Kilder
Kildeintroduktion:
I december 1411 havde dronning Margrete 1. (1353-1412) samlet en række af rigets betydningsfulde mænd i Kalundborg. Formålet med mødet var at uddele øremærkede gaver, som var bestemt i Margretes testamente eller som supplement til dette – derfor er de blevet kaldt testamentariske gaver. Gaverne er beskrevet i fem selvstændige dokumenter, som her er gengivet.
Det ene brev, til klosteret i Sorø, er dog kun bevaret i form af et referat af brevet fra 1476. Selve testamentet, som givetvis har rummet mange andre dispositioner, er desværre gået tabt. Margrete 1. var på dette tidspunkt 58 år gammel. Ud fra ordlyden af især det 3. brev lader det sig formode, at hun følte sig syg og derfor ville være sikker på at nå at få iværksat disse dispositioner, inden hun døde. Hun døde 28. oktober det følgende år. I alt uddelte hun ved denne lejlighed, hvad der svarer til 2.356 kg sølv til diverse gejstlige, som skulle sørge for at bruge dem på den anviste måde (nogle af beløbene var dog tidligere overdraget til de pågældende institutioner, men nu kom de præcise instruktioner i, hvad de skulle bruges til). Det største beløb blev overgivet til bispesædet i Roskilde. Roskildebispen Peter Lodehat og kapitlet ved domkirken i Roskilde fik overdraget 16.377½ lybske mark, som bl.a. skulle deles ud til fattige mennesker, og bruges til at finansiere messer for Margrete og hendes familie. Mest bemærkelsesværdigt er det, at ikke mindre end 7.812 af disse mark skulle tilfalde ofre for den krig, som førte til Margretes magtovertagelse i Sverige; herunder kvinder, som var blevet voldtaget i den forbindelse. Derudover skulle 2.812 bruges til at give udtryk for Margretes taknemmelighed over for himmelske magter i anledning af det, der kan kaldes Kalmarunionens etablering. Klostrene i Esrum, Sorø og Vor Frue Kloster i Roskilde fik en portion på 6.000 lybske mark, hvoraf halvdelen skulle bruges til (ud)bygning af nonneklostret Vor Frue i Roskilde, mens resten skulle uddeles til gavn for kristne og værdigt trængende samt pilgrimsrejser.
I begge de foregående breve var der afsat store pengebeløb (vel mindst 2.000 lybske mark) til ikke nærmere specificerede pilgrimsrejser. Hertil skulle nu ifølge det 3. brev føjes 2.000 lybske mark, som klostrene i Esrum og Sorø skulle administrere, der var øremærkede til at iværksætte pilgrimsrejser til bestemte hellige destinationer rundt om i Europa og Mellemøsten, hvor der skulle bedes for dronningen og hendes familie. Det kan optælles, at i alt ca. 130 pilgrimme skulle sendes af sted for at besøge godt 50 hellige steder. Hertil føjer sig et brev til fordel for benediktinerklostret i Ringsted, hvorved det får overladt 2000 lybske mark. Af disse skal 1500 bruges til bygningsreparationer, mens 500 skal anvendes til at skaffe ni personer det daglige brød: tre adelelige jomfruer skal have indtrædelsesgebyr til at indtræde i Vor Frue Kloster i Roskilde, tre skal have medgift, så de kan blive gift, mens tre enker skal have gratis ophold og forplejning i klosteret resten af deres dage. Cistercienserklostret i Sorø fik samme beløb, men pga. tekstens dårlige overlevering ved vi ikke, hvad det skulle gå til. Så meget som Esrum Kloster er involveret i de andre transaktioner, er det fristende at forestille sig, at det også har fået en donation ved samme lejlighed. I givet fald er brevet herom dog sporløst forsvundet i mellemtiden.
Margretes dispositioner den 8. december 1411 kan betragtes som et typisk udtryk for senmiddelalderens fromhedsliv, hvor det gjaldt om at forkorte sjælens ophold i Skærsilden så meget som muligt ved at gøre gode gerninger til opvejelse af de synder, man havde begået. De gejstlige institutioners modydelse var i et par tilfælde bl.a. årtider, en årlig messe for dronningens sjæl på hendes dødsdag; også noget sådant var velegnet til at forkorte opholdet i skærsilden og forbedre mulighederne i det hinsidige. Det var heller ikke nogen dårlig idé at få helgener til at gå i forbøn for én hos Gud ved at tilbede dem. Der kendes dog ingen eksempler fra dansk middelalderhistorie på en så massiv og vidt spredt indsats, som den der iværksættes i disse breve, men Margrete var jo da også en særdeles velstående dame i 1411. Omsorgen for de, der havde lidt skade i krigen, er også ganske unik. Margrete 1. brugte igennem det meste af sin regeringstid betydelige ressourcer på gaver til kirkelige institutioner; ikke mindst i form af jordegods. Ud over at påvirke dronningens regnskab i forhold til Gud havde disse gaver også det formål at knytte stærkere bånd mellem kongemagten og den kirke, hvis ledere Margrete i øvrigt selv suverænt udpegede. Margrete optrådte normalt som en typisk senmiddelalderlig realpolitiker, der ikke tog det så nøje med de midler, hun anvendte. Der var givetvis en del synder, hun havde brug for at sone. Man kan dog næppe komme udenom, at hendes kirkelige aktiviteter var udtryk for et også for tiden usædvanligt religiøst engagement. Så på visse punkter synes disse breve at give et sjældent indblik i den berømte dronnings personlighed. En nøjere analyse af det udvalg af helgener mv., hun valgte at tilgodese, kunne formentlig udbygge dette indtryk.
Kort over de nogenlunde sikkert identificerbare 51 steder, som Margrete 1. i 1411 udsendte 130 pilgrimme for at besøge. De steder, hvortil der blev sendt mere end én, er antallet markeret i parentes. Fra: Bøgh, Anders: "Dronning Margrethe, kirken, det hellige og det hinsidige" i Ole Højris og Per Ingesman (red.): Middelalderens Verden: Verdensbilledet, tænkningen, rummet og religionen (2010).
