Baggrund

Ludvig var søn af grev Albrecht af Eberstein (død 1289) og Mariane. Eberstein (Everstein på tysk) var et mindre grevskab i det nuværende Niedersachsen, og Albrecht var tipoldebarn af kong Valdemar den Store (født 1131, regent 1157-1182). Han rejste til Danmark i midten af 1200-tallet, hvor han fik tildelt krongods, som han havde arveretslige krav på. Det lå i egnene omkring Randers og Viborg, og Albrecht er formodentlig bygherren bag det ældste af voldstederne ved Hald, syd for Viborg. I hvert fald arvede Ludvig det store gods her. Greven og andre kongeligt beslægtede tyske fyrster fungerede som tætte støtter omkring kong Erik Klipping (født 1249, regent 1259-1286) i 1270-80’erne.

Magtstigning

Ludvig var formentlig yngre end brødrene Albert, Henrik og Herman. Ingen af dem benyttede grevetitlen, men kaldte sig blot ’Albertsen’. Disse Albertsønner blev i løbet af 1300-10’erne en del af kong Erik Menveds (født 1274, regent 1286-1319) råd, og fra omkring 1314 skyldte kongen også penge til Ludvig. Han steg hurtigt i magt og status. I 1317 bestyrede han kongens finanser som kammermester, mens han i 1318 havde fået ridderslag af kongen og havde overtaget marskembedet fra sin bror Herman.

Som marsk stod Ludvig i spidsen for kongens hær, og i 1318 var Erik Menved nødt til at hjælpe sin svoger, kong Birger af Sverige (ca. 1280-1321, regent 1290-1318), med at nedkæmpe et stort oprør. Erik Menved havde brug for at dække sin gæld til Ludvig og måtte give denne et incitament til at lægge ekstra kræfter ind i kampen. Derfor pantsatte kongen i oktober 1318 hele Skåne, inklusive Helsingborg Slot og Lund, med alle kongelige rettigheder, undtagen møntrettighed i Lund og Skanør, til Ludvig. Ludvig kunne dog ikke forhindre, at oprørerne angreb Skåne, og kongen måtte slutte fred med dem. Uden for freden stod dog kongens andre fjender, nemlig hans bror, hertug Christoffer, og ærkebispen af Lund, Esger Juul (født ca. 1265, ærkebisp 1310-1325). I foråret 1319 formåede Ludvig at indtage ærkebiskoppens borg Hammershus, og dermed hele Bornholm, på kongens vegne. Han blev bandlyst for dette anslag mod ærkebispen, men Erik Menved forlenede ham til gengæld med Bornholm.

Ludvig Albertsens segl er afbildet som nr. 176 i ’Danske adelige Sigiller fra det XIII og XIV Aarhundrede’ af Henry Petersen (1897). På seglet ses Eberstein-grevernes kronede løve. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Kongemager for Christoffer 2.

Erik Menved døde uden arvinger i november 1319. Ludvig har formentlig stået i et loyalt forhold til Erik, da han også var eksekutor for hans testamente. Samtidig var Ludvig en af kronens største kreditorer og besad Skåne og Bornholm, hvilket tilsammen gav ham afgørende indflydelse på det kommende kongevalg. Mens nogle af stormændene ville have hertug Erik af Slesvig (født ca. 1287, hertug 1312-1325) som konge, så måtte Ludvig og hans tilhængere ønske hertug Christoffer (født 1276, regent 1320-1326 og 1330-1332), der som udefrakommende fjende af riget kunne presses til at give store indrømmelser, især hvad angik betalingen af hans afdøde brors gæld. Christoffer opsøgte Ludvig og tre andre stormænd og lovede at betale dem for at skaffe ham støtte til at blive konge.

Christoffer måtte i januar 1320 acceptere en streng håndfæstning for at blive konge. Ludvig har formentlig været en af hovedmændene bag denne håndfæstning, som bl.a. afskaffede alle afgifter indført siden 1241, forbød kongen at starte krige uden stormændenes tilladelse og krævede nedrivningen af Erik Menveds nyopførte borge i Jylland. Af særlig relevans for Ludvigs interesser var det, at håndfæstningen krævede betaling af al gæld stiftet af Erik Menved hos indenlandske kreditorer. Samtidig blev der blev lagt op til, at udenlandske kreditorer, såsom greverne af Holsten og den gamle drost Niels Olufsen Bild (ca. 1260-1322), kunne ignoreres af Christoffer.

