Artikler
Marsken besad det øverste militære embede i perioden ca. 1200 til 1657. Ordet kommer af 'mareskalk', som ordret betyder 'hestepasser', og det har dermed samme oprindelse som ’marskal’.
Udvikling
På grund af ordets betydning regner man med, at marsken oprindelig var den rigsembedsmand, der havde opsynet med kongens heste. Da ordet dukker frem i kilderne i 1200-tallet, er der dog snarere tale om en person, der står i spidsen for kongens militær, muligvis den del af det, der bestod af herremændene. Senere er der antydninger af, at embedets indehaver også havde med retspleje og hoffets administration at gøre, men den vigtigste funktion var og blev at være landets overgeneral næst efter kongen.
Den berømteste indehaver af embedet er marsk Stig Andersen (1230-1293), som i 1287 var blandt dem, der blev dømt fredløse for mordet på kong Erik Klipping året før. Som det var tilfældet med drostembedet, undlod Margrete 1. at genbesætte marskembedet, da den første indehaver af embedet i hendes tid døde i 1380/81. Hun ønskede åbenbart ikke at videreføre disse prestigebetonede embeder med den magt, de gav deres indehavere.
Marskembedet blev dog genoprettet under Christoffer af Bayern, vistnok i 1443, og var derefter med en enkelt kort afbrydelse besat frem til den sidste marsk, Anders Bille, der døde som følge af sår, han havde pådraget sig i kamp mod svenskerne i 1657. I 1500- og 1600-tallet, hvor marsken betragtedes som en af adelens politiske ledere, brugtes den flottere betegnelse rigsmarsk om embedets indehaver. Efter enevældens indførelse i 1660 var der ingen interesse for at videreføre embeder, der gav mindelser om adelens gamle magtpositioner.