Om en person var helgen, viste sig ved hans ellers hendes dydige levned, men især ved de mirakler, som Gud lod ske igennem personen både i levende live og efter døden. Helgendyrkelsen opstod ofte i en menighed eller et klostersamfund, som begyndte at fejre personen på dødsdagen og bede om hans eller hendes forbøn. I oldkirken og den tidlige middelalder var der ikke nogen central autoritet til at godkende dyrkelsen af nye helgener, og det var op til den stedlige biskop at afgøre, om de, der blev æret som helgener, også var værdige til det. Efterhånden som Roms autoritet og indflydelse voksede i den vesteuropæiske kristenhed, blev det mere og mere almindeligt, at man søgte pavens autorisation af nye helgener. Hvis pavehoffet fandt beretningerne om deres levned og mirakler fyldestgørende, blev de kanoniseret, det vil sige opført på listen over helgener i Rom. Den første pavelige kanonisering af en helgen uden for Rom skete i år 993 (biskop Ulrik af Augsburg), og først fra 1234 blev det lov i den katolske kirke, at alle kanoniseringer skulle foretages af paven.

Helgendyrkelse i Danmark

Da Danmark blev kristnet, fulgte helgenerne med. I 900- og 1000-tallet udgik missionen fra Bremen, og tyske helgener som Bremens egen Skt. Willehad lagde navn til flere jyske kirker. De optræder også i fortegnelser over relikvier. Fra 1000-tallet kan der også spores indflydelse fra de engelske gejstlige, som danske konger indkaldte for at være modvægt til den tyske dominans, i form af dyrkelsen af bl.a. Skt. Bothulf og Skt. Alban.

Danske helgener

I år 1100 fik Danmark sin første paveligt kanoniserede helgen i kong Knud den Hellige, som var blevet dræbt under et oprør i 1086 i Skt. Albani kirke i Odense. Helgenkåringen skete efter ansøgning fra Knuds bror, Erik Ejegod, hvis søn, hertug Knud Lavard, som blev dræbt i 1131, skulle blive den næste kanoniserede danske helgen i 1169.

Drabet på Knud den Hellige i Sct. Albani Kirke i Odense i 1086. Maleri fra 1843 af Christian Albrecht von Benzon. Fra: Odense Bys Museum

Kongehelgener kendtes i stor stil i England og Tyskland, og Norge havde sin hellig Olaf, mens Sverige havde hellig Erik. Tilsyneladende har man i Danmark lagt mere vægt på pavelig kanonisering end i nabolandene, eller også har man haft bedre forbindelser, for hverken Olaf eller Erik blev kanoniserede, hvilket dog ikke forhindrede dem i at opnå stor international popularitet.

I denne periode kunne helgenkåringen stadig ske lokalt, og da ærkebiskop Absalon i 1188 ansøgte paven om kanonisering af Viborg-provsten Skt. Kjeld, fik han at vide, at den kunne han selv foretage efter behørig undersøgelse. Den sidste danske helgen, der blev paveligt kanoniseret i middelalderen, var abbed Vilhelm af Æbelholt i 1224. Herefter lykkedes det ikke at få flere ansøgninger igennem. Et af de strandede forsøg gjaldt kong Erik Plovpenning (dræbt i 1250), som ikke desto mindre blev æret som helgen i Ringsted, hvor hans grav blev søgt af pilgrimme helt fra Sverige og Norge.

Lokalhelgener

Andre måtte nøjes med at blive æret helt lokalt som sognehelgener. Det gjaldt bl.a. Anders i Slagelse, Margrethe i Køge og Niels i Aarhus. Niels var søn af kong Knud Magnussen, men levede et meget asketisk liv. Efter sin død i 1180 blev han begravet i ”et lille trækapel ved havet”, hvor den nuværende Aarhus Domkirke senere blev opført. Tilsyneladende fik han ry som helgen allerede kort efter sin død, og der blev indsamlet lange fortegnelser over hans mirakler. Ansøgninger til paven om kanonisering i 1254-55 løb ud i sandet, men alligevel blev Niels æret af Aarhus-kannikerne middelalderen igennem og hans kilde blev søgt af folk på Aarhusegnen også efter Reformationen.

Internationale helgener

Blandt de romerske martyr-helgener var Skt. Clemens særligt populær i Danmark. Clemens havde været biskop i Rom omkring år 90-100, og ifølge legenden blev han martyr ved at blive kastet i havet med et anker om halsen. Med ankeret som kendetegn blev han værnehelgen for købmænd og søfolk, og der var kirker indviet til ham i mange danske havnebyer. I 1200-tallet måtte Clemens vige positionen som de søfarendes helgen til den mere berømte Skt. Nicolaus, men i Aarhus, hvor han var skytshelgen for domkirken, blev han stadig holdt i ære i senmiddelalderen, og o. 1520 blev han afbilledet på et kalkmaleri i paveligt ornat og med et stort anker i hånden.

Mange nye og ”gamle” folkekære helgener som Skt. Nicolaus og Maria Magdalene kom til landet med tiggermunkene, som gerne brugte legenderne til at gøre forkyndelsen begribelig for menigmand.

Jomfru Maria havde naturligvis en særlig plads blandt helgenerne. Hun var Himmeldronningen og al verdens Frue, og som Jesu moder måtte hun være den nærmeste til at gå i forbøn hos ham. Flere kirker er viet til hende end nogen anden helgen, og i løbet af middelalderen udvidedes antallet af kirkelige festdage for hende fra fire til syv eller otte.

Podcast fra Mægtige Middelalder 

Lyt til podcasten med Ane Bysted, ph.d. og forsker i middelalderens religiøsitet og helgener fra Mægtige Middelalder.

I denne episode kan du høre om Kong Erik Emune, der regerede fra 1134-1137, og hans forbindelse til Ringsted Kloster og til helgenkåringen af hans bror, Knud Lavard. Eriks vej til magten byggede nemlig på hans rolle som Knuds hævner, og til minde om Knud gav Erik en stor donation til Ringsted kloster. I en lille time taler Ane Bysted og Thomas Heebøl-Holm om, hvilken rolle Erik spillede i grundlæggelsen af klosteret  og udviklingen af Knud Lavards helgenkult. Så lyt med, når vi udforsker denne lidt oversete konge, hans vej til magten, hans forhold til det hellige, og hvilken betydning Emunes promovering af Knud Lavard fik for anden halvdel af kampen om den danske trone i årene 1146-57.