Erik Menveds tid

Laurids Jonsen (Panter) var senest i 1307 blevet medlem af Erik Menveds kongelige råd og blev en af kongens tætteste støtter i de følgende år. I 1315 stod kongen på tærsklen til en krig med Brandenburg, et nordtysk fyrstedømme, som også havde krav på dele af det danske krongods pga. slægtskab med kongehuset. Således havde markgreverne af Brandenburg i årtier besiddet stort set hele Ærø, som mest var krongods.

For at holde øen ude af konflikten mellem Erik Menved og markgrev Valdemar af Brandenburg (født ca. 1280, markgreve 1308-1319) aftalte begge parter, at Laurids Jonsen skulle forlenes med Ærø af Brandenburg. Derved ville Ærø stadig i princippet tilhøre Brandenburg, mens kong Erik kunne føle sig sikker ved at have sin egen betroede mand i besiddelse af øen. Forleningen med øen udstrakte sig også til Laurids’ arvinger, men han skulle hvert år betale en sum penge til Brandenburg.

Laurids Jonsens segl ses som nr. 175 i ’Danske adelige Sigiller fra det XIII og XIV Aarhundrede’ af Henry Petersen (1897). Panteren i middelalderlige våbenskjolde er ikke den store kat, som vi kender fra naturen, men et mytisk væsen som ikke ligner nogen virkelig katteart. Det er denne slags panter, der ses på seglet, og som har givet Laurids Jonsens slægt sit navn. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Drost for Christoffer 2.

Erik Menved døde uden arvinger i november 1319, mens hans bror Christoffer (født 1276, regent 1320-1326 og 1330-1332) stod i åbent fjendskab til ham og hans støtter. Christoffer kunne derfor presses til at acceptere en streng håndfæstning ved sit valg til konge i januar 1320. Håndfæstningen krævede bl.a. afskaffelse af alle afgifter indført siden 1241, nedrivning af kongelige borge opført af Erik Menved i Jylland, samtykke fra stormændene ved kongens påbegyndelse af krige eller indførelse af nye skatter og ny lovgivning samt betaling af Erik Menveds gæld til indenlandske kreditorer. Udenlandske kreditorer såsom greverne Johan (født 1297, greve 1312-1359) og Gerhard af Holsten (født ca. 1292, greve 1312-1340) fik Christoffer lov til at ignorere.

Herved havde en lille gruppe stormænd med marsken Ludvig Albertsen Eberstein (ca. 1280-1328) i spidsen udnyttet Christoffers dårlige forhandlingsposition til at kræve store indrømmelser, som lagde op til en meget begrænset kongemagt. Trods Ludvigs fremtrædende rolle i forhandlingerne, så var det Laurids Jonsen, der blev den nye konges drost. Dermed besad han rigets højeste verdslige embede og fungerede som kongens højre hånd. Christoffer forsøgte at danne en tæt kerne af støtter ved at erklære, at mænd som Laurids Jonsen og Ludvig Albertsen stod under hans beskyttelse, og Laurids blev også en af Christoffers kreditorer. Laurids har evt. foranstaltet sine sønner Jens og Peders ægteskaber med døtre af henholdsvis Jens Uffesen (Neb) og Anders Pedersen af Alnarp, som begge var fremtrædende stormænd i 1320’erne

Christoffer virker ikke til at have gjort det store for at betale sine kreditorer, men fortsatte i stedet sin brors ekspansive politik i Nordtyskland, nu i alliance med fyrst Vitslav af Rügen (født ca. 1265, fyrste 1302-1325) og sin svoger, hertug Vartislav af Pommern-Wolgast (født ca. 1290, hertug 1309-1326). Laurids’ ægteskab kunne tyde på, at han var indblandet i denne politik. Inden 1322 var han blevet gift med Margarete, en søster til greverne af Gützkow, som var vasaller til fyrsten af Rügen og allierede med Christoffer. Ægteskabet kan dog være indgået i 1310’erne, hvor greverne var Erik Menveds allierede. Margarete virker også forbundet til Vartislav, som omkring 1322 fik Vitslav til at forlene hende med grevskabet Streu på Rügen. I 1320 uddøde den brandenborgske fyrsteslægt desuden, så herefter havde Laurids Ærø som et len af den danske konge.

