Magnus Eriksson under formynderstyre

Ingeborg (på norsk Ingebjørg) var eneste legitime barn af Håkon 5. af Norge, så det var givet, at en eventuel søn af hende skulle være konge i arveriget Norge. I 1318 blev hendes mand, hertug Erik, og dennes bror dræbt af den svenske konge, Birger Magnusson, som var træt af sine brødres stærkt illoyale virksomhed. Dette førte til et oprør mod kong Birger, der måtte fortrække til Danmark, hvor han døde i 1321. I 1319 døde kong Håkon 5. af Norge, hvorefter den da treårige Magnus Eriksson arvede tronen i Norge, og samme år blev han desuden valgt til konge af Sverige i stedet for den afsatte kong Birger. Indtil Magnus blev myndig, regerede et formynderstyre i hvert af rigerne.

Magnus blev gift med en flamsk grevedatter, Blanche af Namur (på svensk kaldt Blanka) og fik med hende to sønner, Erik og Håkon. Ellers er der noget, der tyder på, at han foretrak mandligt selskab. I hvert fald fik han af sine modstandere tilnavnet Smek, der på svensk betyder ‘indsmigrende’ og skal have hentydet til hans seksuelle interesse for mænd.

Magtdeling med sønnerne Erik og Håkon

Straks efter at han blev myndig, fik Magnus mulighed for at overtage herredømmet i Skåne, Halland og Blekinge (der dengang var dele af Danmark). Disse områder beherskedes da af den holstenske panthaver grev Johan af Holsten-Plön, der efter et stormandsoprør i Skåne i 1332 tilbød Magnus at overtage Skåne mv. som pant for 34.000 mark sølv. Det lykkedes Magnus at få rejst og betalt denne enorme sum, og senere, især efter Valdemar Atterdags tronbestigelse i Danmark i 1340, udfoldede han store anstrengelser for at sikre sig formel godkendelse af, at Skåne mv. permanent skulle være forenet med Sverige.

I 1343 blev det besluttet, at Magnus’ yngste søn Håkon (6.) skulle være konge i Norge, hvilket han formelt blev i 1344, dog under faderens formynderskab. I 1355 kunne han tiltræde som regerende konge af Norge, hvor faderen dog fortsat beholdt visse områder, først og fremmest området omkring Oslofjorden med fæstningerne Tunsberghus og Bohus.

Konsekvensen af dette var, at Magnus’ ældste søn, Erik, skulle efterfølge faderen som konge i Sverige. I forbindelse med et svensk-skånsk adelsoprør i 1356 besluttede Erik imidlertid, at han ikke ville afvente faderens død. Resultatet blev efterhånden en deling af Sverige mellem fader og søn. Erik døde imidlertid allerede i 1359, hvorefter Magnus atter blev konge i hele Sverige.

Problemer i Sverige

I Danmark fulgte Valdemar Atterdag interesseret forviklingerne i Sverige og forsøgte i 1359 i alliance med kong Magnus uden held at erobre Skåne fra den oprørske søn Erik. I 1360 lykkedes det imidlertid for Valdemar at indtage Skåne, nu fra kong Magnus, og genforene området med Danmark. I 1361 gik Valdemar videre og erobrede øerne Gotland og Øland i Østersøen fra Sverige. Herefter allierede Magnus og Håkon sig med hansestæderne og Holsten i håb om at vinde det tabte tilbage. Resultatet blev et nederlag, hvorefter Magnus og Håkon måtte slutte våbenstilstand med Valdemar.

Dette forløb fremkaldte betydelig utilfredshed hos svenske stormænd. I 1362 fik de overtalt Håkon til at lade sig vælge som svensk konge, hvorefter han satte sin fader i fængsel. Fader og søn forligtes dog snart igen og synes at have besluttet fremover at regere Sverige i fællesskab, således som de i praksis regerede Norge i fællesskab. Imidlertid måtte de i 1363 vende sig til Valdemar Atterdag i håb om bistand mod de svenske stormænd. Som et resultat af dette blev kong Håkon den 9. april 1363 gift med Valdemars datter, Margrete. Dette øgede givetvis de svenske stormænds utilfredshed med Magnus og Håkon. Og mens Valdemar Atterdag (meget belejligt?) var taget på en længere udenlandsrejse, invaderede en mecklenburgsk-holstensk hær i slutningen af 1363 Sverige, hvor der var megen tilslutning til i 1364 at afsætte Magnus og Håkon og antage Albrecht af Mecklenburg til ny svensk konge.

Det lykkedes dog Magnus og Håkon at bevare herredømmet i store dele af det vestligste og sydligste Sverige, men under et forsøg på at generobre resten i 1365 blev Magnus taget til fange. Han blev løsladt i 1371 efter et fornyet opgør om magten i Sverige og fik en formel aftale om, at han skulle beholde magten i det vestligste Sverige til sin død. Denne indtraf i 1374, da han druknede som følge af et skibsforlis i en norsk fjord. Herefter beholdt Håkon herredømmet over de vestsvenske landskaber, hvilket skulle vise sig at være nyttigt i forbindelse med hans dronnings etablering af Kalmarunionen.

Magnus Eriksson på forsiden af hans svenske lov 'Magnus Erikssons landslag' fra omkring 1350. Foto: Wikimedia Commons