Dronning Margretes segl. Fra: Danmarks Riges Historie (1896-1907)
Nr. 334:
I Herrens navn amen. Vi Peder, med Guds nåde biskop i Roskilde[1], Lars Jensen, dekan[2], Kristian Brynnekesen, kantor[3], og Jens Hemmingsen, sakristan[4] i Roskilde, samt hele kapitlet sammesteds erkender med dette vort åbne brev over for alle nulevende og fremtidige, at vi nu her i Kalundborg fuldkomment efter vor egen vilje og til vor tilfredshed på lovlig vis har fået og modtaget 16.337½ lybske mark[5] i gode, aftalte hvide penge, gyldige og gængse, på vort tilsagn og på de vilkår, som følger herefter: Således vil og skal vi fornævnte, således som vor nådige frue dronning Margrete, nu mundtligt - af Guds nåde rask og ved helbred - har befalet, pålagt og betroet os, nemlig i løbet af det nærmestfølgende år at uddele disse føromtalte penge fuldstændigt og i alle henseender foretage og gøre det med dem, som står skrevet i det følgende:
Først vil og skal vi uddele 5000 lybske mark af denne føromtalte pengesum på den anden side af Øresund, nemlig i Skåne, i Sverige, i Halland og i Blekinge blandt fattige kirker og klostre og blandt vor Herres folk samt til fattigfolk, som ingenting har, og hjælpe fattige jomfruer, kvinder og mænd til det daglige brød til gengæld for det, som er sket i krigen[6].
Fremdeles skal der af det, som er tilbage af de 16.377½ lybske mark, efter at de føromtalte 5000 lybske mark er fratrukket, tages 8.437½ lybske mark, som udgør 3000 lødige mark, når man regner, at een lødig mark tåler 45 lybske skilling regnet på hver lødig mark[7]; og af disse føromtalte 3000 lødige mark vil og skal vi uddele 1000 lødige mark blandt kirker og klostre på følgende måde: først Wilsnak[8] og dernæst blandt de andre kirker og klostre, som ligger mellem Lübeck, Stralsund og Wilsnak, til ære for Gud, Vor Frue og Sankt Matthias til gengæld for den nåde, de lod vederfares disse riger på vor Frues og Sankt Matthias' dag[9].
Fremdeles vil og skal vi udtage endnu 1000 lødige mark af de føromtalte 3000 lødige mark og uddele dem blandt de fattige kirker og klostre i disse tre riger, Danmark, Sverige og Norge, som ikke tidligere er nævnt, og som ikke har fået noget ud af det, som vor fornævnte frue, dronningen, har bortgivet i sit testamente[10].
De 1000 lødige mark, som så er tilbage af disse føromtalte 3000 lødige mark, skal vi uddele dels blandt kvinder og møer, om hvem man kan erfare og få at vide, at de er blevet krænkede og fornedrede øst for Øresund i denne krig i de tre riger. Og en del deraf skal vi uddele til gavn for de menneskers sjæle, hvilke er døde i denne krig, såvel til lands som til vands, hvadenten de har været med riget eller imod det[11].
Fremdeles er der, når dette føromtalte, som skal uddeles på den måde, som er omtalt ovenfor, er udtaget af disse føromtalte 16.377½ lybske mark, stadig 2.900 lybske mark tilbage, hvilke vi vil og skal uddele på følgende måde: Vi tager 1500 lybske mark deraf og lader afholde pilgrimsrejser til hellige steder, både indenlands og udenlands for noget deraf; og for noget deraf skal man komme fattigfolk og arme og trængende mennesker, om hvem man kan erfare, at de med urette har mistet, hvad de havde i disse tre riger, Danmark, Norge og Sverige, til hjælp til deres udkomme; og for nogle af disse føromtalte 1500 lybske mark skal fattige klerke have hjælp til skolegang.
Fremdeles vil og skal vi uddele 500 lybske mark af den føromtalte pengesum på følgende måde: Først 300 lybske mark til altret i Vor Frue kapel i Vor Frue kirke i Kalundborg[12] til at opretholde den evige messe sammesteds, som skal opretholdes dagligt indtil dommedag i det føromtalte Vor Frue kapel ved Guds hjælp sammen med de 300 lybske mark og andet og mere, som vor fornævnte frue, dronning Margrete, tidligere har givet dertil, løber det op til 600 lybske mark for hvilke 600 lybske mark der skal købes gods og lægges til det samme alter til opretholdelse af den føromtalte evige messe, og til for fremtiden at lade holde lys derved, således som der hidtil er blevet anvendt lys ved denne evige messe, og specielt til at sørge for det store vokslys ud i fremtiden således som der hidtil er blevet sørget for det.
Fremdeles skal der af de 200 lybske mark, som endnu er tilbage af disse 500 lybske mark gives vor frue dronningens Kalentebrødre[13] i Roskilde 28 lybske mark udover de seks nobler[14], som de tidligere har modtaget; og hendes Kalentebrødre i Odsherred skal have seks lybske mark udover de syv nobler, de har fået. Fremdeles skal Kristi legems gildes brødre i Næstved[15] have seks lybske mark udover de syv nobler, som de tidligere har fået. Fremdeles skal der gives 120 lybske mark til den hellige treenigheds og de to slags engles, kerubers og serafers billeder i domkirken i Roskilde til at købe guld for til at forgylde dem bedre med og til at anbringe lys foran disse nævnte billeder til ære for Gud og hans engle. For 40 lybske mark ud af disse føromtalte 200 lybske skal der købes voks, som skal brænde foran Vor Frue og sankt Anna[16] i Sankt Lucius' kirke[17] i Roskilde.
Udover alt dette føromtalte, der skal fordeles på foranskrevne måde, er der stadig 900 lybske mark tilbage af de 16.337½ lybske mark, og dem vil og skal vi fordele på efterfølgende måde: Vi skal købe klæder, strømper og sko og uddele dem blandt kristne mennesker og fattige folk, der lider nød og ikke kan klare at sørge for sig selv, for et beløb af 300 lybske mark. Andre 300 lybske mark ud af de 600 lybske mark, som da er tilbage, vil og skal vi uddele blandt fattige kirker og klostre, som er i nød og vel behøver gode menneskers hjælp. Og for de 300 lybske mark, som da er tilbage af hele denne føromtalte pengesum, vil og skal vi på vor fornævnte nådige frue, dronning Margretes vegne lade bygge et kapel i det søndre tårn i den vestlige del af Sankt Lucius' kirke i Roskilde med to hvælvinger og gode nye vinduer med ornamenter og udsmykninger og andet som hører sig til, således at dette kapel bliver både ganske lyst og smukt og godt ved Guds hjælp. Samme kapel skal indvies til ære for Vor Frue og kaldes Bethlehem[18]. I samme føromtalte kapel skal der hver dag ind til dommedag afholdes en evig messe og en gang om året skal der fejres årtid for hr. Abrahams sjæl[19] for det gods som vort nævnte kapitel i Roskilde har fået i Lille Heddinge og i Greve, det sker med vor vilje og til vor tilfredshed.
