Baggrund

Slaget ved Visby skal ses i sammenhæng med den danske udenrigspolitik. Fra 1332-40 var den danske kongemagt gradvist gået i opløsning og riget pantsat til fortrinsvist tyske fyrster. Herefter var Valdemar Atterdag kommet på tronen, og frem til 1360 lykkedes det ham at genoprette størstedelen af det danske rige - markeret ved den såkaldte Landefred. Han kunne derfor nu vende blikket mod Skåne, Halland og Blekinge, som var kommet under svensk herredømme.

Valdemar havde i 1359 egentlig indgået en aftale med den svenske konge Magnus Eriksson. Sammen skulle de bekæmpe Magnus’ søn Erik, der havde udråbt sig til konge over det sydlige Sverige. Valdemar benyttede sig imidlertid af den interne krise i Sverige til at opnå sine egne mål. Han erobrede Skåne, Halland og Blekinge i 1360 og genforenede områderne med Danmark. Derudover udnyttede han sin militære magt til at fortsætte en offensiv og ekspansiv udenrigspolitik. I begyndelsen af juli 1361 erobredes Øland og Valdemar fortsatte herefter mod Gotland, hvor hansestaden Visby lå.

Kortet viser, hvor på øen Gotland i Østersøen at slaget fandt sted i juli 1361. 

Arkæologiske fund

Valdemar gik formentlig i land på Gotland den 22. juli på østkysten syd for Visby. De fortrinsvis tyske borgere i Visby forholdte sig passivt efter landgangen og Gotlands bønder måtte derfor selv møde op og forsøge at afværge fjendens indtrængen og plyndring. Bønderne har næppe været organiseret i en egentlig hær og har således ikke udgjort en ligeværdig modstander for en veludrustet og krigsvant dansk hær.

Arkæologiske fund tyder på, at dele af den gotlandske bondehærs udrustning har været mangelfuld eller forældet. Fund af hestesko viser dog, at dele af bondeopbuddet må have været beredent. Den danske hær medbragte muligvis også heste om end nok i begrænset antal. Man ved ikke meget om Valdemars hær, da nedslagtningen af bønderne tilsyneladende var så effektiv, at der ikke er meget fundmateriale, som kan henføres til kongens hær.  Heraldiske tegn på rustninger viser dog, at der ikke var tale om en dansk hær af bevæbnede bønder.

En nedslagtning

De gotlandske bønder blev slået ad tre omgange. De første kamphandlinger har muligvis fundet sted allerede under eller umiddelbart efter den danske landgang, og udgravninger har vist, at det andet slag fandt sted ved Ejmunds Bro tæt ved Fjäle Mose. Efter denne træfning lå vejen til Visby åben.

De arkæologiske fund fra Visby hjælper også med at give et indtryk af, hvorledes kampen kan være foregået. Bondehæren tog opstilling mellem Visbys ringmur og et nærliggende kloster, så flankerne var dækket. Der var tale om en linje på ca. 300 meter. Bønderne talte ca. 2000 mand, som på denne linje antageligt blev stillet op i fem-seks geledder. Skader på kranier og skeletter tyder på, at Valdemars hær har affyret en eller flere byger af pile. Pilenes gennemtrængning af kranier og skeletdele indikerer, at de danske soldater har haft rådighed over armbrøsten, et af tidens mest frygtede våben.

Bygerne af pile har decimeret den dårligt udrustede bondehær og skabt forvirring i geledderne. Herefter har Valdemars hær indsat et mere organiseret angreb, hvor soldater med sværd og stridsøkser har hugget bønderne ned. Mange har fået underben eller lægge hugget af og nakken kløvet. Dette indebærer, at de danske soldater først er gået efter benene, som har været ubeskyttede, og derefter med slag til hovedet har gjort det af med fjenden. I alt har udgravninger påvist skeletter fra 1185 faldne.

Den nordlige del af Visbys ringmur. Foto: Arild Vågen, Wikimedia Commons

De goters konge

Slaget ved Visby i 1361 har øget nutidens kendskab til middelalderens krigsførelse. Efter vor tids opfattelse synes der at være tale om et brutalt blodbad, men sådan var krigshandlinger på denne tid. Valdemars krigere har ikke haft nogen grund til at tage specielle hensyn til bønderne, ligesom de næppe ville kunne opnå løsepenge for dem. Således har der ikke har været mening i at tage dem til fange.

Borgerne i Visby må fra byens mur have overværet nedslagningen og valgte efterfølgende at forhandle sig til rette med den danske konge, der forlangte en betydelig ’skattebetaling’ til gengæld for at undlade at plyndre byen.

Hjemvendt fra togtet til Gotland betegnede Valdemar Atterdag sig fremover som ’de goters konge’, en titel, der har været fastholdt frem til 1972 af de danske konger.

Relativt kort tid efter mistede Valdemar Atterdag imidlertid herredømmet over Gotland, men genvandt det i 1366 som følge af et større diplomatisk spil. Herefter hørte Gotland i princippet under den danske krone frem til 1645.

Valdemar Atterdag gengivet på en akvarel af et kalkmaleri i Sankt Peders Kirke i Næstved. Foto: Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet