Vandmøllernes indtog

De ældste vandmøller i Danmark, der er fundet i arkæologiske udgravninger, kan dateres til tiden omkring år 1000, måske lidt før. De første skriftlige beskrivelser af vandmøller stammer fra Vittskövle i Skåne (1131) og Næstved (1135), hvor vandmøllerne nævnes i forbindelse med klosteroprettelser. I det hele taget tyder meget på, at det især var med klostervæsenets opståen og udbygning i 1100-tallet, at vandmøllebyggeriet i Danmark kom i gang. Langt de fleste klostre blev afhængige af vandkraft, og munkene udvekslede ivrigt viden om anvendelsen af vandkraft.

Møllernes ejere

Som det fremgår af Jyske Lov fra 1241, var møllererhvervet på dette tidspunkt i princippet et frit erhverv, som alle kunne udøve, så længe man blot ejede en dæmning og et damsted, hvor man kunne opføre vandmøllen. Efterhånden som møllerne blev større og mere komplekse, steg omkostningerne til deres opførelse og vedligeholdelse betragteligt, og som følge heraf blev det især konge, kirke og adel, der lod møllerne bygge og ejede dem. Allerede Kong Valdemars Jordebog fra 1231 omtaler adskillige kongelige møller, mens Valdemar Atterdag i 1350’erne lod bygge mange kongelige møller, ”thi han ville ikke tillade, at vandene løb ud i havet, uden at de forinden havde tjent samfundet til nytte”.

Hjerl Hede: Kopi af Karmark Mølle ved Randers, med mølleværk fra Eriksholm Mølle i Egtved. Foto: Biopix  

Mølletvang og møllernes økonomiske betydning

Afgifterne, der kunne opkræves af møllerne, var betragtelige, og det kan da heller ikke undre, at man allerede fra 1100-tallets slutning forsøgte at indføre mølletvang – dvs. at bønderne skulle anvende en bestemt mølle. Det har ligefrem været diskuteret, om anlæggelsen af kongelige vandmøller og indførelsen af mølletvangen har haft betydning for de tidligste byers udvikling. Englerup Mølle, der omkring 1500 var Sjællands største mølle, betalte eksempelvis årligt lige så meget afgift til ejeren af møllen som de elleve gårde i den nærmeste landsby tilsammen.

Efter reformationen overtog kongen klostrenes møller, der for en dels vedkommende blev overdraget til adelen. Fæstebønderne i kongeriget havde nu pligt til at anvende den eller de møller, der tilhørte det gods, de hørte under, mens der i Sønderjylland var mølletvang, således at alle bønder, både selvejere og fæstere, var forpligtet til at bruge en bestemt mølle. Danske Lov fra 1683 stadfæstede mølletvangen, der først blev ophævet i 1862 efter en tiårig overgangsfase.

Vandmølletyper

De allerældste vandmølletyper var efter romersk forbillede, dvs. med vertikale hjul, der hvilede på en vandret aksel. Allerede de ældste vandmøller var udstyret med mindst et gear, der fik en møllesten på over en meter i diameter og med en vægt på 160 kg til at rotere og derved male korn til mel.

Der fandtes i alt fire forskellige vandmølletyper fra middelalderen frem mod år 1800. Strømhjulstypen behøvede næsten intet vandfald, mens underfaldstypen, der var den dominerende i højmiddelalderen, kun behøvede et fald på 30-60 cm. Fra 1400-tallet brugtes egentlige opstemninger, der gav mulighed for udviklingen af brystfaldshjulet. Her udnyttedes både strømmens skubben og vandets vægt på skovlene. Langt mere effektivt var det overfaldshjul, som kom til at dominere mølledriften fra anden halvdel af 1600-tallet. Her blev vandet ledt hen over toppen på hjulet, og det var her primært vandets vægt på hjulets skovle, der drev det rundt. Tidsmæssigt eksisterede typerne ofte side om side, idet den individuelle vandmølles konstruktion og indretning i høj grad afhang af vandmængde og fald.

Vandmøllen i den industrielle produktion

Vandmøller blev allerede i 1100-tallet brugt til andet end at formale korn. Tommerup Kloster i Skåne havde således i 1161 en stampemølle til at valke, dvs. vaske og filte, uldent stof. Det var dog især fra 1600-tallet, at man opdagede vandkraftens store potentiale i forbindelse med industriel produktion. Christian 4. (født 1577, regent 1588-1648) anlagde krudtmøller, der lod to møllesten blande salpeter, svovl og trækul til krudt, samt metal- og hammerværker, der brugte mekanisk kraft til deres store hamre og blæsebælge.

I 1800-tallet fik vandkraften stor betydning for klædeindustrien, der behøvede trækkraft til spinde- og vævemaskiner samt åvand til valkning og farvning, mens papirfabrikker havde brug for stabil trækkraft og meget vand i bearbejdningen af papirmassen. Endelig drev vandkraften også savmøller til forarbejdelse af træ. Vandkraftens store epoke lå i industriens barndom før dampmaskinernes indtog i midten af 1800-tallet, og det var således vandkraft, der trak maskinerne i flertallet af de mest energikrævende fabrikker indtil da.

Fra slutningen af 1800-tallet begyndte man især i Jylland også at anvende vandmøller til at producere el, og endnu i 1920’erne stod næsten 100 vandmøller og vandkraftværker for næsten halvdelen af det jyske elforbrug, men i dag har hensyn til miljøet betydet, at de sidste 1000 års udnyttelse af energien i danske vandløb er ved at ebbe ud.

Ved en undersøgelse i 1953 registrerede Nationalmuseet 3000 steder i Danmark, hvor der på et tidspunkt har været en vandmølle. Der er i dag spor efter ca. 300 vandmøller, og antallet af intakte, fungerende vandmøller ligger et sted mellem 30 og 50.