Alt dette foranskrevne lover vi fornævnte biskop Peder i Roskilde, Lars Jensen, dekan, Kristian Hemmingsen, provst[20], Niels Bille, ærkedegn[21], Hans Brynnekesen, kantor, og Jens Hemmingsen, sakristan i Roskilde, samt hele kapitlet sammesteds, og vi forpligter med dette vort åbne brev os og vore efterkommere på vor gode tro og sandhed til uden nogen forsømmelse eller længere forhaling, uden forfald eller svig at fuldbyrde, afslutte og fuldstændigt opfylde alle disse foranskrevne punkter og artikler hver især inden år og dag og i alle henseender at forholde os dermed, således som står skrevet ovenfor, og således som vor fornævnte frue, dronningen, har stolet på os og fremdeles stoler på os, samt således som vi kan stå inde for og stå til ansvar over for Gud. Til større bekræftelse af, sikkerhed for og stadfæstelse af alt det foranskrvne har vi ladet vore segl blive hængt under dette brev. Til vidnesbyrd har abbed[22] Salomon af Esrom, abbed Peder af Ringsted og abbed Niels af Sorø hængt deres segl herunder. Givet i Kalundborg i det Herrens år 1411 på selve dagen for den glorværdige jomfru Marias undfangelse.[23]
Nr. 335:
I Herrens navn amen. Vi abbed Salomon af Esrom, abbed Niels af Sorø og søster Kristine Jensdatter, priorinde[24] i Vor Frue kloster i Roskilde[25] samt alle klostersamfund de fornævnte steder og Lars, dekan i Roskilde, alle vi fornævnte bekender med dette vort åbne brev, at vi af den mægtige og højbårne fyrstinde, vor nådige frue dronning Margrete, nu her i Kalundborg fuldstændigt efter vor egen vilje og til vor tilfredshed rigtigt har fået og modtaget 6000 lybske mark i gode, opregnede hvide penge, gyldige og gængse, på vort tilsagn og på efterfølgende vilkår:
således at hvis hun går bort og dør, forinden hun selv udøver sin rådighed over disse føromtalte 6000 lybske mark[26] og fordeler dem efter sin egen vilje, så skal halvdelen af de samme 6000 lybske mark straks efter vor fornævnte frue dronningens død gives og overdrages til gavn og nytte for føromtalte Vor Frue klosters bygningsfond i Roskilde; og den anden halvdel af de føromtalte 6000 lybske mark skal dels uddeles blandt kristne mennesker og fattige folk og gives til fattige klerke[27] til skolegang og hjælpe trængende jomfruer, enker og mænd til det daglige brød og sådanne trængende folk, som ingen anden udvej eller hjælp kender; dels til dem, som vil gøre pilgrimsrejser for til hellige steder både indenlands og i udlandet til gavn for vor nådige frue dronning Margretes sjæl. Og de skal fordeles på retfærdig vis og fuldstændigt afsluttes og opfyldes i alle henseender sådan som står skrevet ovenfor inden eet år efter hendes død.
Dette foranskrevne lover vi fornævnte abbed Salomon af Esrom, abbed Niels af Sorø og søster Kristine Jensdatter, priorinde i føromtalte Vor Frue kloster i Roskilde, samt alle klostersamfundene de føromtalte steder, og Lars Jensen, dekan i Roskilde, og med dette vort åbne brev forpligter vi os og vore efterkommere ved vor gode tro og sandhed til indenfor denne føromtalte tid uden nogen forsømmelse eller længere forhaling eller noget forfald og uden enhver form for svig at opfylde, afslutte og helt igennem at fuldbyrde alle disse føromtalte punkter hver for sig og i alle henseender forholde os dermed, således som står skrevet ovenfor og vor frue, dronningen, har vist os sin tillid og fremdeles stoler på os, og således som vi og vore fornævnte efterkommere vil stå inde for og stå til ansvar over for Gud. Til større bekræftelse på, sikkerhed for og styrkelse af alle de føromtalte punkter har vi ladet vore segl blive hængt under dette brev. Givet i Kalundborg i det Herrens år 1411 på selve dagen for den glorværdige jomfru Marias undfangelse.
