Artikler
En drost besad det vigtigste verdslige embede efter kongens i en del af middelalderen. Embedet kendes i de tre nordiske riger, i hertugdømmet Slesvig og i mange tyske fyrstendømmer.
Ordet betyder egentlig hirdleder, dvs. lederen af kongens følge af krigskarle, mens den latinske betegnelse for embedet, 'dapifer', som oftest bruges i middelalderlige dokumenter, egentlig betyder køkkenleder.
Udvikling
Efter betegnelsernes oprindelige betydning at dømme har embedet oprindelig været knyttet til kongens daglige husholdning, hans hof. I Danmark kendes embedet fra begyndelsen af 1200-tallet, hvor det synes at være det vigtigste kongelige embede. I et dokument fra 1377 omtales drosten udtrykkelig som kongens stedfortræder, og i forbindelse med stridighederne i Kalmarunionen i 1430'erne fremgår det, at indehaverne af drostembederne i Sverige og Norge opfattedes som rigernes regeringsledere i kongens fravær.
I praksis synes drosten at have beskæftiget sig ganske meget med kongens andel i retsplejen, men når kongen var mindreårig, som det var tilfældet med Margrete 1.s søn Oluf 2. (1370-1387) indtil han blev myndig i 1385, kunne embedets indehaver mere eller mindre fungere som regeringsleder. Under Oluf 2. var det den nok kendteste drost, Henning Podebusk, der besad embedet 1376-1387/88.
Efter Henning Podebusks død ved årsskiftet 1387/88 undlod Margrete 1. at genbesætte embedet, hvilket har været udlagt sådan, at hun ikke ønskede dette magtfulde embede videreført. I stedet synes en del af opgaverne overladt til det allerede eksisterende embede som hofmester. Til dette embede var der fra starten ikke knyttet den samme prestige, men den steg med tiden, da hofmesterembedet (senere betegnet som rigshofmesterembedet) som drostembedet blev det mest magtfulde embede efter kongens.
Mens drostembedet således forsvandt i Danmark 1387/88 fortsatte embedet med at bestå i hertugdømmet Slesvig til begyndelsen af 1400-tallet og i Sverige og Norge til omkring midten af 1400-tallet.