Brud med Christoffer 2.

Christoffer 2. kom i stigende grad i modsætning til de ledende stormænd i sin regeringskreds. Laurids Jonsen trådte af eller blev afskediget som drost omkring 1323, men var stadig en del af kongens råd. I 1324 forsøgte Christoffer at tage Bornholm fra Ludvig Albertsen, og omkring samme tid tog kongen Ærø fra Laurids. I foråret 1326 havde Ludvig og Laurids fået nok af Christoffer og gik i forbund med de holstenske grever Gerhard og Johan. Gerhards myndling, hertug Valdemar af Slesvig, tog dem i sin varetægt og tildelte Laurids slottet Tranekær og derved magten over Langeland, dengang regnet som en del af hertugdømmet Slesvig. Sammen ledte de et oprør mod Christoffer, som blev tvunget i landflygtighed.

Hertug Valdemar blev nu konge af Danmark (Valdemar 3. Eriksen, født ca. 1315, regent 1326-1330) med en endnu strengere håndfæstning end Christoffers. Barnekongens formynder, grev Gerhard, blev rigsforstander og dertil forlenet med Valdemars hertugdømme, mens Laurids igen blev drost. Den nye regering bestod primært af kronens kreditorer, som straks fordelte riget iblandt sig. Laurids fik Ærø tilbage og omtrent samtidig fik han Skam Herred på Fyn i pant.

Senere liv

Valdemars regering kunne ikke opretholde orden i Danmark, og Gerhard og Johan kunne ikke enes, så i 1329 forbandt Christoffer sig med Johan og forsøgte at tvinge sig til magten igen. Heri blev han også støttet af Laurids Jonsen (som nu kaldte sig ”Danmarks Riges høvedsmand og drost”, en titel i retning af ’vicekonge’) og dennes slægtning Uffe Nielsen, evt. fordi Laurids allerede nu følte sig presset af Gerhards magtstilling og frygtede at tabe Ærø og Langeland.

I 1330 forligede Gerhard sig med Christoffer og lod ham blive konge som en marionetfigur, mens Valdemar igen blev hertug af Slesvig. Gerhard og Valdemar fortsatte med at presse Laurids, som i 1331 måtte aftale med dem, at Langelands tilhørsforhold skulle afgøres ved voldgift, mens Ærø skulle pantsættes til Gerhard. Voldgiften blev formentlig ikke til noget, og Christoffer døde i 1332. Året efter støttede Laurids kongens søn Otto i dennes forsøg på at blive konge, hvilket dog mislykkedes i 1334.

På Langeland kan Laurids have bygget fæstningerne Hoborg og Kalveborg. På Ærø har han formentlig anlagt den såkaldte Absalons Skanse omkring 1319, og måske også Gråsten Skanse. Ud over magtstillingen på Ærø, Langeland og Rügen havde Laurids også store godsbesiddelser andre steder. Han havde således godser på Fyn og Lolland og den befæstede gård Vilsted i Himmerland. Og især stod han stærkt i Sydjylland, bl.a. på Vejle-egnen, hvor han besad de befæstede gårde Kjærsgård og Kjeldkær, som dominerede Vejle Ådal. Gennem donationer af gods her oprettede han også et nyt kannikkeembede i Ribe Domkapitel og et dominikanerkloster i Vejle (det yngste i Danmark). Det er svært at sige, hvornår han fik alt dette gods, men fæstningsbyggeriet bør nok for det meste ses i forbindelse med den kongeløse tid i 1330’erne, hvor Laurids stod i et usikkert forhold til Jyllands panthaver, grev Gerhard.

Mod slutningen af sit liv har Laurids været indblandet i planerne om at gøre Christoffers yngste søn, Valdemar Atterdag (født ca. 1320, regent 1340-1375), til konge af Danmark. Det var sandsynligvis som modsvar på dette, at Valdemar af Slesvig og Gerhard i 1339 lagde planer om at erobre Langeland fra Laurids Jonsen. Felttoget kom dog ikke afsted, for Gerhard blev myrdet 1. april 1340. Laurids døde få dage senere og blev begravet på øen, hvorfra hans sønner Peder og Jens støttede den nu tilbagevendte Valdemar Atterdag.