Nr. 336:
I Herrens navn amen. Vi Salomon, abbed i Esrom, og Niels abbed i Sorø samt begge konventer [28] sammesteds bekender med dette vort åbne brev, at vi nu her i Kalundborg har tilbagegivet den højbårne fyrstinde, vor nådige frue, dronning Margrete, de 1000 nobler, som vi havde modtaget af hende på vor tro og retteligt oppebåret, og for dem har vi til gengæld af hende fået 2000 lybske mark [29] i rigtige, optalte penge, gode, gyldige og gængse efter vor vilje og til vor tilfredshed i enhver henseende, så at vi med hensyn til de nævnte 2000 lybske mark nu vil handle, som herefter står skrevet:
først vil og skal vi nu straks i vor nævnte nådige frue, dronning Margretes, levetid begynde at uddele de føromtalte 2000 lybske mark til pilgrimsrejser, og dernæst skal disse pilgrimsrejser alle være afsluttede og endte inden for de to nærmeste herefter følgende år, hvadenten hun er levende eller hun dør. Først seks mænd til Jerusalem og til Bethlehem og til de hellige steder, der ligger deromkring, og til sankt Catherina [30]; fremdeles syv mænd til Rom at vandre omkring til de kirker, der ligger der, og at opsøge de hellige mænds, både apostle og andres, grave, som ligger der; fremdeles ni mænd til Vor Frue i Aachen [31]; fremdeles tre mænd til sankt Jakob [32]; fremdeles tre mænd til sankt Ludvig [33] i Frankrig; fremdeles tre mænd til sankt Thomas af Canterbury [34] i England; fremdeles een mand til sankt Magnus [35] på Orkneyøerne; fremdeles tre mænd til de hellige tre konger i Köln [36]; fremdeles tre mænd til sankt Iwold i Dannen [37] i Tyskland og tre mænd til sankt Franciscus i Assissi [38]; fremdeles een mand derhen, hvor sankt Laurentius ligger [39], een mand til Bari, hvor sankt Nicolaus [40] ligger, een mand derhen hvor sankt Jørgen ligger [41], een mand derhen hvor sankt Kristoffer ligger [42], een mand derhen hvor sankt Johannes døber ligger [43], een mand derhen hvor evangelisten sankt Johannes ligger [44]; fremdeles tre mænd derhen hvor sankt Matthias ligger [45], een mand derhen hvor sankt Peder ligger [46] og een mand derhen hvor sankt Paulus ligger [47], een mand derhen hvor sankt Andreas ligger [48], een mand derhen hvor sankt Maria Magdalena ligger [49], een mand derhen hvor sankt Eskil ligger [50], een mand derhen hvor sankt Dorothea ligger [51], een mand derhen hvor sankt Barbara ligger [52] og een mand derhen hvor sankt Margrete ligger [53]; fremdeles fem mænd til det hellige blod i Wilsnak [54]; fremdeles een mand til sankt Vincents [55], een mand til sankt Antonius [56], een mand til sankt Fabian [57] og Sebastian [58]; fremdeles een mand til sankt Gertrud [59], een til sankt Severin i Köln [60], een mand til sankt Birgitte [61], og een mand til sankt Olaf [62], een mand til sankt Erik [63] og een mand til sankt Knud [64]; fremdeles skal der til syv Vor Frue kirker i disse tre riger, Danmark, Sverige og Norge, hvor man især plejer at holde højtideligheder for Vor Frue [65], gå syv pilgrimme til hver, og der skal holdes syv messer og syv processioner; fremdeles een mand til sankt Mikkelsbjerg ved Tønsberg [66]; fremdeles skal der gøres fem pilgrimsrejser til fem steder for det hellige kors i disse riger, nemlig til det hellige kors i Solna [67] ved Stockholm, til det hellige kors i Borre [68] ved Tønsberg, til det hellige kors i Hattula i Finland [69], til det hellige kors i Randers [70] og til den hellige hjælpers hellige kors [71]; tre mænd til den hellige forløsning i Stockholm [72], og da skal der i Stockholm synges tre messer for den hellige forløsning, den ene om det hellige kors, den anden om den herrens genopstandelse og den tredje om den hellige treenighed.
Fremdeles forpligter vi fornævnte abbeder og konventer os og vore efterkommere med dette vort brev til, at vi og vore efterkommere med hensyn til disse føromtalte 2000 lybske mark vil forholde os således at vi for dem vil lade fuldbyrde alle disse føromtalte pilgrimsrejser i alle henseender, sådan som ovenfor står skrevet, og inden for den fastsatte tid, som er de to nærmest følgende år, hvadenten vor fornævnte nådige frue dronningen lever eller dør. Det lover vi fornævnte abbeder og konventer samt vore efterkommere på vor gode tro og i sandhed at gøre og fuldbyrde i enhver henseende uden nogen forsømmelse, sådan som ovenfor står skrevet, og sådan som vi vil stå til ansvar over for Gud, og sådan som vor nævnte nådige frue har tillid til os. Til større bekræftelse af alt det foran skrevne har vi fornævnte abbeder og konventer ladet vore segl hænge under dette brev. Og til vidnesbyrd herom har den hæderlige fader i Gud, biskop Peder af Roskilde, abbed Peder i Ringsted, hr. Lars, dekan, og hr. Kristian, provst i Roskilde, hængt deres segl under. Givet i Kalundborg i det Herrens år 1411 på selve dagen for den hellige og glorværdige jomfru Marias undfangelse.
Nr. 337
I Herrens navn amen. Vi abbed Peder og hele konventet i Ringsted kloster erkender med dette vort åbne brev, at vi nu her i Kalundborg har tilbagegivet den højbårne fyrstinde vor nådige frue, dronning Margrete, de tusinde nobler, som vor forgænger abbed Lars - Gud være hans sjæl nådig - samt fornævnte konvent havde modtaget af hende mod deres tilsagn, og at vi nu i stedet på rigtig måde har fået, oppebåret og modtaget to tusinde lybske mark [73] af hende i rede, opregnede penge, gode, gyldige og gængse i alle henseender; og for disse føromtalte 2000 lybske mark skal vi gøre, således som herefter står skrevet: først skal vi og vore efterkommere i Ringsted kloster have og beholde 1500 lybske mark ud af disse føromtalte 2000 lybske mark til vort klosters bygningsfond i Ringsted og til at tække kirken med i samme kloster, hvilket med Guds hjælp er til gode, gavn og nytte for vor fornævnte frue, dronningens, hendes forældres [74] og venners sjæle, og er i stedet for det, hun eventuelt havde tænkt sig at skænke til vort kloster og kirken i sit testamente [75], desuden også til gengæld for hvis hun enten har haft eller så længe hun lever har noget, som vi og vort kloster har nogen ret til. [76] For dette føromtalte vil og skal vi og vore efterkommere bestandigt have fornævnte frue dronningen samt hendes forældre samt venner med i vore bønner til Gud, og de skal med Guds hjælp have del i såvel messer, tider og bønner til Gud som alt det gode, der sker i vort nævnte kloster til evig tid. Vi og vore efterkommere vil hvert år indtil dommedag holde en tid og lade fejre vor frue dronningens årtid [77] med messer, vigilier, lys og almisser på den bedste måde vi kan med alle de ting, der hører dertil. På dagen for denne årtid vil og skal jeg fornævnte abbed Peder samt mine efterkommere sammesteds den ene efter den anden give brødrene [78] forplejning på bedste vis og straks når de har spist, skal brødrene samme dag gå over i kirken og synge følgende lovprisning til Vor Frue foran Vor Frues alter: De te uirgo nascaturum mundi saluatorem etc. (Ved dig jomfru, skal verdens frelser fødes) til gavn for vor fornævnte frue, dronningens sjæl. Videre angående de 500 lybske mark, der er tilbage af de 2000 lybske mark, så vil og skal vi og vore efterkommere dermed hjælpe ni retmæssigt trængende personer til deres daglige brød, således at vi af de samme ni personer vil og skal give tre fattige velbyrdige jomfruer i frue klostre på Sjælland [79], og tre personer skal vi hjælpe til brødet i ægteskab [80]; inden år og dag skal disse foranskrevne to punkter, nemlig vedrørende disse seks personer opfyldes, og videre skal vi af de ni personer føde og klæde tre trængende enker i vort kloster i deres levetid [81] og indtage dem hos os inden førstkommende kyndelmisse, altsammen således som det tidligere og nu med dette er sagt angående de 500 lybske mark. Vi fornævnte abbed og konvent samt vor efterkommere forpligter os med dette vort åbne brev til, at vi og vore efterkommere med hensyn til disse føromtalte 2000 lybske mark og angående alle de føromtalte punkter skal forholde os og i alle henseender opfylde dem, sådan som foran står skrevet. Og vi lover på vor gode tro og sandhed at fuldbyrde det uden nogen forsømmelse, således som vi vil stå inde for og stå til ansvar over for Gud, og som vor fornævnte frue, dronningen, har tillid til os. Til større sikkerhed for alt dette foranskrevne har vi fornævnte abbed og klostersamfundet ladet vore segl blive hængt under dette brev. Til vidnesbyrd har den hæderværdige fader i Gud, biskop Peder af Roskilde, abbed Niels i Sorø, hr. Lars, dekan, og hr. Kristian, provst i Roskilde, hængt deres segl herunder. Givet i Kalundborg i det Herrens år 1411 på selve dagen for den glorværdige jomfru Marias undfangelse.
