Baggrund og vejen til tronen

Erik var ældste søn af Valdemar 2. Sejr (konge 1202-41) og dennes anden dronning Berengaria af Portugal (død 1221). Fra faderens første ægteskab med dronning Dagmar af Bøhmen (død 1212) stammede en ældre halvbroder, Valdemar, der havde tilnavnet Den Unge. Han blev i 1215 valgt til faderens medkonge og dermed efterfølger, mens den nyfødte Erik året efter udnævntes til hertug af Slesvig. I 1231 omkom den unge Valdemar imidlertid ved en vådeskudsulykke, og året efter blev Erik så kronet som faderens medkonge og efterfølger. Samtidig overtog Eriks yngre helbroder Abel hertugdømmet Slesvig, mens den yngste bror, Christoffer nogle år senere fik tildelt værdigheden som hertug af Lolland og Falster. Et par sønner af Valdemar Sejr, født udenfor ægteskab, fik ligeledes tildelt såkaldte fyrstelen i rigets udkant. Sådanne arrangementer kendtes fra det øvrige Europa, og meningen med dem var at sikre kongesønnerne standsmæssig forsørgelse i håb om at undgå de opslidende kampe om tronen, som havde præget tidligere generationer af kongeslægten. Det samme søgtes også sikret ved, at fyrstelensmændene aflagde troskabsed til deres bror kongen.

Konge 1241-50

Med Valdemar Sejrs død i marts 1241 blev Erik regerende enekonge. Et væsentligt formål for ham i det meste af hans tid som konge var at få styr på det vaklende danske herredømme i Nordestland. Til det formål blev der flere gange proklameret korstog mod Estlands hedenske og ortodoks-kristne naboer. Hjemlige problemer afholdt ham dog fra at gennemføre disse planer. Det skulle nemlig snart vise sig, at hans brødre ikke var tilfredse med deres positioner. Da de samtidig fik støtte fra nogle af landets mest fremtrædende stormænd samt grevskabet Holsten og handelsbyen Lübeck, var Eriks kongetid med få afbrydelser præget af borgerkrig i landet tilsat krig med de nævnte udenlandske magter. Samtidige kilder giver et levende indtryk af de ubehageligheder, borgerkrigen medførte.

Også med kirken fik Erik store problemer. Bisperne klagede til paven over, at de så ofte måtte stille soldater til kongens krige og vedtog skarpe sanktioner for overgreb på kirkens personer og ejendomme. I 1245 forlod Roskildebispen, som samtidig var kongens kansler og dermed leder af den kongelige administration, landet og søgte tilflugt hos paven. Under den efterfølgende retssag beskyldte kongen bispen for at stræbe ham efter livet. Bispen døde i landflygtighed i 1249, hvorefter sagen gik i sig selv.

Under et forsøg på at få gennemført en ekstra beskatning i Skåne i 1249 måtte kongen flygte til Sjælland, men vendte siden tilbage med en hær, der gennemtvang beskatningen.

Efter flere forspil brød borgerkrigen for alvor ud i 1246. Med tiden viste det sig dog, at Erik var den militært stærkeste. I 1250 tog broderen Abel imidlertid titel af konge, hvilket medførte et kongeligt krigstogt mod hans hovedsæde i byen Slesvig, hvorefter Abel måtte underkaste sig. Under et senere besøg i Slesvig samme år blev Erik med magt ført ombord på en båd og sejlet ud i fjorden Slien, hvor han blev myrdet. Dette skete givetvis på foranledning af broderen Abel, der imidlertid alligevel formåede at blive anerkendt som dansk konge.

Begravelse og helgendyrkelse

Erik Plovpenning blev oprindelig begravet i en kirke i Slesvig, men blev i 1258 på foranledning af sin bror og senere efterfølger Christoffer overført til den kongelige gravkirke i Ringsted, hvor en helgenkult blev startet omkring den kongelige martyrs grav. Samtidig ansøgtes paven om formelt at kanonisere Erik som helgen, og undersøgelser af sagen blev startet, men løb dog ud i sandet. Helgenkulten fortsatte imidlertid, og Erik blev en ganske populær helgen i den folkelige bevidsthed og udrettede angiveligt mange mirakler. Hen imod slutningen af 1200-tallet lod kong Erik Klippings enke Agnes en serie kalkmalerier male i kirken i Ringsted, der bl.a. viser mordet på Erik, og hvad der siden fulgte. Malerierne kan stadig ses i kirken. Endnu dronning Margrethe 1 gjorde omkring 1411 et forsøg på at få Erik Plovpenning officielt kanoniseret af paven, men tilsyneladende løb sagen atter ud i sandet.

Ægteskab, børn og tilnavn

Erik blev i 1239 gift med Jutta af Sachsen med hvem han fik fire døtre: Agnes, Ingeborg, Jutta og Sofie. Af disse blev én dronning af Sverige og en anden dronning af Norge. Eriks tilnavn Plovpenning er først opfundet ca. 300 år efter hans død. Det hentyder til en særlig beskatning af jord, som imidlertid allerede blev indført under hans fader.

Kobberstik af Erik Plovpenning fra perioden ca. 1500- 1795. Fra: Det Kongelige Bibliotek.