer sit angreb på Danmark, men ved fredsslutningen mellem Erik Menved og Brandenburg opgav Valdemar sin støtte til Christoffer.

Den nordiske konflikt udbrød på ny, da Birger lod hertugerne fængsle og sulte ihjel. I 1318 gik Christoffer og den landflygtige ærkebisp af Lund, Esger Juul (død 1325), i forbund med hertugernes enker og støtter, som fordrev Birger og invaderede Skåne. Erik Menved sluttede dog fred med hertugpartiet uden om Christoffer og Esger samme år.

Christoffer og dronning Eufemias gravmæle i Sorø Klosterkirke. I 1315 havde Christoffer doneret jordegods til klostret til gengæld for en gravplads. Fire dage om året skulle klostret bespises med godsets indtægter, og der skulle holdes messer for Christoffer og Eufemias sjæle. Gravmælet var formentlig udført i Lübeck og bestod bl.a. af messingfigurer af parret og datteren Helvig eller Agnes, men oprindeligt var der også figurer for den anden prinsesse og sønnen Erik. Det korte relief viser aspekter af seksuel lyst, fra venstre mod højre: Samson, der styrter templet og derefter ligger i Dalilas skød; kong Davids søn Absalon, der går ind til faderens hustruer; og Aristoteles, der lader sig undertvinge af den forførende Phyllis. Det lange relief på den anden side viser Jomfru Marias himmelkroning, apostlene Peter og Paulus samt jomfruer og bisper. Griffen og løven repræsenterer henholdsvis Eufemias og Christoffers fyrsteslægter, og de bærer spir, hvori der altid skal stå brændende vokslys. Fra: Nationalmuseet

Kongevalget og indenrigsstyre

Erik Menved døde uden arvinger i 1319. Visse stormænd ønskede hertug Erik af Slesvig som konge, men med hjælp fra halvbroren, grev Johan af Holsten, og Erik Menveds marsk og kreditor, Ludvig Albertsen (Eberstein), med flere, blev Christoffer i stedet valgt til konge i januar 1320. Som en fjende af Erik Menved og dennes regeringskreds kunne Christoffer presses til at acceptere en streng håndfæstning for at blive konge.

Håndfæstningen indebar bl.a. løfter om at bekræfte og udvide privilegier for stænderne, især aristokratiet og gejstligheden, samt afskaffelsen af alle afgifter indført siden 1241 og forbud mod at starte krig eller indføre ekstraskatter og ny lovgivning uden samtykke fra stormændene, som heller ikke måtte tvinges til krigstjeneste i udlandet. Derudover skulle Christoffer betale Erik Menveds gæld til danske kreditorer og nedrive de nyopførte kongeborge i Jylland, og den kongelige domstolsvirksomhed blev begrænset. Herved var der lagt op til en meget svækket kongemagt, som ikke længere skulle føre Erik Menveds ekspansive politik i Tyskland.

I de første år på tronen overholdt Christoffer nogenlunde håndfæstningen og udstedte mange privilegier til gejstlige institutioner og enkelte stormænd, som han ønskede at knytte til sig. Ligesom broren undlod han at indkalde til danehof og regerede i stedet med et snævert råd, og som noget nyt blev Vordingborg en slags hovedstad. I 1324 blev Christoffer kronet sammen med sønnen Erik, der blev hans medkonge.

Udenrigspolitik

Med støtte fra de danske kreditorer, der havde valgt ham, kunne Christoffer ignorere Erik Menveds udenlandske kreditorer, navnlig Johan og Gerhard af Holsten samt Henrik af Mecklenburg. Henrik af Mecklenburg fik Femern i pant af Erik Menved, men Christoffer lovede øen væk til halvbroren Johan af Holsten, som ligeledes måtte skuffes, da Christoffer overtog øen i 1320. Derudover havde Henrik kort efter Erik Menveds død taget fyrstedømmet Rostock med magt, da han også havde fået dette i pant af kongen.

Modsætningen til disse fyrster skyldtes også, at Christoffer fortsatte sin gamle alliance med Pommern, efter at han var blevet konge. Herved vendtes Danmarks alliancer på hovedet, da Erik Menved havde samarbejdet med netop Henrik, Johan og Gerhard mod bl.a. Pommern. Sammen med de pommerske hertuger fortsatte Christoffer den ekspansive udenrigspolitik og forsøgte at gøre indhug i Brandenburg. Her var markgreveslægten uddød, og fyrster som Henrik konkurrerede med Christoffer og Pommern om at få deres andel af området. Den tysk-romerske konge, Ludwig 4. af Bayern, indsatte i 1323 sin søn som markgreve af Brandenburg. Christoffer indgik et forbund med Ludwig ved at lade sin datter forlove med markgreven, en udenrigspolitisk gevinst, som pressede Henrik til at opgive sine gældskrav. I 1322 havde Johan og Gerhard også opgivet deres gældskrav, men de ventede blot på at genoptage kravene eller hævne sig.

I 1319 var den afdøde hertug Eriks søn Magnus blevet konge i Sverige og Norge. Hans mor, hertuginde Ingeborg, førte sammen med stormanden Knud Porse (død 1330) en danskfjendtlig politik uden det svenske rigsråds samtykke, og forbandt sig med Henrik af Mecklenburg i planer om at erobre Skåne. Henrik trak sig fra planerne, og Knud Porses angreb på Skåne i 1322-23 blev en fiasko.