Nr. 349
Abbeden og konventet i Sorøs brev angående 2000 lybske mark, som dronning Margrete har givet dem for (sin) sjæl [82], og om den grund, som Køge ligger på, at der er givet dem betaling derfor [83], om en evig messe, der skal holdes hver dag, om en årtid en gang om året [84] og om flere andre gode gerninger, som de var blevet enige med hende om. Givet 1411.
Ordforklaringer m.m.
[1] Peder Jensen (Lodehat), biskop i Växjö (i Sverige) 1382-86, i Århus 1386-95 og i Roskilde 1395 til sin død i 1416 var helt fra begyndelsen én af Margrethes vigtigste støtter og medarbejdere. Det allerførste brev, vi kender fra Margrethe efter faderen, Valdemar Atterdags, død, er et gavebrev til fordel for daværende kannik i Roskilde Peder Jensen (Lodehat) af 10.11. 1375. Han ligger begravet i Roskilde Domkirke, hvor hans gravsten endnu er bevaret.
[2] Dekan: lederen af domkapitlet.
[3] Kantor: leder af gudstjenesten i domkirken.
[4] Sakristan: den person, som i den katolske kirke har ansvaret for de hellige kar, beklædningsgenstande mv., som anvendtes i forbindelse med gudstjenesten.
[5] Lybsk mark: møntfod fra Lübeck, som også anvendtes flittigt i Danmark, idet der stort set ikke udstedtes mønter i Danmark fra 1330’erne til 1403.
[6] Her tænkes først og fremmest på den krig i 1388-89, der førte til, at Margrethe fik herredømmet over Sverige
[7] Mark er grundlæggende en vægtenhed; i dette tilfælde svarende til 233 gram. Da de udmøntede penges sølvindhold varierede, fandt man det efterhånden praktisk ved omregninger at sammenholde med en mark rent sølv (233 gram), som så blev kaldt en lødig mark. I Lübeck udmøntedes på dette tidspunkt kun penninge, hvoraf der gik 12 på en skilling . Af skillingerne gik der, som det fremgår af teksten, 45 på én mark sølv, mens der kun gik 16 på en mark penge (mark lybsk), fordi de udmøntede penge udover af sølv også bestod af en pæn mængde kobber. De 16.377½ mark lybsk, som Margrete 1 bortgiver med dette brev, svarer altså til ikke mindre end 5.823,1 kg sølv.
[8] Wilsnak (Wilsnack) ligger i Prignitz, Brandenburg i det østlige Tyskland. I 1383 blev kirken her ødelagt i forbindelse med en fejde, hvorefter præsterne ved kirken angiveligt fandt tre blødende nadverbrød (hostier). Dette gav snart anledning til en strøm af pilgrimme; sikkert sammenhængende med, at hele det nordøsttyske område var voldsomt præget af fejder og uro i slutningen af 1300-tallet. Som det fremgår bredte dyrkelsen af det hellige blod sig hurtigt også til andre områder.
[9] Skt. Mattias dag er 24. februar, og refererer til den dag i 1389, hvor Margrethes styrker vandt det afgørende slag ved Åsle i Sverige over kong Albrecht, hvorved Margrethe fik magten over Sverige. Vor Frue dag fejredes der nogle stykker af hvert år i middelalderen. Her refereres efter al sandsynlighed til Mariæ Renselsesdag, også kaldet Kyndelmisse, den 2. februar. Denne dag i 1388 blev Margrethe antaget som regent i Norge.
[10] Dette er ikke bevaret.
[11] Krigen 1388-89, der i det væsentligste endte med slaget ved Åsle 24. februar 1389.
[12] Den endnu stående fem-tårnede kirke i Kalundborg, som befandt sig inden for slotsområdet, hvor brevet er udstedt.
[13] Kalenter var særlige gilder (’foreninger’) for præster, der havde som formål at styrke medlemmernes åndelige liv og præstegerning. De støttede endvidere hinanden med begravelseshjælp og – hvad der var meget vigtigt – bøn og messer for afdøde medlemmers sjæle.
[14] Nobler: guldmønter slået i England.
[15] Der fandtes Kristi Legemsgilder i mange byer og også visse steder på landet. De var knyttet til særlige Kristi Legems altre i kirkerne, hvor der blev holdt messer for afdøde medlemmer. I byerne var medlemmerne købmænd og fremtrædende personer fra oplandet. Udover en række religiøse og selskabelige funktioner varetog gilderne også købmændenes erhvervsmæssige interesser. Næstved-gildets seglstamp er bevaret og et endnu stående hus i Næstved menes at have tilhørt gildet.