Ludvig beholdt sin stilling som marsk, og broren Albert forblev en del af kongens råd, mens Laurids Jonsen (Panter) (ca. 1280-1340) blev drost. Men allerede i marts 1320 tog kongen Skåne tilbage, og som en sølle erstatning fik Ludvig i stedet Blekinge og Lister Herred, men også retten til at opkræve kongelige 40-marksbøder fra sine fæstebønder og et fornyet løfte om, at kongen ville betale gælden til Ludvig og hans brødre. Christoffer forsøgte at drage Ludvig, Laurids Jonsen (Panter) og en lille gruppe stormænd nærmere til sig for at sikre sin position på tronen. Det var dog et problem for Christoffers forhold til Esger Juul og paven, at Ludvig stadig besad Bornholm. Christoffer og Esger havde i 1321 aftalt, at Esger og Lundekirken fik alt beslaglagt gods tilbage, mens Esger selv skulle betale Ludvig for hans udgifter ved besættelsen af øen. Men Ludvig nægtede at give Bornholm tilbage til ærkebispen, hvilket førte til marskens bandlysning.

I 1323 havde kongen indsat Peder Vendelbo som sin nye marsk, og takket været en alliance med den tysk-romerske konge følte Christoffer sig parat til et opgør. I april 1324 ledede Peder Vendelbo den kongelige belejring af Hammershus for at fratvinge Ludvig magten over Bornholm. Belejringen mislykkedes, og Ludvig knyttede sig til hertug Erik af Slesvig og Esger Juul, som havde fået afvist sit krav på Bornholm af kongen. I august 1325 indgik Christoffer forlig med Ludvig Albertsen, hvor han tog ham til nåde og gentog løftet om at betale sin gæld, mens Ludvig skulle afgive Hammershus til Peder Vendelbo som kaution for sin egen gæld. Christoffer har dog næppe betalt Ludvig inden for fristerne, og overdragelsen af Hammershus virker ikke til at have fundet sted.

Kongemager for Valdemar 3.

Ludvig kan ikke have været tilfreds med Christoffer, som nu kom i konflikt med de holstenske grever Johan (født ca. 1297, greve 1314-1359) og Gerhard (født ca. 1293, greve 1304-1340). Begge grever var kongens kreditorer og forbandt sig i marts 1326 med Ludvig, som fik overdraget Haderslevhus og det tilhørende administrative område, og Laurids Jonsen. Sammen stod de i spidsen for et oprør mod Christoffer, hvor kongen måtte flygte fra landet og kongesønnen Erik blev fængslet af Ludvig. I juni blev den 11-årige hertug Valdemar af Slesvig (født ca. 1315, regent 1326-1330, død 1364) valgt som konge af Danmark med en endnu strengere håndfæstning og grev Gerhard som rigsforstander. Derudover fungerede også Ludvig, som igen var marsk, Laurids Jonsen og den skånske Jens Uffesen som formyndere.

Disse formyndere, som altså mestendels var kreditorer, udstykkede store dele af riget til sig selv. Ludvig blev forlenet med Viborg by og landsting, samt et arveligt fyrstedømme i Sydjylland bestående af Almind og Jelling Sysler, inklusive Kolding med Koldinghus og Ribe, samt Malt og Gern Herreder. Derudover fik han igen anerkendt sine panterettigheder over det meste af Skåne, men han har formentlig måttet overgive Haderslevhus. I 1328 fik Ludvig gods i Thy og Mors, byen Skive, og Hjerm og Hindborg herreder. Han havde derved magt over store dele af Jylland, foruden sine besiddelser øst for Øresund, men Ludvig var allerede død inden august 1328. Ludvig blev begravet i gråbrødreklostret i Viborg, som han og hans slægtninge havde doneret til.

Eftervirke

Ludvigs dødsfald fratog kong Valdemar og grev Gerhard en stærk støtte og opmuntrede den jyske lavadel til at gøre oprør mod regeringen i 1329. Blandt oprørets ledere var Ribebispen Jakob Splitaf (død 1345), hvis by havde været i Ludvigs besiddelse. Christoffer vendte tilbage samme år for at genvinde magten, dog med løfte om at forlige sig med Ludvigs familie.

Enken Else Pedersdatter (død tidligst 1333) fik både kong Valdemar og grev Johan til at stadfæste Ludvigs arvingers besiddelse af de mange forleninger og panter. Selvom store dele af Ludvigs jyske forleninger var beregnede til at være et arveligt fyrstedømme, så røg de tilsyneladende i hænderne på grev Gerhard inden længe. Else indtog dog en magtfuld rolle i Skåne sammen med Jens Uffesen og Ludvigs bror Albert, som også havde en magtstilling i Øst- og Vestjylland. Else var sandsynligvis en af kræfterne bag Skånes salg til kong Magnus Eriksson af Sverige (født 1316, regent 1332-1364, død 1374).