Konflikt med danske stormænd og afsættelse

Christoffer kom hurtigt i strid med den vigtige kreditor, marsken Ludvig Albertsen Eberstein (ca. 1280-1328), som havde Skåne i pant. I 1320 tog kongen denne landsdel fra ham mod en ringe erstatning. For at opretholde gode forhold til paven og ærkebispen i Lund Esger Juul (født ca. 1265, ærkebisp 1310-1325), som ikke blev hjulpet af Christoffers forbund med pavens fjende Ludwig 4. af Bayern, måtte Christoffer også forsøge at få Ludvig til at give Bornholm tilbage til Esger. I 1324 prøvede Christoffer forgæves at tage øen med våbenmagt, og Ludvig Albertsen forbandt sig med Esger, hvis krav på øen nu også var blevet afvist af kongen. Året efter forligede Christoffer sig med Ludvig Albertsen, men kongen var i mellemtiden kommet i konflikt med flere fremtrædende stormænd.

Samtidig kom Christoffer i strid med Gerhard af Holsten om formynderskabet over Gerhards nevø, den mindreårige hertug Valdemar af Slesvig. Gerhard forbandt sig med Johan, og i foråret 1326 havde de indgået forbund med Ludvig Albertsen og Christoffers tidligere drost, Laurids Jonsen (Panter) (ca. 1280-1340). De ledte et oprør mod Christoffer, som svarede ved at alliere sig med Mecklenburg og Werle. Medkongen Erik blev taget til fange, og Christoffer flygtede til Mecklenburg. Valdemar af Slesvig blev nu konge med Gerhard som rigsforstander og ny hertug af Slesvig.

Eksil og tilbagevenden

Inden Christoffers eksil var fyrsteslægten på Rügen uddød, og i tråd med gamle løfter forlenede Christoffer sin svoger, Vartislav af Pommern, med fyrstedømmet. Efter oprøret i 1326 allierede Vartislav sig med den nye regering og brød med Christoffer, som nu forlenede fyrsterne af Mecklenburg og Werle med Rügen.

Gerhards styre var dog svagt, og han kom i strid med Johan, som nu forbandt sig med Christoffer. De indtog det østlige Danmark i 1329 og tvang Gerhard til forlig, men det blev hurtigt klart for Christoffer, at han var fuldkommen afhængig af Johan, som kun havde indkaldt Christoffer for at tjene egne interesser. Christoffer blev tvunget til at pantsætte Sjælland og Skåne til Johan, som havde kongesønnen Erik i sin varetægt, og for at opnå Knud Porses accept måtte Christoffer forlene ham med Estland.

Christoffer forsøgte nu at tage Fyn og Jylland, og for at frigøre sig fra Johan gjorde han tilnærmelser til Gerhard i 1330. Denne havde svært ved at holde orden i Jylland og kunne bruge Christoffer og Erik som marionetkonger, efter at nevøen Valdemar var blevet upopulær. Valdemar blev igen hertug af Slesvig, men som erstatning herfor fik Gerhard Fyn som arveligt len af Christoffer. Christoffer regerede nu over Jyllands nordlige del fra Skanderborg. Han nedslog et nyt bondeoprør og fængslede Børglumbispen Tyge, hvorfor paven lagde Danmark under interdikt. Christoffers forlig med Gerhard brød også kongens tidligere aftaler med Johan, som nu kom i strid med kongen.

I 1331 forbandt Christoffer sig dog igen med Johan i et forsøg på at besejre Gerhard. De led nederlag i slaget ved Knophede nær Dannevirke. Ved fredsslutningen i 1332 måtte Christoffer pantsætte Jylland og Fyn til Gerhard for en kolossal sum, og Johan fik tilmed pantsat Sjælland og Skåne for en lignende sum, hvorved hele det danske rige var givet væk som pant eller len. Sønnen Erik døde kort efter, og Christoffer bosatte sig i Sakskøbing på Johans besiddelse Lolland, hvor han angiveligt blev angrebet af nogle danskere, som fængslede ham, indtil han blev løsladt af Johan. Herefter opholdt Christoffer sig på slottet i Nykøbing Falster, hvor han døde i august.

I 1333-34 forsøgte Christoffers mellemste søn, Otto, forgæves at blive konge med hjælp fra sin svoger, og Danmark forblev kongeløst i resten af 1330’erne. Det lykkedes dog at genoprette riget, da Christoffers yngste søn, Valdemar Atterdag blev konge i 1340. Både Otto og Valdemar fik hjælp af den alliance med Brandenburg, som deres fader havde stiftet.

Ægteskab og børn

Christoffer blev engang før 1307 gift med Eufemia af Pommern (ca. 1285-1330), datter af hertug Bugislav 4. af Pommern-Wolgast. Sammen fik de børnene Margrete (ca. 1305-1340), som blev gift med markgrev Ludvig af Brandenburg; Erik (ca. 1307-1331), som blev Christoffers medkonge i 1324; Otto (ca. 1310-1350), som blev hertug af Lolland og Estland og forsøgte at blive konge i 1333-34; de kortlivede døtre Agnes og Helvig; og Valdemar Atterdag (1320-1375), som var konge fra 1340 til 1375.

Kobberstik af Christoffer 2. fra perioden ca. 1500-1795. Fra: Det Kongelige Bibliotek