[16] Sankt Anna var jomfru Marias (Vor Frues) moder.
[17] Domkirken i Roskilde, der var indviet til Skt. Lucius. Skt. Lucius var pave 253-54. Kirkens fornemste relikvie var Skt. Lucius’ kranie, der kom til domkirken i 1100-tallet. Det findes endnu og har siden 1908 været deponeret i den katolske domkirke i København, Skt. Ansgars Kirke.
[18] Der findes desuden et særligt brev om indstiftelsen af dette kapel, udstedt af Margrethe 17. december 1411 med domkapitlets såkaldte genbrev af samme dato. Kapellet blev, som bestemt, indrettet i det søndre tårn i domkirken i Roskilde og findes stadig – dog siden 1600-tallet indrettet som begravelseskapel for en adelsslægt.
[19] Hr. Abraham er ridderen Abraham Brodersen. Han stammede fra Halland, blev politisk meget indflydelsesrig og særdeles rig på gods, som han skaffede sig på mange forskellige måder. Han blev efterhånden Margrethes vigtigste hærfører, men blev pludselig henrettet i 1410 på foranledning af Erik af Pommern efter angiveligt at have brudt en fred, han selv havde været med til at garantere med sin ed. Siden blev alt hans gods konfiskeret. Den her indstiftede evige messe og årtid for hr. Abraham har været set som udtryk for, at Margrethe beklagede henrettelsen, men faktisk havde de i sin tid indgået en aftale om, at hr. Abraham eftergav Margrethe noget gæld mod, at hun indstiftede messer for hans sjæl.
[20] Provsten i domkapitlet varetog dele af den gejstlige domstolsvirksomhed i bispedømmet og førte tilsyn med nogle af dettes kirker.
[21] Ærkedegnen var som de øvrige – udover bispen – anførte blandt de fornemste medlemmer af domkapitlet i Roskilde, der besad såkaldte prælaturer med særlige titler, mens de øvrige medlemmer blot kaldes kanniker. Ærkedegnen tog sig særligt af juridiske anliggender, bl.a. tog han sig af den gejstlige domstolsvirksomhed i en del af bispedømmet.
[22] Abbed: forstander for et munkekloster.
[23] 8. december.
[24] Prioriende: leder af et nonnekloster.
[25] Klostret tilhørte som Esrum og Sorø Klostre Cistercienserordnen, men var altså et nonnekloster. Dele af klosterkirken findes endnu som Vor Frue Kirke i Roskilde.
[26] I overenstemmelse med de beregninger, som er udført i note 7 ovenfor kan dette omregnes til 2.133 kg sølv.
[27] Klerke: gejstlige, måske fattige fordi de er under uddannelse.
[28] Konventer: munkesamfund.
[29] De engelske nobler af guld svarer på dette tidspunkt normalt til 2 lybske mark, så Margrethe har altså ønsket at få sine guldmønter tilbage, men har 'betalt' deres fulde værdi. Hvis vi endnu engang skal omregne til sølv, bliver resultatet 711 kg rent sølv.
[30] Det endnu eksisterende kloster Skt. Katarina i Sinai-ørkenen, hvor den mytiske helgen Skt. Katarina af Alexandria menes at være begravet. Hun skal bl.a. have nægtet at gifte sig med den romerske kejser, der forlangte, at hun skulle opgive sin kristne tro.
[31] Aachen blev i senmiddelalderen det vigtigste valfartssted nord for Alperne. Her lå kejser Karl den Store (død 814) begravet i det af ham selv opførte og endnu eksisterende borgkapel. Karl den Store blev helgenkåret (kanoniseret) i 1165. Siden blev en domkirke opført ved siden af kapellet, og til denne blev en bemærkelsesværdig relikvieskat, som havde tilhørt Karl den Store, overført – bl.a. Jomfru Marias kjole, Kristi lændeklæde, begges bælter og det tørklæde, Johannes Døberen havde på, da han blev halshugget. Margrethe 1 havde selv besøgt Aachen som pilgrim i 1385.
[32] Santiago de Compostella på Spaniens nordvestkyst, hvor man mener at kunne fremvise apostlen Jakobs grav. Det næstmest besøgte valfartssted i Europa efter Rom.
[33] Ludvig den Hellige, konge af Frankrig 1226-70, blev som næsten alle franske konger begravet i klosterkirken i St. Denis lidt uden for Paris.
[34] Thomas Beckett, ærkebisp af Canterbury, blev dræbt på foranledning af kong Henry 2 i 1170 og helgenkåret i 1173. Han blev begravet i domkirken i Canterbury.
[35] Magnus Erlingsson, jarl af Orkneyøerne, blev dræbt af sin fætter 1116. Begravet i katedralen i Kirkwall på Orkneyøerne (som på dette tidspunkt hørte under Norge).
[36] De Hellige Tre Konger kendes fra Bibelen, ifølge hvilken de kom rejsende langvejsfra for at tilbede det nyfødte Jesusbarn. I 1158 fandt man angiveligt deres skeletter i en kirke udenfor Milano i Norditalien, hvorefter man skyndsomt bragte dem i sikkerhed inde i byen. I 1164 forærede kejser Frederik Barbarossa dem sammen med andre relikvier til ærkebispen af Köln, hvorefter de anbragtes i domkirken her. Kort efter blev det endnu eksisterende kæmpemæssige og pragtfulde helgenskrin fremstillet til at rumme deres relikvier.
[37] Sankt Theobald i Thann i Alsace, nuværende Frankrig. Theobald, abbed i cistercienserklostret Vaux-de-Cernay i Frankrig døde i 1247. Hans jordiske rester flyttedes siden til kirken i Thann.
[38] Den hellige Frans af Assisi, Franciskanerordenens grundlægger, død 1226. Assisi ligger i det nordlige Italien.
[39] Sankt Laurentius: død 258, en af den katolske kirkes mest berømte martyrer. Den kirke, hvori han hævdes at være begravet ligger lidt uden for Rom.
[40] Skt. Nicolaus var biskop i Myra i nuværende Tyrkiet og døde 343. I 1087 blev hans relikvier overført til Bari i Syditalien.
[41] Skt. Jørgens eller Skt. Georgs eksistens fortaber sig i mytiske tåger. Hvis han har levet, var det omkring år 300 og så var han soldat. Han blev angiveligt begravet i Lydda i det nuværende Israel. I forbindelse med korstogene til Det Hellige Land og senere opnåede han en umådelig popularitet som riddernes særlige helgen.
[42] Skt. Christoffers navn betyder 'Kristusbærer' og ifølge legenden skulle han have båret Jesusbarnet over en flod. Om der skjuler sig en historisk person bag navnet er omstridt, men næppe sandsynligt. I domkirken på øen Rab udfor Kroatiens kyst i Adriaterhavet hævder man stadig at være i besiddelse af Skt. Christoffers kranium. Det menes sammen med andre skeletdele overført hertil fra Konstantinopel (nuv. Istanbul) før 1075.
[43] Johannes Døberen fik sit navn, fordi han døbte Jesus. Død ca. 30, da kong Herodes steddatter Salome forlangte hans hoved på et fad. Hans grav hævdes at befinde sig i et koptisk kloster i Ægypten; tidligere mente man, at den befandt sig i en forsvunden kirke i Alexandria, også i Ægypten. Hovedet hævdes at befinde sig i en kirke i Rom (San Silvestro in Capite), i Katedralen i Amiens i Frankrig, hvorfra det dog nu er forsvundet, samt i Umayyade-moskéen i Damascus. Tidligere i historien har også en kirke i Antiochia i nuværende Tyrkiet hævdet at være i besiddelse af hovedet. I teksten må menes enten Rom eller Amiens. Måske er Amiens den bedste kandidat, idet den vældige gotiske katedral i Amiens er påbegyndt i anledning af, at man var kommet i besiddelse af hovedet, som var blevet hjemført fra Konstantinopel (nuværende Istanbul) i forbindelse med byens erobring under det 4. korstog i 1204. Fra denne kristne by hjemførtes et utal af religiøse skatte til Vesteuropa.
[44] Johannes: en af Jesu 12 apostle. Skrev Johannes-evangeliet i Efesos i nuværende Tyrkiet og Johannes Åbenbaring på den nuværende græske ø Patmos. Døde i Efesos, hvor en basilika rejstes over hans grav. Denne blev imidlertid ombygget til moské i 1330 og ødelagt i 1402. Det er uvist, hvad der siden blev af relikvierne og også, hvor Margrethe mente, hans grav var.
[45] Matthias blev én af de 12 apostle som erstatning for Judas, der blev ekskluderet for at have forrådt Jesus. Både i Rom, Trier og Padua hævdede man at være i besiddelse af hans jordiske rester. I det lange løb havde kulten i Trier i Tyskland mest succes, så det er sikkert dette sted, der tænkes på i teksten.
[46] Peder (Peter): Jesu angiveligt foretrukne apostel. Fik overdraget den såkaldte nøglemagt, hvorefter han i middelalderen opfattedes som Jesu stedfortræder på Jorden, så længe han levede. Døde som biskop i Rom, hvor Peterskirken angiveligt blev bygget ovenpå hans grav. Senere bisper i Rom blev efterhånden kaldt paver og opfattede sig som hans efterfølgere.
[47] Paulus: død ca. 67. Regnes for en af apostlene, idet Jesus i en drøm skal have pålagt ham at omvende hedninge til kristendommen. Blev henrettet og begravet i Rom, hvor der siden rejstes en kirke ovenpå hans grav.
[48] Andreas: den først rekrutterede af Jesu 12 apostle. Skal være blevet korsfæstet i Patras i nuværende Grækenland i år 60. 357 blev hans skelet overført til Apostelkirken i Konstantinopel (nuværende Istanbul). Her regnede man ham for byens første biskop. Efter Konstantinopels erobring 1204 blev relikvierne overført til Amalfi i Italien. Herfra kom hovedet i 1462 til Rom, og i 1964 blev det overgivet til domkirken i Patras. I teksten tænkes der givetvis på Amalfi.
[49] Maria Magdalena: optræder i selskab med Jesus i Bibelen. Fra slutningen af 800-tallet kendes der til, at man regnede med, at hun var begravet i Vezelay i Bourgogne i Frankrig. Ca. 1280 blev det imidlertid bekendtgjort, at hendes jordiske rester befandt sig i St. Maximin i Provence, og efterhånden udkonkurrerede denne kult den ældre i Vezelay. Den dag i dag kan man bese hendes angivelige sarkofag i katedralen i St. Maximin La Sainte Baume ikke langt fra den franske Riviera.
[50] Eskil: angel-saksisk munk fra England, som drev missionsvirksomhed i Södermanland i Sverige, til han angiveligt blev stenet til døde for at forstyrre et hedensk ritual omkring år 1080. Begravet i Tuna, som derfor siden skiftede navn til Eskilstuna, hvor et kloster voksede frem omkring hans helgenkult.
[51] Sankt Dorothea: en af flere 'jomfruhelgener', som angiveligt blev martyr, fordi hun nægtede at gifte sig med en hedning (jf sankt Catherina og sankt Margrete). I dette tilfælde skulle det være sket omkring år 300 i daværende Kappadokien i nuværende Tyrkiet. Relikvier af hende blev tilbedt i Rom og i Bologna. Det er næppe muligt at afgøre, hvilket sted der tænkes på i teksten.
[52] Sankt Barbara: ifølge legenden var hun en jomfru, hvis fader pga. hendes usædvanlige skønhed låste hende inde i et tårn. Da faderen hørte, at hun var blevet kristen, ville han straffe hende. Hun undslap mirakuløst, men blev forrådt, hvorefter faderen halshuggede hende, da hun nægtede at frasige sig sin kristne tro. Hvor og hvornår dette skulle være foregået er der ikke enighed om i legenderne. Ca. 1000 overførtes hendes relikvier til Venedig og senere til øen Torcello i nærheden.
[53] Sankt Margrete: skal angiveligt have levet i Antiochia omkring år 300, hvor hun afviste en indflydelsesrig bejler, der derefter angav hende til myndighederne som kristen, hvilket efter svære pinsler kostede hende livet. Siden 1085 hævdedes hendes jordiske rester at befinde sig i Montefiascone i Toscana i Italien.
[54] Se note 8 ovenfor.
[55] Sankt Vincents: blev dræbt efter tortur i forbindelse med kristenforfølgelser i Valencia i nuværende Spanien i 304. Han blev senere begravet i en kirke uden for byen. Ifølge én opfattelse blev hans jordiske levninger flyttet til Lissabon, efter at muslimer havde erobret Valencia 711. Ifølge en anden havnede relikvierne i Castres i det sydøstlige Frankrig. Sidstnævnte lå på pilgrimsruten til Santiago di Compostella, så man kan antage, at dette sted har været mere kendt i Norden i 1411.
[56] Sankt Antonius: levede 251/52-356. Eremit (eneboer) i den ægyptiske ørken og vigtigt forbillede for denne tidlige form for munkevæsen. Omkring år 1050 dukkede hans relikvier op i det senere Saint-Antoine i nærheden af Lyon i Sydøstfrankrig, hvor munkeordenen Antoniterne opstod i løbet af de følgende par århundreder.
[57] Sankt Fabian: biskop i Rom (pave) 236-50. Dræbt i forbindelse med kristenforfølgelser sidstnævnte år, begravet i katakomberne i Rom.
[58] Sebastian: martyr, dræbt under kristenforfølgelser i Rom ca. 290. Over hans grav i Katakomberne blev opført en kirke, som endnu findes. Relikvierne blev dog i 826 flyttet til Peterskirken i Rom.
[59] Sankt Gertrud: død 659. Datter af en af Karl den Stores forfædre, abbedisse (leder) i et kloster i Nivelles i nuværende Belgien, som hendes moder havde grundlagt. Begravet i klosterkirken, senere kolligiatkirke (dvs. kirke med et kapitel eller kannikesamfund). I dag en af Europas største kirker i romansk stil.
[60] Severin: biskop af Köln i anden halvdel af 300-tallet. Begravet i St. Severin kirke i Köln, hvor hans helgenskrin den dag i dag står på højalteret.
[61] Birgitte: 1303-1373. Helgenkåret med støtte fra dronning Margrethe 1391. Begravet i det af Birgitta selv grundlagte Vadstena Kloster i Sverige.
[62] Olav den Hellige. Norges nationalhelgen, konge 1015-28, død 1030. Begravet i katedralen i Trondheim. Nordens mest populære valfartssted i middelalderen.
[63] Erik den Hellige. Sveriges kongehelgen. Konge ca. 1150-ca. 1160. Begravet i domkirken i Uppsala.
[64] Knud den Hellige. Danmarks kongehelgen, konge 1080-86. Begravet i domkirken Skt. Knuds Kirke i Odense, hvor rester af hans skelet og helgenskrin endnu findes.
[65] Mange kirker var indviet til Vor Frue. Det er næppe muligt at sige, hvilke Margrete tænkte på.
[66] Kirke indviet til Skt. Michael på Mikkelsberg eller Slotsfjellet i Tønsberg i Norge, hvorpå der stod en borg i middelalderen. Kirken hørte med til borganlægget og var et af de kongelige kapeller, men også et søgt pilgrimssted.
[67] Solna er nu en del af Stockholm. Kirkens ældste del er en rundkirke. Den har formentlig i 1411 rummet et relikviegemme med en af de talrige stumper af Det Hellige Kors.
[68] Borre ligger tæt ved Horten (og Tønsberg) vest for Oslofjorden. I kirken i Borre, som er bygget i 1100-tallet, fandtes et godt 3 meter langt kors fra slutningen af 1200-tallet, som nu befinder sig i Universitetets Oldsakssamling i Oslo. Det er specielt ved aldrig at have været udstyret med en Kristus-figur, men derimod anses det for sandsynligt, at det har været påhæftet et relikviegemme med en stump af Det Hellige Kors.
[69] Kirken i Hattula i Tavastland i det sydvestlige Finland er indviet til Det Hellige Kors og har derfor i sin tid givetvis rummet et relikvie af dette.
[70] Her er formentlig også tale om en kirke med et relikvie af Det Hellige Kors. De kirker, der fandtes i Randers i 1411 er alle forsvundne: Skt. Clemens sognekirke, Skt. Laurentii kirke og klosterkirkerne til Randers Vor Frue Kloster og Gråbrødreklosteret.
[71] Her må være tale om Kliplev Kirke ca. 15 km syd for Åbenrå i Sønderjylland. Her fandtes et Skt. Hjælper krucifiks (et kors med en påklædt Jesus-figur), som i senmiddelalderen blev et yndet mål for pilgrimme. Den nuværende store kirke bærer stærkt præg af dette, men er bygget efter 1411.
[72] tekst mangler
[73] De 2.000 lybske mark svarer i værdi til de 1.000 nobler.
[74] Forældre betyder i middelalderen forfædre.
[75] Margretes egentlige testamente er desværre tabt.
[76] Her tænkes formentlig på jordegods, Margrete havde skænket klosteret, men beholdt så længe hun levede. En ikke ualmindelig fremgangsmåde for dronningen.
[77] En særlig messe for Margretes sjæl afholdt på hendes dødsdag.
[78] Munkene i klosteret.
[79] Velbyrdig betyder adelig. Derfor kunne man godt være relativt fattig, især på dette tidspunkt, hvor især den lavere adel var hårdt ramt af landbrugskrise. Det kostede et 'optagelsesgebyr' i form af nogle bondegårde at blive optaget i et nonnekloster. I dette tilfælde er der tale om Vor Frue Kloster i Roskilde.
[80] De skal altså have udbetalt penge til en medgift, så de kan blive gift og dermed forsørget.
[81] Klostrene fungerede ofte som en art alderdomshjem for formuende ældre, der mod betaling af noget jordegods fik ophold, kost og en vis grad af pleje i klosteret. Margretes gave indebærer så, at hun betaler dette 'optagelsesgebyr' for tre enker.
[82] Altså med det formål at sjælen skal klare sig bedre i Skærsilden og til sin tid på Dommens Dag.
[83] Margrete har åbenbart pantsat den jord, Køge var bygget på, til klosteret med de tilhørende grundskatter som sikkerhed for (og rentebetaling på) et lån, hun har optaget i klosteret. Nu betales lånet tilbage, hvorved pantet indløses.
[84] I Sorø Kloster skulle der altså holdes en messe hver eneste dag til evig tid for Margretes sjæl. Dertil en årtid, en særlig messe på årsdagen for hendes død.